torsdag den 10. december 2009

USA's største CO2-udleder vil rense luften

USA's største udleder af CO2, American Electric Power Co. (AEP), skønner, at det vil være i stand til at eliminere alt udslip fra de kulfyrede kraftværker inden 2025.

AEP's direktør, Mike Morris, siger i et interview med det amerikanske finansdagblad Wall Street Journal, at koncernens foreløbige erfariring med opfangning og deponering af CO2 går over al forventning. Eksperimenterne finder sted på Mountaineer-kraftværket i West Virginia.

Morris mener, at AEP formentlig kan installere avanceret udstyr til at opfange CO2 på tre fjerdedele af kraftværkerne. Resten af værkerne skal nedlægges. Han siger, at det bliver dyrt, men at omkostningerne ikke er uoverskuelige.

Nyheden fra AEP kommer umiddelbart efter, at den amerikanske miljøstyrelse (EPA) har fastslået, at CO2 er sundhedsskadeligt i henhold til den eksisterende lov om luftforurening i USA. EPA tager derfor skridt til indgreb mod landets største forurenere.


Wall Street Journals interview med AEP-direktøren:
http://online.wsj.com/article/SB126032092489782773.html

Apple på vej med elektronisk læseplade

Apple menes at være klar med en e-reader, en elektronisk læseplade, i marts-april 2010. Rygterne har længe svirret om denne såkaldte iPad, men nu kommer der nye detaljer fra it-guruen Yair Reiner. Det fremgår af det amerikanske erhvervsmagasin Fortunes hjemmeside.

Ifølge Reiner får den elektroniske læseplade en lcd-berøringsskærm på lidt over 10 tommer.

Apple skal have indledt forhandlinger med store bogforlag om at gøre deres bøger tilgængelige på den nye iPad. Den rapporterede deal lyder på 30 procent til Apple og 70 procent til forlaget, som ydermere ikke er bundet til kun at indgå aftaler med Apple.

Hvis Reiners oplysninger er rigtige, forekommer Apple som et mere favorabelt alternativ end internetboghandlen Amazons tilbud til forlagene: Her er den økonomiske model fifty-fifty, og hvert forlag er i en aftale bundet til Amazon og til koncernens elektroniske læseplade, Kindle.

Apple regner med en massiv efterspørgsel på iPad, som bliver fremstillet i Kina. Ifølge Yair Reiner er produktionskapaciteten på en million læseplader om måneden.


Fortunes omtale af Reiners oplysninger om Apples elektroniske læseplade:
http://brainstormtech.blogs.fortune.cnn.com/2009/12/09/apple-tablet-set-for-spring-launch/

Californien viser grøn vej til jobskabelse

Californien har længe været kendt som USA's grønneste delstat. Der er tilmed penge i det miljørigtige image. En ny undersøgelse dokumenterer, at antallet af arbejdspladser i den såkaldt grønne økonomi steg med 36 procent fra 1995 til 2008.

Det er en markant større jobvækst end den generelle opgang i Californien på 13 procent.

Undersøgelsen er udarbejdet af analysefirmaet Collaborative Economics, som har hjemme i Silicon Valley.

Dagbladet USA Today skriver, at tallene antyder, hvad resten af den amerikanske økonomi kan vente sig, når præsident Barack Obamas prioritering af vedvarende energi og andre former for miljøinvesteringer slår igennem rundt om i landet.

Collaborative Economics' direktør, Doug Henton, vurderer, at delstatens politik om at opmuntre til en mere effektiv udnyttelse af energi og udbredelse af blandt andet solenergi er med til at forklare de fornemme californiske beskæftigelsestal.


Artiklen i USA Today:
http://www.usatoday.com/money/industries/environment/2009-12-09-california-leads-green-jobs_N.htm

tirsdag den 8. december 2009

USA's miljøstyrelse syltede CO2-beslutning

Kritikere har fluks undret sig offentligt over, at det amerikanske miljøstyrelse (EPA) under præsident Barack Obamas regering fastslår, at CO2 og andre drivhusgasser bidrager til luftforureningen og er sundhedsskadelige.

Meldingen kom på selvsamme dag, som FN's klimatopmøde åbnede i København.

Men dagbladet Los Angeles Times konstaterer i en ledende artikel, at det tværtimod har taget EPA urimeligt lang tid at nå frem til en afgørelse.

Avisen minder om, at USA's højesteret allerede i 2007 fastslog, at drivhusgasser er forurenende stoffer, som er omfattet af den eksisterende lov om luftforurening, Clean Air Act.

Men præsident George W. Bushs regering forholdt sig passivt de resterende halvandet år af embedsperioden. Først efter Obamas tiltrædelse i år, hvor EPA's top blev skiftet ud, er der kommet skred i gennemgangen af data og det jurisiske aspekt.

Los Angeles Times glæder sig over, at Obama - i kraft af EPA's bekendtgørelse - har noget at tage med sig til København. EPA koncentrerer sig dog kun om de største forurenere i første omgang. Først til marts kommer der retningslinjer for olieraffinaderier og kulfyrede kraftværker.

Avisen glæder sig over, at EPA med beslutningen lægger pres på Senatet for at komme videre med forslaget om en klimalov, som lægger låg over USA's CO2-udslip. Hidtil har kun Repræsentanternes Hus vedtaget en lov på området.


Los Angeles Times' ledende artikel:
http://www.latimes.com/news/opinion/editorials/la-ed-epa8-2009dec08,0,7958836,print.story

Næppe fred uden udvikling i Afghanistan

KOMMENTAR

Det er indlysende, at det ikke er muligt at skabe udvikling i Afghanistan, uden at der er "arbejdsro". USA's præsident, Barack Obama, sætter massivt ind på en hurtig isolering af den hårde kerne i Taliban ved at øge antallet af amerikanske soldater fra 68.000 til næsten 100.000 i løbet af blot et halvt år. Hertil kommer mindre bidrag fra andre Nato-lande.

Men militær magt gør det ikke alene. Hvis USA og andre andre internationale styrker skal vinde Taliban-medløbere samt andre afghanere, som har forståelig modvilje over for fremmede soldaters tilstedeværelse, over på deres side, er de nødt til at give håb om en bedre hverdag - foruden øget sikkerhed.

Tryghed består af begge aspekter.

Obama, som valgte at præsentere sin reviderede Afghanistan-strategi på et militærakademi, nemlig West Point, kom ind på spørgsmålet om behovet for udvikling i Afghanistan. Han lovede en optrappet indsats, som fornuftigvis er fokuseret på lokal udvikling. Præsident Hamid Karzais regering er alt for sværtet af korruption til, at den kan betros ekstra dollar.

Det giver også mening, at landbrugsudvikling får topprioritet.

Men spørgsmålet er, om der fra amerikansk side bliver afsat tilstrækkeligt mange ressourcer i den nye plan til at forbedre afghanernes "bread and butter"-vilkår. Obama lod i talen forstå, at hans hovedmål er at "forstyrre, opløse og besejre al-Qaeda". Det er jo noget andet. Han bebudede også, at den militære tilbagetrækning begynder midt i 2011.

Måske kan afghansk hær og politi sørge for sikkerheden til den tid. Men kan det afghanske samfund stå på egne ben socialt og økonomisk? Afghanistan ligger i det seneste FN-udviklingsindeks på plads nummer 181.

Der er 182 lande i verden med i Indekset for Menneskelig Udvikling, som FN's Udviklingsprogram udarbejder hvert år.


Obamas Afghanistan-tale på West Point:
http://www.whitehouse.gov/the-press-office/remarks-president-address-nation-way-forward-afghanistan-and-pakistan

torsdag den 3. december 2009

Behov for kulturkamp hos General Motors


Fritz Henderson og Rick Wagoner er opfostret hos den amerikanske bilgigant General Motors (GM). Begge endte som direktør. Og begge blev fyret. Henderson fik kun ni måneder i førersædet.

Paul Ingrassia skriver i en kommentar i det amerikanske finansdagblad Wall Street Journal, at tilfældet Henderson og Wagoner afspejler et kulturelt problem hos GM - nemlig at der har været en stærk modvilje til at hente fremmede ind og placere dem i koncernens top.

Konsekvensen har været en overdreven optimisme om GM's egen formåen og en manglende realisme om konkurrencen på bilmarkedet. Derfor kan bilgiganten nu kun holde sig oppe takket være støttehjul i form af den massive støtte fra forbundsregeringen.

Wall Street Journal-kommentaren:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052748704107104574571731319349524.html

New York-professor forudså finanskrisen

Økonomen Prakash Loungani fra New York University blev mødt af hovedrysten, da han tilbage i 2006 advarede om, at boligmarkedet var en boble, som ville briste, og at det finansielle system efterfølgende ville vakle.

Han blev kaldt dommedagsprofet.

Men udviklingen har vist, at Loungani havde ret i sin forudsigelse. Han indtager nu plads nummer fire på magasinet Foreign Policys første liste over verdens 100 førende globale tænkere.

I øvrigt: Prakash Loungani siger, at der kun lige er begyndt at gå hul på finansboblerne - for der er mange af dem.

Er er der nogen, der lytter til ham denne gang?


Foreign Policys top 100-liste:
http://www.foreignpolicy.com/articles/2009/11/30/the_fp_top_100_global_thinkers