Viser opslag med etiketten helbred. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten helbred. Vis alle opslag

tirsdag den 8. marts 2011

Bekymring for hjernerystelser i ishockey

Først var det konsekvenserne af hjernerystelser i amerikansk fodbold, der vakte opmærksomhed i USA. Nu er det lignende helbredskonsekvenser i ishockey, der vækker bekymring.

Det skriver avisen USA Today.

Når NHL-ishockeyligaens daglige ledere holder årsmøde i den kommende uge, bliver et hovedemne hjernerystelser og - især - hvad der kan gøres for at beskytte spillerne.

Den mest sandsynlige foranstaltning er at indføre straf for alle former for hits mod hovedet. Selv de uforudsætlige.

Følgerne af voldsomt spil i ishockey er kommet i fokus, efter at det for nyligt kom frem, at dødsårsagen for den tidligere Detroit Red Wings- og Chicago Blackhawks-spiller Bob Probert var en hjernesygdom. Probert var blandt de hårdeste i tacklinger i sin æra. Han blev 45 år.


Læs USA Today-artiklen:

onsdag den 2. marts 2011

Obama giver delstater mere råderum om sygesikring

Republikanerne viser deres nye magt i delstaterne i USA. Derfor kommer præsident Barack Obama dem i møde i spørgsmålet om den stort anlagte sygesikringsreform.

Obama siger, at han er villig til at lade staterne slippe for visse krav i ordningen - men kun, hvis de kan nå frem til målet med reformen på en anden måde.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Muligheden for afhopning er rykket frem fra 2017 til 2014. Målet, som delstaterne skal opfylde, er: At de fleste amerikanere får en sygesikring. At mange arbejdsgivere tilbyde de ansatte en sygesikringsordning. Og at delstaterne opretter et marked for forsikringer, som hjælper personer og virksomheder til at få en sygeforsikring.

Republikanske guvernører reagerer umiddelbart med skepsis på Obamas udspil.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/28/AR2011022806535.html

lørdag den 12. februar 2011

Amerikanske hospitaler afviser at ansætte rygere

Det bliver stadigt sværere at være ryger i USA. Og nu kan det også koste muligheden for job, hvis man er læge eller sygeplejerske og forsøger at blive ansat på et hospital.

Avisen New York Times beretter, hvordan amerikanske sygehuse og andre institutioner inden for sundhedssektoren i stigende omfang skodder ansøgninger fra rygere.

Begrundelsen er, at ikkerygere sikrer højere produktivitet på arbejdet, mindsker udgifterne til lægebehandling til medarbejderne og - vigtigst af alt - sætter et godt eksempel for patienterne.

Det er kommet så vidt, at ansøgere skal aflevere en urinprøve, som bliver undersøgt for nikotin. Og hvis de efter ansættelsen bliver afsløret i tænde en cigaret, så ryger deres job også.

Der er ingen pålidelige data om, hvor mange amerikanske hospitaler der har indledt den skrappe praksis over for rygere. Men New York Times skriver, at det er blevet så udbredt, at det er ved at blive normen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/11/us/11smoking.html

lørdag den 18. december 2010

Teenagere ryger atter pot

Det er atter populært blandt amerikanske teenagere at ryge pot (marihuana). Faktisk er det mere attraktivt end at ryge cigaretter.

Det skriver avisen Los Angeles Times med henvisning til en føderal undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at blandt elever i den ældste klasse i gymnasiet har flere røget pot end cigaretter i en 30 dages-periode.

Undersøgelsen kommer fra Det Nationale Institut om Narkomisbrug, som udarbejder en årlig rapport om spørgsmålet.

Ifølge tallene fra 2010 siger 21 procent af elever i afgangsklassen i high school, at de har røget pot den seneste måned, mens 19 procent har røget cigaretter i samme periode.

Præsident Barack Obamas chef for narkobekæmpelse, Gil Kerlikowske, forklarer udviklingen med, at de unge opfatter marihuana som mere acceptabelt - blandt andet fordi marihuana i for eksempel Californien er frigivet til medicinske formål.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/2010/dec/15/health/la-he-teen-pot-20101215

onsdag den 10. november 2010

Skræmmende advarsler på cigaretpakker

Advarslerne om død og ødelæggelse tager til på cigaretpakker og reklameskilte for cigaretter. De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) er klar med den første ændring af reglerne for markedsføring i 25 år.

Snart vil over halvdelen af en cigaretpakke og en femtedel af reklameskilte for cigaretter indeholde et skræmmende budskab i drabelige farver om de helbredsmæssige risici ved at ryge.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Sundhedsminister Kathleen Sebelius forklarer, at myndighederne vil forsikre sig om, at alle rygere har forstået, hvad der indebærer for deres sundhed at ryge.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/health/la-sci-1111-cigarette-packages-20101111,0,5986780.story

tirsdag den 29. juni 2010

Krav om mindre antibiotika i kød i USA

Kødproducenter bør kun anvende vise typer antibiotika til at helbrede syge dyr og afstå fra at bruge dem til at fremme dyrenes vækst.

Det fastslår de amerikanske fødevare- og medicinalmyndigheder (FDA) ifølge dagbladet Los Angeles Times.

Anbefalingen fra FDA kommer på et tidspunkt, hvor der er voksende bekymring for, at et overforbrug af antibiotika i dyr medvirker til, at bakterier bliver modstandsdygtige over for penicillin - også i mennesker.

FDA stempler ligefrem overforbruget som en "alvorlig trussel mod den folkelige sundhed", hedder det i udkastet til en vejledende udtalelse.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-fda-antibiotics-20100629,0,4918781.story