Viser opslag med etiketten borgerrettigheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten borgerrettigheder. Vis alle opslag

mandag den 25. juni 2012

Forbundsregering bestemmer indvandringsregler!

Den amerikanske delstat Arizona kan ikke indføre restriktioner på illegal indvandring på egen hånd. Det fastslår Højesteretten i USA i en kendelse.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Afgørelsen med stemmetallet 5-3 er en sejr for præsident Barack Obama, hvis regering har anlagt sag mod Arizona for at gå ud over delstatens beføjelser.

Men Arizonas guvernør, Jan Brewer, fik medhold på ét vigtigt punkt. Højesteret konstaterer, at delstatspolitiet i Arizona gerne må tjekke indvandrerstatus hos personer, som det standser. Blot må denne kontrol ikke føre til "langvarig tilbageholdelse", som det hedder.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/politics/la-pn-supreme-court-strikes-down-key-parts-of-arizona-immigration-law-20120625,0,5912888.story

torsdag den 29. september 2011

Unge ved mindre om borgerrettighedskamp

Unge amerikaneres kendskab til kampen for borgerrettigheder til alle landsmænd, herunder også afrikansk-amerikanerne, er ikke, hvad det har været.

Det skriver avisen New York Times med henvisning til oplysninger fra organisationen Southern Poverty Law Center.

Ifølge rapporten skyldes den dalende viden om borgerrettighedskampen blandt andet, at delstaterne har nedprioriteret emnet i deres undervisningspensum.

35 af de 50 amerikanske stater stiller ingen eller kun få krav om, at skolerne skal sikre undervisning i borgerrettighedsbevægelsen.

Kun en umage blanding af Alabama, Florida og New York får topkarakter i Southern Poverty Law Centers rapport.


Læs New York Times-artiklen:

tirsdag den 23. august 2011

Martin Luther King-mindesmærke i Washington

Oprindelig ville det hvidt dominerede amerikanske samfund ikke vide af ham. Nu er der indviet et officielt mindesmærke for den sorte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Jr. i regeringshovedstaden Washington.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Mindesmærket har kostet 120 millioner dollar (620 millioner kroner), og det omfatter blandt andet en over ni meter høj granit-skulptur af en tænksom King.

Mindesmærket er placeret på The Mall, det aflange parkanlæg, der har Capitol Hill-kongresbygningen for den ene ende.

Det var på The Mall, at Martin Luther King holdt sin historiske "I Have a Dream"-tale som afslutning på borgerrettighedsmarchen mod Washington i 1963. King blev myrdet ved et attentat i 1968.

Der ventes en kvart million besøgende til mindesmærket i løbet af indvielsesceremonierne, der varer en uge.


Læs Washington Post-artiklen:

lørdag den 28. maj 2011

Anti-terrorlovpakke forlænges atter i USA

Den var stærkt kritiseret i George W. Bushs æra som præsident i USA - lovpakken af anti-terror foranstaltninger, der bliver kaldt Patriot Act.

Men selv om manden i Det Hvide Hus nu er demokrat, og Demokraterne også er solidt repræsenteret i Kongressen, bliver anti-terrorlovpakken atter forlænget.

Det oplyser den britiske radio BBC.

Både Repræsentanternes Hus og Senatet godkender en forlængelse på fire år, og præsident Barack Obama afstår fra at benytte sig af sin vetoret.

Anti-terrorlovpakken blev indført efter terroranslagene mod New York og Washington den 11. september 2001, og den giver de amerikanske myndigheder udvidede beføjelser til at overvåge borgere, som er under mistanke for terror.

Kritikere siger, at Patriot Act er så vidtgående, at den krænker borgerrettighederne.


Se BBC's nyhed:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada/13572833

tirsdag den 8. marts 2011

Obama genoptager sager mod Guantánamo-fanger

Barack Obama bevæger sig endnu længere væk fra sit løfte, fra umiddelbart efter at han blev indsat som USA's præsident i januar 2009. Hans regering genoptager militære retssager mod terrormistænkte fanger, der er tilbageholdt på Guantánamo-flådebasen på Cuba.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Obama lovede som sin første handling, efter at han rykkede ind i Det Hvide Hus, at han ville forbyde nye anklager mod Guantánamo-fanger, og at han ville lukke lejren i løbet af et år.

Lejren findes stadig, og han genoptager nu den retlige procedure ved militærtribunaler, fordi Kongressen gennem gentagne beslutninger har blokeret for at overføre sagerne mod fangerne til civile forbundsdomstole.

Omkring 170 fanger er tilbageholdt på Guantánamo-flådebasen.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-obama-guantanamo-20110308,0,2405393.story

torsdag den 24. februar 2011

Arizona på vej med nye stramninger over for indvandrere

Det var ikke, fordi det skortede på kraftige reaktioner, da den lovgivende forsamling i delstaten Arizona vedtog en række stramninger af indvandringsreglerne i fjor. Præsident Barack Obamas regering gik til domstolene for at blokere for dem.

Well, nu er delstatsparlamentet i Arizona på vej med nye begrænsninger. Det skriver avisen New York Times.

Hvis de nye regler gennemføres, vil illegale indvandrere få forbud mod at køre bil, gå i skole og modtage så godt som alle offentlige ydelser.

Deres børn vil få særlige fødselsattester, hvorpå det fastslås, at delstaten ikke betragter dem som borgere i Arizona.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/24/us/24arizona.html?ref=todayspaper

onsdag den 9. februar 2011

Republikanere i splid med sig selv om terror

De nye republikanske kongresmedlemmer fra den konservative græsrodsbevægelse Teselskabet viste for første gang deres styrke, da partiledelsen ikke formåede at gennemtvinge en forlængelse af antiterrorlovgivningen i Repræsentanternes Hus i USA.

Det noterer dagbladet Washington Post.

Republikanerne manglede syv stemmer i de nødvendige to tredjedeles flertal, da der var afstemning om lovpakken, der går under navnet patriotloven.

Loven ville give fortsat bemyndigelse til omfattende overvågning - noget, som konservative republikanerne oplever som et overgreb fra forbundsregeringens side.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/08/AR2011020806345.html

mandag den 20. december 2010

Amerikanere bliver overvåget af Amerika

Blandt amerikanere er der en grundlæggende modvilje mod den føderale regering - centralmagten i Washington. Men siden terroranslagene den11. september 2001, er der med den føderale regeringsadministration opbygget et tæt net af organer, der overvåger borgerne.

Det konstaterer avisen Washington Post i en grundig statusartikel.

Blandt organerne, der deltager, er forbundspolitiet (FBI), lokalt politi, sikkerhedsofficerer rundt om i delstaterne fra ministeriet fra indenlandsk sikkerhed og militærfolk, som deltager i efterforskning af kriminalitet.

Systemet er det største og mest avancerede nogensinde i USA's historie. Der bliver indsamlet informationer om tusinder af borgere, hvoraf mange ikke har gjort noget som helst.


Læs Washington Post-artiklen:
http://projects.washingtonpost.com/top-secret-america/articles/monitoring-america/

mandag den 22. november 2010

Passagerer gør oprør over kontrol i lufthavne

De nye bestræbelser for at skærpe sikkerhedskontrollen i lufthavnene er ikke populær blandt amerikanske rejsende. Et sandt oprør er under udvikling mod de særlige kropsskannere, som mange oplever som et personligt overgreb.

Også den optrappede kropsvisitering udløser modvilje.

Derfor lover Transportsikkerhedsadministrationen (i daglig tale TSA) under forbundsregeringen, at den vil forsøge at gøre sikkerhedskontrollen i lufthavnene "så lidt påtrængende som muligt".

Det skriver avisen USA Today.

Løftet fra TSA-chef John Pistole kommer, efter at præsident Barack Obama opfordrede til en fremgangsmåde, som også flypassagererne kan godtage.

Konflikten om sikkerhedskontrollen opstår umiddelbart før Thanksgiving på torsdag. Dagen er traditionelt anledning til, at familierne samles, og derfor er denne uge blandt de mest travle rejserperioder i årets løb i USA.

USA Today advarer om mulige forsinkelser på grund af protesterende passagerer i lufthavnene.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/printedition/news/20101122/1apatdown22_st.art.htm

torsdag den 4. november 2010

USA slår hårdere ned på hate crime

Der er flere tegn på, at de amerikanske myndigheder er begyndt at slå hårdere ned på hate crime - det vil sige chikane og direkte overgreb på bestemte grupper.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Forbundspolitiet, FBI, fik otte millioner dollar (41,9 millioner kroner) ekstra i fjor til at sikre, at de amerikanske borgerrettigheder respekteres. En stor del af beløbet er brugt til at efterforske hate crime.

Desuden har det amerikanske justitsministerium undervist FBI-betjente og offentlige anklagere landet over i lovgivningen på området, så de kan yde beskyttelse til ofre for vold, der er baseret på race, seksuel observans, køn eller handikap.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/11/03/AR2010110307450.html

lørdag den 31. juli 2010

Strid om islamisk center nær Ground Zero

En indflydelsesrig jødisk organisation erklærer nu, at den er modstander af planen om et islamisk center og en moske to gader fra Ground Zero på New Yorks Manhattan.

Det skriver avisen New York Times.

Den jødiske organisation Anti-Defamation League (ADL) opfattes generelt som liberal, og derfor kommer beslutningen som en overraskelse.

ADL's melding forstærker en landsomfattende debat om grænserne for frihed, herunder religionsfrihed. Fremtrædende republikanere har tidligere lagt afstand til planen om et muslimsk center.

Cirka 2.750 mennesker omkom, da muslimske terrorister tørnede to passagerfly ind i World Trade Center den 11. september 2001. Stedet har siden været kendt som Ground Zero.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/07/31/nyregion/31mosque.html?ref=todayspaper

lørdag den 22. maj 2010

Latinos bliver diskrimineret mest

Det er ikke kun, hvis man spørger dem selv. Andre befolkningsgrupper siger det samme: Latinos udsættes for mest diskrimination i USA.

Det viser en meningsmåling for nyhedsbureauet Associated Press og tv-selskabet Univision. Det skriver dagbladet Boston Globe.

Ifølge undersøgelsen siger 61 procent af de adspurgte, at folk af latinamerikansk oprindelse er udsat for mest diskrimination.

Andelen for afrikansk-amerikanere på samme spørgsmål er 52 procent, mens den for kvinder er 50 procent.

Hvis man spørger dem selv, siger 81 procent af latinos, at de oplever at være genstand for "meget eller nogen" diskrimination.


Se Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/washington/articles/2010/05/21/prejudice_hits_hispanics_most_poll_suggests/

mandag den 10. maj 2010

Obama-regering vil begrænse mistænktes rettigheder

Under indtryk af senest det fejlslagne forsøg på at sprænge en bilbombe på Times Square i New York overvejer præsident Barack Obamas regering at begrænse mistænkte personers rettigheder som led i USA's bekæmpelse af terror.

Det skriver avisen Washington Post.

Muligheden for at indskrænke de såkaldte Miranda-rettigheder til mistænkte bliver luftet af justitsminister Eric Holder. Det er en lov, der påbyder politiet straks at oplyse pågrebne om deres juridiske rettigheder.

"Vi står nu over for international terror. Og hvis skal have et system, som kan fungere i sammenhæng med den offentlige sikkerhed over for denne nye trussel, bør vi alvorligt overveje i hvert fald at opbløde denne undtagelse," siger Holder om Miranda-bestemmelsen.

De nye regler kan betyde, at politiet ikke på stedet - og lige med det samme - behøver at gøre mistænkte personer bekendt med deres rettigheder, men kan vente til et tidspunkt, hvor det ikke griber ind i deres arbejde med at håndhæve loven og afværge terror.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/09/AR2010050902062.html

mandag den 19. april 2010

Obama i dialog med muslimske amerikanere

Præsident Barack Obama og hans regering har, siden han rykkede ind i Det Hvide Hus, rakt hånden ud til muslimske amerikanere, en politisk isoleret gruppe.

Obamas gestus har foregået på en vedholdende og optrappet måde, som har overrasket selv hans skeptikere.

Det skriver dagbladet New York Times.

Eksempelvis har ledende skikkelser blandt muslimske amerikanere og arabiske amerikanere deltaget i politiske drøftelser og har fået orienteringer af Det Hvide Hus og regeringsmedlemmer.

De har også mødtes med flere ministre for at tale om borgerrettigheder, terrorbekæmpelse og andre emner.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/04/19/us/politics/19muslim.htm

onsdag den 31. marts 2010

Konservativ modvilje mod folketælling

Nu udløber fristen for at aflevere formularen, som indgår i en landsomfattende folketælling i USA. Men hvis det står konservative aktivister, bør borgerne smide papirerne i skraldespanden.

Det skriver dagbladet New York Times.

Fortalerne for en boykot siger, at folketælling understøtter de føderale myndigheders overvågning af folk, og derfor bør man ignorere tællingen. Borgerne bliver bedt om at opgive personlige oplysninger, hvilket ifølge konservative er en indtrængen i privatlivets sfære.

Amerikanske regeringsembedsmænd frygter, at boykotopfordringen medfører en særlig lav deltagelse i folketællingen, fordi det såkaldte Teselskab og andre konservative aktivister har oppisket en stemning, som er rettet mod forbundsregeringen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/03/31/us/31census.html?ref=todayspaper

lørdag den 13. februar 2010

Obama på retræte i sag mod 9-11-hovedmand

Oprindelig var det planen, at den formodede hovedhjerne bag 11. september-terrorangrebene i 2001, Khalid Sheik Mohammed, skulle retsforfølges ved en civil domstol i New York.

Men præsident Barack Obama undervurderede modstanden fra oppositionen i Kongressen og fra lokale politikere i New York. Og han er nu på tilbagetog, skriver dagbladet Washington Post.

USA's justitsminister, Eric Holder, signalerer, at retssagen mod Mohammed måske bliver flyttet til en militærkommission. Det er en af disse omstridte retsinstanser, som George W. Bush indførte som præsident som led i sin såkaldte krig mod international terror.

Holder siger, at det afgørende er, at retssagen bliver set som gennemsigtig i verdens øjne - ikke hvor eller i hvilket forum den afvikles.

Hidtil har Obama-regeringen haft den holdning, at terrorretssager burde holdes langt væk fra det amerikanske justitsministeriums sfære. Sådan bliver det måske alligevel ikke.


Se Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/02/11/AR2010021105011.html