Viser opslag med etiketten skat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skat. Vis alle opslag

torsdag den 12. april 2012

Obama kalder skatteplan for "Reagan-reglen"

Præsident Barack Obama satser i valgkampen forud for præsidentvalget i november på, at vælgerne har sympati for, at velstående amerikanere skal bidrage mere til samfundskagen end resten, og at vælgerne så glemmer, at redskabet er en skattestigning.

Obama henviste først til, at en milliardær som Warren Buffett har påpeget, at rige betaler alt for lidt. Nu fremhæver Obama desuden, at Ronald Reagan, en af hans forgængere i Det Hvide Hus, fandt det rimeligt, at rige betalte mest.

Skatteplanen kan således omdøbes fra "Buffett-reglen" til "Reagan-reglen", skriver det britiske finansdagblad Financial Times.

Præsident Obama sagde i en tale omgivet af millionærer og deres sekretærer, at Reagan betegnede det som skørt, at rige amerikanere i visse tilfælde slap med en lavere skatteprocent end middeklasse-amerikanere.

"Det, som Ronald Reagan opfordrede til dengang, er det samme, som vi opfordrer til nu - en tilbagevenden til grundlæggende retfærdighed og ansvarlighed - at enhver svarer sit," sagde Obama.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/2f03af96-83f3-11e1-9d54-00144feab49a.html#axzz1rpK9Sqcc

tirsdag den 27. marts 2012

Californiere er parat til højere skat

Det kan lyde som en løgn. Amerikanerne er kendt for at nære afsky over for at betale skat. Men en frisk meningsmåling viser, at et flertal af borgerne i Californien er positive over for en skatteforhøjelse.

Undersøgelsen er gennemført af dagbladet Los Angeles Times i samarbejde University of Southern California.

64 procent af de adspurgte siger god for guvernør Jerry Browns plan om at sætte momsen op og hæve skatten for de rigeste. Indtægterne skal bruges på skolerne i denne amerikanske delstat og til at skabe balance på budgettet.

Brown har til hensigt at sende planen til folkeafstemning i forbindelse med præsident- og kongresvalget i november.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-poll-20120326,0,7626225.story

onsdag den 7. december 2011

Største virksomheder betaler mindst i skat

Mange af USA's største virksomheder betaler mindre i delstatsskat end mindre virksomheder. Nogle af dem betaler ikke delstatsskat overhovedet.

Det fremgår ifølge avisen New York Times af en undersøgelse, der er udarbejdet af de private organisationer Citizens for Tax Justice and the Institute on Taxation and Economic Policy.

Blandt koncernerne med nulskat er kemigiganten DuPont.

New York Times skriver videre, at virksomhedernes bidrag til delstaternes skatteindtægter er faldet fra 9,7 procent i 1980 til 5,7 procent nu.


Læs New York Times-artiklen:

søndag den 18. september 2011

Obama foreslår en millionærskat

Efter inspiration fra den succesrige finansmand Warren Buffett foreslår præsident Barack Obama en millionærskat i USA.

Obama lægger op til, at alle amerikanere, der tjener over én million dollar (5,4 milliarder kroner), skal betale en særskat, men kun hvis deres skatteprocent i realiteten er lavere end middelklassens.

Det rapporterer dagbladet Los Angeles Times.

Formålet er at skaffe penge i den føderale kasse til at dække underskuddet på budgettet.

Warren Buffett har betegnet det nuværende skattesystem som uretfærdigt, fordi han selv - eksempelvis - betaler en lavere skatterate end sin sekretær.

Obamas forslag ventes at støde på hård modstand fra Republikanerne, som mener, at det vil hæmme virketrangen i amerikansk erhvervsliv.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-obama-millionaires-tax-20110918,0,7251514.story

tirsdag den 9. august 2011

Lobbyist mod skattestigninger forsvarer sig

Der findes mange udlægninger om, hvorfor det trak ud med en aftale om gældsloftet i USA, og landets kreditværdighed er faldet.

Ifølge en af versionerne hedder skurken Grover Norquist.

Grover Norquist stiftede for 26 år siden Amerikanere for Skattereform, og han har siden været leder af denne førende lobbyorganisation mod skattestigninger i USA.

Men Norquist afviser over for internetnyhedsmagasinet The Daily Beast, at han er årsag til den amerikanske økonomiske elendighed.

"Alle Obamas problemer er selvskabte," siger Norquist om præsident Barack Obama. "Og min rolle er at medvirke til at løse dem ved at tvinge opmærksomheden over på udgifterne og ikke lade den blive bortledt af skattestigninger."


Læs The Daily Beast-artiklen om Grover Norquist:

fredag den 24. juni 2011

San Francisco er ikke bange for at sætte skatten op

San Franciscos borgmester, Edwin Lee, gør noget, som langt de fleste politikere ikke tør. Han sætter skatten op.

Da Lee fremlagde et nyt budget tidligere på måneden på 6,8 milliarder dollar (35,7 milliarder kroner), var der et hul på over 300 millioner dollar (næsten 1,6 milliarder kroner). Det lukkede han ved at forhøje momsen og kræve af grundejere, at de skulle vedligeholde fortove og beplantning - noget, som bystyret hidtil havde stået for.

Desuden lånte han næsten 250 millioner dollar (1,3 milliarder kroner), der er øremærket til at udbedre gader og veje i San Francisco. Det skulle være hårdt tiltrængt.

Det skriver avisen New York Times.

Med sit budget undgik Edwin Lee at udskrive fyresedler blandt de 26.000 kommunalt ansatte.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/06/24/us/24bcstevens.html

tirsdag den 17. maj 2011

Californien forhøjer skatterne

Der er ikke mange, der tør efterhånden. Men i Californien bebuder guvernør Jerry Brown, at delstatens skatter skal forhøjes.

Årsagen er et budgetunderskud på 15 milliarder dollar (79 milliarder kroner).

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Men demokraten Brown støder på modstand fra Republikanerne i delstatsforsamlingen.

I valgkampen forud for guvernørvalget i november i fjor lovede Jerry Brown at spørge vælgerne til råds om skattestigninger. Så hvis det ikke lykkes at få den politiske opposition med på forslaget, vil Brown formentlig udskrive en folkeafstemning om spørgsmålet.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-budget-20110516,0,269212.story

onsdag den 11. maj 2011

Demokrater vil sløjfe skattefradrag til olieselskaber

Demokraterne i Senatet i USA ønsker at indstille skattefradrag til landets fem største olieselskaber. Hensigten er at skaffe 21 milliarder dollar (109 milliarder kroner) i den føderale pengekasse over det kommende tiår og således bidrage til at mindske den nationale gæld.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Demokraterne begrunder forslaget med, at olieselskaberne Exxon Mobil, Shell, BP, Chevron og ConocoPhillips har en kæmpemæssig fortjeneste og ikke har behov for en økonomisk håndsrækning fra de amerikanske skatteydere.

Med forslaget tvinger Demokraterne deres politiske modstandere i defensiven. Republikanerne bliver nødt til at tage stilling til, om de vil forsvare olieselskaberne.

Republikanerne skal også beslutte, om de vil stå fast på den hidtidige holdning om, at de kun vil spare - og de ikke vil pille ved skatterne for at nedbringe gælden.

Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/politics/senate-democrats-push-to-end-tax-breaks-for-big-oil-companies-to-cut-deficit/2011/05/10/AFiL42hG_story.html


lørdag den 11. december 2010

Rige amerikanere slipper billigere i formueskat

Det kan virke som et paradoks: Præsident Barack Obamas kompromis med Republikanerne fra oppositionen i USA om en midlertidig forlængelse af skattenedsættelser indebærer, at de rige skal betale endnu mindre i formueskat end under præsident George W. Bush.

Det bemærker avisen Washington Post.

Obama bøjer sig for Republikanernes ønske om, at enkeltpersoner skattefrit kan videregive fem millioner dollar (28,1 millioner kroner) i arv til næste generation. Ud over dette beløb skal de svare en formueskat på 35 procent.

Før var overgrænsen 3,5 millioner dollar (19,7 millioner kroner) og en skatteprocent på 45 af resten.

Obamas demokratiske partifæller i Kongressen er i forvejen ikke begejstrede. Og nu, hvor de opdager Obamas indrømmelse i spørgsmålet om formueskat, overvejer i hvert fald de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus at stritte imod.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/12/10/AR2010121006931.html

torsdag den 9. december 2010

Flertal ønsker fortsatte skattelettelser

Trods ramaskrig fra hans liberale demokratiske partifæller synes præsident Barack Obama at have støtte i den amerikanske befolkning til sit kompromis om at videreføre skattelettelserne fra præsident George W. Bushs æra.

Det bemærker internetmagasinet POLITICO, som følger det politiske spil i Washington tæt.

POLITICO henviser til meningsmålinger, der viser, at hvis skattelettelserne ikke kan videreføres for middelklassen alene, så skal lettelserne fortsætte for alle. Det mener flertallet.

Og "alle-modellen" er netop, hvad Obama har aftalt med Republikanerne fra oppositionen i to år frem.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/1210/46113.html

torsdag den 9. september 2010

Obama: Rige bør betale ekstra i skat

Milliarder af dollar i skattelettelser til de mest velstående amerikanere, som blev godkendt under præsident George W. Bush, er ved at udløbe.

Det har Barack Obama, Bushs efterfølger i Det Hvide Hus, det fint med, skriver avisen Boston Globe. Han siger, at det er helt i orden, at borgere, som tjener over 200.000 dollar årligt (næsten 1,2 millioner kroner), skal betale ekstra i skat.

Til gengæld vil Obama lade den brede middelklasse slippe lettere i skat.

"Det er ikke for at straffe de velstillede, Gud velsigne dem," siger præsident Obama. Det er, fordi USA ikke kan undvære de 700 milliarder dollar (4.100 milliarder kroner) i indtægter over 10 år, som de rigeste kan bidrage ekstra med.

Republikanerne siger, at Obamas holdning er ren populisme - hans forsøg på at hjælpe sine demokratiske partifæller til et mindre nederlag end spået ved midtvejsvalget til Kongressen i november.


Se Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/washington/articles/2010/09/09/obama_fights_break_for_wealthy

søndag den 4. juli 2010

Olieselskaber drager fordel af skattefradrag

Præsident Barack Obama vil gerne fremme vedvarende energi i USA, men olieselskaberne får fortsat betydelig indirekte føderal støtte i form af skattefradrag.

Det skriver avisen New York Times.

En gennemgang af de amerikanske skatteregler viser, at olieproduktion er blandt de sektorer, som får allermest støtte fra forbundsregeringen. Der er skattefradrag til rådighed i næsten alle led i produktionen - fra undersøgelsen af olieforekomster til udvindingen af forekomsterne.

Eksempelvis er beskatningen af investeringer i lejekontrakter på oliefelter og boreudstyr kun på ni procent netto. Det er betydeligt lavere end den generelle beskatning af virksomheder på 25 procent.

Ifølge New York Times får olieindustrien i alt for fire milliarder dollar (23,8 milliarder kroner) årligt i skattefradrag.

Olieselskaberne svarer igen med, at de generelt betaler en højere skat på indtjeningen end de fleste andre firmaer i USA.


Se New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/07/04/business/04bptax.html?ref=todayspaper

mandag den 12. april 2010

Mere lempelig kontrol af store virksomheders skat

Trods de føderale myndigheders løfte om at slå hårdere ned på store virksomheder i USA, som betaler mindre i skat, end de burde, så bliver det ved løfterne.

Skattemyndighederne fra IRS har de seneste år reduceret den tid, som de bruger på at gennemgå skatteopgørelser fra landets største koncerner.

Det viser en ny undersøgelse fra Transactional Records Access Clearinghouse, en upartisk gruppe, som er knyttet til Syracuse Universitet i delstaten New York.

IRS fokuserer ifølge undersøgelsen på små og mellemstore virksomheder, selv om om der er flere ubetalte skattedollar at hente hos de store.

IRS-talsmænd afviser undersøgelsens konklusioner og siger, at den ikke medtager den tid, som IRS-embedsmænd bruger på at gennemgå store virksomheders regnskaber, inden de afleverer deres skatteopgørelse.


Se mere om undersøgelsen:
http://trac.syr.edu/whatsnew/email.100412.html