mandag den 26. september 2011

Afrikansk-amerikanere føler sig svigtet af Obama

Begejstringen fra præsidentvalget i 2008 over for Barack Obama er kølnet blandt de afrikansk-amerikanske vælgere i USA, selv om han nu forsøger at opnå ny sympati med et beskæftigelsesinitiativ og en rundtur til afrikansk-amerikanske organisationer og medier.

Det skriver dagbladet Washington Post, som henviser til nylige meningsmålinger.

Opinionsundersøgelser viser, at et stigende antal sorte mener, at landet er på et forkert spor.

Det Hvide Hus er opmærksom på udviklingen. Afrikansk-amerikanerne var en vigtig vælgergruppe, da Obama vandt, og det kan de atter bliver i 2012, hvor han genopstiller.

Men Obama-medarbejdere hæfter sig ved, at 90 procent af afrikansk-amerikanerne stadig foretrækker Obama, når alternativet på stemmesedlen er en republikaner.


Læs Washington Post-artiklen:

USA's militær bliver mere grønt

Det amerikanske militærs satsning på vedvarende energi er tredoblet på tre år frem til 2009. Uafhængighed af energi, importeret fra andre magter, betragtes nu af Pentagon som afgørende for USA's sikkerhed.

Det skriver dagblad Washington Post.

Det amerikanske forsvarsministerium opstiller et mål om, at en fjerdedel af energiforbruget i 2025 skal dækkes af vedvarende energi.

Pentagons målsætning er også et vigtigt signal til resten af samfundet, fordi militæret er den største enkelt-forbruger af energi.


Læs Washington Post-artiklen:

Udlicitering af sikkerhed i USA er ude af kontrol

Udliciteringen af militære sikkerhedsopgaver i USA er nu kommet så vidt, at over en million privatansatte amerikanere har fået sikkerhedsgodkendelse.

Dana Priest spørger i en artikel i internet-nyhedsmagasinet The Daily Beast, om ikke denne rundhåndede uddeling af sikkerhedsgodkendelser til privatansatte i sig selv er en trussel mod det amerikanske samfund?

Priest påviser også, at kontraktansatte ikke er så billige, som både de selv og de offentlige myndigheder giver udseende af. Cirka halvdelen af de amerikanske sikkerhedsorganers budget til personale går til private kontraktansatte, selv om de udgør under en tredjedel af det samlede personale.


Læs The Daily Beast-artiklen:

Teknologi-byer fastholder grebet

Trods et tiår med teknologiske fremskridt i USA, der gør det muligt for folk at arbejde hvor som helst, så fortsætter de højt uddannede med at samle sig om en lille håndfuld byområder.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal på basis af nye tal fra den seneste amerikanske folketælling.

Byområderne er New York, Silicon Valley i Californien og Boston.

"I en videnøkonomi avler succes succes," siger Alan Berube fra tænketanken Brookings Institution.


Wall Street Journals hjemmeside:

tirsdag den 20. september 2011

Solenergi er en vækstmotor i USA

Solenergi-industrien i USA beskæftiger nu 100.000 personer. Det er dobbelt så meget som for to år siden.

Det skriver det britiske dagblad Financial Times.

Oplysningerne stammer fra brancheorganisationen The Solar Energy Industries Association.

Solenergi er nu en vigtigere økonomisk sektor en kulminedrift og stålproduktion.

Solenergi-industrien har fået økonomiske opmuntringer fra både forbundsregeringen og delstaterne, heriblandt skattebegunstigelser. Samtidig er prisen på solpaneler faldet.

Californien er den delstat, der er kommet længst med solenergi.


Financial Times' hjemmeside:

Hver femte amerikaner: Gud styrer økonomien

Han har ikke nogen heldig hånd for tiden, hvis det er ham, der styrer USA's økonomi. Ikke desto mindre mener hver femte amerikaner, at Gud er aktivt involveret i samfundslivet, herunder økonomien.

Det skriver avisen USA Today.

Avisen henviser til en undersøgelse om religion fra Baylor University i Waco, Texas.

Den samme femtedel er stærkt konservativ og mener, at markedsøkonomien er noget gudgivent, en trossag.

Ud af samtlige over 1.700 adspurgte svarer tre fjerdedele, at "Gud har en plan med mig". Og halvdelen mener, at regeringen blander sig unødigt i folks liv. Ni ud af 10 bekræfter den amerikanske drøm om, at alt kan lade sig gøre for dem, der arbejder hårdt for det.

søndag den 18. september 2011

Obama foreslår en millionærskat

Efter inspiration fra den succesrige finansmand Warren Buffett foreslår præsident Barack Obama en millionærskat i USA.

Obama lægger op til, at alle amerikanere, der tjener over én million dollar (5,4 milliarder kroner), skal betale en særskat, men kun hvis deres skatteprocent i realiteten er lavere end middelklassens.

Det rapporterer dagbladet Los Angeles Times.

Formålet er at skaffe penge i den føderale kasse til at dække underskuddet på budgettet.

Warren Buffett har betegnet det nuværende skattesystem som uretfærdigt, fordi han selv - eksempelvis - betaler en lavere skatterate end sin sekretær.

Obamas forslag ventes at støde på hård modstand fra Republikanerne, som mener, at det vil hæmme virketrangen i amerikansk erhvervsliv.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-obama-millionaires-tax-20110918,0,7251514.story