Viser opslag med etiketten it. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten it. Vis alle opslag

torsdag den 31. maj 2012

Ny digital kløft i USA

I 1990'erne blev der i USA talt om den digitale kløft mellem dem, der havde adgang til computere og internet, og dem, der ikke havde. Dette førte til en fokuseret indsats for at sikre amerikanere med lav indkomst computere.

Men nu er der opstået en ny digital kløft, som er af en anden karakter, konstaterer dagbladet New York Times. Lavindkomst-grupperne er i besiddelse af computere. Det er ikke det. Til gengæld bruger de - og deres børn især - alt for meget tid på computerspil, Facebook og beslægtede aktiviteter. Og det går ud over deres skolegang.

Kløften handler om, at forældrene fra ikke-boglige hjem er dårligere rustet til at håndtere børnenes it-forbrug.

Den bekymrende udvikling får Den Føderale Kommunikationskommission til at overveje at øremærke 200 millioner dollar (1.195 millioner kroner) til at etablere et korps af "edb-trænere", der skal undervise i en givtig brug af computere til forældre, elever og arbejdssøgende.

Samtidig skal trænerne uddanne organisationer.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/30/us/new-digital-divide-seen-in-wasting-time-online.html?_r=1

søndag den 23. oktober 2011

Computer-nørder sender børn i it-fri skole

Silicon Valley i Californien er verdens centrum for computer-nørder. Her ligger Google, Apple og mange andre førende it-selskaber. Nu kommer det interessante: Nogle de ansatte foretrækker at sende deres børn i en it-fri skole.

Det skriver avisen New York Times.

Mens andre amerikanske skoler halser af sted for at skaffe it-udstyr, er den slags forbudt på The Waldorf School of the Peninsula i Silicon Valley. Blyanter, papir, strikkepinde og ler er acceptabelt, men der er ikke nogen skærm eller noget tastatur i sigte.

Waldorf-skolen er baseret på et pædagogisk princip om kreativ læring gennem fysiske, håndgribelige metoder, og hertil hører computere tilsyneladende ikke.

Alan Eagle, universitetsuddannet i computer science og ansat hos Google, finder ideen om, at teknologiske hjælpemidler støtter læringen, latterlig. Måske senere - efter syvende klasse. Men ikke på de yngste klassetrin.

Eagle er selv flittig bruger af iPad og smartphone.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/10/23/technology/at-waldorf-school-in-silicon-valley-technology-can-wait.html

mandag den 26. september 2011

Teknologi-byer fastholder grebet

Trods et tiår med teknologiske fremskridt i USA, der gør det muligt for folk at arbejde hvor som helst, så fortsætter de højt uddannede med at samle sig om en lille håndfuld byområder.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal på basis af nye tal fra den seneste amerikanske folketælling.

Byområderne er New York, Silicon Valley i Californien og Boston.

"I en videnøkonomi avler succes succes," siger Alan Berube fra tænketanken Brookings Institution.


Wall Street Journals hjemmeside:

onsdag den 17. august 2011

Google ønskede Motorolas patenter

Det vækker berettiget opsigt, at internet-giganten Google køber mobiltelefon-selskabet Motorola. Ifølge Google er formålet ikke, at koncernen skifter hovedopgave til at blive producent af mobiltelefoner.

Og noget er der måske om snakken. Finansdagbladet Wall Street Journal skriver, at det i virkeligheden er Motorola "skat" af patenter, som fik Google til at lægge 12,5 milliarder dollar (næsten 65 milliarder kroner) på bordet.

Mens Google kun har få patenter, råder Motorola over 17.000 af slagsen. Og beholdningen af patenterne skal bruges som argumenter i de juridiske slagsmål, der løbende foregår i branchen.

Google vurderer, at det med opkøbet af Motorola bedre vil være i stand til at beskytte sin Android-platform mod angreb fra Microsoft, Apple og andre konkurrenter.


Wall Street Journals hjemmeside:

onsdag den 10. august 2011

Apple overgår Exxon

Det er ikke længere et olieselskab, som er USA's mest værdifulde virksomhed. ExxonMobil bliver nu overhalet af Apple.

Det skriver det britiske dagblad The Guardian.

Efter at aktiemarkedet på Wall Street-børsen har overvundet den lange nedtur og atter retter sig op, har Apple en papirværdi på 337 milliarder dollar (2.511 milliarder kroner). Til sammenligning er ExxonMobil vurderet til 334 milliarder dollar (2.488 milliarder kroner).

Apple oplever en kolossal vækst på grund af efterspørgslen efter iPhone, iPad og Mac-computere. Regnskabet for første kvartal 2011 var bedre end nogensinde.


Læs The Guardian-artiklen:

tirsdag den 19. juli 2011

Markedet opdager amerikanske mødre med mobil

Det er ikke de unge. Det er ikke forretningsmændene. Det er mødre med mobiltelefoner, som amerikanske virksomheder betragter som en overraskende stor og voksende gruppe af kunder.

Og derfor forsøger markedet at nå dem med målrettede budskaber til deres smartphone.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Iføge Nielsen Research, som undersøger forbrugertendenser, er mødre en boomende gruppe af iPhone-købere. Og mødrene er tilmed flittige til at bruge den nye anordning, uanset om det er til at købe varer på nettet, streame musik, ordne kalenderen eller andre af de mange funktioner.


Washington Posts hjemmeside:

søndag den 17. juli 2011

Silicon Valley fester

Økonomisk krise i USA? Ja, måske, men det gælder ikke Silicon Valley - klyngen af it-virksomheder i Californien.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Optimismen afspejler sig i, at lejemål på kontorer bliver dyrere, huspriserne stiger, og belægningen på hotellerne er næsten fordoblet. De berygtede fester fra it-boblen for omkring 10 år siden er vendt tilbage til området.

Den økonomiske opgang er en følge af, at mange it-virks0mheder går på børsen og pludselig bliver millioner af dollar værd på papiret. Samtidig oplever etablerede it-foretagender, at kursen på deres aktier stiger konstant.

Spørgsmålet er, om it-opturen er falsk? Altså om der er en ny it-boble under udvikling?


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/custom/la-fi-tech-boom-20110717,0,193060.story

søndag den 26. juni 2011

Universitetsuddannelser i USA måske ikke pengene værd

Det er ikke usædvanligt, at unge skal betale 200.000 dollar (næsten 1,1 millioner kroner) for en universitetsuddannelse.

Men uddannelsen er måske spild af penge, når de gælder meget innovative unge.

Det skriver det britiske finansdagblad Financial Times.

Peter Thiel, en fremtrædende investor i it-klyngen Silicon Valley, siger, at det er forkert, at unge med stort talent for at udvikle nyt, gennemgår en langvarig uddannelse og påtager siger en enorm gæld, som de derefter skal bruge en årrække i et vellønnet, men rutinepræget job for at rydde af vejen.

Peter Thiel gør selv en indsats for at ændre tingenes tilstand. Han udlover 100.000 dollar (525.000 kroner) til 24 unge under 20 år, hvis de forpligter sig til at blive iværksætter.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/cms/s/0/e7c3324c-9eb4-11e0-a4f1-00144feabdc0.html

fredag den 24. juni 2011

Google skal undersøges for forvridende konkurrence

De amerikanske myndigheder vil indlede en undersøgelse af, om den amerikanske computersoftwaregigant Google misbruger sin dominerende stilling på markedet.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Den Føderale Handelskommission er klar med stævninger som optakt til en omfattende undersøgelse. Formålet er at se nærmere på, om Google på ulovlig vis udnytter søgemaskinens popularitet til at styre brugerne hen mod tjenesteydelser, der knyttet til Google, til forskel fra andre serviceydelser.

Google bliver brugt til to tredjedele af internetsøgninger i USA - og en endnu større andel ude i verden.


Wall Street Journals hjemmeside:
http://europe.wsj.com/home-page

onsdag den 1. juni 2011

USA betegner cyberangreb som krigshandling

Den amerikanske regering er parat til at betragte cyberangreb som en krigshandling og vil forbeholde sig ret til at reagere på passende vis.

Det fremgår af en snarlig erklæring fra Pentagon, rapporterer den britiske radio BBC.

USA's præsident, Barack Obama, vil svare igen med et cyber-modangreb, økonomiske sanktioner eller et militært anslag - afhængig af alvoren af det angreb, som USA måtte blive udsat for.

Risikoen for et cyberangreb blev understreget i sidste måned, da den amerikanske våbenfabrikant Lockheed-Martin var mål for et forsøg på infiltration via internettet.


Læs BBC-artiklen:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-13614125

onsdag den 11. maj 2011

Microsoft risikerer at ødelægge Skype

Microsoft har købt internet-telefontjenesten Skype for 8,5 milliarder dollar (44,1 milliarder kroner). Handlen er muligvis god for Microsoft. Men den er med garanti skidt for for Skypes 170 millioner brugere.

Det fastslår Dan Lyons i en kommentar i internet-nyhedsmagasinet The Daily Beast.

Lyons henviser til, hvordan Microsoft efter hans opfattelse har ødelagt andre lovende innovationer, som softwaregiganten har opkøbt. Det gælder Danger Inc., der lavede en tidlig smartphone-udgave. Det skete med opkøbet af søgemaskinen Yahoo.

Microsoft lover, at koncernen vil overholde et armslængdeprincip til Skype for ikke at ødelægge et produkt, som brugerne i samlet kor besynger.

Men vilkårene bliver anderledes nu, påpeger Dan Lyons: Skype-ingeniørerne er tvunget til at samarbejde med de forskellige grupper af Microsoft-ingeniørerne. Problemerne er til at få øje på.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2011-05-10/microsoft-buys-skype-why-it-will-screw-it-up/?cid=bsa.moreauthor1

mandag den 4. april 2011

MIT fremmer lokal økonomisk vækst

Massachusetts Institute of Technology (MIT), som fylder 150 år, har udklækket en stribe Nobel-pristagere og designet den computer, som førte Apollo til Månen.

Men MIT har også haft enorm betydning for Boston-forstaden Cambridge, for Boston og for det østlige af den amerikanske delstat Massachusetts.

Det skriver avisen Boston Globe.

MIT har fostret en række virksomheder inden for it, naturvidenskab og bioteknologi i lokalområdet. Udviklingen på disse felter har - meget bemærkelsesværdigt - været upåvirket af den økonomiske krise.

"MIT er en en slags drømmeinstitution med hensyn til dets bidrag til denne økonomis sundhed," siger Kenneth Reeves, tidligere borgmester i Cambridge, til Boston Globe.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/education/higher/articles/2011/04/04/mit_continues_to_revive_cambridge/

mandag den 28. marts 2011

USA sårbar over for cyberangreb

Terrornetværk såsom al-Qaeda er stadig ikke i stand til at foretage et cyberangreb mod USA, men det kunne potentielle fjender såsom Kina og Rusland gennemføre.

Det samme gælder ifølge eksperter organiseret kriminalitet og grupper af hackere, der kan sælge deres tjenesteydelser til slyngelstater og terrorister.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Elnettet, rørledninger, kemiske anlæg og andre former for infrastruktur er mest sårbare over for angreb, fordi de blev opbygget uden tanke på de virtuelle trusler.

Præsident Barack Obama sagde i en tale i 2009, at det er vigtigt for den nationale sikkerhed at beskytte det grundlæggende netværk. Men opfølgningen har været sparsom, siger eksperter.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-cyber-war-20110328,0,6416856.story

torsdag den 10. februar 2011

Obama lover trådløst bredbånd landet over

Den amerikanske forbundsregering går i front, når det gælder om at udbrede et netværk af trådsløst bredbånd til hele landet.

Præsident Barack Obama lover i en tale på et universitet i Michigan, at netværket skal styrkes og således forbedre kommunikationskapaciteten i USA.

Samtidig er der den positive bivirkning, at initiativet skaffer 10 milliarder dollar (54,8 milliarder kroner) i den føderale pengekasse i kraft af salg af bredbåndsteknologi til amerikanske virksomheder.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Obama satte i sin tale om unionens tilstand et mål om at udbrede højhastigheds-internet til mindst 98 procent af amerikanerne.


Se Wall Street Journals hjemmeside:
http://online.wsj.com

lørdag den 29. januar 2011

Der er brug for Obamas opfordring til innovation

Præsident Barack Obama sagde i sin tale om unionens tilstand, at landet befinder sig i en ny Sputnik-fase. Altså risikerer USA at blive overhalet, medmindre det hanker op i sig selv og gør nye teknologiske opfindelser.

Obama henviser til, at innovationen i USA er stagneret det seneste tiår eller mere i så godt som alle sektorer - måske med undtagelse af informationsteknologi og landbrug.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Den første masseproducerede hybridbil var japansk - ikke amerikansk. Verdens største generator af solenergi etableres i Marokko - ikke i USA.

Og så videre.

Obama lovede nye investeringer i biomedicinsk forskning, informationsteknologi og grøn energi.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/01/27/AR2011012702860.html

onsdag den 8. december 2010

Google udfordrer alle på e-bøger

Modstanderne er mange. Men internetkoncernen Google satser på, at den i kraft af sin størrelse kan bryde igennem på det spirende marked for e-bøger.

Således har Google åbnet en digital boghandel, der tager konkurrencen op med Amazon, Apple og Barnes & Noble.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Googles fortrin er, at det udbyder et format, der kan læses på de fleste anordninger. Også smartphones.

Google har over tre millioner titler i sit virtuelle lager. Langt hovedparten er ikke ophavsretsbeskyttede. Men der vil være flere hundrede tusinde kommercielle bogtitler fra store og mindre forlag "på hylderne". Blandt forlagene er Random House og Hachette Book Group.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://http://www.latimes.com//business/la-fi-google-ebooks-20101207,0,1310680.story

tirsdag den 9. november 2010

Eksplosion i salg af e-bøger i USA

Den opadgående kurve er stejl. I 2009 blev der solgt e-bøger i USA for 170 millioner dollar (909 millioner kroner). Tallet for i år ventes at blive på 966 millioner dollar (næsten 5,2 milliarder kroner). Og i 2011 er der udsigt til en tilsvarende markant stigning.

Det fremgår af en rapport fra analysefirmaet Forrester Research, der bringes i dagbladet Los Angeles Times.

Men rolig nu. Det amerikanske marked for trykte bøger er immervæk på 35 milliarder dollar (187 millliarder kroner) årligt. På den anden side skal der ikke gå mange år med den nuværende vækstrate for e-bøger, før forskellen er udjævnet.

Forrester Reseach oplyser, at op mod halvdelen af ejerne af Kindle eller andre anordninger til at læse e-bøger på allerede læser bøger i den elektroniske version.

Samtidig beretter internetboghandlen Amazon, at den sælger flere e-bøger end trykte bøger.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://latimesblogs.latimes.com/jacketcopy/2010/11/e-book-sales-headed-for-1-billion.html

mandag den 27. september 2010

Krav om øget overvågning af internettet

Mange udvekslinger af oplysninger foregår efterhånden via internettet - og ikke i telefonen. Derfor er der behov for en opdatering af reglerne for overvågning, mener flere organer inden for politiet og sikkerhedstjenesterne i USA.

Præsident Barack Obamas regering vil næste år foreslå en lov, der giver myndighederne adgang til også Facebook, Skype og andre nye former for kommunikation, som er båret af internettet.

Det skriver avisen New York Times.

Loven skal endvidere omfattede krypterede meddelelser.

Organisationer, som værner om privatlivets fred, er modstandere af det nye lovudkast. Således siger eksempelvis Center for Democracy and Technology, at en total overvågning vil antaste hele internettets ikke-centralistiske natur.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/09/27/us/27wiretap.html?ref=todayspaper

onsdag den 8. september 2010

Det kniber for it-sektoren at skabe job

Det føles som længe siden, at USA oplevede et it-boom, der drev landets økonomi frem. Det er det vel også. Cirka 10 år og mere.

Men skønt den teknologiske sektor kom relativt skånsomt gennem den seneste krise, har den ikke været i stand til at skabe arbejdspladser, nu hvor der atter er spirende vækst.

Det skriver avisen New York Times.

Økonomer undrer sig: Hvis it-sektoren ikke er i stand til at ansætte medarbejdere, hvem skulle så gøre det?

Men der findes flere mulige forklaringer: Dels en stigende automatisering af funktioner. Dels ansættelse af højt uddannet arbejdskraft andre steder i verden. Tænk bare på Bangalore i Indien.

De seneste tal viser, at arbejdsløsheden i USA er på 9,6 procent.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/09/07/business/economy/07jobs.html

mandag den 6. september 2010

Digital stuearrest vinder frem i USA

Stuearrest har gennem årtier været en populær måde i USA, når forældre af den ene eller anden grund ville straffe teenagebørn. Men i en tidsalder, hvor der er mulighed for virtuelt samvær trods fysisk adskillelse, skifter sanktionerne karakter.

Nu inddrager amerikanske forældre midlertidigt børnenes mobiltelefoner, lukker deres Facebook-sider eller trækker stikket ud til PlayStation-videospillet. Det skriver avisen Washington Post.

En undersøgelse tidligere i år viste, at 62 procent havde brugt inddragelse af mobiltelefonen som straf.

Det er den moderne form for udgangsforbud, oplyser Richard Weissbourd, psykolog ved Harvard Universitet og forfatter af bogen De forældre vi gerne vil være.


Læs Washington Post-artiklen:
http://washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/09/05/AR2010090503737.html