Viser opslag med etiketten mindretal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mindretal. Vis alle opslag

onsdag den 9. marts 2011

Latinos overhaler hvide i Californien

Der er snart flere mennesker af latinamerikansk oprindelse i Californien, end der er folk, der betragtes som hvide i denne delstat i USA.

Det fremgår af nye tal fra USA's Folketællingskontor.

Der er i øjeblikket 38 procent latinos og 40 procent hvide i Californien, og gruppen af latinos vokser i hurtigst.

Dagbladet Los Angeles Times skriver, at de demografiske forskydninger medfører, at den politiske magt flyttes væk fra store kystbyer og længere end i delstaten, hvor koncentrationen af latinos er størst.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-0309-census-20110308,0,1596789.story

torsdag den 4. november 2010

USA slår hårdere ned på hate crime

Der er flere tegn på, at de amerikanske myndigheder er begyndt at slå hårdere ned på hate crime - det vil sige chikane og direkte overgreb på bestemte grupper.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Forbundspolitiet, FBI, fik otte millioner dollar (41,9 millioner kroner) ekstra i fjor til at sikre, at de amerikanske borgerrettigheder respekteres. En stor del af beløbet er brugt til at efterforske hate crime.

Desuden har det amerikanske justitsministerium undervist FBI-betjente og offentlige anklagere landet over i lovgivningen på området, så de kan yde beskyttelse til ofre for vold, der er baseret på race, seksuel observans, køn eller handikap.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/11/03/AR2010110307450.html

fredag den 29. oktober 2010

Latinos klager over diskrimination

Næsten to tredjedele af amerikanere med latinamerikanske aner, de såkaldte latinos, siger, at de er udsat for diskrimination. Et flertal vurderer, at årsagen er en reaktion på det øgede fokus på illegal indvandring.

Det fremgår af en opinionsundersøgelse fra instituttet Pew Hispanic Center.

Målingen blandt et repræsentativt udsnit på næsten 1.40o latinos viser også, at latinos oplever, at USA er blevet mindre gæstfri over for indvandrere end for fem år siden.

Undersøgelsen offentliggøres umiddelbart før midtvejsvalget i USA tirsdag den 2. november. Her er vælgergruppen af latinos vigtig i flere opgør, blandt andet i Florida og Nevada.


Læs mere om undersøgelsen fra Pew Hispanic Center:
http://pewhispanic.org/reports/report.php?ReportID=128

mandag den 18. oktober 2010

Sorte vælgere bliver afgørende for Demokraterne

Da Barack Obama blev USA's præsident for to år siden, var massiv støtte fra afrikansk-amerikanske vælgere med til at anbringe ham i Det Hvide Hus.

Samme overvældende opbakning fra sorte vælgere kan Obamas demokratiske partifæller få brug for ved midtvejsvalget til Kongressen den 2. november. Ja, det kan blive afgørende.

Det skriver avisen New York Times.

Men Demokraterne står over for flere forhindringer i bestræbelserne på at tiltrække afrikansk-amerikanske vælgere:

Valgdeltagelsen er ofte en tredjedel lavere ved kongresvalg sammenlignet med ved præsidentvalg.

Afrikansk-amerikanerne er skuffede over tempoet med den økonomiske genopretning efter krisen.

Adskillige siddende demokratiske kongresmedlemmer, som genopstiller, har påkaldt sig de sortes vrede ved at modsætte sig et eller flere af Obamas politiske initiativer, heriblandt den storstilede sygesikringsreform.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/17/us/politics/17blackvote.html

fredag den 15. oktober 2010

Latinos lever længere end hvide og sorte

Gennemsnitslevealderen for amerikanere af latinamerikansk oprindelse er længere end både for hvide og for afrikansk-amerikanere.

Det skriver avisen USA Today på baggrund af forskning fra Det Nationale Center for Sundhedsstatistik.

Latinos lever samlet set 2,5 år længere end hvide - og 7,7 år længere end afrikansk-amerikanere.

Forskellen forundrer forskerne, fordi latinos' socio-økonomiske stade er ringere end hvides. Og normalt hænger levealder sammen med faktorer såsom indkomst, uddannelse og adgang til lægehjælp.

Eksperterne antyder, at en af forklaringerne måske kan være, at latinos har et stærkt familienetværk, og at de ryger og drikker mindre end hvide.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/health/2010-10-13-hispanics-life-span_N.htm

fredag den 24. september 2010

Muslimer i USA klager over diskrimination på job

Det kan være kolleger, der kalder dem terrorister. Det kan være kolleger, som hindrer dem i at tage en pause til bøn. Muslimer i USA klager i stigende tal over diskrimination på arbejdspladsen.

Det skriver dagbladet New York Times.

Muslimske arbejdere rapporterede om over 800 klager i det seneste år frem til udgangen af september 2009. Det er en stigning på 20 procent i forhold til året før. Og det er næsten 60 procent flere end i 2005.

Væksten i antallet af klager skete selv før spændingerne på grund af planen om et islamisk center på det sydlige Manhattan i New York - ikke langt fra stedet, hvor World Trade Center-tvillingtårnene stod.



Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/09/24/business/24muslim.html?ref=todayspaper

søndag den 19. september 2010

Amish-folket tager vestpå

Amish-folket er ved at være så mange og bor efterhånden så tæt på bymæssig bebyggelse, at de søger vestpå i USA. Vestpå til de åbne vidder, hvor de kan være i fred.

Udviklingen sker på et tidspunkt, hvor der er rapporteret om episoder om voldtægt, incest og lignende blandt Amish-folket, som helst ordner retlige spørgsmål internt.

Det skriver den britiske avis The Independent on Sunday.

Amish-folket er religiøs sekt, der kom til den amerikanske delstat Pennsylvania tidigt i 1700-tallet fra Europa, og som forsager senere opfindelser såsom elektricitet og motordrevne køretøjer.

De er nu et samfund på over 250.000 mennesker, som lever i betydeligt tal i næsten 30 af USA's 50 stater. Hvis befolkningstilvæksten blandt Amish-folket fortsætter, vil de være fordoblet i løbet af 15 år - ja, måske før.


Læs Independent-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/world/americas/the-amish-are-multiplying-ndash-so-are-their-problems-2083289.html

torsdag den 29. april 2010

Det går trægt med at integrere unge latinos

Det er den hurtigst voksende befolkningsgruppe i USA, men det kniber med at optage dem i det amerikanske samfund.

Sådan er billedet af gruppen af unge latinos, amerikanere af latinamerikansk oprindelse, ifølge en undersøgelse, som refereres i dagbladet New York Times.

Flere end hvert femte amerikanske barn er latino. Disse børn vokser langt overvejende op i en fattig familie eller en lavindkomstfamilie - eller i kvarterer, som socialt og økonomisk er isoleret fra mere velstående familier.

Hvis tendensen fortsætter, vil andelen af fattige latino-børn i USA stige fra cirka 33 procent nu til 44 procent i 2030.

Undersøgelsen er udarbejdet af organisationen Population Reference Bureau og National Council of La Raza, som er en borgerretsgruppe for latinos.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/04/28/us/28hispanic.html

mandag den 19. april 2010

Obama i dialog med muslimske amerikanere

Præsident Barack Obama og hans regering har, siden han rykkede ind i Det Hvide Hus, rakt hånden ud til muslimske amerikanere, en politisk isoleret gruppe.

Obamas gestus har foregået på en vedholdende og optrappet måde, som har overrasket selv hans skeptikere.

Det skriver dagbladet New York Times.

Eksempelvis har ledende skikkelser blandt muslimske amerikanere og arabiske amerikanere deltaget i politiske drøftelser og har fået orienteringer af Det Hvide Hus og regeringsmedlemmer.

De har også mødtes med flere ministre for at tale om borgerrettigheder, terrorbekæmpelse og andre emner.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/04/19/us/politics/19muslim.htm