Viser opslag med etiketten medier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten medier. Vis alle opslag

søndag den 27. november 2011

Gingrich får værdifuld støtte i New Hampshire

Og vinderen er? Nej, ikke Mitt Romney, selv om han er knyttet til regionen, fordi han var guvernør i Massachusetts. Vinderen er i stedet Newt Gingrich i skønhedskonkurrencen om at få anbefalingen til den republikanske nominering forud for præsidentvalget i november 2012.

Og dommeren, som afsiger kendelsen, er det indflydelsesrige dagblad Union Leader, der udgives i Manchester i New Hampshire.

New Hampshire er i sig selv indflydelsesrig, fordi det er den første i den række af delstater, hvor der holdes et primærvalg.

"Vi har et påtrængende behov for den innovative, fremsynede strategi og det positive lederskab, som Gingrich har vist sig i stand til at levere," hedder det i den ledende artikel, som giver genlyd over hele USA.

Newt Gingrich, tidligere formand for Repræsentanternes Hus, har avanceret kraftigt inden for de seneste par uger, og han fremstår nu som den værste rival for Romney i kampen om blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Præsident Barack Obama genopstiller for Demokraterne.

Primærvalget i New Hampshire holdes den 10. januar.


Læs lederen i Union Leader:
http://www.unionleader.com/article/20111127/NEWS/711279999

mandag den 13. december 2010

Republikanere vil fjerne statsstøtte til radio

Den landsdækkende amerikanske radio NPR risikerer at miste den offentlige støtte. Republikanske politikere forlanger - med forskellige begrundelser - at den føderale bistand ophører.

Det skriver internetavisen POLITICO, som følger den politiske udvikling i Washington tæt.

Eric Cantor, medlem af Repræsentanternes Hus, vil skære støtten væk for at rette op på det føderale budget.

Anderledes er det med senator Jim DeMint og Trent Franks, medlem af Repræsentanternes Hus. De vil stoppe pengestrømmen til NPR, fordi de mener, at radioen har en liberal drejning. De fremfører som argument blandt andet, at NPR for nyligt tog imod et millionbeløb fra finansmanden George Soros' organisation Open Society. Soros er politisk liberal.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/1210/46272.html

onsdag den 15. september 2010

Velhavende går fra trykte medier til online

Penge er næppe et problem, selv om krisen kradser. Alligevel dropper rige amerikanere avisen til fordel for at læse nyheder på nettet.

Ifølge Mendelsohn Affluent Survey er læserskaren blandt velstående amerikanere faldet med 16 procent i 2010 sammenlignet med året før, når det gælder trykte medier. Samtidig er deres forbrug af online-nyheder steget med 12 procent.

Undersøgelsen gælder husstande, hvor hovedforsørgeren tjener over 100.000 dollar årligt (573.000 kroner). Det svarer til en femtedel af husstandene i USA.

Meldingen er trist nyt for amerikanske medier, som håber på, at papiraviser og magasiner overlever. De velstående forbrugere er typisk frontløbere med hensyn til, hvor udviklingen bevæger sig hen.


Læs mere om Mendelsohn Affluent Surveys undersøgelse:
http://www.ipsos-na.com/knowledge-ideas/media-content-technology/white-papers/?q=media-matters-ipsos-mendelsohn-affluent-survey

mandag den 6. september 2010

Tv mister betydning

Under halvdelen af amerikanerne siger, at det er nødvendigt for dem at have et tv-apparat, og andelen er faldende.

Det skriver dagbladet New York Times på baggrund af en undersøgelse fra forskningsinstituttet Pew Research Center.

Kun 42 procent af de adspurgte føler, at de absolut må eje et fjernsyn. I 2006 var andelen på 64 procent.

Svarene skal ikke tydes sådan, at amerikanerne skrotter tv-apparatet. Tværtimod er antallet af fjernsyn fortsat stigende. Derimod afspejler udtalelserne, at tv-apparatets betydning svinder sammenlignet med computere og mobiltelefoner.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytims.com/2010/09/06/business/media/06drill.html?ref=todayspaper

fredag den 13. august 2010

Murdoch vil lave landsavis til e-læser og mobil

Det er en avis, som kun er tiltænkt e-læsere såsom iPad og mobiltelefoner. Det er en avis, som skal være landsdækkende. Og læserne skal betale for den.

Sådan er det seneste udspil fra mediekongen Rupert Murdoch, som er klar til at tage et spring ind i fremtiden med digitale aviser i USA.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Et stigende antal nyhedsforbrugere foretrækker at kunne modtage og fordøje nyhederne, mens de er på farten. Det er denne gruppe, som Murdoch under New York Posts paraply vil forsøge at appellere til. Han udfordrer samtidig eksisterende dagblade såsom New York Times og USA Today, som allerede har udviklet versioner til iPad og mobil.

"Vi skal have unge mennesker til at læse avis," siger Rupert Murdoch, som efterhånden er blevet 79 år.

Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-ct-newscorp-20100813,0,3467576.story

mandag den 12. april 2010

Pessimisme hos amerikanske medier

De fleste avis-, tv- og radioredaktører mener, at journalistikken i USA er i tilbagegang. Og næsten halvdelen regner med, at deres blad eller station bukker under, medmindre de finder en ny indtægtskilde.

Det viser en rundspørge, som er foretaget af forskningscentret Pews journalistprojekt. Konklusionerne er baseret på svar fra over 350 adspurgte.

58 procent svarer, at journalistikken er på vej i den forkerte retning, og 62 procent siger, at journalistik på nettet har lavet om på de grundlæggende journalistiske værdier.

48 procent giver deres medie højst yderligere 10 år at leve i, hvis ikke der kommer nye penge i kassen. 31 procent sætter levetiden til maksimalt fem år.


Se undersøgelsen fra Pew Research Centers Project for Excellence in Journalism:
http://pewresearch.org/pubs/1559/survey-journalism-executives-future-revenue-sources-government-advocacy-groups?src=prc-latest&proj=peoplepress

tirsdag den 30. marts 2010

Amerikanske meteorologer tvivler på opvarmning

Mens der er udbredt enighed blandt klimaforskere om, at jordkloden oplever en menneskeskabt opvarmning, føler mange amerikanske meteorologer sig ikke ganske overbevist.

Meteorologerne holder sig til den korte vejrudsigt, og de kan ikke få øje på noget i horisonten, som tyder på klimaændringer.

En undersøgelse fra George Mason Universitet og Texas Universitet i Austin viser, at kun cirka halvdelen af 571 vejrmænd og -kvinder i tv tror på den globale opvarmning. Og under en tredjedel mener, at menneskelig aktivitet er hovedårsag til klimaændringerne.

Over en fjerdedel kalder global opvarmning for fup.

Tv-meteorologerne har for halvdelens vedkommende en univesitetsuddannelse i meteorologi, og deres indflydelse på meningsdannelsen er betydelig, fordi de har taletid i tv, hvor vejrudsigten er et populært indslag.


Mere om undersøgelsen om meteorologerne og klimaet:
http://eagle.gmu.edu/newsroom/811/

torsdag den 21. januar 2010

Børn bruger elektroniske medier otte timer dagligt

Hvad mange sikkert fornemmede, er nu dokumenteret i USA: Der har været en drastisk stigning i børns anvendelse af elektroniske medier i de seneste år.

Et gennemsnitligt barn mellem otte og 18 år bruger nu næsten otte timer dagligt på computer, mobiltelefon og andre elektroniske medier. Det præcise tal er på syv timer og 38 minutter.

Det viser en landsomfattende undersøgelse fra Kaiser Family Foundation.

Hvis børnenes formåen til at multitaske - at benytte flere medier på samme tid - medtages, kommer forbruget op på omregnet 10 timer og 45 minutter hver dag.

Det er især udbredelsen af mobiltelefoner samt iPod og andre MP3-afspillere, som har drevet medieforbruget i vejret.

Undersøgelsen tyder på, at hvis medieforbruget ligger i den øvre ende af skalaen, kan det påvirke børnenes indlæring negativt. Konsekvensen er dårligere karakterer i skolen.


Se en pressemeddelelse fra Kaiser Family Foundation om undersøgelsen:
http://www.kff.org/entmedia/entmedia012010nr.cfm

mandag den 21. december 2009

Obama valgte køkkenvejen i København

KOMMENTAR

Da Barack Obama førte valgkamp for at blive USA's præsident, blev han med rette berømmet for sin tætte kontakt til græsrødderne. Det var folkestyre in action.

Noget er sket: Obamas optræden på klimatopmødet i København, kan kun tolkes som en snigende magtens arrogance, her hvor han har fundet sig til rette i Det Hvide Hus.

USA's leder foretrak køkkenvejen i Bella Center. I hvert fald forlyder det, at madholdet hilste på ham under topmødet, og at andre så ham i glimt.

Men Obama holdt sig væk fra repræsentanterne for den internationale offentlighed (læs: medierne). Og det til trods for, at USA er det land, som der - af gode grunde - er de skrappeste krav til i bestræbelserne på at bremse den globale opvarmning.

Obamas ikke-nærvær bragte tankerne hen på filmen "Capricorn One" fra 1977 om en fingeret amerikansk Mars-landing. Var Obama overhovedet til stede i København?

På klimatopmødets afsluttende dag blev der udsendt et videobånd af en 12 minutter lang erklæring, som den amerikanske præsident fremsatte om topmødet. Båndet blev offentliggjort med flere timers forsinkelse.

Der var tilsyneladende mulighed for at stille spørgsmål i forbindelse med erklæringen. Men de få spørgere var så vidt vides alle Hvide Hus-korrespondenter - ikke de journalister med indsigt i miljø og klima, som havde dækket topmødet.

Det var ikke kønt.


Obamas presseerklæring i forbindelse med klimatopmødet:
http://www.whitehouse.gov/the-press-office/remarks-president-during-press-availability-copenhagen