torsdag den 5. januar 2012

Social mobilitet er lav i USA

Det hed sig engang, at Amerika er mulighedernes land. Et avisbud kunne blive mangemillionær. I virkeligheden står det skidt til med den sociale mobilitet i USA.

Det viser undersøgelser, hvor USA er sammenlignet med Storbritannien og Danmark. Det skriver avisen New York Times.

Mindst fem store forskningsundersøgelser inden for de seneste år dokumenterer, at USA halter bagud. 42 procent af amerikanske mænd, som er vokset op i den nederste femtedel i den sociale lagdeling, kommer aldrig højere op i livet. I Storbritannien er den tilsvarende gruppe på 30 procent - og i Danmark 25 procent.

62 procent af amerikanerne, mænd og kvinder, som er opvokset i den øverste femtedel, holder sig i den øverste eller næstøverste femtedel resten af livet.

Forskerne forklarer den lave sociale mobilitet i USA med, at uligheden i samfundet er stor - der er langt op på den sociale rangstige for de fattige, fordi de begynder langt nede.

En anden vigtig faktor er, at videregående uddannelse ikke er en et samfundsgode i USA. Det skal den enkelte selv betale, og det afholder mange fattige fra at få muligheden.


Læs New York Times-artiklen:

Det er ikke helt slut med Teselskabet

De kandidater, som står den konservative græsrodsbevægelse Teselskabet nærmest, klarede sig elendigt ved de republikanske valgmøder i Iowa forud for det amerikanske præsidentvalg. Det er Newt Gingrich, Rick Perry og Michele Bachmann.

Betyder det så, at vi kan sige tak for kaffe til Teselskabet?

Ikke helt, svarer Doyle McManus i en kommentar i dagbladet Los Angeles Times.

Dels er Teselskabet så stærk en bevægelse, at alle republikanske præsidentkandidater, også Mitt Romney, har været nødt til at gøre bevægelsens budskab om at skære ned på forbundsregeringen til sit eget.

Dels hører det med til forklaringen på Romneys knebne sejr i Iowa, at mange af hans modstandere deltes om den samme konservative vælgergruppes stemmer.

McManus medgiver dog, at den folkelige tilslutning blandt amerikanerne til Teselskabet er dalende ifølge meningsmålinger. Selv i Iowa, som er en konservativ delstat, var det kun en tredjedel af valgmødedeltagerne, som ville betegne sig selv som "stærke tilhængere" af Teselskabet.


Læs Los Angeles Times-kommentaren:

onsdag den 4. januar 2012

Værdierne eller viljen til at vinde?

De republikanske såkaldte valgmøder i Iowa, som gav Mitt Romney en snæver sejr over Rick Santorum, afspejlede en splittelse blandt partiets tilhængere:

Én fløj sætter bestræbelserne på at vinde over demokraten Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg i november højest. Én anden fløj mener, at det er vigtigere at finde tilbage til partiets traditionelle værdier.

Det viser en meningsmåling blandt valgmødernes deltagere, som offentliggøres af avisen New York Times.

Santorums sympatisører lægger mest vægt på værdierne, mens Romneys tilhængere finder det vigtigst at generobre Det Hvide Hus.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/04/us/politics/iowa-caucuses-polls-show-sharp-divide-among-voters.html

tirsdag den 3. januar 2012

To tredjedele af nye job i USA går til mænd

Over to tredjedele af de nye arbejdspladser, der skabes i USA, mens økonomien er ved at komme i gang igen, går til mænd.

Det fremgår ifølge dagbladet USA Today af statistik fra det amerikanske arbejdsministerium.

Næsten 1,28 millioner mænd fik job i året frem til november 2011, mens det samme var tilfældet for 600.000 kvinder.

Mændene blev ansat i produktionsvirksomheder, servicesektoren og - meget overraskende - i detailhandlen i stort tal. Derimod er der stadig stilstand i bygge- og anlægsbranchen i USA.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

Valgmøder i Iowa belønner det negative og smalsynede

Omkring 110.000 mennesker i delstaten Iowa ventes at deltage i de såkaldte valgmøder, som er indledningen på Republikanernes udskilningsløb frem mod nomineringen til præsidentvalget i november i USA. Deltagelsen i Iowa svarer til anslået under en femtedel af de vælgere, som ventes at stemme republikansk ved præsidentvalget.

Samtidig bruger de republikanske præsidentkandidater tilsammen på deres kampagne 200 dollar pr. deltager (1.143 kroner) på Iowa-valgmøderne.

Halvdelen af kampagnepengene er brugt på negative reklamer og annoncer.

Alt dette får John Nichols til at konkludere i ugebladet The Nation, at Iowa-valgmøderne belønner det negative, ubehøvlede og smalsynede.

Nichols tilføjer, at møderne ikke er meget andet end en ikke-repræsentativ meningsmåling. Valgmøderne er ikke-bindende i forhold til Republikanernes partikonvent, hvor partiets præsidentkandidat til duellen mod den siddende demokratiske præsident Barack Obama kåres.


Læs The Nation-artiklen:
http://www.thenation.com/blog/165384/iowas-200-vote-caucuses-reward-negatives-nastiness-narrow-thinking

Oplagring af solenergi på vej i USA

Solenergi er fint nok, når solen skinner. Men engang imellem - om natten for eksempel - er de energiladede stråler fraværende, og hvad så?

To nye amerikanske projekter mener at have svaret på, hvordan solenergien kan oplagres.

Det skriver avisen New York Times.

Projekterne er baseret på, at solenergien opvarmer vand, som for sin part opvarmer salt, som kan oplagre energi.

Begge projekter er californiske: SolarReserve opfører et anlæg i Nevadas ørken, der skal sættes i gang næste år. BrightSource-projektet omfatter tre anlæg i Californien fra 2016-2017.

Teknologien skal stadig bevise sit værd til at levere energi til husholdninger og virksomheder, når solen er gået ned. Men koncerner såsom Google og Chevron tror på den - og investerer i den.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/03/business/energy-environment/building-storehouses-for-the-suns-energy-for-use-after-dark.html

søndag den 1. januar 2012

Værste serie af brande i Los Angeles i 20 år

Los Angeles-området hærges af den værste serie af brande siden 1992, og myndighederne kender endnu ikke årsagen.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

De sidste to dage i 2011 var der 38 påsatte brande i Los Angeles, og flere kom til i løbet af nytårsnat. Bystyret har udstationeret flere hundrede ekstra brandmænd, patruljebiler, helikoptere og civilklædte betjente i et forsøg på at afsløre gerningsmændene.

De fleste brande er rettet mod biler, men blandt målene er også lejligheder og huse.

Los Angeles var gennem seks dage i april-maj 1992 skueplads for optøjer, der omfattede påsatte brande, plyndringer og drab efter frikendelsen af politibetjenene, som på en videooptagelse kunne ses tæve den afrikansk-amerikanske bilist Rodney King. 53 mennesker omkom under urolighederne.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-arson-fires-20120101,0,2353473.story