Viser opslag med etiketten ægteskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ægteskab. Vis alle opslag

torsdag den 10. maj 2012

Obama støtter homo-ægteskaber

Hvis man skal tro avisen New York Times og andre amerikanske medier, er der tale om en historisk melding, når præsident Barack Obama nu erklærer, at han støtter homoseksuelle ægteskaber i USA.

Ifølge New York Times løber Obama en betydelig risiko forud for præsidentvalget i november, hvor han genopstiller. 31 delstater har vedtaget et forfatningsmæssigt tillæg, der forbyder ægteskaber mellem to personer af samme køn. Senest var det North Carolina forleden. USA består af 50 delstater.

På den anden side kan Obama - USA's første afrikansk-amerikaner på præsidentposten - og progressiv på mange måder ikke tillade, at han bliver overhalet af store dele af sit eget Demokratiske Parti og en del grupper i Det Republikanske Parti i dette spørgsmål. En udvikling er i gang.

Tænk blot på, at det kun er 16 år siden, at præsident Bill Clinton underskrev en lov til forsvar for det traditionelle ægteskab mellem en mand og en kvinde. Loven gav delstaterne mulighed for at fastsætte deres egen politik på det følsomme område.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/10/us/politics/obamas-watershed-move-on-gay-marriage.html?ref=todayspaper

fredag den 27. maj 2011

Krisen i USA svækker lyst til at gifte sig

Et faldende antal af amerikanske par gifter sig, og det kan sættes i forbindelse med den økonomiske krise.

Det skriver dagbladet USA Today.

Andelen af ugifte par er steget med en fjerdedel på 10 år til nu 12 procent, viser tal fra folketællingen i USA.

Andelen er størst i områder, der er hårdest ramt af krisen. Det gælder for eksempel: Camden, New Jersey, Rochester, New York, Flint, Michigan, og Cleveland, Ohio.

"Mange venter og ser, om de kan forbedre deres langsigtede chancer ved at sikre sig, at de er økonomisk og følelsesmæssigt trygge ved hinanden," siger Stephanie Coontz, sociolog fra Rådet om Moderne Familier.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

søndag den 20. marts 2011

Sorte bliver nu gift med hvide i Syden

Det er mindre end 45 år siden, at der var forbud mod blandede ægteskaber mellem hvide og afrikansk-amerikanere i Syden i USA. I de mellemliggende år har det heller ikke været velset.

Men tiderne skifter, og antallet af børn af blandede ægteskaber stiger meget hurtigere, end eksperterne spåede for 10 år siden - især det sydlige USA og dele af Midtvesten.

Det skriver avisen New York Times.

I for eksempel North Carolina er befolkningsgruppe af blandet hvid-sort herkomst fordoblet siden 2000. I Georgia er gruppen vokset med 80 procent, og næsten det samme er tilfældet i Kentucky og Tennessee.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/03/20/us/20race.html

torsdag den 24. februar 2011

Obama-regering åbner for legalisering af homoægteskaber

Præsident Barack Obamas regering baner vej for en legalisering af homoseksuelle ægteskaber i USA, skriver dagbladet Los Angeles Times.


Åbningen foregår på den måde, at regeringen meddeler, at den ikke længere vil modsætte sig stævninger mod den amerikanske ægteskabslovgivning.

Og hvorfor denne holdningsændring? Fordi justitsministeriet er nået frem til den konklusion, at den nuværende ægteskabslov fra 1996 er diskriminerende over for bøsser og lesbiske. Derfor er loven ikke længere fornuftig.

Justitsminister Eric Holder siger, at Obama-regeringen vil fortsætte med at følge loven, indtil der kommer en endelig vurdering fra det amerikanske retssystem af den. Formentlig skal sagen helt til højesteret, som tager stilling til, om love er i overenstemmelse med forfatningen eller ej.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-obama-gay-marriage-20110224,0,1093461.story

lørdag den 20. november 2010

Ægteskab mister anseelse i USA

Ægteskabet står ikke dér, hvor det har stået i USA. Mens 72 procent af voksne amerikanere var gift i 1960, er andelen nu på omkring halvdelen af samtlige.

Det tyder på, at ægteskabet har dalende anseelse - en formodning, der bekræftes af at ny meningsmåling fra Pew Research Center. Her siger fire ud af 10 adspurgte, at ægteskabet er en forældet institution.

Undersøgelsen blandt et repræsentativt udsnit på næsten 2.700 personer viser, at amerikanerne udvider opfattelsen af en familie til også at opfatte et arrangement, hvor der kun er én forældre. Og - i mindre grad - til et arrangement, hvor begge personer i et voksenpar med barn/børn er af samme køn.


Mere om Pew Research Center-undersøgelsen:
http://pewsearch.org/pubs/1802/decline-marriage-rise-new-families

torsdag den 5. august 2010

Ægteskab mellem homoseksuelle på vej til højesteret

Begge sider erklærer sig parat til at føre sagen helt til tops i USA's juridiske system, efter at en forbundsdommer har fastslået, at Californiens forbud mod ægteskaber mellem homoseksuelle er i strid med forfatningen.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Det er første gang, at forbudet er afvist med henvisning til forfatningen. Hidtil har argumentet bygget på delstaternes rettigheder.

Forbundsdommer Vaughn Walker fastslår, at det californiske forbud krænker forfatningsgarantier om lighed for loven.

Tilhængerne af forbuddet siger, at dette er baseret på moral. Og at det er op til samfundet at definere en moralkodeks.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-gay-marriage-california-20100805,0,2696248.story

fredag den 9. juli 2010

Delstater kan godkende homoseksuelle ægteskaber

Det er i strid med forfatningen i USA, når en lov forbyder de føderale myndigheders anerkendelse af ægteskaber mellem to personer af samme køn. Det er en krænkelse delstaternes rettigheder til at træffe beslutning i spørgsmålet.

Det fastslår en dommer ved en amerikansk distriktsdomstol i Boston ifølge dagbladet Boston Globe.

Dommer Joseph Tauro siger, at loven om forbuddet strider imod delstaten Massachusetts' beføjelse til at give borgerne ligelig beskyttelse.

Dommerkendelsen betyder umiddelbart, at de cirka 16.000 gifte homoseksuelle par i Massachusetts vil få adgang til samme føderale midler som heteroseksuelle ægtepar i delstaten.

Massachusetts legaliserede homoseksuelle ægteskaber i 2004.


Se Boston Globe-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/07/09/sports/basketball/09nba.html?_r=1&ref=todayspaper

lørdag den 5. juni 2010

Ægteskaber i USA bliver mere blandede

Ikke at det i højere grad bliver en mere blandet fornøjelse at være gift i USA. Det findes der ikke målinger om. Men en ny rapport fra Pew Research Center viser, at ægteskaber mellem partnere fra forskellige befolkningsgrupper bliver stadig mere udbredt.

Således blev 15 procent af nye ægteskaber i 2008 indgået mellem partnere, som kommer fra forskellige racer eller etnisk tilhørsforhold.

I 1960 var andelen bare på to procent.

En af forskerne bag undersøgelsen, Jeff Passel, forklarer til avisen USA Today tendensen med, at det amerikanske samfund er blevet mere åbent i de seneste årtier, tabuer mellem kulturerne er svækket, og der er kommet nye bølger af indvandrere fra Asien og Latinamerika.

De mest udbredte nye blandede ægtepar er mellem hvide og latinos.


Se mere om rapporten fra Pew Research Center:
http://pewresearch.org/pubs/1616/american-marriage-interracial-interethnic