Viser opslag med etiketten infrastruktur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten infrastruktur. Vis alle opslag

tirsdag den 15. februar 2011

Amerikanere løber fra regning for bedre veje

Et overvejende flertal af amerikanerne finder det vigtigt, at landets veje, broer og transportsystemer fungerer. Men betale for det? Ellers tak!

Det viser en undersøgelse, som Rockefeller Stiftelsen står for.

66 procent af de adspurgte er tilhængere af en god infrastruktur til transport. Men 64 procent afviser nye vejafgifter, og 58 procent siger nej til kørselsafgifter.

Et tværpolitisk panel af transporteksperter fastslog for få måneder siden, at transportinfrastrukturen forvitrer i et sådant tempo, at det hurtigt svækker USA's evne til at konkurrere i den globale økonomi.

Men en transportlov, der skulle udbedre nogle af manglerne, er blokeret i Kongressen. Og lige nu er der yderligere besparelser på det føderale budget på dagsordenen.


Læs mere om Rockefeller Foundation-undersøgelsen:
http://www.rockefellerfoundation.org/news/publications/rockefeller-foundation-infrastructure-2

lørdag den 22. januar 2011

Obama opfordrer til nye investeringer

Den amerikanske økonomi har først og fremmest brug for nye investeringer, ikke en indskrænkning. Sådan lyder opfordringen fra præsident Barack Obama, når han holder sin tale om nationens tilstand.

Obama vil anbefale nye investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, heriblandt i vedvarende energi.

Det skriver internetnyhedsmagasinet The Daily Beast.

Obama erkender, at der er behov for besparelser på det føderale budget på andre områder, men det er sekundært.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/cheat-sheet/item/obama-to-call-for-new-investment/state -of-the-union/?cid=c:headline4

tirsdag den 7. september 2010

50 milliarder dollar til veje, lufthavne og jernbaner

Det er ikke en ny økonomisk genopretningspakke. Men det udelukker ikke, at en føderal investering på 50 milliarder dollar (292 milliarder kroner) kan få netop den virkning at styrke USA's trængte økonomi.

Præsident Barack Obama benyttede den såkaldte Labor Day-fridag til at bekendtgøre planen.

Finansdagbladet Wall Street Journal skriver, at Hvide Hus-embedsmænd ikke ønsker at spå om, hvor mange nye arbejdspladser investeringen i infrastruktur kan medføre. Måske vil den økonomiske indsprøjtning skabe job på længere sigt, siger de.

Den oprindelige genopretningspakke fra kort efter Obamas tiltrædelse i januar 2009 var på næsten 800 milliarder dollar (over 4.670 milliarder kroner). Men hans demokratiske partifæller vurderer, at den ikke har været tilstrækkelig til at sikre varig økonomisk vækst.

Omvendt er Republikanerne i Kongressen kritiske over for den nye investering i infrastruktur. De siger, at man ikke kan forbruge sig til økonomisk fremgang.


Se Wall Street Journals hjemmeside:
http://www.wsj.com