Viser opslag med etiketten Libyen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Libyen. Vis alle opslag

lørdag den 11. juni 2011

Gates: Europa undergraver Nato

Hvis ikke Europas optræden i Nato ændrer sig, så ser det sort ud for alliancens fremtid.

Så direkte lyder advarslen fra USA's forsvarsminister, Robert Gates, som er træt af den manglende p0litiske vilje og villighed til at afsætte penge til forsvarsformål hos de europæiske Nato-lande.

Det skriver dagbladet New York Times.

Robert Gates sagde i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles i sin sidste store tale inden sin afgang, at de europæiske medlemslande med deres adfærd risikerer at gøre Nato overflødig.

Det Hvide Hus understreger, at Gates udtaler sig på vegne af Pentagon, det amerikanske forvarsministerium. Men tilføjer, at det er en oprigtig bekymring, han udtrykker.

Spændingerne mellem USA og europæiske lande inden for Nato-samarbejdet er øget under håndhævelsen af flyforbudszonen over Libyen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/06/11/world/europe/11nato.html

onsdag den 27. april 2011

Det arabiske forår forvandler Obamas udenrigspolitik

Barack Obamas udenrigspolitik de første to år som amerikansk præsident var ikke præget af idealisme. Han ville trække amerikanske soldater hjem fra Irak uanset de humanitære konsekvenser. Han fremlagde en plan for nedtrapningen af det militære engagement i Afghanistan.

Men de folkelige oprør i Nordafrika og Mellemøsten vendte op og ned på Obamas optræden på den internationale scene. Han var parat til at involvere USA på grund af humanitære hensyn. Senest lod han USA trække med ind i overvågningen af flyforbuddet i Libyen.

Ryan Lizza beskriver i det nye nummer af ugemagasinet The New Yorker Obamas metamorfose. Det sker under overskriften The Consequentialist.


Læs The New Yorker-artiklen:
http://www.newyorker/reporting/2011/05/02/110502fa_fact_lizza

torsdag den 31. marts 2011

CIA-agenter hjælper oprørere i Libyen

Det kan næppe komme som nogen overraskelse. Den hemmelige efterretningstjeneste CIA har udstationeret agenter i Libyen for at mødes med libyske oprørere og bistå med oplysninger til NATO-luftbombardementerne.

Små grupper af CIA-udsendinge har opereret i Libyen i flere uger. Det citerer dagbladet New York Times amerikanske embedsmænd for at sige.

CIA-udsendingene, som har base i den libyske hovedstad, Tripoli, samarbejder med britiske specialstyrker, der også befinder sig uofficielt i Libyen.

De amerikanske embedsmænd siger, at præsident Barack Obama med CIA-operationen håber at kunne svække Muammar Gaddafis greb om magten.

Obama fastslår offentligt, at der ikke bliver indsat amerikanske landstyrker i Libyen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/03/31/world/africa/31intel.html

søndag den 13. marts 2011

Gates: USA har ressourcerne til flyveforbudszone

Forsvarsminister Robert Gates siger, at det amerikanske militær uden problemer kan deltage i håndhævelsen af en flyveforbudszone over Libyen, hvis det kommer dertil. Også selv om militæret i forvejen er hængt op på krige i Afghanistan og Irak.

Det skriver avisen Washington Post.

Gates kommer med udtalelsen, mens Den Arabiske Liga udtrykker tilslutning til en flyveforbudszone, der skal beskytte civile libyere mod Muammar Gaddafis styrker.

"Der er ingen tvivl om, at vi og vores allierede kan overkomme det. Det kan vi," siger Gates.

Robert Gates har tidligere vakt røre ved at fastslå, at etableringen af en flyveforbudszone er "en stor operation", og at USA og dets allierede i så fald - i realiteten - erklærer Libyen krig.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/article/content/2011/03/12/AR2011031205485.html

mandag den 7. marts 2011

Kerry: Flyforbudszone i Libyen

Formanden for Senatets udenrigsudvalg i USA, John Kerry, opfordrer den amerikanske regering og USA's allierede til at udarbejde en plan om en flyforbudszone i Libyen.

Det kan blive nødvendigt med en international intervention, hvis den libyske leder, Muammar Gaddafi, beordrer sit flyvevåben til at angribe civile fra luften.

Det siger John Kerry ifølge dagbladet Boston Globe.

Demokraten Kerry har omgående fået tilslutning til synspunktet fra to republikanske senatorer, mindretalsleder Mitch McConnell og John McCain.

Den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, har hidtil afvist tanken om en flyforbudszone. Gates siger, at det vil svare til at erklære Libyen krig.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/washington/articles/2011/03/07/kerry_calls_on_us_allies_to_plan_for_ny_fly_zone_over_libya/

lørdag den 26. februar 2011

Stigende oliepris er en ny trussel mod USA's økonomi

Den politiske vold i Libyen har forstyrret den libyske olieproduktion og er med til at gøre importeret olie dyrere i USA. Den anden fordyrende faktor er frygten for, at urolighederne kan brede til sig til andre olieproducerende lande i Nordafrika og Mellemøsten.

Det skriver avisen New York Times.

Hvis den højere oliepris bliver et varigt fænomen, vil det bremse væksten i den amerikanske økonomi, som stadig kun er beskeden oven på den internationale finansielle og økonomiske krise.

Olien koster allerede 97 dollar pr. tønde. Flere økonomer regner med, at prisen meget vel kan blive låst fast på omkring 100 dollar pr. tønde.

Daniel Yergin, oliehistoriker og bestyrelsesformand for konsulentfirmaet IHS Cambridge Energy Research Associates, siger, at markedsreaktionen efterhånden handler om andet og mere end Libyen.

"Der er også et betydeligt element af frygt for, hvad det næste er, og hvad der sker derefter," siger Yergin til New York Times.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/25/business/economy/25econ.html

onsdag den 23. februar 2011

USA savner indflydelse i Libyen

Præsident Barack Obamas regering formåede at lægge pres på Egypten og andre lande i Nordafrika og Mellemøsten, der har oplevet folkelige demonstrationer. Med Libyen er det en anden sag. USA må erkende, at det har en yderst begrænset indflydelse at gøre gældende.

Det skriver avisen Washington Post.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, erklærer, at USA fordømmer volden i Libyen og samarbejder med andre lande om at presse den libyske leder, Muammar Gaddafi.

Men tidligere og nuværende amerikanske regeringsembedsmænd siger, at USA's muligheder for påvirkning er små, fordi det amerikanske militær ikke har relationer til det libyske ditto.

Og det økonomiske samkvem er næsten ikke-eksisterende. USA gav i seneste finansår en bistand på en million dollar (5,5 millioner kroner) til Libyen, der var øremærket til det libyske nedrustningsprogram.

Der er end ikke en amerikanske ambassadør i Tripoli.


Læs Washington Post-artiklen:
http://washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/21/AR2011022104909.html