Viser opslag med etiketten atom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten atom. Vis alle opslag

lørdag den 14. januar 2012

USA nr. 13 på liste over atomsikkerhed

USA ligger nede på en plads nummer 13, når det gælder graden af sikkerhed, som omgærder landets atommateriale. Det svarer til cirka midt i feltet blandt de 32 lande med nukleart materiale. Australien er i top.

Det skriver dagbladet New York Times.

Oversigten er udarbejdet i et samarbejde mellem den private organisation Nuclear Threat Initiative og det britiske nyhedsmagasin The Economists researchafdeling.

Formålet med listen er at skærpe opmærksomheden om nødvendigheden af at beskytte atommateriale i forhold til truslen fra atomterror.

USA's placering beskrives som forholdsvis god, men kun i betragtning af, at landet råder over meget materiale, der er spredt over et stort landområde, og at landet har været med siden begyndelsen på atomæraen.

Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/12/science/study-ranks-countries-on-nuclear-security.html

søndag den 16. oktober 2011

USA gør nyt forsøg på at presse Iran

Præsident Barack Obama gør et nyt forsøg på at udstille Irans påståede ambitioner om at udvikle atomvåben. Det sker efter den amerikanske beskyldning mod det iranske styre, som skal have forsøgt at myrde Saudi-Arabiens ambassadør i Washington.

Obamas fremgangsmåde er at bede FN's våbeninspektører om at frigive fortrolige oplysninger, der angivelig skal vise, at Iran arbejder på at designe og eksperimentere med atomvåbenteknologi.

Det skriver avisen New York Times.

Bladet rapporterer, at våbeninspektørerne formentlig har skaffet nye informationer om Iran inden for de seneste måneder, der føjer sig til, hvad der tidligere har været fremme.

Hvis Obama lykkes med forehavendet, ventes at det at sætte ny gang i debatten om, hvad USA, Israel og det internationale samfund i øvrigt skal gøre for at afskære Iran fra at blive en atommagt.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/10/16/world/middleeast/white-house-says-data-shows-iran-push-on-nuclear-arms.html

torsdag den 23. december 2010

Russisk bekymring ansporede Obama

11 dage efter midtvejsvalget til Kongressen i USA tidligt i november, der var et svidende nederlag til præsident Barack Obama og hans demokratiske partifæller, oplevede Obama på et møde med præsident Dmitrij Medvedev, hvordan der var russisk bekymring for, om amerikanerne ville ratificere den nye START-traktat om strategiske atomvåben.

Mødet gjorde indtryk på Obama i en sådan grad, at han og hans Hvide Hus-embedsmænd indledte en massiv kampagne for at overtale Senatet til at godkende traktaten. Og nu er det så sket, nemlig med over det krævede to tredjedeles flertal - 71 stemmer for og 26 imod.

Det skriver avisen Washington Post.

Obama har oplevet to andre triumfer i Kongressen her i december. Vedtagelsen af en ny politik, der baner vej for åbenlys homoseksualitet i det amerikanske militær, og garanti for betalt lægehjælp til arbejdere, der deltog i oprydningen efter 11. september-terroranslagene i 2001.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/12/22/2010122205937.html

onsdag den 17. november 2010

Republikanerne blokerer for våbenaftale med Rusland

Præsident Barack Obama har et erklæret mål at få raticeret en ny våbenaftale, som begrænser lagrene af strategiske atomvåben i USA og Rusland. Men han støder på modstand fra Republikanerne, der er blevet afstivet af fremgangen ved midtvejsvalget til Kongressen.

Det skriver dagbladet New York Times.

Republikanernes hovedmand i spørgsmålet, senator John Kyl, siger, at han ikke vil medvirke til støtte til den såkaldte nye START-traktat her i perioden, inden den nye Kongres indsættes efter årsskiftet.

Og til den tid bliver det blot endnu sværere med en godkendelse, fordi er der vil være en større andel af republikanske senatorer. En ratificering forudsætter en godkendelse med to tredjedeles flertal i Senatet.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/11/17/world/europe/17start.html?_r=1&ref=todayspaper

lørdag den 11. september 2010

Opfordring til at godkende ny atomtraktat

To forhenværende udenrigsministre og to tidligere prominente senatorer opfordrer Senatet i USA til at ratificere en ny atomtraktat med Rusland.

Appellen gælder den nye såkaldte START-traktat og kommer i et indlæg i dagbladet Washington Post fra George Shultz, Madeleine Albright, Gary Hart og Chuck Hagel.

De fire mener samstemmende, at det vil forbedre USA's nationale sikkerhed, hvis traktaten om stategiske atomvåben godkendes.

De fremhæver blandt andet, at START vil medføre en nedskæring af det russiske atomarsenal og et loft over antallet af sprænghoveder. Kontrolproceduren styrkes, idet amerikanske inspektører kan komme på besøg og verificere omfanget af det russiske arsenal.

Tidligere har forsvarsminister Robert Gates med den amerikanske militære top i ryggen tilskyndet Senatet til at ratificere traktaten.


Læs indlægget i Washington Post:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/09/09/AR2010090905248.html

mandag den 9. august 2010

USA og EU formår ikke at isolere Iran

USA's og EU's bestræbelser på at opbygge en samlet international front mod Iran på grund af det omstridte iranske atomprogram bliver i stigende grad udfordret af Kina, Rusland, Indien og Tyrkiet.

De fire lande afviser at slutte sig til skærpede amerikanske og europæiske sanktioner, som er rettet mod virksomheder, der samarbejder med den iranske energisektor.

Tværtimod har de fire lande taget skridt til handels- og investeringsaftaler med Iran, som direkte eller indirekte undergraver FN-politikken på området.

Det konstaterer dagbladet Los Angeles Times i en analyse.

Det iranske styre beskyldes for at udvikle atomvåben under et dække af et atomprogram, som officielt har til formål at udbygge atomkraft.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/world/la-fg-iran-sanctions-20100809,0,6722759.story

torsdag den 8. april 2010

Langtrækkende missiler skal erstatte atomvåben

Mens præsident Barack Obama underskriver en traktat med den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, om nedrustning af kernevåben, er USA ved at udvikle nye raketter, som skal afløse atombomberne.

Det er interkontinentale ballistiske missiler, som er kendt som Omgående Globalt Slag-våben.

Det skriver dagbladet Washington Post.

De nye raketter kan slå til hvor som helst i verden på under en time. De ventes ikke opstillet før tidligst i 2015, men Rusland og Kina har allerede udtrykt bekymring. For hvordan kan de være sikre på, at en amerikansk raket, som har kurs mod dem, ikke er atomar, men konventionel?

Obama-regeringen siger, at de nye langtrækkende missiler skal være en trussel mod terrornetværk og andre fjender af den kaliber. Den amerikanske regering siger også, at udviklingen af raketterne ikke strider imod den nye START-traktat.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/04/07/AR2010040704920.html

søndag den 4. april 2010

Obamas atompolitik under hjemligt pres

Mens USA's præsident, Barack Obama, forbereder sig på at underskrive en ny aftale med Rusland om nedrustning af strategiske atomvåben, støder han på hjemlig modstand.

Dels findes der en modvilje, der rækker ud over Republikanerne fra oppositionen, og traktaten skal immervæk ratificeres med to tredjedeles flertal i Senatet.

Dels er der en risiko for, at præsidenten vil blive sat under pres for at genoptage prøvesprængninger i takt med, at de aldrende lagre af atomvåben svinder ind. Kritikere sår tvivl om, hvorvidt atomraketterne stadig er til at regne med, hvis det skulle blive nødvendigt at tage dem i brug.

Det skriver nyhedsmagasinet Newsweek.

De seneste 15 år har amerikanske atomlaboratorier brugt computersimuleringer og kemiske og fysiske test for at afprøve de aldrende bomber. Men Obama-regeringen fornemmer, at mere skal til og har afsat fem milliarder dollar (27,6 milliarder kroner) over fem år til at optrappe forskning og udvikling af atomteknologi.


Se Newsweek-artiklen:
http://www.newsweek.com/id/235884

søndag den 14. marts 2010

Voksende amerikansk debat om Iran

Debatten om, hvordan USA skal håndtere et Iran, som måske - måske ikke - stræber efter atomvåben, bliver stedse mere ophedet.

Flere eksperter, heriblandt den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, forfægter det synspunkt, at det iranske præstestyre vil give efter for presset, hvis det bliver udsat for en inddæmningspolitik, ført af USA og dets allierede.

Denne fremgangsmåde virkede under Den Kolde Krig.

Andre mener, at det ikke er nok med inddæmning. Der skal indgå atomvåben i de trusler, som er rettet mod Iran. Det er den strategi, som præsident Barack Obamas regering følger ved at placere antimissilsystemer nær iransk territorium og sende amerikanske flådefartøjer til Den Persiske Golf.

Ikke desto mindre kan det hele ende med, at USA bliver nødt til at acceptere, at Iran bliver en atommagt - på samme måde som USA må leve med et atombevæbnet Kina og Nordkorea. Det skriver avisen New York Times i en analyse. Dette kan blive resultatet, hvis de optrappede internationale sanktioner ikke svækker præstestyrets greb om magten på en afgørende måde.

Et alternativ er, hvis Obamas regering kan forlade sig på, at Israel neutraliserer de iranske atomanlæg, mens de stadig er til at ramme. Israel følger sig - på grund af den geografiske placering - langt mere udsat for angreb fra Iran, der ligger i nabolaget, end USA gør.


Se New York Times-analysen:
http://www.nytimes.com/2010/03/14/weekinreview/14sanger.html