Viser opslag med etiketten FBI. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten FBI. Vis alle opslag

mandag den 20. december 2010

Amerikanere bliver overvåget af Amerika

Blandt amerikanere er der en grundlæggende modvilje mod den føderale regering - centralmagten i Washington. Men siden terroranslagene den11. september 2001, er der med den føderale regeringsadministration opbygget et tæt net af organer, der overvåger borgerne.

Det konstaterer avisen Washington Post i en grundig statusartikel.

Blandt organerne, der deltager, er forbundspolitiet (FBI), lokalt politi, sikkerhedsofficerer rundt om i delstaterne fra ministeriet fra indenlandsk sikkerhed og militærfolk, som deltager i efterforskning af kriminalitet.

Systemet er det største og mest avancerede nogensinde i USA's historie. Der bliver indsamlet informationer om tusinder af borgere, hvoraf mange ikke har gjort noget som helst.


Læs Washington Post-artiklen:
http://projects.washingtonpost.com/top-secret-america/articles/monitoring-america/

torsdag den 4. november 2010

USA slår hårdere ned på hate crime

Der er flere tegn på, at de amerikanske myndigheder er begyndt at slå hårdere ned på hate crime - det vil sige chikane og direkte overgreb på bestemte grupper.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Forbundspolitiet, FBI, fik otte millioner dollar (41,9 millioner kroner) ekstra i fjor til at sikre, at de amerikanske borgerrettigheder respekteres. En stor del af beløbet er brugt til at efterforske hate crime.

Desuden har det amerikanske justitsministerium undervist FBI-betjente og offentlige anklagere landet over i lovgivningen på området, så de kan yde beskyttelse til ofre for vold, der er baseret på race, seksuel observans, køn eller handikap.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/11/03/AR2010110307450.html

onsdag den 22. september 2010

Upassende FBI-snagen blandt venstregrupper

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, gik over stregen i sin iver efter at jagte formodede terrorister i USA efter angrebene i New York og Washington den 11. september 2011. Flere venstredrejede private organisationer blev i urimelig grad udsat for FBI's snagen.

Det fastslår USA's justitsministerium ifølge dagbladet Washington Post.

Blandt andet satte FBI aktivister på en liste over personer, der skulle holdes særligt øje med, selv om de planlagde fredelige arrangementer.

Overvågningen stod på i 2001-2006 under præsident George W. Bush.

I rapporten fra generalinspektør Glenn Fine til justitsministeriet bliver FBI dog frikendt for målrettet at gå efter organisationerne på grund af deres politiske synspunkter - såsom deres modstand mod Irakkrigen.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/09/20/AR2010092006335.html

mandag den 13. september 2010

USA bliver et mindre voldeligt sted

Antallet af voldelige forbrydelser faldt i 2009 for tredje år i træk i USA. Det fremgår af den årlige rapport fra forbundspolitiet FBI.

Tv-selskabet CNN skriver på sin hjemmeside om rapporten, at der blev begået en anelse færre end 430 forbrydelser pr. 100.000 amerikanere i 2009. Det var en nedgang på over fem procent sammenlignet med året før.

Faldet var særlig stort for mord, manddrab og røveri, nemlig på 7-8 procent.


Læs CNN-artiklen:
http://edition.cnn.com/2010/CRIME/09/13/2009.crime.stats/?hpt=T2

fredag den 30. juli 2010

FBI skal undersøge lækage af krigsdokumenter

Den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, har bedt forbundspolitiet, FBI, om at hjælpe med at undersøge lækagen af dokumenter om krigen i Afghanistan.

Gates siger, at han har ringet til FBI's chef, Robert Mueller, og bedt om "FBI's assistance til undersøgelsen som en partner".

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Robert Gates siger, at formålet med den "aggressive undersøgelse" er at finde ud af, hvem der har videregivet de over 90.000 fortrolige militære dokumenter til Wikileaks. Han siger, at lækagen potentielt kan bringe amerikanske soldater og deres allierede i fare.

Samtidig udtaler det amerikanske forsvarsministerium i en erklæring, at det kigger nærmere på en mulig forbindelse mellem den amerikanske soldat Bradley Manning og lækagen.

Manning er efterretningsekspert i USA's hær og var i forvejen under mistanke for at samarbejde med Wikileaks.


Se BBC's nyhed:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-10811677

lørdag den 3. juli 2010

FBI overvågede formodede spioner i 10 år

De formodede russiske spioner, som nu er blevet anholdt, blev gennem næsten 10 år overvåget af det amerikanske forbundspoliti (FBI).

Det skriver dagbladet Washington Post.

En gennemgang af dokumenterne i forbindelse med sagen viser, at FBI allerede i 2006 havde gennemsøgt fire af de anholdtes hjem, anbragt mikrofoner i mindst tre af boligerne, jævnligt undersøgt deres krypterede computerbeskeder og videooptaget møder, hvor der blev udvekslet penge og udstyr.

Washington Post skriver, at de formodede spioner ikke blev afsløret dengang, fordi der også var en værdi i at lade dem fortsætte de hemmelige aktiviteter. Derved kunne FBI måske få yderligere viden om, hvad de interesserede sig for, hvad de fandt relevant at rapportere om til den russiske efterretningstjeneste, og hvem de havde kontakt med.

10 personer blev anholdt, mistænkt for at spionere for den russiske udenrigsefterretningstjeneste.


Læs Washington Post-artiklen:
www.washingtonpost.com/wp.../AR2010070205569.html