Viser opslag med etiketten Boston. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Boston. Vis alle opslag

lørdag den 28. maj 2011

Boston Bruins i ishockey-finale for første gang i 21 år

Det holdt hårdt, men nu er Boston Bruins klar til Stanley Cup - serien af finalekampe i den amerikanske NHL-ishockeyliga - for første gang siden 1990.

Bruins kvalificerede sig ved at vinde syvende og afgørende opgør mod Tamba Bay Lightning med 1-0.

Det skriver avisen Boston Globe.

Boston Bruins har altid været et storhold, men har ofte underpræsteret i de seneste år, når det virkelig gjaldt.

Bruins' finaledeltagelse betyder, at Boston manifesterer sig som USA's førende sportsby. Boston har inden for det seneste tiår haft kæmpet om titlen i alle fire store sportsgrene - foruden ishockey er det amerikansk fodbold, baseball og basketball.

I alle tre andre sportsgrene vandt Boston-hold mesterskabet.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/sports/bruins/articles/2011/05/28/bruins_advance_to_cup_finals_for_first_time_in_21_years/





mandag den 4. april 2011

MIT fremmer lokal økonomisk vækst

Massachusetts Institute of Technology (MIT), som fylder 150 år, har udklækket en stribe Nobel-pristagere og designet den computer, som førte Apollo til Månen.

Men MIT har også haft enorm betydning for Boston-forstaden Cambridge, for Boston og for det østlige af den amerikanske delstat Massachusetts.

Det skriver avisen Boston Globe.

MIT har fostret en række virksomheder inden for it, naturvidenskab og bioteknologi i lokalområdet. Udviklingen på disse felter har - meget bemærkelsesværdigt - været upåvirket af den økonomiske krise.

"MIT er en en slags drømmeinstitution med hensyn til dets bidrag til denne økonomis sundhed," siger Kenneth Reeves, tidligere borgmester i Cambridge, til Boston Globe.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/education/higher/articles/2011/04/04/mit_continues_to_revive_cambridge/

mandag den 21. marts 2011

MIT er blevet bedre til at modtage kvinder

Ingeniørvidenskabens højborg i USA, Massachusetts Institute of Technology (MIT), har gjort markante fremskridt med hensyn i behandlingen kvindelige videnskabelige medarbejdere, uanset det gælder ansættelse, forfremmelse eller støtte til dem.

Det fremgår ifølge avisen Boston Globe af en ny undersøgelse fra universitetet.

MIT-fakulteterne for naturvidenskab og ingeniører har fordoblet antallet af kvindelige undervisere i løbet af det seneste tiår. Men andelen ligger stadig lavt, nemlig under 20 procent.

Lønnen er mere ligeligt fordelt mellem kønnene sammenlignet med en yderst kritisk rapport fra 1999 om kønsmæssig forskelsbehandling på MIT. Og der er flere kvinder i ledende stillinger på universitetet.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/local/massachusetts/articles/2011/03/21/women_professors_find_gains_at_mit/

fredag den 27. august 2010

USA nær ved at godkende genmodificeret laks

De amerikanske myndigheder har indledt processen med at godkende det første genmodificerede dyr som en fødevare til mennesker.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Der er tale om en genetisk ændret laks, og der begynder nu en høringsfase på 60 dage, hvor producenter, kontrolinstanser, miljøorganisationer og andre kan fremlægge vurderinger om gmo-laksen, inden FDA (det amerikanske føderale fødevare- og medicinorgan) træffer en endelig afgørelse.

Hvis den genmodificerede laks accepteres, kan den være i handlen i løbet af halvandet år.

Gmo-laksen udmærker sig ved at vokse dobbelt så hurtigt som konventionelle laks. Den er udviklet af Boston-firmaet AquaBounty Technologies i løbet af de seneste næsten 15 år. Pris: 50 millioner dollar (293 millioner kroner).


Læs The Guardian-artiklen:
http://www.guardian.co.uk/environment/2010/aug/25/gm-salmon-us-fda-consultation

torsdag den 18. marts 2010

Harvard Universitet kommer ud i verden

Det fornemme Harvard Universitet i Boston i USA er gæstfri over for udenlandske studerende og forskere. Men Harvard sender i stigende tal også selv folk ud i verden, skriver dagbladet Boston Globe.

I fjor rejste næsten 1700 studerende uden for USA for at dygtiggøre sig. Det er en fjerdedel af samtlige studerende. Det er samtidig to en halv gange så mange som seks år tidligere.

Også Harvards akademiske ansatte vender i højere grad blikket ud mod verden og tager af sted for at supplere deres forskning. Harvard har etableret kontorer i mere end et dusin byer rundt om på kloden. Flere Harvard-fakulteter har indgået partnerskaber med universiteter i andre lande.

Det hører med, at Harvard oprettede den første internationale kontakt i 1870, ja 1870. Men det går rigtig hurtigt i disse år på grund af globaliseringen.


Se Boston Globes artikel:
http://www.boston.com/news/education/higher/articles/2010/03/18/students_faculty_give_harvard_a_global_reach/