Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag

tirsdag den 3. april 2012

Magic Johnson vil købe Los Angeles' baseballhold

Magic Johnson førte Los Angeles Lakers til fem mesterskaber i basketball i 1980'erne. Nu skifter han bane. Sammen med en gruppe investorer er han parat til at købe den californiske storbys baseballhold, Los Angeles Dodgers.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Dermed slutter flere måneders uvished om Dodgers, som har været i økonomiske vanskeligheder.

Magic Johnson skal sammen med partnerne i Guggenheim Baseball Partners betale to milliarder dollar (11,2 milliarder kroner) for Dodgers. Prisen er næsten det tredobbelte af, hvad der hidtil er spenderet på et baseballhold i USA.

Los Angeles Dodgers vandt senest World Series i 1988.

Samtidig er der udsigt til, at Los Angeles atter får et hold i amerikansk fodbold. Det er milliardæren Philip Anschlutz, som har luftet planer om både at bygge et stadion i bycentrum og hente et football-hold tilbage til Los Angeles. Los Angeles Rams flyttede til St. Louis i 1995 - og skiftede navn ved samme lejlighed.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
www.latimes.com/sports/basketball/nba/lakers/la-sp-0329-dodgers-magic-20120329,0,5012740.story

torsdag den 23. februar 2012

USA har fået et basketball-fænomen

Det er noget af en Askepot-historie. Der var ingen colleges, som ville have Jeremy Lin, amerikansk basketballspiller af taiwansk oprindelse. Der var heller ingen klubber i den professionelle NBA-liga, som ønskede ham.

På en eller anden måde endte han hos New York Knicks og fik chancen på banen, fordi holdets træner ifølge eget udsagn var desperat. Holdet tabte og tabte.

Med Jeremy Lin som drivende kraft vendte udviklingen. New York Knicks vandt seks kampe i streg, efter at Lin kom i startopstillingen. Selv satte han NBA-rekord med over 20 point og mindst syv assists i hver af sine første fem kampe.

Jeremy Lin er blevet en medieombrust superstjerne på få uger. Hans værdi er eksploderet fra næsten nul til over 300 millioner dollar (næsten 1,7 milliarder kroner), skriver sportsmagasinet Sports Illustrated.


Læs Sports Illustrated-artiklen:
http://sportsillustrated.cnn.com/vault/article/magazine/MAG1195161/index.htm

torsdag den 12. januar 2012

Ishockeyspillere holder hovedet koldt

Ishockeykampe i den amerikanske NHL-liga er ofte garneret med slagsmål - med og uden handsker - mellem spillere fra de to hold.

Sandt nok, men tendensen er faldende, viser en ny opgørelse ifølge dagbladet USA Today. Spillerne er bedre til at holde hovedet koldt.

Antallet er slagsmål er faldet med 25 procent i denne sæson, til trods for at ligaens ledelse ikke har taget skridt til at reducere uddelingen af tæv.

I 2010-2011 var der 697 slagsmål i første halvdel af sæsonen. I 2011-2012 var der 519.


Det skorter på forklaringer. Én mulighed er, at reglerne er blevet bedre, så voldsomme tacklinger under spillet straffes mere konsekvent. Derfor behøver spillerne ikke at tage sagen i egne hænder.



USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

søndag den 27. november 2011

Basketball-fans kan se frem til en glædelig jul

Der er udsigt til, at basketball-sæsonen i den amerikanske NBA-liga alligevel bliver reddet. Men det bliver med et reduceret antal kampe.

Basketball-fans kan se frem til en glædelig jul, for turneringen begynder forsinket den 25. december og kommer til at bestå af 66 kampe.

Sådan ser skitsen til et forlig mellem holdejere og spillere ud efter næsten fem måneders arbejdskonflikt.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Detaljerne om aftalen er ikke offentliggjort. Men det synes, som om ejerne får de fleste indrømmelser. Således nedskæres spillernes andel af ligaens årlige indtægter fra 57 procent til omkring 50 procent.

Blandt kampene juledag er Dallas Mavericks mod Miami Heat - de to hold fra seneste sæsons NBA-finale.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/sports/la-sp-nba-20111127,0,4674491.story

tirsdag den 26. juli 2011

Amerikansk fodbold er sikret i 10 år frem

Efter den længste konflikt i NFL-ligaens historie har parterne indgået en aftale, som sikrer amerikansk fodbold i 10 år frem.

Det skriver avisen USA Today.

Konflikten har forsinket forberedelserne til den kommende sæson, og der er venter hektiske dage med træningslejr og spillerhandler frem mod åbningskampen den 8. september.

"Når det går i gang, vil hver eneste dag, der går, være som en måned," siger Miami Dolphins' direktør, Jeff Ireland, om de afkortede forberedelser.

Konflikten bestod i en lockout af spillerne og varede i 136 dage.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/sports/football/nfl/2011-07-25-lockout-ends-whats-next_n.htm?csp=ipmps

lørdag den 28. maj 2011

Boston Bruins i ishockey-finale for første gang i 21 år

Det holdt hårdt, men nu er Boston Bruins klar til Stanley Cup - serien af finalekampe i den amerikanske NHL-ishockeyliga - for første gang siden 1990.

Bruins kvalificerede sig ved at vinde syvende og afgørende opgør mod Tamba Bay Lightning med 1-0.

Det skriver avisen Boston Globe.

Boston Bruins har altid været et storhold, men har ofte underpræsteret i de seneste år, når det virkelig gjaldt.

Bruins' finaledeltagelse betyder, at Boston manifesterer sig som USA's førende sportsby. Boston har inden for det seneste tiår haft kæmpet om titlen i alle fire store sportsgrene - foruden ishockey er det amerikansk fodbold, baseball og basketball.

I alle tre andre sportsgrene vandt Boston-hold mesterskabet.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/sports/bruins/articles/2011/05/28/bruins_advance_to_cup_finals_for_first_time_in_21_years/





onsdag den 11. maj 2011

Lakers står ved en korsvej

Basketballholdet Los Angeles Lakers står over for flere skelsættende beslutninger, efter at det blev fejet ud af slutspillet i den amerikanske NBA-liga med fire nederlag i træk.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Først og fremmest skal Lakers til at på udkig efter en ny træner, efter at Phil Jackson - efter i alt 11 mesterskabstitler - trækker sig tilbage og slår sig ned i Montana.

Desuden skal ledelsens beslutte, om holdet kan nøjes med at foretage mindre justeringer. Eller det skal bygge en ny besætning op fra bunden.

Overvejelserne skyldes den skuffende måde, som Lakers tabte til Dallas Mavericks på i Western Conference-semifinalen. Både Pau Gasol og Ron Artest skuffede fælt. Stjernen over dem alle, Kobe Bryant, spillede ikke op til vanlig standard. Og så bliver det svært.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/sports/basketball/nba/lakers/la-sp-rebuild-20110511,0,7536645.story

søndag den 13. marts 2011

Kommende sæson i amerikansk fodbold i fare

Et sammenbrud i forhandlingerne mellem holdejere og spillere betyder, at den kommende sæson i NFL-ligaen i amerikansk fodbold er i fare.

Det rapporterer det britiske tv BBC.

Parterne er uenige om fordelingen af de samlede indtægter på ni milliarder dollar (48,7 milliarder kroner), og nu iværksætter ejerne en lockout. Spillerne får i øjeblikket 60 procent af indtægterne, men denne andel ønsker ejerne reduceret.

Sæsonen skulle være begyndt i september.

Det er den første arbejdsmarkedskonflikt i NFL-ligaen siden 1987. Dengang hyrede ejerne nye spillere til erstatte dem, der var omfattet af konflikten.


Se BBC's historie:
http://www.bbc.co.uk/news/business-12720827

tirsdag den 8. marts 2011

Bekymring for hjernerystelser i ishockey

Først var det konsekvenserne af hjernerystelser i amerikansk fodbold, der vakte opmærksomhed i USA. Nu er det lignende helbredskonsekvenser i ishockey, der vækker bekymring.

Det skriver avisen USA Today.

Når NHL-ishockeyligaens daglige ledere holder årsmøde i den kommende uge, bliver et hovedemne hjernerystelser og - især - hvad der kan gøres for at beskytte spillerne.

Den mest sandsynlige foranstaltning er at indføre straf for alle former for hits mod hovedet. Selv de uforudsætlige.

Følgerne af voldsomt spil i ishockey er kommet i fokus, efter at det for nyligt kom frem, at dødsårsagen for den tidligere Detroit Red Wings- og Chicago Blackhawks-spiller Bob Probert var en hjernesygdom. Probert var blandt de hårdeste i tacklinger i sin æra. Han blev 45 år.


Læs USA Today-artiklen:

tirsdag den 2. november 2010

Omsider er Giants de største

Selv om San Francisco Giants har rådet over navne såsom Willie Mays og Barry Bonds, skal man tilbage til 1954, før det skete seneste gang: Men nu er Giants atter de største i amerikansk baseball, efter at holdet vandt dette års World Series.

Avisen USA Today beretter, hvordan Giants besejrede Texas Rangers ved først at nå fire sejre i serien, mens Rangers måtte nøjes med én triumf.

I den afgørende kamp vandt San Francisco-holdet med 3-1, anført af pitcher Tim Lincecum og shortstop Edgar Renteria.

I 1954 hed Giants i virkeligheden New York Giants, da holdet først flyttede til San Francisco fire år senere.


Se USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

tirsdag den 19. oktober 2010

Hårdere straffe for "hits" i amerikansk fodbold

Efter nye tilfælde af sammenstød i kampe i amerikansk fodbold, hvor spillere er kommet alvorligt til skade, er NFL-ligaens ledelse på vej med hårdere straffe for farlige tacklinger, der er i strid med reglerne.

Det skriver dagbladet Washington Post.

NFL's souschef med ansvar for fodboldoperationer, Ray Anderson, siger, at spillere kan blive udelukket - uden løn - for tacklinger mod en modstanders hoved. Skærpelsen skyldes, at de hidtidige sanktioner i form af bøder tilsyneladende ikke har virket.

De hårdere straffe træder omgående i kraft.


Læs Washington Post-artiklen:

torsdag den 7. oktober 2010

Baseballspiller skriver historie


Roy Halladay, pitcher (kaster) fra baseballholdet Philadelphia Phillies, skriver historie ved kun at være den anden nogensinde i slutspillet, som kaster en fejlfri kamp.

I kampen mod Cincinnati Reds foretog Halladay 104 kast, uden at nogen af dem, der var inde for at slå, ramte bolden, så de vandt en base.

Det skriver avisen USA Today.

Dette er kun sket én gang før i de 106 år med slutspil i baseball. Dengang var manden Don Larsen fra New York Yankees, og det skete i 1956.

Den 33-årige Ron Halladay har spillet i MLB-ligaen i 12. I år er første gang, han er i slutspillet.

Hans kasterepertoire var varieret i kampen mod Reds: Fastballs, curveballs, der knækker brat, changeups, cutters og bløde ground balls.


Se USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

onsdag den 14. juli 2010

Mangeårig Yankees-ejer død


Når det amerikanske baseballhold New York Yankees kaldes Ondskabens Imperium, så må George Steinbrenner være den onde selv. Han købte Yankees i 1973. Nu er han død i en alder af 80 år.

Det skriver avisen New York Times.

Under Steinbrenners ejerskab vandt Yankees syv mesterskaber - det seneste sidste efterår med sejren over Philadelphia Phillies. Den sjette og afgørende kamp blev spillet på det nye Yankees Stadium, som Steinbrenner tog initiativ til at bygge.

New York Yankees var på vej ned, da George Steinbrenner overtog holdet. Men med indkøb af spillere for astronomiske summer - svarende til Real Madrids praksis i fodbold - forvandlede han mandskabet til et vinderhold.

Yankees vurderes nu at have en værdi på 1,6 milliarder dollar (næsten 9,4 milliarder kroner).


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/07/14/sports/baseball/14steinbrenner.html?_r=1&ref=todayspaper

fredag den 9. juli 2010

Basketballstjernen over dem alle skal til Miami

Slutspurten varede i otte dage, og seks hold var ude efter ham. Men da afgørelsen faldt, stod det klart, at LeBron James, basketballstjernen over dem alle i den amerikanske NBA-liga, spiller i Miami fra næste sæson.

Det skriver avisen New York Times.

"I efteråret tager jeg mit talent med til South Beach og bliver en del af Miami Heat," sagde den 25-årige LeBron James i en erklæring, som havde massiv tv-bevågenhed.

LeBron James kom til Cleveland Cavaliers i 2003 og havde egentlig intet ønske om at forlade holdet. Men da Cavaliers heller ikke i år, hvor det var storfavorit, vandt NBA-titlen, følte han sig nødsaget til at finde en ny supporting crew for at få opfyldt sine ambitioner om et mesterskab.

Foruden Miami Heat gjorde følgende hold forsøg på at købe LeBron James: New Jersey Nets, New York Knicks, Chicago Bulls og Los Angeles Clippers. Desuden var Cleveland Cavaliers parat til at øge hans årsløn, hvis han blev.


Læs New York Times-artiklen:

torsdag den 10. juni 2010

Chicago-hold ventede i 50 år på ishockey-trofæ


Chicago Blackhawks befandt sig ude i kulden i næsten 50 år. Men nu er ishockey-holdet tilbage, og de vandt Stanley Cup-trofæet for første gang siden 1961. Det svarer til mesterskabet i den amerikanske NHL-liga.

Sejren kom i kamp nummer seks, da Blackhawks med en scoring i overtid nåede op på 4-3 og dermed rykkede afgørende fra hjemmeholdet Philadelphia Flyers ved at vinde de nødvendige fire kampe i finalerunden.

Det lokale dagblad Chicago Tribune beretter, hvordan Chicago Blackhawks' opstigning til tronen begyndte for blot tre år siden, da holdet hyrede matchvinderen Patrick Kane og desuden fik ny ledelse.


Læs Chicago Tribune-artiklen:
http://www.chicagotribune.com/sports/hockey/blackhawks/ct-spt-0610-blackhawks-flyers-chicago20100609,0,947078.story

søndag den 30. maj 2010

Lakers og Celtics i styrkeprøve nummer 12

Med møje og besvær lykkedes det for Los Angeles Lakers at vinde serien over Phoenix Suns. Og derfor er der nu lagt op til en ny, historisk styrkeprøve mellem Lakers og Boston Celtics i den amerikanske NBA-liga i basketball.

Det bliver 12. gang, at de to storhold tørner sammen i finalen, bemærker avisen Los Angeles Times.

Lakers har tabt ni af de hidtidige 11 opgør og blev senest ydmyget af Celtics for to år siden.

Men Los Angeles Times - og mange andre - udnævner Lakers til favorit denne gang. Lakers råder over de største stjerner, mens Celtics har vist mest soliditet i spillet og har overrasket ved at nå frem til selveste finalen.

Mange havde regnet med, at Cleveland Cavaliers, anført af LeBron James, ville have bremset Celtics tidligere i slutspillet.


Se Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/sports/la-sp-lakers-suns-20100530,0,335590.story

mandag den 17. maj 2010

Chicago Bulls måske næste stop for LeBron James

LeBron James, topspilleren i den amerikanske basketball-liga NBA, overvejer sin sportslige fremtid, efter at Cleveland Cavaliers overraskende røg ud af slutspillet inden finalen.

Det synes klart, at James ikke fortsætter hos Cavaliers. Blandt dem, der overvejer at byde på ham, er Chicago Bulls. Men Bulls skal i så fald være indstillet på også at købe succestræneren John Calipari fra collegeholdet University of Kentucky.

Det forlanger LeBron James ifølge avisen Chicago Tribune.

Spørgsmålet er, om Chicago Bulls' ledelse er parat til at afgive så meget kontrol. For der er ingen tvivl om, at LeBron James og John Calipari vil være en magtfuld duo i klubben, som Michael Jordan engang kastede glans over.

Der er også forlydender om, at New Jersey Nets og Los Angeles Clippers har kig på LeBron James.


Læs artiklen i Chicago Tribune:
http://articles.chicagotribune.com/2010-05-16/sports/ct-spt-0517-kcj-on-bulls-chicago--20100516_1_bulls-coach-search-general-manager-gar-forman-bulls-chairman-jerry-reinsdorf

torsdag den 15. april 2010

Washington Capitals i sjælden rolle som favorit

Ishockeyholdet Washington Capitals i den amerikanske NHL-liga har eksisteret i 35 år, men det har aldrig vundet mesterskabet.

Men i år bliver alt måske anderledes. Capitals går ind i Stanley Cup-slutspillet som favorit. Det sker, efter at holdet - med Alex Ovechkin som superstjerne og kaptajn - satte rekord i grundspillet. Ingen har overgået Capitals med hensyn til sejre-kontra-nederlag i de 82 kampe.

Washington Capitals skal i slutspillet først møde Montreal Canadiens, som er seedet som dårligste hold. Capitals åbner bedst-af-syv-serien hjemme i Verizon Center i den amerikanske regeringshovedstad.

Se Washington Post-artiklen:

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/article/content/2010/04/14/AR2010041403004.html

mandag den 29. marts 2010

New York Yankees-spillere tjener mest

Baseballspillere fra det amerikanske hold New York Yankess tjener mere end nogen andre sportsudøvere i verden.

Det viser en ny undersøgelse fra sportingintelligence.

Yankees-spillere har en gennemsnitlig årsindtægt på omkring syv millioner dollar (næsten 39 millioner kroner).

På de følgende pladser kommer spillere fra storhold i europæisk klubfodbold - nemlig Real Madrid, Barcelona og Chelsea i nævnte rækkefølge.

I undersøgelsen Review of Global Sports Salaries følger en stribe hold fra den amerikanske basketballliga NBA på de næste pladser.


Læs mere om sportingintelligence-undersøgelsen:
http://www.sportingintelligence.com/2010/03/28/yankees-on-top-in-global-pay-review-premier-league-in-the-shade-280301/

fredag den 29. januar 2010

Golf i USA savner Tiger-effekten

Golfspillet har brug for, at Tiger Woods vender tilbage. Så klart lyder beskeden fra verdens nummer to i denne sportsgren, Phil Mickelson, forud for begyndelsen på en ny sæson i USA.

Mickelson tog ordet på et pressemøde inden den årlige turnering på Torrey Pines-banen i Californien for at fastslå, at han savner Tiger Woods på banen trods den sportslige rivalisering.

- Vi er meget optaget af, hvordan dette ender, sagde Mickelson og udtrykte håb om en god løsning på den ægteskabelige krise mellem Tiger Woods og svenske Elin Nordegren efter afsløringen af den levende golflegendes omfattende seksuelle sidespring.

Inden for golfsporten taler man om en Tiger-effekt og en Tiger-recession på grund af, at verdens suverænt førende spiller er fraværende. Turneringen på Torrey Pines nær San Diego oplever en nedgang på 15-20 procent i sponsorater og billetsalg sammenlignet med, da Tiger Woods senest stillede op for to år siden.

På nationalt plan er det faldende tv-seertal til Tiger-frit golf dog det mest kritiske.

Torrey Pines-turneringen har i øvrigt skiftet navn til Farmers Insurance Open. Tidligere hed den gennem en årrække Buick Invitational, men det amerikanske bilmærke har droppet sponsoratet af både denne turnering og af Tiger Woods.


Se en artikel i avisen USA Today om Tiger-recessionen inden for golf:
http://www.usatoday.com/sports/golf/lpga/2010-01-28-golf-without-tiger_N.htm