tirsdag den 31. august 2010

USA's kommandant frygter politisk uvished i Irak

Mens USA trækker kampsoldaterne ud af Irak og fortsætter med gradvist at hente de sidste 50.000 soldater hjem fra landet, advarer den afgående amerikanske kommandant, general Ray Odierno, om politisk uvished.

Odierno siger til avisen New York Times, at der kan gå yderligere op til to måneder, før der er dannet en ny irakisk regering. I værste fald kan det blive nødvendigt med nyvalg.

"Det er jeg en smule bekymret for," siger kommandanten.

Et nyvalg indebærer risiko for politisk kaos. Ingen regner med et lige så glat forløb som ved valget i marts, der trods alle problemer blev betragtet som en behersket succes.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/08/30/world/middleeast/30iraq.html

Orange County er ikke længere Nixon-land

Orange County i det sydlige Californien har været symbol på amerikansk konservatisme i over 50 år. Blandt andet var det her, at den republikanske præsident Richard Nixon var født.

Men tiderne skifter, og dette amt med lidt over tre millioner indbyggere har passeret en milesten. Andelen af registrerede republikanske vælgere er faldet til markant under 50 procent, nemlig 43 procent. Ligeledes er andelen af personer, som taler engelsk i hjemmet, også kommet ned under 50 procent, nemlig 45 procent.

Det skriver avisen New York Times.

Således er Orange County blevet et billede på den demografiske forandring, som er sket i hele delstaten Californien. Og i store dele af resten af USA.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/08/30/us/politics/30orange.html

søndag den 29. august 2010

Udsigt til færre kvinder i Kongressen

Megen politisk opmærksomhed er i år gået til tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palins udvælgelse af kandidater til valg og det rekordstore antal republikanske kvinder, som opstiller til Kongressen. Ikke desto mindre kan resultatet blive, at andelen af kvinder i Kongressen i USA falder efter midtvejsvalget i november.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Nedgangen i antallet af kvinder kan blive konsekvensen, hvis mange siddende demokrater mister deres sæde ved kongresvalget, og kvindelige medlemmer bliver afløst af mandlige medlemmer.

Kvindelige kandidater klarer sig traditionelt bedst ved valg, hvor Demokraterne vinder. Og her i 2010 tyder alt på, at Republikanerne oplever fremgang ved afstemningen i november.

Der er i øjeblikket 90 kvinder i Repræsentanternes Hus, heraf 69 demokrater. Det samlede tal kan blive reduceret med op mod 10 kvinder, og der bliver i så fald tale om den første nedgang i antallet af kvindelige kongresmedlemmer siden 1978.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-congress-women-20100829,0,4185261.story

Vildrede over risiko for nyt økonomisk tilbageslag

Boligsalget falder drastisk, beskæftigelsen stagnerer, og væksten i andet kvartal blev lavere end ventet. Der er risiko for, at USA's økonomi atter kommer ud i et nyt tilbageslag.

I denne situation er amerikanske politikere og administratorer i vildrede med, hvad de skal gøre, når nu over 800 milliarder dollar (4.690 milliarder kroner) i føderal aktivering og flere tusinde milliarder i kreditter fra forbundsbanken ikke har rettet afgørende op på økonomien.

Det skriver dagbladet New York Times.

Forbundsbankens chef, Ben Bernanke, erkender, at den amerikanske økonomi er i en værre tilstand, end han havde håbet. Bernanke lover at overveje nye initiativer, der skal puste nyt liv i økonomien, hvis afmatningen fortsætter. Men han siger intet om arten.

Og der er næppe udgiftskrævende forslag, der skal stimulere økonomien, på vej fra politikerne i Kongressen. Hverken demokrater eller republikanere tør øge det føderale underskud, fordi de om få måneder står over for vælgernes dom ved kongresvalget i november.


Læs New York Times-analysen:
http://www.nytimes.com/2010/08/29/weekinreview/29goodman.html?ref=todayspaper

fredag den 27. august 2010

USA nær ved at godkende genmodificeret laks

De amerikanske myndigheder har indledt processen med at godkende det første genmodificerede dyr som en fødevare til mennesker.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Der er tale om en genetisk ændret laks, og der begynder nu en høringsfase på 60 dage, hvor producenter, kontrolinstanser, miljøorganisationer og andre kan fremlægge vurderinger om gmo-laksen, inden FDA (det amerikanske føderale fødevare- og medicinorgan) træffer en endelig afgørelse.

Hvis den genmodificerede laks accepteres, kan den være i handlen i løbet af halvandet år.

Gmo-laksen udmærker sig ved at vokse dobbelt så hurtigt som konventionelle laks. Den er udviklet af Boston-firmaet AquaBounty Technologies i løbet af de seneste næsten 15 år. Pris: 50 millioner dollar (293 millioner kroner).


Læs The Guardian-artiklen:
http://www.guardian.co.uk/environment/2010/aug/25/gm-salmon-us-fda-consultation

søndag den 15. august 2010

Hvede er det nye guld for amerikanske farmere

Det er som jul i august. Sådan lyder bare én kommentar fra erhvervet, efter at farmere i USA's Midtvesten har den mest givitige høst af hvede i over 25 år.

Det skriver den britiske avis The Independent.

Skovbrande, tørke og invasion af græshopper har ødelagt høsten andre steder i verden, hvilket skaber frygt for mangel på fødevarer. Samtidig har farmerne i prærieområdet i USA fået et rigtig godt udbytte af hvede.

Det skæpper i kassen, eftersom hvedeprisen er høj, og dollarkursen er solid.


Læs The Independent-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/world/americas/wheat-is-the-new-gold-in-time-of-the-plenty-for-americarsquos-bredbasket-2052326.html

Kennedy-enke opfordres til at gå ind i politik

Næsten et år efter Edward Kennedys død opfordrer fremtrædende demokrater i regeringshovedstaden Washington og i hans hjemstat Massachusetts til, at hans enke forsøger at erobre det sæde i Senatet, som han havde i næsten et halvt århundrede.

Det skriver avisen Washington Post.

Umiddelbart blev Kennedys plads i Senatet overtaget af republikaneren Scott Brown efter et suppleringsvalg, men sædet er i spil ved kongresvalget i 2012.

Kennedy-enken Victoria Reggie Kennedy, advokat fra en indflydelsesrig politisk familie i Louisiana, ønsker ikke at udtale sig om sine eventuelle politiske ambitioner. Men hun har markeret sig i politik på det seneste, noterer Washington Post. Blandt andet ved at deltage i valgkampmøder for andre kandidater og ved lignende arrangementer.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/08/14/AR2010081402970.html

lørdag den 14. august 2010

Detroit bliver et økonomisk lyspunkt

Hvem skulle have troet det? For bare halvandet år siden oplevede den amerikanske bilby Detroit en opbremsning, som nærmest satte byen økonomisk i stå. Bilgiganterne General Motors og Chrysler var ved at bukke under og måtte tigge om hjælp fra forbundsregeringen.

Men allerede nu er mismodet ved at forsvinde. Der bliver atter skabt arbejdspladser, salget stiger igen, og i den seneste månedsopgørelse fra USA's handelsministerium var bilsalget blandt lyspunkterne i landets økonomi.

Det rapporterer avisen New York Times.

Mange af tidligere tiders svøber hos bilgiganterne er udryddet - overproduktion, overfloden af bilmodeller og dyre rabatter. Desuden har alle de tre store bilproducenter fået nye ledelser.

General Motors tjener atter penge, Chrysler hyrer nye medarbejdere, og Ford, som klarede sig igennem uden støtte, havde en større indtjening i første halvår end i de foregående fem år tilsammen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/08/14/business/14auto.html?ref=todayspaper

fredag den 13. august 2010

Nu kommer der fængsler uden mure i USA

Uanset hvordan man ser på det, er der ikke just gode resultater med at spærre folk inde i fængsler i USA. Dette har ført til overvejelser om alternative straffeforanstaltninger, herunder at lukke de indsatte ud af fængslerne, men til gengæld overvåge dem døgnet rundt ved hjælp af gps.

De første erfaringer viser, at gps-overvågningen tilsyneladende reducerer kriminaliteten, mindsker omkostningerne og måske endda er mere retfærdig.

Det skriver magasinet The Atlantic i en artikel under overskriften Fængsler uden mure.

Antallet af fængselsfanger i USA er tredoblet siden 1983 til 2,3 milloner. Det svarer til indbyggertallet i storbyen Houston. Og udgifterne er seksdoblet i samme periode til 68,7 milliarder dollar (cirka 400 milliarder kroner).

Noget må gøres.


Læs The Atlantic-artiklen:
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2010/09/prison-without-walls/8195

Murdoch vil lave landsavis til e-læser og mobil

Det er en avis, som kun er tiltænkt e-læsere såsom iPad og mobiltelefoner. Det er en avis, som skal være landsdækkende. Og læserne skal betale for den.

Sådan er det seneste udspil fra mediekongen Rupert Murdoch, som er klar til at tage et spring ind i fremtiden med digitale aviser i USA.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Et stigende antal nyhedsforbrugere foretrækker at kunne modtage og fordøje nyhederne, mens de er på farten. Det er denne gruppe, som Murdoch under New York Posts paraply vil forsøge at appellere til. Han udfordrer samtidig eksisterende dagblade såsom New York Times og USA Today, som allerede har udviklet versioner til iPad og mobil.

"Vi skal have unge mennesker til at læse avis," siger Rupert Murdoch, som efterhånden er blevet 79 år.

Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-ct-newscorp-20100813,0,3467576.story

torsdag den 12. august 2010

Amerikanere finder ikke hurtigt internet vigtigt

Et flertal af amerikanerne mener, at regeringens plan om at udbygge internet-bredbåndsnettet enten ikke er vigtig eller bør opgives.

Det viser en meningsmåling, som er foretaget af Pew Internet Project.

52 procent er nølende over for betydningen af hurtigt internet, mens 40 procent mener, at projektet har topprioritet.

Præsident Barack Obamas regering har afsat 7,2 milliarder kroner (42 milliarder kroner) til at udbygge bredbåndsnettet. Målet er, at alle amerikanere har hurtig forbindelse inden 2020.


Se Pew Internet Projects omtale af målingen:
http://www.pewinternet.org/Reports/2010/Home-Broadband-2010.aspx

Florida overvejer skrappere indvandringslov

Justitsministeren i Florida, Bill McCollum, som stiler efter at blive republikansk guvernør i denne amerikanske delstat, har foreslået at skærpe reglerne om illegal indvandring.

Forslaget medfører, at Floridas politi altid har pligt til at undersøge, om en person er illegal indvandrer, når betjentene i øvrigt har kontakt med personen. Den slags er der ikke praksis for USA.

Forslaget svarer til en delstatslov, som Arizona har vedtaget, men som er blevet midlertidigt blokeret som følge af en dommerkendelse.

Det oplyser den britiske radio BBC.

Bill McCollum siger, at han med sit forslag går et skridt videre end Arizona, fordi han vil give dommere og andre repræsentanter for ordensmagten i Florida flere redskaber til at slå ned på ulovlig indvandring.


Læs BBC-historien:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-10944125

onsdag den 11. august 2010

Fra udpint jord til vedvarende energi

Et større område med landbrugsjord i San Joaquin Valley i Californien er forvandlet til base for vedvarende energi. Hvilket ses som begyndelsen på en ny tendens.

Den engang så frugtbare jord er efterhånden blevet alt for salt som følge af intensiv kunstvanding. Så nu spirer et solenergianlæg op på stedet. Westlands Solar Park, hedder det, og det bliver blandt verdens største.

Det skriver dagbladet New York Times.

Det nye solenergianlæg vil producere lige så meget strøm som flere store atomkraftværker tilsammen.

Også flere andre steder i USA har de lokale myndigheder fået øjnene op for, at udpint jord kan danne grundlag for projekter om vedvarende energi.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/08/11/business/energy-environment/11solar.html?ref=todayspaper

mandag den 9. august 2010

Hvide Hus: Stadig håb om klimalov i år

Der er næsten ingen andre, der kan øjne muligheden. Men Det Hvide Hus' øverste rådgiver i energi- og miljøspørgsmål, Carol Browner, ser stadig en chance for, at Senatet vedtager en klimalov inden årets udgang.

Browner kommer med vurderingen i tv-selskabet NBC's program Meet the Press.

Carol Browner mener, at lovforslaget kan komme til behandling og afstemning efter midtvejsvalget til Kongressen tidligt i november.

Republikanerne klager over, at det er i strid mod demokratiets ånd at udnytte perioden efter valget af en ny Kongres, men mens den gamle Kongres stadig er siddende.

Ledende demokratiske senatorer har tidligere erkendt, at de ikke råder over de nødvendige stemmer til at vedtage en klimalov.


Se en udskrift af NBC's Meet the Press:
http://www.msnbc.msn.com/id/38593566/ns/meet_the_press-transcripts


USA og EU formår ikke at isolere Iran

USA's og EU's bestræbelser på at opbygge en samlet international front mod Iran på grund af det omstridte iranske atomprogram bliver i stigende grad udfordret af Kina, Rusland, Indien og Tyrkiet.

De fire lande afviser at slutte sig til skærpede amerikanske og europæiske sanktioner, som er rettet mod virksomheder, der samarbejder med den iranske energisektor.

Tværtimod har de fire lande taget skridt til handels- og investeringsaftaler med Iran, som direkte eller indirekte undergraver FN-politikken på området.

Det konstaterer dagbladet Los Angeles Times i en analyse.

Det iranske styre beskyldes for at udvikle atomvåben under et dække af et atomprogram, som officielt har til formål at udbygge atomkraft.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/world/la-fg-iran-sanctions-20100809,0,6722759.story

fredag den 6. august 2010

Den amerikanske skolemad bliver bedre

Nu er der en chance for at den udskældte skolemad i USA bliver bedre. Senatet har godkendt en bevilling på flere milliarder dollar, der skal sikre flere måltider og højere næringsindhold i skolemaden til børn fra lavindkomstfamilier landet over.

Loven blev vedtaget uden afstemning. Der er derfor håb om, at også Repræsentanternes Hus sluger forslaget.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Bevillingen på 4,5 milliarder dollar (25,5 milliarder kroner) medfører, at skolemadsprogrammet kan opdateres med mere tidssvarende, sundere måltider. Loven åbner desuden for, at skoler kan tilbyde skolemad om eftermiddagen efter skoletid i stedet for kun snacks. Og kravene til næringsindholdet bliver generelt skærpet.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/health/sns-health-school-lunch-programs-expanded,0,7378535.story

torsdag den 5. august 2010

Ægteskab mellem homoseksuelle på vej til højesteret

Begge sider erklærer sig parat til at føre sagen helt til tops i USA's juridiske system, efter at en forbundsdommer har fastslået, at Californiens forbud mod ægteskaber mellem homoseksuelle er i strid med forfatningen.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Det er første gang, at forbudet er afvist med henvisning til forfatningen. Hidtil har argumentet bygget på delstaternes rettigheder.

Forbundsdommer Vaughn Walker fastslår, at det californiske forbud krænker forfatningsgarantier om lighed for loven.

Tilhængerne af forbuddet siger, at dette er baseret på moral. Og at det er op til samfundet at definere en moralkodeks.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-gay-marriage-california-20100805,0,2696248.story

Modvilje mod sygesikringsreform

En måned før de første ændringer som følge af Obama-regeringens sygesikringsreform bliver mærkbare, støder reformen på modstand. Næsten halvdelen af alle stater i USA udfordrer dele af den nye lov. Flere af dem kræver, at loven stemples som forfatningsstridig.

Det skriver den britiske avis Financial Times.

En række stater er fortørnede over et af de mest omstridte elementer i loven, nemlig at så godt som alle amerikanere har pligt til at købe en sygesikring. De mener, at forbundsregeringen overskrider sine beføjelser.

Obamas støtter siger på den anden side, at hvis ikke sygesikringen gøres obligatorisk, vil flere amerikanere vente med at skaffe sig en sygesikring, indtil de får brug for den. Og derved vil forsikringspræmien for alle bliver betydeligt højere.

Desuden vil kun en mindre del af de ikkeforsikrede opnå at blive dækket af forsikring.


Financial Times' hjemmeside:
http://www.ft.com

onsdag den 4. august 2010

Demokrater i ny satsning på amerikansk industri

Præsident Barack Obama og hans demokratiske partifæller i Kongressen er ved at udarbejde en langsigtet strategi om at puste nyt liv i den amerikanske fremstillingsindustri.

Formålet er at øge den økonomiske vækst og mindske arbejdsløsheden.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Et hovedelement i strategien er at favorisere amerikanske virksomheder i forhold til multinationale koncerner. De sidstnævnte vil nemlig blive straffet med højere skatter, hvis de flytter arbejdspladser fra USA til andre lande.

Desuden vil Obama og Demokraterne fortsætte investeringerne i ren energi, veje, broer og bredbånd.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/08/03/AR2010080302685.html

Også svært for de illegale at komme ud

Selv om viljen til at forlade USA er til stede, er det ofte fyldt med problemer for illegale indvandrere, som beslutter at forlade landet.

De illegale indvandrere risikerer, at de ikke frit kan rejse ud af USA, men at de bliver deporteret af grænsepolitiet, som kontrollerer udgående trafik.

Det skriver dagbladet USA Today.

Konsekvenserne af en anholdelse kan være vidtrækkende: De, der bliver udvist, er ved lov afskåret for at søge om legalt ophold i USA i 10 år frem. Og hvis de senere bliver anholdt for ulovlig indrejse, kan de blive genstand for en straffesag.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/2010-08-03-immigration03_ST_N.htm

Vækststaten Nevada er hårdest ramt

For blot tre år siden var Nevada den amerikanske delstat, som havde den hurtigste vækst af samtlige.

Det var dengang. Den finansielle krise, som udviklede sig til en økonomisk krise, har ramt Nevada, hjemsted for Las Vegas, hårdere end nogen anden stat. Arbejdsløsheden i Nevada er steget fra fem procent i 2007 til nu over 14 procent.

Det skriver avisen USA Today.

Årsag? Opsvinget i Nevada var baseret på et bolig- og byggeboom, som pludselig gik i stå. Turisterne er ikke længere flittige til at komme til Las Vegas' kasinoer. De har simpelthen færre penge at spille med.


Se USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/money/economy/employment/2010-08-02-nevada_N.htm


tirsdag den 3. august 2010

Krav om forbud mod blyhagl i USA

Bly har gennem århundreder indgået som en hovedingrediens i ammunition i USA. Denne praksis er det amerikanske militær ved at lave om på med introduktionen af "grønne kugler".

Men jægerne halter bagefter, og det vil miljøorganisationer gerne lave om på.

Dagbladet New York Times skriver, at organisationer såsom Center for Biologisk Mangfoldighed og Amerikansk Fuglebeskyttelse presser på for et bredt, landsomfattende forbud mod brug af bly i hagl og i lystfiskeres blylodder.

Miljøorganisationerne påpeger, at dyr, som æder ådsler, risikerer at blive forgiftet af bly, og det kan skade deres forplantning og nervesystem.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/08/03/science/earth/03lead.html?ref=todayspaper

Irak-veteraner får det svært

Med præsident Barack Obamas bekendtgørelse om, at 30.000 amerikanske soldater kommer hjem fra Irak inden månedens udgang, begynder en ny fase for soldaterne. Veteranerne fra Irak kan få det sværere end veteranerne fra Vietnamkrigen, selv om det er fælles for begge krige, at de manglede tilslutning i den amerikanske befolkning.

Det skriver Stephen Kinzer på internetnyhedssitet The Daily Beast.

Irak-veteranerne kommer til at lide under svigtende opmærksomhed, fordi amerikanerne er mere optaget af USA's økonomi - ikke mindst her, hvor vi nærmer os et midtvejsvalg til Kongressen.

Men hvad værre er ifølge Kinzer: Irak-veteranerne vil også fornemme, at de ikke bliver forstået, fordi en svindende del af befolkningen ikke har erfaring fra militæret. Den almene værnepligt fandtes under Vietnamkrigen, men den har længe været afskaffet.

De fleste amerikanere opfører sig, som om landet ikke var i krig, anfører Stephen Kinzer.


Læs Kinzers The Daily Beast-indlæg:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-08-02/iraq-the-next-battle-for-the-veterans/?cid=hp:mainpromo2

søndag den 1. august 2010

Ledende muslimer i USA fordømmer terror

En serie af anholdelser af muslimer, som beskyldes for terrorhandlinger i USA, får nu en række amerikanske muslimske lærde til at gå sammen om at fordømme terroristernes budskab.

De ni lærde repræsenterer forskellige retninger inden for islam, men de er enige om at afvise anvendelsen af vold.

Det skriver avisen New York Times.

De lærde fastslår i et videobudskab på YouTube over for troende muslimer i USA, at "disse ting er teologisk uacceptable".


Se New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/08/01/us/01imams.html?ref=todayspaper

Overforbrug af kemikalier til at sprede oliepøl

Den amerikanske kystvagt var rundhåndet med tilladelser til at bruge kemikalier til at opløse oliepølen i Den Mexicanske Golf. 74 gange i løbet af 54 dage imødekom myndighederne en henvendelse om at måtte anvende giftige midler, som i sig selv kan skade miljøet.

Det fremgår ifølge dagbladet Washington Post af føderale dokumenter.

Eksempelvis har olieselskabet BP, som står for den lækkende boreplatform, fået godkendt alle ansøgninger om at bruge kemikalierne.

Kystvagtens velvilje står i modstrid til udtalelser fra præsident Barack Obamas regering om, at spredningen af kemikalierne i havet skulle begrænses.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/07/31/AR2010073102381.html