Viser opslag med etiketten kriminalitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kriminalitet. Vis alle opslag

søndag den 29. juli 2012

Hollywood overvejer konsekvenser af vold i film

Skyderiet i Denver, Colorado, i forbindelse med premieren på den nyeste Batman-film får den amerikanske filmindustri i Hollywood til at spørge sig selv, om den har et medansvar ved at lave voldelige film.

Avisen Los Angeles Times noterer, at kun få i branchen har lyst til at udtale sig med navns nævnelse. De ønsker ikke at sætte lighedstegn mellem vold i film og voldelige handlinger i virkeligheden. Og de ved, at vold i film sælger.

Den uafhængige producent Harvey Weinstein, som står bag alle Quentin Tarantinos voldsmættede film, heriblandt Pulp Fiction, siger, at der er behov for selvrangelse i branchen.

Kevin Reilly, underholdningschef hos Fox Broadcasting, siger, at hans selskab allerede er varsom med mængden af vold.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
www.latimes.com/entertainment/news/movies/la-et-ct-hollywood-violence-20120728,0,1738450.story

mandag den 23. juli 2012

Præsidentkandidater tavse om skydevåben

Den siddende demokratiske præsident i USA, Barack Obama, og den republikanske udfordrer om præsidentposten, Mitt Romney, er begge hurtige til at udtrykke medfølelse med de pårørende til de 12 dødsofre for masseskyderiet i forbindelse med premieren på en Batman-film i Denver, Colorado.

Men når det gælder skrappere krav til lovgivningen om skydevåben, er både Obama og Romney mundlamme.

Det er for dårligt, mener New Yorks borgmester, Michael Bloomberg. Han opfordrer til, at de tager spørgsmålet om kontrol med skydevåben op i valgkampen.

Det skriver avisen Boston Globe.

"Det er fint at vise sympati, men nogen må gøre noget ved det," siger Bloomberg.

Barack Obama har - trods valgløfter herom - ikke presset på for at genindføre det føderale forbud mod såkaldte angrebsvåben. Og Mitt Romney sagde, da han første gang stillede op ved præsidentvalget i 2008, at han ikke er tilhænger af ny våbenlovgivning.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://bostonglobe.com/news/politics/2012/07/22/michael-bloomberg-calls-for-president-obama-mitt-romney-lead-gun-control-debate-after-colorado-shooting/UtHGvlOZSDQIYEK6ypCabN/story.html

tirsdag den 26. juni 2012

Bølge af drab i Chicago

Når Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, begynder arbejdsdagen, er han ikke koncentreret om storbyens økonomi, sådan som mange formentlig ville antage. Han tjekker en e-mail fra byens politikontor om omfanget af forbrydelser den forløbne nat.

I disse måneder er budskabet ikke opløftende læsning. Hyppigheden af drab i Chicago er steget med 38 procent i 2012. Også antallet af skyderier er øget.

Det skriver avisen New York Times.

Tendensen i New York og Los Angeles og andre amerikanske storbyer går i den modsatte retning.

Det meste af volden i Chicago finder sted i de fattige kvarterer på South Side og mod vest, som nærmest lever i en anden verden end folk i bycentrum med de skinnende skyskrabere.

Rahm Emanuel, der kom fra en stilling som præsident Barack Obamas stabschef i Det Hvide Hus, nævnte borgernes sikkerhed i byen som en af sine tre øverste prioriteter, da han blev borgmester i Chicago for et år siden.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/26/us/rate-of-killings-rises-38-percent-in-chicago-in-12.html

tirsdag den 15. maj 2012

Tidligere kriminelle forebygger vold

Det hjælper at have street credibility. Tidligere kriminelle har selv være aktive, når det kommer til ulovligheder, og det giver dem en særlig status, hvis de går ind i det forebyggende arbejde for at hindre vold.

Sådan er erfaringen i Baltimore og flere andre amerikanske storbyer.

Det skriver avisen USA Today.

I Baltimore hedder organisationen Safe Streets, og både politi, borgmester og det amerikanske justitsministerium står klar med ros. Det er der en god grund til. Safe Streets' indsats hjælper.

Ifølge Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health er de forhenværende kriminelles nuværende aktiviteter med til at forklare, at antallet af drab faldt med over 50 procent i løbet af to år i det særligt belastede Cherry Hill-kvarter i Baltimore.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/story/2012-05-14/ex-cons-help-prevent-gun-violence/54963776/1

tirsdag den 24. april 2012

Californiere skal stemme om dødsstraf

Der er over 700 dødsdømte i fængsler i Californien. Måske får de i løbet af få måneder deres straf forvandlet til livsvarigt fængsel. Det skyldes, at californierne tage stilling til, om de vil afskaffe dødsstraf. Det sker ved en folkeafstemning i forbindelse med præsident- og kongresvalg i november.

Hvis et flertal af vælgerne siger ja, bliver Californien den 18. af de 50 amerikanske delstater, som annullerer dødsstraf.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Det er ikke kun liberale californiere, der er tilhængere af at gøre op med dødsstraf. Et stigende antal konservative er nået frem til den overbevisning, at dødsdomme med tilhørende appelmuligheder er for dyrt - også set i relation til, at relativt få dødsdømte henrettes.

Californien har henrettet 13 fanger de seneste 23 år.


Læs Los Angeles Times' artikel:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-death-penalty-california-20120424,0,4305928.story


tirsdag den 3. april 2012

Alle amerikanere risikerer strip-search

Den formodede lovovertrædelses størrelse er lige meget. Alle amerikanere risikerer at blive udsat for at skulle smide alt tøj i forbindelse med en gennemsøgning af dem. En mistanke er nok.

Det står fast, efter at højesteret i en kendelse gav politi og andre myndighedspersoner tilladelse til denne fremgangsmåde, der af mange opleves som ydmygende.

Det skriver avisen New York Times.

Kendelsen kommer på tværs af bestemmelserne i mindst 10 delstater og retningslinjerne for forbundsregeringens optræden.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/04/03/us/justices-approve-strip-searches-for-any-offense.html

tirsdag den 27. marts 2012

USA er eneste vestlige land med henrettelser

USA er nummer fem i verden, når det gælder henrettelser. Samtidig var USA det eneste vestlige demokrati, som gennemførte henrettelser i 2011.

Det fremgår ifølge den britiske radio BBC af menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals årsrapport.

I alt blev 43 dødsdømte henrettet i USA i 2011. Det var et svagt fald sammenlignet med de 46 henrettede i 2010.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/world-17520053

onsdag den 21. marts 2012

Velvilje over for selvforsvar i Florida til debat

17-årige Trayvon Martin var på vej væk fra en lokal døgnkiosk i Sanford nær Orlando i Florida, hvor han havde købt iste og slik, da han blev skudt af en frivillig sikkerhedsvagt. Trayvon, en vellidt afrikansk-amerikansk gymnasieelev, som var ubevæbnet og aldrig havde været i konflikt med loven, døde.

Episoden har rejst debat i Florida om en lov om kriminalitet, der viser stor velvilje over for begrebet selvforsvar. Andre amerikanske delstater har fået lignende love i de seneste år.

"Stå fast" hedder loven i Florida, som lader al tvivl om selvforsvar komme selvforsvarsmanden til gode, uanset om sammenstødet sker på gaden, i en bar eller i en bil. Folk, der føler sig truet, behøver ikke at flygte. De skal gerne kæmpe.

Dagbladet New York Times beskriver, hvordan politiet i Sanford - med Stå fast-loven i hånden - mener sig ude af stand til at rejse tiltale mod manden, der dræbte Trayvon.

Nu har det amerikanske justitsministerium indledt en undersøgelse af sagen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/21/us/justice-department-opens-inquiry-in-killing-of-trayvon-martin.html

søndag den 1. januar 2012

Værste serie af brande i Los Angeles i 20 år

Los Angeles-området hærges af den værste serie af brande siden 1992, og myndighederne kender endnu ikke årsagen.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

De sidste to dage i 2011 var der 38 påsatte brande i Los Angeles, og flere kom til i løbet af nytårsnat. Bystyret har udstationeret flere hundrede ekstra brandmænd, patruljebiler, helikoptere og civilklædte betjente i et forsøg på at afsløre gerningsmændene.

De fleste brande er rettet mod biler, men blandt målene er også lejligheder og huse.

Los Angeles var gennem seks dage i april-maj 1992 skueplads for optøjer, der omfattede påsatte brande, plyndringer og drab efter frikendelsen af politibetjenene, som på en videooptagelse kunne ses tæve den afrikansk-amerikanske bilist Rodney King. 53 mennesker omkom under urolighederne.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-arson-fires-20120101,0,2353473.story

onsdag den 28. december 2011

Californiens chefdommer: Genovervej dødsstraf

Tani Cantil-Sakauye er chef for højesteret i Californien. Nu er hun, kendt som en konservativ jurist, også åbenmundet fortaler for en genovervejelse af, om dødsstraf er en rimelig måde at straffe på.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Cantil-Sakauye, som er republikansk udnævnt, siger i et interview med avisen, at dødsstraf ikke længere virker efter hensigten. Hun opfordrer til en offentlig debat om spørgsmålet, herunder om udgifterne.

Hun siger, at dødsstraf kun går an, hvis systemet er fair.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-122-chief-justice-20111221,0,63173.story

onsdag den 21. december 2011

Politistyrker er forvandlet til små hære

Tusinder af lokale politikredse over hele USA har anskaffet sig store mængder militær-lignende udstyr med henvisning til, at våbnene skal bruges til at bekæmpe terror.

Over 34 milliarder dollar (193 milliarder kroner) i føderale tilskud er brugt til den slags udstyr siden terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001.

Det viser en undersøgelse, som er foretaget af Center for Investigative Reportage for internet-nyhedsmagasinet The Daily Beast.

Indkøbet af udstyret har forvandlet lokale politistyrker til små hære og givet civile betjente adgang til våben, der normalt benyttes af soldater.

"Argument for oprustningen er altid de mindst sandsynlige terrorscenarier," siger Mark Randol, tidligere terrorekspert ved Congressional Research Service.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/articles/2011/12/20/local-cops-ready-for-war-with-homeland-security-funded-military-weapons.html


fredag den 16. december 2011

Hver femte amerikanske kvinde oplever voldtægt

Næsten en femtedel af alle amerikanske kvinder bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i løbet af livet.

Det fremgår af en undersøgelse fra de føderale Centre for Sygdomskontrol. Det rapporterer den britiske radio BBC.

Omkring 80 procent af voldtægtsepisoderne skete mod kvinder, som var under 25 år.

Linda Degutis, direktør for Centre for Sygdomskontrol, siger, at voldtægtsramte kvinder ofte er mærket af den traumatiske oplevelse resten af livet.


BBC's omtale:

onsdag den 19. oktober 2011

Farmere bruger fanger som arbejdskraft

På trods af den høje arbejdsløshed i USA er det svært for landbrugene at skaffe tilstrækkeligt med folk til manuelt arbejde. Derfor har farmere flere steder indgået aftale med de lokale fængselsmyndigheder om at hyre straffefanger.

Det skriver dagbladet Wall Street Journal.

I delstater såsom Idaho, Georgia og Alabama findes denne praksis med at lade indsatte påtage sig landbrugsarbejde.

Avisen rapporterer fra kartoffelhøsten i Idaho, at fangerne er glade for tilbuddet om løsarbejde. Dels kan de tjene en bedre timeløn end inden for murene. Dels holder de kontakt med samfundet derude, som de atter skal sluses ud i.


Wall Street Journals hjemmeside:
http://www.wsj.com

torsdag den 13. oktober 2011

En tredjedel af amerikanerne er imod dødsstraf

Det er næsten 40 år siden, at dødsstraf var lige så upopulært i USA, som det er nu. Over en tredjedel af befolkningen, nemlig 35 procent, er imod, at statsmagten bruger henrettelse som en straf.

Det viser en meningsmåling, som er foretaget af Gallup-instituttet.

Andelen af modstandere har ikke været så høj siden 1972, da Højesteret i USA indførte et moratorium på dødsstraf. Det midlertidige stop blev omgjort med en ny kendelse i 1976.

Andre 40 procent mener, at dødsdomme bør benyttes mere hyppigt, end det i øjeblikket er tilfældet. Tallet er det laveste siden før terrorangrebene mod New York og Washington i 2001.

Juridiske eksperter siger til dagbladet USA Today, at der er to grunde til den voksende folkelige modvilje over for dødsstraf:

Dels de mange eksempler på dødsdomme og henrettelser, der senere viste sig at foregå på et fejlagtigt grundlag.

Dels de kolossale udgifter til den retlige proces og indespærringen - fra pågribelsen til afslutningen på sidste appelmulighed.


Læs USA Today-artiklen:

mandag den 29. august 2011

Joe Hill måske offer for justitsmord

Den prominente amerikanske fagforeningsaktivist Joe Hill - født Joel Emmanuel Hägglund i Gävle i Sverige - var måske udsat for et justitsmord, da han blev henrettet ved skydning i 1915.

Det mener i hvert forfatteren William Adler i en ny biografi, skriver avisen New York Times.

Adler fandt frem til et glemt brev fra Joe Hills kæreste, hvor hun oplyser, at Hill fortalte, at gerningsmanden bag mordet på en lokal købmand i delstaten Utah var kærestens tidligere forlovede.

Joe Hill selv blev såret i episoden, og det var antagelsen, at han var blevet ramt af købmandens søn under en skudveksling. Retssagen mod ham var baseret på dette ene element - altså at han selv blev ramt i brystet og således var på gerningsstedet.

Joe Hill tav med sin viden for at beskytte kæresten mod at blive offentlighedens ejendom. Han blev dømt af en jury, som var opsat på at knække hans fagforening.

Joe Hill blev siden udødeliggjort i en sang, I Dreamed I Saw Joe Hill Last Night, som er blevet fremført af Pete Seeger, Paul Robeson, Joan Baez og andre.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/08/27/us/27hill.html

tirsdag den 12. juli 2011

Menneskeretsgruppe: Bush bør retsforfølges

Den New York-baserede internationale menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch er ikke i tvivl. Organisationen anbefaler, at den amerikanske regering tager skridt til at retsforfølge tidligere præsident George W. Bush.

Hvorfor? Fordi der angivelig er "overvældende beviser" på, at Bush gav ordre til tortur.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Ifølge Human Rights Watch bør der foretages en efterforskning ikke kun af Bushs handlinger, men også af, hvad vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og CIA-chef George Tenet foretog sig.

Organisationen klager over, at USA's nuværende præsident, Barack Obama, hidtil har behandlet torturordren som et "uheldigt politisk valg" i stedet for en forbrydelse.


Læs BBC-artiklen:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-14119065

søndag den 10. juli 2011

Politiuniformer - nu med indbyggede videokameraer

En pistol og en skudsikker vest kan ikke længere gøre det for politibetjente i Oakland, Californien, og mange andre steder rundt om i USA. Nu er et videokamera en fast del af politiuniformen. Kameraet er mindre end en mobiltelefon.

Det rapporterer tv-selskabet MSNBC.

Ideen med kameraet er et tilføre endnu et vidne til situationer, der måske senere opstår strid om. Og det uanset om det er trafikuheld, voldelige sammenstød eller mulig upassende adfærd fra betjentens side.


Læs MSNBC-artiklen:
http://today.msnbc.msn.com/id/43696646/ns/us_news-crime_and_courts/

mandag den 20. juni 2011

Pris pr. henrettelse: 308 mio. dollar

Californien genindførte dødsstraf i 1978, efter at den amerikanske højesteret åbnede mulighed for det. Siden er 13 dødsdømte blevet henrettet i Californien. Et simpelt regnestykke viser, at henrettelserne har kostet skatteyderne i den amerikanske delstat 308 millioner dollar (1,6 milliarder kroner) hver.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Avisen støtter sig til en opgørelse fra distriktsdommer Arhur Alarcon og juraprofessor Paula Mitchell. De beregner i en omfattende analyse, at Californien har spenderet over fire milliarder dollar (20,9 milliarder kroner) på dødsstraffen.

Alarcon og Mitchell påviser desuden, at hvis Californien, som er plaget af økonomiske trængsler, gør det af med dødsstraffen, så udløser det en besparelse - en bonus - på en milliard dollar (5,2 milliarder kroner) hver fem år.


Læs Los Angeles Times-artiklen:

fredag den 10. juni 2011

Alabama får en skrap indvandringslov

Indvandringsloven i Arizona vakte ellers rigeligt furore. Nu går en anden amerikansk delstat, Alabama, et skridt videre.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Den nye lov fra delstatsforsamlingen i Alabama medfører blandt andet, at skoler pålægges at undersøge, om der blandt eleverne er illegale indvandrere - det vil sige børn af illegale indvandrere.

Det bliver også ulovligt fra 1. september, hvor loven træder i kraft, at give illegale indvandrere et lift i bilen.

Kritikere siger, at loven i Alabama er racistisk og forfatningsstridig.


Læs BBC-historien:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-13723352

torsdag den 9. juni 2011

USA's narkokrig giver ingen resultater

Det er milliarder af dollar, der bliver brugt for at hindre produktion og eksport af narkotika fra Latinamerika til USA. Men pengene gør stort set ingen nytte.

Det fremgår ifølge avisen Los Angeles Times af to nylige amerikanske regeringsrapporter.

I rapporterne bliver der rettet særlig kritik mod den amerikanske regerings brug af firmaer, der indgår kontrakt om at løse bestemte opgaver. Det kan alt være fra rydning af cocamarker, uddannelse af lokale politibetjente og dommere til betjening af overvågningsudstyr.

Alene på kontrakterne er der spenderet over tre milliarder dollar (15,3 milliarder kroner) de seneste fem år.

"Indsatsen har haft en tærende virkning i hvert land, den har berørt," siger Bruce Bagley, der forsker i den amerikanske narkopolitik ved University of Miami i Coral Gables i Florida.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/world/la-fg-narco-contract-20110609,0,1742011.story