Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag

torsdag den 26. juli 2012

Amerikanske par i fødselsstrejke

Unge amerikanske par tøver med at få børn og stifte familie, og det tilskrives den økonomiske krise.

Avisen USA Today rapporterer med tal fra Demographic Intelligence, en virksomhed i Charlottesville, Virginia, der laver markedsanalyse, at fødselsraten i USA er den laveste i 25 år.

Hver amerikansk kvinde får i gennemsnit 1,87 børn, hvilket er det laveste siden 1987. Så sent som umiddelbart før krisen - i 2007 - var raten på 2,12 børn.

Den manglende lyst til at få børn er størst hos par med lav indkomst og par af latinamerikansk oprindelse. De trækker gennemsnittet ned.

"Det viser, at fødsler er blevet klart påvirket af økonomien. Og som ethvert tilbageslag rammer det ikke folk lige hårdt," siger Sam Sturgeon, leder af Demograhic Intelligence, om de nye tal til USA Today.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/NEWS/usaedition/2012-07-26-birth-rates_ST_U.htm

tirsdag den 19. juli 2011

Markedet opdager amerikanske mødre med mobil

Det er ikke de unge. Det er ikke forretningsmændene. Det er mødre med mobiltelefoner, som amerikanske virksomheder betragter som en overraskende stor og voksende gruppe af kunder.

Og derfor forsøger markedet at nå dem med målrettede budskaber til deres smartphone.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Iføge Nielsen Research, som undersøger forbrugertendenser, er mødre en boomende gruppe af iPhone-købere. Og mødrene er tilmed flittige til at bruge den nye anordning, uanset om det er til at købe varer på nettet, streame musik, ordne kalenderen eller andre af de mange funktioner.


Washington Posts hjemmeside:

fredag den 27. maj 2011

Krisen i USA svækker lyst til at gifte sig

Et faldende antal af amerikanske par gifter sig, og det kan sættes i forbindelse med den økonomiske krise.

Det skriver dagbladet USA Today.

Andelen af ugifte par er steget med en fjerdedel på 10 år til nu 12 procent, viser tal fra folketællingen i USA.

Andelen er størst i områder, der er hårdest ramt af krisen. Det gælder for eksempel: Camden, New Jersey, Rochester, New York, Flint, Michigan, og Cleveland, Ohio.

"Mange venter og ser, om de kan forbedre deres langsigtede chancer ved at sikre sig, at de er økonomisk og følelsesmæssigt trygge ved hinanden," siger Stephanie Coontz, sociolog fra Rådet om Moderne Familier.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

lørdag den 19. februar 2011

Kulturkamp i USA om amning

Det begyndte med en beskeden bemærkning fra den amerikanske præsidentfrue, Michelle Obama. Og meget hurtigt udviklede det sig til et slag i kulturkampen mellem liberale og konservative i USA.

Emne? Amning.

Dagbladet Washington Post rapporterer, at Michelle Obama sagde under en rundbordsdiskussion, at hun er tilhænger af at gøre vilkårene lettere for mødre, der ammer. For "børn, som er blevet ammet længe, har en lavere tendens til at blive overvægtig".

Straks blev Michelle Obama angrebet af Sarah Palin, tidligere vicepræsidentkandidat og forhenværende Alaska-guvernør, og andre fremtrædende republikanere.

Palin sagde, at præsidentfruen bare forsøger at bortforklare de høje mælkepriser i USA. Det republikanske kongresmedlem Michelle Bachmann beskyldte Obama-regeringen for at ville forvandle landet på en måde, så det offentlige optræder som barnepige over for borgerne.

Udtalelserne fik Michelle Obama til at falde til patten, om man så kan sige. Hendes kontor i Det Hvide Hus udsendte en erklæring, der præciserede, at hendes synspunkt er personligt - og dermed ikke udtryk for regeringens politik.

For Michelle Obama er slaget en påmindelse om, at hun uundgåeligt må regne for at blive udsat for heftig beskydning op til præsidentvalget i 2012, skriver Washington Post.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/18/AR2011021807566.html

onsdag den 22. december 2010

Amerikanske kvinder føder færre børn

F'ødselsraten blandt amerikanske kvinder under 40 er dalende - og i visse tilfælde til et lavpunkt. Det fremgår af statistik, som ifølge avisen USA Today er blevet offentliggjort af regeringen.

For kvinder i alderen 20-24 år faldt fødselsraten med syv procent i 2009 sammenlignet med i 2008 og nåede det laveste niveau siden 1973.

Blandt de 25-29-årige kvinder var nedgangen i fødselsraten på fire procent, og der var også tilbagegang blandt kvinder i trediverne.

Kun hos de 40-44-årige steg fødselsraten.

Tallene fra Det Nationale Center for Sundhedsstatistik viser desuden, at fødselsraten blandt teenagere faldt med seks procent og nu ligger i det laveste leje i næsten 70 år.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/printedition/news/20101222/birthdata22_st.art.htm

torsdag den 25. november 2010

Thanksgiving samler amerikanerne

Det har altid været kendt, at Thanksgiving er årets store højtid i USA. Nu bliver der sat tal på. Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center er det 89 procent af de voksne amerikanere, s0m samles med deres familie på dagen, der altid er den tredje torsdag i november.

Det skriver avisen USA Today.

Og der er typisk mange om bordet, når de skal spise kalkun med hele udstyret. Blandt dem, der spiser Thanksgiving-middag med familien, er der i 85 procent af tilfældene mere end fem personer om bordet - og i 66 procent 10 eller flere om bordet.

Hverdagen - det er noget andet. Her er det kun halvdelen af børnefamilien, der samles om aftensmaden.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/yourlife/parenting-family/2010-11-23YLThankgsgivingdinner23_ST_N.htm

lørdag den 20. november 2010

Ægteskab mister anseelse i USA

Ægteskabet står ikke dér, hvor det har stået i USA. Mens 72 procent af voksne amerikanere var gift i 1960, er andelen nu på omkring halvdelen af samtlige.

Det tyder på, at ægteskabet har dalende anseelse - en formodning, der bekræftes af at ny meningsmåling fra Pew Research Center. Her siger fire ud af 10 adspurgte, at ægteskabet er en forældet institution.

Undersøgelsen blandt et repræsentativt udsnit på næsten 2.700 personer viser, at amerikanerne udvider opfattelsen af en familie til også at opfatte et arrangement, hvor der kun er én forældre. Og - i mindre grad - til et arrangement, hvor begge personer i et voksenpar med barn/børn er af samme køn.


Mere om Pew Research Center-undersøgelsen:
http://pewsearch.org/pubs/1802/decline-marriage-rise-new-families

mandag den 6. september 2010

Digital stuearrest vinder frem i USA

Stuearrest har gennem årtier været en populær måde i USA, når forældre af den ene eller anden grund ville straffe teenagebørn. Men i en tidsalder, hvor der er mulighed for virtuelt samvær trods fysisk adskillelse, skifter sanktionerne karakter.

Nu inddrager amerikanske forældre midlertidigt børnenes mobiltelefoner, lukker deres Facebook-sider eller trækker stikket ud til PlayStation-videospillet. Det skriver avisen Washington Post.

En undersøgelse tidligere i år viste, at 62 procent havde brugt inddragelse af mobiltelefonen som straf.

Det er den moderne form for udgangsforbud, oplyser Richard Weissbourd, psykolog ved Harvard Universitet og forfatter af bogen De forældre vi gerne vil være.


Læs Washington Post-artiklen:
http://washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/09/05/AR2010090503737.html

søndag den 20. juni 2010

Far er ofte lige så ophængt som mor i USA

Det er en accepteret sandhed, at kvinderne i amerikanske familier er mere pressede end mændene, fordi de både går på arbejde og skal passe hjem og børn.

Sådan er det i mange tilfælde ikke længere, skriver avisen New York Times.

Adskillige forskningsundersøgelser viser, at fædre har det lige så hårdt - ja, til tider hårdere med dobbeltrollen med at kombinere arbejde og familie.

Ifølge en undersøgelse fra Boston College med titlen The New Dad er amerikanske fædre genstand for en uudtalt forskelsbehandling på arbejdet, der er baseret på antagelsen om, at det ikke påvirker deres jobfunktion, at de får børn.

Og i en rapport fra Instituttet om Familie og Arbejde synes fædre at befinde sig dårligere med at skulle få arbejde og familie til at gå op i en højere enhed end mødre.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/06/20/weekinreview/20parkerpope.html?ref=todayspaper

torsdag den 6. maj 2010

Det er bedst at være mor i Boise, Idaho

Mors dag nærmer sig, og det har fået internetnyhedshjemmesiden The Daily Beast til at kåre den blandt USA's 200 største byer, hvor mødre har de bedste vilkår.

Og vinderen er: Boise, Idaho.

The Daily Beast opstiller en række kriterier: Mødre i forhold til det samlede befolkningstal, ordentlige uddannelsesmuligheder, børnepasning, andel af specialister i specifikke sundhedsaspekter for mødre og meget andet.

Bunden er nået i St. Paul, Minnesota, viser ranglisten.

The Daily Beast understreger om så godt som alle de målte faktorer, at de kommer forældre generelt til gode. Det er bare ikke fædres tur i denne måned.


Se The Daily Beasts top 200:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-05-06/the-best-and-worst-cities-for-moms/?cid=hp:mainpromo6

tirsdag den 19. januar 2010

Amerikanske kvinder klogere end mændene

Der har været en stille revolution i gang i amerikanske familier de seneste 40 år. Nye tal viser, at kvinderne i stigende tal er veluddannede.

Desuden er stedse flere kvinder rykket op på et højere uddannelsesniveau end deres ægtemænd.

Analysen kommer fra forskningscentret Pew.

I 1970 havde 28 procent af mændene i ægteskab den længste uddannelse, mens denne karakteristik gjaldt for 20 procent af hustruerne.

Dette billede var vendt i 2007: Nu havde 28 procent af de gifte kvinder den højeste uddannelse, mens denne beskrivelse kun var dækkende for 19 procent af ægtemændene.

Pew anfører, at noget af forklaringen på skiftet er, at skilsmisser især finder sted blandt lavt uddannede.

Men den samfundsmæssige ændring fra 1970 og frem er nok så væsentlig, hedder det. Gifte amerikanske kvinder er ikke længere hjemmegående i samme omfang. Mange har udearbejde, og de har tilmed en stilling, som er mere vellønnet end ægtemanden i kraft af deres bedre uddannelse.


Se et resumé om rapporten fra Pew Research Center om Kvinder, Mænd og Ægteskabets Nye Økonomi:
http://pewsocialtrends.org/pubs/750/new-economics-of-marriage