lørdag den 18. december 2010

Teenagere ryger atter pot

Det er atter populært blandt amerikanske teenagere at ryge pot (marihuana). Faktisk er det mere attraktivt end at ryge cigaretter.

Det skriver avisen Los Angeles Times med henvisning til en føderal undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at blandt elever i den ældste klasse i gymnasiet har flere røget pot end cigaretter i en 30 dages-periode.

Undersøgelsen kommer fra Det Nationale Institut om Narkomisbrug, som udarbejder en årlig rapport om spørgsmålet.

Ifølge tallene fra 2010 siger 21 procent af elever i afgangsklassen i high school, at de har røget pot den seneste måned, mens 19 procent har røget cigaretter i samme periode.

Præsident Barack Obamas chef for narkobekæmpelse, Gil Kerlikowske, forklarer udviklingen med, at de unge opfatter marihuana som mere acceptabelt - blandt andet fordi marihuana i for eksempel Californien er frigivet til medicinske formål.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/2010/dec/15/health/la-he-teen-pot-20101215

De ældre i USA beholder deres arbejde

Mens unge amerikanere i stigende grad er presset på arbejdsmarkedet, beholder stadigt flere ældre amerikanere deres job. Antallet af ældre på 55 år og derover, som bevarer jobbet, sætter rekord i år med 28 millioner.

Det viser en analyse, som dagbladet USA Today har foretaget.

Eksempelvis er 55 procent af de 60-64-årige fortsat på arbejdsmarkedet. Det er en stigning på otte procentpoint sammenlignet med for 10 år siden.

Tendensen letter presset på offentligt ansattes pensionsordninger.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/money/workplace/2010-12-14-older-workers-employment_N.htm

torsdag den 16. december 2010

USA sætter fokus på konfliktforebyggelse

USA skruer op for diplomatiet og giver landets ambassadører en central rolle i en ny strategi, der sætter fokus på konfliktforebyggelse.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Ambassadørerne skal koordinere arbejdet i USA's organer rundt om i verden med at løfte "civil magt" til et højere niveau, nu hvor det amerikanske militær alligevel deltager mere aktivt i opbygningen af lande, som er kollapset på grund af konflikt eller katastrofer.

Udenrigsminister Hillary Clinton sagde, da hun bekendtgjorde den nye strategi, at ambassadørerne kan medvirke til at løse en krise, før den eksploderer. Diplomaterne kan også være der som partner for militæret, hvis krigen bryder ud.


Læs Washington Post-artiklen
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/12/15/AR2010121507474.html

onsdag den 15. december 2010

USA er afhængig af kinesiske teknologi-råstoffer

Mange af de nye, rene teknologier er baseret på råstoffer, som findes i stor mængde i Kina. Så som det ser ud nu, er USA mere afhængig af mineraler fra Kina, end hvad der er fornuftigt. Den amerikanske økonomi er sårbar for kinesisk pres.

Det fremgår alt sammen af en detaljeret rapport, som udsendes af det amerikanske energiministerium.

Det skriver avisen New York Times.

Mindst 96 procent af en række sjældne råstoffer kommer fra Kina, og de kinesiske myndigheder begrænser eksporten, mens de giver kinesiske producenter fortrinsret.

I rapporten opfordres USA's regering og Kongressen til at optrappe indsatsen for forskning på området, styrke de diplomatiske bånd til andre lande, som også råder over mineraler, og fremme genbrug.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/12/15/business/global/15rare.html?_r=1&ref=todayspaper

tirsdag den 14. december 2010

Flere års juridisk strid i vente om sygesikring

Distriktsdommer Henry Hudsons afvisning ved en forbundsdomstol i Virginia af et hovedelement i præsident Barack Obamas storstilede sygesikringsreform er bare begyndelsen. Forude ligger flere års juridisk strid.

Det spår avisen New York Times.

Hudson fastslår, at pålægget til alle amerikanske borgere om at skaffe sig en sygeforsikring rækker videre, end hvad USA's højesteret tidligere har accepteret med hensyn til den føderale regulering af "handelsmæssig aktivitet".

Men to tidligere kendelser om sygesikringsreformen har været i Obamas favør. Der er forskelle i erfaring, filosofi og politisk baggrund, der påvirker den juridiske vurdering af lovkomplekset.

Og det vil formentlig fortsætte, således at konflikten ender i højesteret, den øverste retsinstans, der skal fortolke den amerikanske forfatning.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/12/14/health/policy/14legal.html?ref=todayspaper

mandag den 13. december 2010

Farmere i sydlige USA plages af tørke

Marker med jordnødder er svedet af. Bomuldsplanter er sygnet hen. Citrusfrugter er holdt op med at vokse.

Tørken i det sydlige USA, der begyndte i foråret, er fortsat hen over sommeren som følge af rekordhøje temperaturer, og i efteråret var nedbøren ligeledes sparsom. Så nu kan farmerne i regionen for alvor mærke det.

Det oplyser tv-selskabet ABC.

Det amerikanske landbrugsministerium har udråbt dele af 16 sydstater til katastrofeområde. Blandt de værst ramte stater er Texas, Louisiana, Arkansas, Alabama, Georgia og Florida.


Læs ABC's historie:
http://abcnews.go.com/business/wireStory?id=12376255

Republikanere vil fjerne statsstøtte til radio

Den landsdækkende amerikanske radio NPR risikerer at miste den offentlige støtte. Republikanske politikere forlanger - med forskellige begrundelser - at den føderale bistand ophører.

Det skriver internetavisen POLITICO, som følger den politiske udvikling i Washington tæt.

Eric Cantor, medlem af Repræsentanternes Hus, vil skære støtten væk for at rette op på det føderale budget.

Anderledes er det med senator Jim DeMint og Trent Franks, medlem af Repræsentanternes Hus. De vil stoppe pengestrømmen til NPR, fordi de mener, at radioen har en liberal drejning. De fremfører som argument blandt andet, at NPR for nyligt tog imod et millionbeløb fra finansmanden George Soros' organisation Open Society. Soros er politisk liberal.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/1210/46272.html