Viser opslag med etiketten Texas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Texas. Vis alle opslag

søndag den 27. november 2011

Stigende privatisering af læreruddannelse i USA

Et stigende antal af de nye amerikanske lærere har ikke en konventionel læreruddannelse. De har rustet sig til gerningen ved at gennemgå en privatuddannelse hos en af de mange organisationer og firmaer, der tilbyder sig.

Det skriver avisen New York Times.

I Texas har 40 procent af nye lærere en uddannelse, der er arrangeret af en privat organisation eller firma.

Andre delstater begynder at efterligne mønstret fra Texas. Det gælder eksempelvis Illinois, hvor der dog er et krav om, at den lærerstuderende også har forbindelse til et universitet.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/11/27/us/for-profit-certification-for-teachers-in-texas-is-booming.html

søndag den 18. september 2011

Fattigdom er størst i Perrys Texas

Den republikanske præsidentkandidat Rick Perry har ikke meget at prale af, når det gælder kampen mod fattigdom hjemme i Texas, hvor han er guvernør.

Ifølge forskningsinstituttet Center for Public Policy Priorities (CPPP) i Austin, Texas, er fattigdommen større i Texas end i resten af USA. Og den vokser også hurtigere.

Det skriver det britiske dagblad The Guardian.

Det er næsten hver femte texaner, som er fattig. De rigeste er kun i ringe grad påvirket af den økonomiske nedtur.

"Den økonomiske model fungerer fint for nogle mennesker, men den fungerer ikke godt for mange mennesker," siger Frances Deviney fra CPPP.


Læs The Guardian-artiklen:
http://www.guardian.co.uk/world/2011/sep/15/texas-poverty-rick-perry-jobs

onsdag den 6. april 2011

Dødsstraf stærkt på retur i USA's henrettelses-hovedstad

Harris County i Texas var engang USA's henrettelses-hovedstad. Men Obamas budskab i 2008 om forandring havde også klangbund i Houston-området. Republikaneren Pat Lykos afløste partifællen Johnny B. Holmes som offentlig anklager, og siden er antallet af dødsdømte faldet drastisk.

Lykos har desuden oprettet en enhed, der foretager en ekstra vurdering af fængselsdomme efter afsigelsen. Foreløbig er tre dømte blevet sat på fri fod, fordi gennemgangen viste, at de er uskyldige.

Det skriver internet-magasinet The Daily Beast.

Organisationen The Innocence Projects afdeling i Texas, der arbejder på at få omstødt uretfærdige domme, har belønnet Pat Lykos' anklagerinstans med en pris for at oprigtighed og integritet.

"Under Lykos er Harris County blevet det stærkeste enkelt-eksempel på, hvordan systemet kan laves om, så det kommer til at fungere ordentligt," siger Jeff Blackburn fra Innocence Project i Texas.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2011-04-04/pat-lykos-texas-capital-punishment-avenger/?cid=hp:beastoriginalsC3

fredag den 21. januar 2011

Vindkraft bremses i Texas af manglende elnet

Det kan forekomme overraskende, men oliestaten Texas er også den amerikanske delstat, der har flest vindmøller.

Potentialet er enormt, men udbygningen af vindkraft i Texas bremses af manglende ledninger til transmission af strømmen.

Det skriver avisen New York Times.

Samtidig er den relativt lave pris på naturgas en hæmsko for ekspansionen af vindenergi.

Men delstatspolitikerne vil gerne sætte fart i opsætningen af transmissionsledninger. De arbejder nu på et projekt til fem milliarder dollar (27,7 milliarder kroner), der skal forbinde vindmøllefarme med storbyerne, hvor efterspørgslen på elektricitet er størst.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/01/21/us/21tttransmission.html?ref=todayspaper

fredag den 12. november 2010

Kæmpemæssigt hul i Texas' budget

Rick Perry sikrede sig ved midtvejsvalget en tredje periode som guvernør i Texas. Men hvor sjovt bliver det? Perry står over for en kolossal udfordring, fordi der er opstået et hul på 25 milliarder dollar (136 milliarder kroner) i Texas' delstatsbudget.

Det er et hul, som skal udjævnes. Texas' forfatning kræver, at der er balance på budgettet.

Det skriver det britiske finansdagblad Financial Times.

Texas' forfatning indeholder desuden et forbud mod indkomstskat, så dette er ikke en vej til at opkræve flere penge. Altså skal Perry svinge sparekniven, og det ventes at ramme skoler, sundhed og andre offentlige serviceydelser.

Perry er republikaner, og nok har Republikanerne varslet økonomiske stramninger. Men her bliver de Texas size.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/cmc/s/0/05c93fa0-ecec-11df-9912-00144feab49a.html#axzz154WKi9Lz

søndag den 28. marts 2010

Myndigheder i Texas omskriver USA's historie

Senator Joseph McCarthy, som førte an i heksejagten på påståede kommunister i 1950'ernes USA, var næsten med sikkerhed nationalhelt.

Og Thomas Jefferson, præsidenten, som kæmpede for at sprede oplysning, bør slettes fra listen over store amerikanske mænd.

Det er bare et par af eksemplerne på, hvad der kan ske, når delstatsmyndighederne i Texas går i gang med at omskrive skolebøgerne, der bruges i fag såsom historie og samfundsfag.

Avisen The Independent on Sunday kalder fremgangsmåden for Skolebogsmassakren med henvisning til skrækfilmen, der foregik i Texas, og hvori der indgik en motorsav.

Resten af USA kan ikke være ligeglad og nøjes med at ryste over skolestyrelsen i Texas, som vedtog ændringerne med stemmetallet 15-5. For Texas er en folkerig stat og en vigtig spiller på markedet for lærebøger:

Hvad Texas forlanger med hensyn til indhold, kan andre delstater modvilligt blive påtvunget.


Se mere i The Independent on Sunday:
http://www.independent.co.uk/news/world/americas/texas-schoolbook-massacre-rewrites-american-history-1929320.html

onsdag den 17. februar 2010

Texas vil blokere for administrativt CO2-loft

Ingen udefra skal blande sig i Texas' anliggender. Sådan lyder et gammelt slagord, og det er atter aktuelt, efter at guvernøren og justitsministeren tager skridt til at afskære USA's miljøstyrelse (EPA) fra at gennemtvinge administrativt et CO2-loft i hele landet.

Herunder i Texas.

Avisen Austin American-Statesman rapporterer, at guvernør Rick Perry og justitsminister Greg Abbott stævner EPA med en begrundelse om, at en overgrænse for CO2 vil koste virksomheder og boligejere dyrt og bringe arbejdspladser i fare.

Perry og Abbott siger også, at EPA's bekendtgørelse i december i fjor om, at miljøstyrelsen kan benytte en eksisterende luftforureningslov til et indgreb, er baseret på videnskabelige analyser, som er fyldt med fejl.

Texas er den af de amerikanske stater, som udleder mest CO2.

Mindst én anden delstat, nemlig Alabama, har også stævnet EPA ved en forbundsdomstol. Utah har vedtaget en kritisk resolution om spørgsmålet, mens Virginia har bedt EPA om at genoverveje sin stilling i sagen.


Se artiklen i Austin American-Statesman:
http://www.statesman.com/news/texas-politics/texas-sues-to-stop-epa-from-regulating-greenhouse-245086.html