tirsdag den 27. marts 2012

USA er eneste vestlige land med henrettelser

USA er nummer fem i verden, når det gælder henrettelser. Samtidig var USA det eneste vestlige demokrati, som gennemførte henrettelser i 2011.

Det fremgår ifølge den britiske radio BBC af menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals årsrapport.

I alt blev 43 dødsdømte henrettet i USA i 2011. Det var et svagt fald sammenlignet med de 46 henrettede i 2010.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/world-17520053

Californiere er parat til højere skat

Det kan lyde som en løgn. Amerikanerne er kendt for at nære afsky over for at betale skat. Men en frisk meningsmåling viser, at et flertal af borgerne i Californien er positive over for en skatteforhøjelse.

Undersøgelsen er gennemført af dagbladet Los Angeles Times i samarbejde University of Southern California.

64 procent af de adspurgte siger god for guvernør Jerry Browns plan om at sætte momsen op og hæve skatten for de rigeste. Indtægterne skal bruges på skolerne i denne amerikanske delstat og til at skabe balance på budgettet.

Brown har til hensigt at sende planen til folkeafstemning i forbindelse med præsident- og kongresvalget i november.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-poll-20120326,0,7626225.story

fredag den 23. marts 2012

Amerikanerne: Politikerne taler for meget religion

Amerikanske politikere overvurderer interessen blandt menige borgere for religion i politiske sammenhænge.

Det viser en meningsmåling, som er foretaget af instituttet Pew Forum on Religion & Public Life.

Magasinet POLITICO, som følger politik i Washington, rapporterer, at 38 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at politikerne har lidt for travlt med at fortælle om deres tro - og med at bede bønner.

Det er den højeste andel i de 10 år, hvor meningsmålingen er foretaget.

30 procent mener omvendt, at der er for få religiøse ytringer fra politikernes side.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/0312/74347.html

Californien er slet ikke klar til jordskælv

Til forskel fra Japan og Mexico er Californien ikke rustet til at reagere på et omfattende jordskælv.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Californiske eksperter har gennem fem år arbejdet på at udvikle og opsætte et varslingssystem, og de er langtfra færdige. Hvis tempoet skal op, skal bevillingerne øges.

Det skønnes, at der er behov for investeringer i forskning og opstilling af et effektivt varslingssystem, der er 10-30 gange større end nu.

En væsentlig grund til, at Californien er bagud, er, at denne amerikanske delstat - til forskel fra Japan og Mexico - ikke har oplevet et kraftigt jordskælv de seneste 100 år.

En anden hindring er Californiens kroniske budgetproblemer.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-03-22-quake-warning-20120322,0,7059435.story

onsdag den 21. marts 2012

Schyyy! Ikke et ord om global opvarmning

Global opvarmning er blevet et fy-ord i valgkampen forud for præsident- og kongresvalget i november i USA. Miljø- og klimaorganisationer erkender, at de kun kan nå ind til vælgerne og de kandidater, som vælgerne stemmer på, ved at gøre klimændringerne til noget personligt.

Derfor fremhæver Sierra Club, Natural Resources Defense Fund og tilsvarende organisationer, hvordan den øgede CO2-udledning skader folks helbred, fordi den forhøjer risikoen for astma og allergi - og lignende forureningsrelaterede sygdomme.

Det skriver magasinet POLITICO, som følger amerikansk politik i Washington tæt.

Miljø- og klimaorganisationerne støtter sig til meningsmålinger, der viser, at der er en overvejende positiv holdning blandt amerikanske vælgere over for regulering, hvis der fokuseres på, at indgrebet fører til en renere luft.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/0312/74263.html

Velvilje over for selvforsvar i Florida til debat

17-årige Trayvon Martin var på vej væk fra en lokal døgnkiosk i Sanford nær Orlando i Florida, hvor han havde købt iste og slik, da han blev skudt af en frivillig sikkerhedsvagt. Trayvon, en vellidt afrikansk-amerikansk gymnasieelev, som var ubevæbnet og aldrig havde været i konflikt med loven, døde.

Episoden har rejst debat i Florida om en lov om kriminalitet, der viser stor velvilje over for begrebet selvforsvar. Andre amerikanske delstater har fået lignende love i de seneste år.

"Stå fast" hedder loven i Florida, som lader al tvivl om selvforsvar komme selvforsvarsmanden til gode, uanset om sammenstødet sker på gaden, i en bar eller i en bil. Folk, der føler sig truet, behøver ikke at flygte. De skal gerne kæmpe.

Dagbladet New York Times beskriver, hvordan politiet i Sanford - med Stå fast-loven i hånden - mener sig ude af stand til at rejse tiltale mod manden, der dræbte Trayvon.

Nu har det amerikanske justitsministerium indledt en undersøgelse af sagen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/21/us/justice-department-opens-inquiry-in-killing-of-trayvon-martin.html

søndag den 18. marts 2012

Uden job i USA? Slemt! Uden bank? Værre!

Det er én ting at stå uden et arbejde i USA. Det noget andet og værre at mangle en bankforbindelse. Simpelthen fordi det dyrt, og det lukker adgangen til en række andre serviceydelser.

Det skriver dagbladet New York Times og omtaler den 45-årige Joey Macias fra San Francisco, som er ledig og har været uden nogen bankforbindelse i over et år. En undersøgelse fra 2009 viser, at næsten seks procent af husstandene i San Francisco mangler en konventionel bankforbindelse.

Resultatet er, at disse personer ifølge privatøkonom Greg Kato betaler op til 1.000 dollar (5.670 kroner) om året for at indløse checks. Og at de betaler hen ved 425 procent i rente på lån.

Desuden er de afskåret fra at købe flybilletter, leje bil, købe med kreditkort og belåne ejerboligen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/18/us/programs-are-under-way-to-help-the-san-francisco-bay-areas-unbanked.html

torsdag den 15. marts 2012

Goldman Sachs beskyldes for "giftig" atmosfære

Amerikanske Goldman Sachs, et af verdens største finanshuse, er udsat for et usædvanligt offentligt angreb fra en af sine egne, nemlig Greg Smith.

Smith sagde op i protest efter 12 års ansættelse, og han beskyldte samtidig i et indlæg i avisen New York Times Goldman Sachs for at have en "giftig og ødelæggende kultur", hvor det handler om at presse kunderne til det yderste.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Goldman Sachs' ledelse er hurtigt ude i et forsøg på at begrænse skaderne. Dels forsøger ledelsen at nedtone Greg Smiths betydning - han er kun en af næsten 12.000 "vice presidents". Dels lover ledelsen at "undersøge omhyggeligt" de "påstande", som Smith fremsætter.

Goldman Sachs er tidligere blevet fremstillet i en negativt lys. Magasinet Rolling Stone kaldte finanshuset "en stor vampyr-blæksprutte, som omklamrer menneskehedens ansigt".


Wall Street Journals hjemmeside:
http://www.wsj.com

onsdag den 14. marts 2012

Obama: Kina bør slippe de sjældne mineraler

Det er sjældne mineraler, der er afgørende for at fremstille en række hightech-produkter fra batterier over computere og mobiletelefoner til missiler. Og Kina råder over uforholdsmæssigt mange af dem.

Nu kræver USA's præsident, Barack Obama, at Kina slækker på eksporten, hvilket kan skabe nye spændinger i det handelsmæssige forhold mellem de to stormagter.

Det skriver avisen Washington Post.

Obama går til Verdenshandelsorganisationen (WTO) for at aflevere en formel klage over, at Kina efter amerikansk opfattelse holder på de strategiske mineraler for at presse prisen op.

Kina favoriserer samtidig kinesiske firmaer med mineralerne, hedder det i klagen.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/todays_paper?dt=2012-03-14&bk=A&pg=11

Jack Kerouac-skuespil får urpremiere

Skuespillet blev skrevet i 1957, og det blev fundet i 2005. Nu bliver Jack Kerouacs eneste skuespil i fuld længde sat op for første gang. Titlen er meget passende Beat Generation.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Urpremieren gennemføres til oktober i forbindelse med den årlige Jack Kerouac-litteraturfestival i Kerouacs hjemby, Lowell, Massachusetts.

Beat Generation er fra samme år som Kerouacs berømte roman On the Road.

Skuespillets hovedperson er Jack Kerouacs alter ego, som er påvirket af alkohol og stoffer. Det handler om "venskab og karma i 1950'erne", oplyser arrangørerne.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/entertainment-arts-17357882

tirsdag den 13. marts 2012

USA eksporterer til velstående kinesere

Enhver, der har været i et varehus i USA, ved, at en overvældende andel af de billige varer er fremstillet i Kina. Men der foregår også - og i stigende grad - en udveksling af varer i den modsatte retning. Der er stadig flere velstående kinesere, og de foretrækker mere og mere at købe produkter, der er made in USA.

Samlet set er USA's eksport til Kina vokset med næsten 50 procent siden 2008, målt i værdi.

Det skriver avisen Washington Post.

Noget af forklaringen er, at de økonomisk velpolstrede blandt kineserne har oparbejdet en hang til at spise kød, og hertil kræves sojabønner, som importeres fra USA.

Stigningen er sket uden ændringer i den kinesiske ledelses politik - og uden hjælp fra præsident Barack Obamas regering i USA. Den ændrer dog ikke afgørende på den skæve handelsbalance mellem USA og Kina. USA's handelsunderskud over for Kina var på 295 milliarder dollar (1.670 milliarder kroner) i 2011.


Washington Posts hjemmeside:
http://www.washingtonpost.com

USA er stadig et fast food-land

10 år efter udgivelsen af den skelsættende bog Fast Food Nation om amerikanernes forhold til fødevarer er intet forandret.

Det konstaterer forfatteren Erich Schlosser i en artikel på internet-nyhedssitet The Daily Beast.

Den årlige omsætning i hurtigmad-sektoren er steget med 20 procent siden 2001 - og dette tal er justeret for inflation. Andelen af overvægtige børn er øget.

Schlosser mener, at fødevaresikkerheden på visse områder er forbedret, men at der stadig er alvorlige problemer. Det samme gælder arbejdsvilkårene for de ansatte i fødevareindustrien - ikke mindst forholdene for de mange indvandrere, der arbejder i denne sektor.


Læs The Daily Beast-artiklen
http://www.thedailybeast.com/articles/2012/03/12/still-a-fast-food-nation-eric-schlosser-reflects-on-10-years-later.html

søndag den 11. marts 2012

Obama bejler til kvindelige vælgere

Barack Obama iværksætter en kampagne i forbindelse med bestræbelserne på at blive genvalgt til præsident i USA, der er målrettet mod de kvindelige vælgere.

Det skriver avisen New York Times.

Obama vil bruge sin storstilede sygesikringsreform til at appellere til kvinderne.

Samtidig vil han udnytte den nylige debat om prævention og abort til at tiltrække kvinderne ud fra en forventning om, at Republikanerne har stødt netop kvindelige vælgere fra sig på det punkt.

Første initiativ som led i kampagnen er at sende en million breve til kvinder i tre delstater, der traditionelt er store og vigtige kamppladser mellem de to partiers kandidater. Brevene er opdelt i grupper af modtagere: Mødre, yngre kvinder, ældre kvinder.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/11/us/politics/obama-campaign-plans-big-campaign-to-court-women.html

torsdag den 8. marts 2012

Schwarzenegger vil fremme bæredygtighed

Arnold Schwarzenegger var grøn, da han var republikansk guvernør i Californien. Schwarzenegger er stadig miljøbevidst og bruger nu sin indstilling til at deltage i bestræbelserne på at fremme bæredygtighed i verden. I samarbejde med EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, og FN indleder han en kampagne, der skal sætte fart i udviklingen af miljøvenlig teknologi.

Det skriver det britiske dagblad The Guardian.

"Jeg mener, at det er vigtigt at vise, at bæredygtighed er det bedste valg for os alle," siger Arnold Schwarzenegger.

Kampagnen for bæredygtighed leder frem til det internationale miljøtopmøde Rio+20 i juni, der har "den ønskede fremtid" som tema.


Læs The Guardian-artiklen:
http://www.guardian.co.uk/environment/mar/07/arnold-schwarzenegger-sustainable-world

Republikanske vælgere: Økonomi er det vigtigste

Det var Bill Clintons valgkamprådgiver James Carville, der forud for præsidentvalget i 1992, sagde, at "det handler om økonomien, dumrian!"

Carvilles iagttagelse gælder tilsyneladende stadig i USA. Vælgerne ved de republikanske primærvalg på den såkaldte supertirsdag udpeger landets økonomi som det vigtigste, når de skulle tage stilling til, hvilken præsidentkandidat de foretrækker som partiets nominerede.

Det skriver dagbladet New York Times.

Meningsmålinger blandt vælgere, efter at de havde stemt, viste i alle delstater med primærvalg tirsdag, at økonomi stikker alle andre emner, også spørgsmålet om abort, som flere kandidater ellers gerne talte om.

I for eksempel Ohio er ligger arbejdsløsheden under landsgennemsnittet. Alligevel siger over halvdelen af de republikanske vælgere, at økonomien er det vigtigste politiske emne.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/07/us/politics/super-tuesday-exit-polls-show-voters-focused-pn-economy.html

søndag den 4. marts 2012

USA fastholder krav til BP trods erstatning

Olieselskabet BP har indgået en milliardaftale med berørte privatpersoner om erstatning efter olieudslippet fra Deepwater Horizon-boreplatformen i Den Mexicanske Golf. Men dette skridt er ikke tilstrækkeligt til at stille USA's regering tilfreds.

Den britiske radio BBC rapporterer, at den amerikanske regering fastholder sit søgsmål mod BP, som er nået til enighed med fiskere, lokale beboere og arbejdere, der deltog i oprensningen, om en samlet kompensation på 7,8 milliarder dollar (43,9 milliarder kroner).

Det amerikanske justitsministerium udtaler, at den hidtidige aftale ikke "til fulde opfylder ansvaret for de skader, det (BP, red.) har forårsaget."

Også amerikanske delstater ved Den Mexicanske Golf ventes at fastholde deres søgsmål mod BP for udslippet af fire millioner tønder olie i havet efter en eksplosion på platformen i april 2010.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-17249033