tirsdag den 26. juni 2012

Bølge af drab i Chicago

Når Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, begynder arbejdsdagen, er han ikke koncentreret om storbyens økonomi, sådan som mange formentlig ville antage. Han tjekker en e-mail fra byens politikontor om omfanget af forbrydelser den forløbne nat.

I disse måneder er budskabet ikke opløftende læsning. Hyppigheden af drab i Chicago er steget med 38 procent i 2012. Også antallet af skyderier er øget.

Det skriver avisen New York Times.

Tendensen i New York og Los Angeles og andre amerikanske storbyer går i den modsatte retning.

Det meste af volden i Chicago finder sted i de fattige kvarterer på South Side og mod vest, som nærmest lever i en anden verden end folk i bycentrum med de skinnende skyskrabere.

Rahm Emanuel, der kom fra en stilling som præsident Barack Obamas stabschef i Det Hvide Hus, nævnte borgernes sikkerhed i byen som en af sine tre øverste prioriteter, da han blev borgmester i Chicago for et år siden.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/26/us/rate-of-killings-rises-38-percent-in-chicago-in-12.html

Indvandrere bidrager til innovation i USA

Hvis indvandrere ikke måtte deltage i innovation, ville det skade USA's evne til at frembringe nye produkter. En ny undersøgelse viser, at indvandrere medvirker til at udvikle tre ud af fire patenter på amerikanske forskningsuniversiteter.

Det skriver dagbladet New York Times.

Undersøgelsen er foretaget af organisationen Partnership for a New American Economy, som støttes af New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.

Ifølge organisationen er mange af de udenlandske forskere ganske vist uddannet på amerikanske universiteter, men de står over for enorme problemer med at få opholdstilladelse bagefter. Derfor forsvinder de ud af landet. Flere andre industrilande har ikke lige så restriktive indvandringsbestemmelser for højtuddannede som USA, påpeger avisen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/26/business/immigrants-played-role-in-majority-of-us-technical-patents-study-finds.html

mandag den 25. juni 2012

Forbundsregering bestemmer indvandringsregler!

Den amerikanske delstat Arizona kan ikke indføre restriktioner på illegal indvandring på egen hånd. Det fastslår Højesteretten i USA i en kendelse.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Afgørelsen med stemmetallet 5-3 er en sejr for præsident Barack Obama, hvis regering har anlagt sag mod Arizona for at gå ud over delstatens beføjelser.

Men Arizonas guvernør, Jan Brewer, fik medhold på ét vigtigt punkt. Højesteret konstaterer, at delstatspolitiet i Arizona gerne må tjekke indvandrerstatus hos personer, som det standser. Blot må denne kontrol ikke føre til "langvarig tilbageholdelse", som det hedder.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/politics/la-pn-supreme-court-strikes-down-key-parts-of-arizona-immigration-law-20120625,0,5912888.story

fredag den 22. juni 2012

Højesteretskendelse svækker fagforeninger

Barack Obama er allieret med den amerikanske fagbevægelse, og han forlader sig på, at fagforeningerne vil hjælpe ham med at blive genvalgt til præsidentposten i november.

Men fagbevægelsen får sværere ved at yde et bidrag til den demokratiske præsident som følge af en ny højesteretskendelse, skriver det britiske dagblad Financial Times.

Højesteretten besluttede med stemmetallet 7-2 at svække fagforeningers mulighed for at indsamle penge til politiske formål blandt visse offentligt ansatte.

Kendelsen kommer efter fagforeningernes nederlag i delstaten Wisconsin, hvor de uden held forsøgte at afsætte den fagforeningsfjendtlige republikanske guvernør Scott Walker.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/67467aa0-bbbb-11e1-9436-00144feabdc0.html#axzz1yWw3sDG3

torsdag den 21. juni 2012

USA er plaget af såkaldt kreditkløft

Der er forskel i USA mellem de, der har, og de, der ikke har. Dette gælder også adgangen til kredit, rapporterer finansdagbladet Wall Street Journal.

Den bristede boligboble efterlod millioner af amerikanere brændemærket som følge af faldende boligpriser, arbejdsløshed, overforbrug og ren og skær uheld. De får ikke glæde af den lavere udlånsrente, som den amerikanske forbundsbank fremkalder.

Fordelen tilfalder alene de amerikanere, som klarede sig gennem den finansielle krise uden eller med få skrammer. Således gik næsten 90 procent af alle nye boliglån fra boligkreditinstitioner i 2011 til husstande med høj kreditværdighed.

Problemet rammer ikke kun den del af befolkningen, som har lav kreditværdighed. Det går ud over hele befolkningen, fordi centralbanken således har svært ved at nå målet om at sparke ny gang i økonomien ved hjælp af rentesænkninger.


Læs Wall Street Journal-artiklen:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052702303505504577403970826823032.html?mod=googlenews_wsj

lørdag den 9. juni 2012

Flere selvmord end dødsfald i krig blandt soldater

De psykiske omkostninger ved at være i krig har vokset sig større blandt amerikanske soldater end deres risiko for at miste livet i træfninger.

Det skriver avisen New York Times.

Det amerikanske militær rapporterer om 154 dødsfald på grund af selvmord hidtil i år. Det er rekord på trods af, at krigen i Irak er afsluttet, og krigen i Afghanistan er under afvikling.

Frem til nu er 124 amerikanske soldater omkommet i Afghanistan i 2012.

De mange selvmord kommer også, selv om militæret har øget rådgivning og støtte for at afværge netop selvmord.

Pentagon er opmærksom på problemet. Forsvarsminister Leon Panetta har i et brev indskærpet over for militære kommandanter, at det indgår i deres lederansvar at bremse tilløb til stigmatisering af soldater med psykiske reaktioner.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/09/us/suicides-eclipse-war-deaths-for-us-troops.html?_r=1&hp

fredag den 1. juni 2012

New York lægger låg på sodavands størrelse

Alt er større i USA - også sodavand. Men byen New York bliver snart en undtagelse. Bystyret vil indføre et forbud på størrelsen af sodavand og andre sødede drikke, der sælges på restauranter, i biografer og andre steder, som offentligheden har adgang til.

Det skriver avisen New York Times.

Overgrænsen er på cirka en halv liter, og det nye forbud træder i marts næste år.

New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, forklarer, at forbuddet er et våben i kampen mod et svulmende problem i USA, overvægt.

"I New York vrider vi ikke bare hænderne. Vi gør noget," siger Bloomberg.

Kritikere siger, at forbuddet i New York er et indgreb i den personlige frihed.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/31/nyregion/bloomberg-plans-a-ban-on-large-sugared-drinks.html