mandag den 31. maj 2010

Vindkraft mister pusten i USA

Det går ikke så hurtigt med væksten i vindkraft i USA som i den seneste årrække. Det viser en opgørelse fra analyseinstituttet IHS Emerging Energy Research.

"2010 er det første år siden 2004, hvor den amerikanske vindkraftindustri ikke vil overgå det foregående års vækstrate," udtaler senioranalytiker Matthew Kaplan fra IHS, der har været med til at lave undersøgelsen.

Kaplan udpeger finanskrisen og den fortsatte uvished om den amerikanske føderale energipolitik som hovedårsager til den bremsede vækst.

Ifølge IHS-undersøgelsen vil der blevet opsat vindmøller, svarende til op mod 7,1 gigawatt, i 2010. Det er hen ved 60 procent færre vindmøller, målt i kraft, end i 2009.


Se en pressemeddelelse om undersøgelsen:
http://www.emerging-energy.com/content/press-details/IHS-Study-After-Record-Breaking-2009-US-Wind-Markets-Face-a-Growth-Constrained-2010/30.aspx

Ny BP-plan kan forværre olielækage

Det lykkedes ikke med første forsøg på at "kvæle" oliekilden, og nu har BP en ny plan, som skal bremse udslippet fra den eksploderede boreplatform i Den Mexicanske Golf.

Men problemet med den nye metode - at skære et lækkende rør over for at indkapsle kilden - er, at det kan øge udstrømningen af olie med 20 procent.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Samtidig må repræsentanter for BP erkende, at det næppe vil være muligt at stoppe olien effektivt, før der er hul igennem til en parallel kilde i august, så eksperter kan placere betonpropper på den lækkende kilde.


Læs mere i Los Angeles Times:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-oil-spill-20100531,0,907235.story

søndag den 30. maj 2010

Lakers og Celtics i styrkeprøve nummer 12

Med møje og besvær lykkedes det for Los Angeles Lakers at vinde serien over Phoenix Suns. Og derfor er der nu lagt op til en ny, historisk styrkeprøve mellem Lakers og Boston Celtics i den amerikanske NBA-liga i basketball.

Det bliver 12. gang, at de to storhold tørner sammen i finalen, bemærker avisen Los Angeles Times.

Lakers har tabt ni af de hidtidige 11 opgør og blev senest ydmyget af Celtics for to år siden.

Men Los Angeles Times - og mange andre - udnævner Lakers til favorit denne gang. Lakers råder over de største stjerner, mens Celtics har vist mest soliditet i spillet og har overrasket ved at nå frem til selveste finalen.

Mange havde regnet med, at Cleveland Cavaliers, anført af LeBron James, ville have bremset Celtics tidligere i slutspillet.


Se Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/sports/la-sp-lakers-suns-20100530,0,335590.story

Kun en lille del af Guantánamo-fanger er terrorister

Fangerne på Guantánamo-basen på Cuba er alle tilbageholdt på en mistanke om terror. Men kun en tiendedel af de resterende 240 fanger har været involveret i aktiviteter om at slå til mod USA.

Det fremgår ifølge dagbladet Washington Post af en hidtil hemmeligholdt officiel rapport.

Rapporten er udarbejdet af en særlig enhed, der skulle gennemgå Guantánamo-projektet som led i bekæmpelsen af international terror.

Enheden anbefaler, at 126 af fangerne overføres til deres hjemland eller til et tredje land, 36 bør retsforfølges, mens 48 fortsat skal være fængslet på ubestemt tid. En gruppe på 30 yemenitter kan løslades og sendes hjem, hvis sikkerhedsforholdene i Yemen bliver bedre.

Rapporten blev færdiggjort i januar, men er først nu blevet afleveret til Kongressen.

Præsident Barack Obama lovede ved sin tiltrædelse i januar 2009, at han ville lukke Guantánamo-lejren i løbet af et år. Det er ikke sket.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/28/AR2010052803873.html

lørdag den 29. maj 2010

Forslag om lavere afgift på elbiler i USA

Politikere i begge kamre i Kongressen har udarbejdet identiske forslag, der vil sikre et nedslag i afgiften til forbundsmyndighederne på elbiler. Hensigten er at give de mere miljøvenlige bilmodeller et skub på vejen ud i trafikken.

Nedslaget kan i yderste fald blive på op til 10.000 dollar (60.000 kroner).

Det skriver avisen The Detroit News.

I begge forslag bliver et antal amerikanske storbyer udpeget til særligt begunstigede med tilskud.

Den politiske plan er godt nyt for producenterne af Chevrolet Volt og Nissan Leaf. De kan køre henholdsvis over 60 og 160 kilometer pr. opladning.

Forslagene har tværpolitisk støtte. Hensynet til USA's bestræbelser på at gøre sig fri af afhængigheden af olie vejer tungere for mange politikere end ønsket om at nedskære udslippet af CO2.


Se The Detroit News:
http://detnews.com/article/20100528/AUTO01/5280349/Electric-car-tax-break-proposed

Abortmodstandere i USA bruger ultralydskanning som våben

I løbet af det seneste tiår er ultralydskanning af gravide kvinder blevet et nyt våben for abortmodstandere i USA i kampen mod abort. Med støtte fra grupper, som er modstander af abort, har efterhånden 20 delstater vedtaget love, der kræver - eller tilskynder til - anvendelsen af ultralydskanning.

Ideen er, at hvis gravide kvinder tvinges til at se den skannede optagelse af fostret, vil de være mindre tilbøjelige til at følge deres oprindelige ønske om at få et abortindgreb.

Det skriver dagbladet New York Times.

Alabama, Louisiana og Mississippi forlanger ved lov, at gravide kvinder skal have foretaget en ultralydskanning, og at kvinderne skal have mulighed for at se billedet bagefter.

Oklahoma går et skridt videre. Her er der pligt til at forevise de gravide kvinder optagelsen fra ultralydskanningen. Kvinderne skal endog have en detaljeret mundtlig beskrivelse af fostret.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/28/health/policy/28ultrasound.html?ref=todayspaper

torsdag den 27. maj 2010

Fødevarekontrol i USA passiv over for kolibakterier

Mange kræfter er sat ind på at opnå kontrol med dræberbakterien E. coli O157:H7 i amerikanske fødevarer. Det er også en farlig organisme, hvilket senest dokumentarfilmen Food, Inc. om fødeproduktionen i USA vidner om. Flere hundrede mennesker er omkommet efter at have fået bakterien ind i kroppen med maden.

Men der findes seks andre typer af kolibaktier, som stort set er blevet ignoreret af myndighederne. Det skriver avisen New York Times.

Tilsammen fremstår de seks E. coli-typer nu som en alvorlig sundhedsrisiko. Senest blev 26 personer syge af en af E. coli-typerne i april. Tre af dem var teenagere, som fik nyresvigt.

Det amerikanske landbrugsministerium har i tre år overvejet at indføre forbud mod at sælge hakket oksekød, som indeholder en eller flere af de farlige kolibaktier.

Men hidtil er det ikke blevet til noget på grund af modstand fra kødindustrien, som siger, at der skal andre initiativer til at bremse de seks E. coli-typer.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/27/business/27bugs.html?ref=todayspaper

100.000 amerikanske lærere står til fyring

Det er ikke kun i Danmark, at der sker fyringer af lærere. 100.000 amerikanske lærere og måske flere endnu risikerer at blive afskediget i år, fordi lokale myndigheder over hele landet skal spare på udgifterne til undervisningsformål.

I alt op mod 300.000 læreres stilling menes at være i fare. Det svarer til hver 10. af alle lærere i offentlige skoler i USA.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Ledende demokrater i Kongressen og præsident Barack Obama arbejder ihærdigt på at afværge lærerfyringerne. De forsøger at skabe flertal for en særbevilling fra forbundsregeringen på 23 milliarder dollar (140 milliarder kroner).

Republikanerne er ikke begejstret. Den republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, siger, at politikerne i stedet bør debattere, hvorfor skolerne og deres lærere ikke leverer de nødvendige resultater for de penge, som de allerede har fået.


Se Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/26/AR2010052604209.html

BP valgte mest risikable løsning på olieboring

Flere dage før eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf valgte BP den mindst sikre af to løsninger til at indkapsle oliekilden.

Det fremgår af et BP-dokument, som dagbladet New York Times har fået adgang til.

Problemet med metoden, som BP valgte - til dels af økonomiske hensyn, er, at hvis cementen ved indkapslingen ikke var tæt nok, ville der kun være yderligere én forsegling for den lækkende gas og ikke to.

Efterforskningen viser, at netop udsivende gas var årsag til eksplosionen, som sendte en oliepøl ud i havet.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/27/us/27rig.html?ref=todayspaper

onsdag den 26. maj 2010

Politidirektører kritiserer skrap indvandringslov

Politidirektører fra omkring et dusin større byer i USA klager til justitsminister Eric Holder over, at en skrap indvandringslov i delstaten Arizona ikke tjener det erklærede formål om at mindske kriminaliteten.

Det skriver avisen USA Today.

Politidirektørerne advarer om, at loven kan drive en kile ind mellem lokalsamfundet, som betjentene gerne vil have et fortroligt forhold til i deres arbejde, og det lokale politi.

"Denne lov er kulminationen på et fejlslagent indvandringssystem," siger politidirektøren i Phoenix, Jack Harris. Phoenix er den største by i Arizona.

Den nye lov træder i kraft ved udgangen af juni, og den kræver af politibetjentene, at de på stedet skal tage stilling til, om personer, som de kommer i kontakt med, er illegale indvandrere eller ej.

Politidirektørerne fra Houston, Los Angeles, Philadelphia og flere andre storbyer mener, at loven formentlig vil afskrække vidner samt ofre for forbrydelser fra at samarbejde med myndighederne.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/washington/2010-05-25-chiefs_N.htm

Lige lovlig tæt forhold mellem tilsyn og olieselskaber

En rapport fra det amerikanske indenrigsministeriums generalinspektør viser, at der har været et ubehageligt tæt forhold mellem embedsmænd fra organet, som skulle føre tilsyn med udnyttelsen af mineralressourcerne, herunder olie, og så olieselskaber, som ønskede tilladelse til at bore.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Embedsmændene tog hyppigt imod gaver fra olieselskaberne, herblandt jagtture, billetter til amerikansk fodbold og middage.

Mange embedsmænd fra tilsynet havde arbejdet for olie- og gasindustrien og stilede efter et nyt job samme sted efter embedet i regeringsadministrationen.

Der er endog et eksempel på en medarbejder hos tilsynet, som inspicerede fire boreplatforme samtidig med, at han søgte en stilling hos det selskab, der ejer platformene.

Rapporten kommer på et tidspunkt, hvor en kæmpemæssig olielækage fra en BP-platform i Den Mexicanske Golf sår tvivl om, hvor nidkært de føderale myndigheders tilsyn er.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/25/AR2010052502817.html

Tøvende accept af erklærede bøsser i militæret

Kongressen i USA synes på vej til at ophæve en omstridt politik om, at det er i orden med bøsser i militæret, blot de undlader at oplyse om deres seksuelle præference. Til gengæld vil de heller ikke blive spurgt om selvsamme præference.

Præsident Barack Obama er tilhænger af et kompromis, som betyder, at den såkaldte "don't ask, don't tell"-passus bliver sløjfet, når Pentagon er moden til det.

Forsvarsminister Robert Gates stiller sig bag Obama i spørgsmålet, men understreger, at Forsvarsministeriet først skal færdiggøre en vurdering af følgerne af tilstedeværelsen af erklærede bøsser i militæret.

Internetnyhedssiden The Daily Beast bringer i anledning af den forestående lovændring en beretning fra en homoseksuel officer om, hvordan han oplever situationen i militæret med den eksisterende lov.


Læs The Daily Beast-beretningen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-05-26/gay-army-soldier-in-afghanistan-on-dont-ask-dont-tell/?cid=hp:mainpromo2

Obama forstærker grænsebevogtning

Som et forspil til slaget om at få gennemført en indvandringsreform i Kongressen i USA sender præsident Barack Obama op mod ekstra 1200 mand fra Nationalgarden til grænsen til Mexico.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Forstærkningen er ledsaget af en anmodning om yderligere 500 millioner dollar (3,0 milliarder kroner) til opgaven og formålet er at dæmme op for smugleri af mennesker, penge, narko og våben over den vestlige del af den amerikansk-mexicanske grænse.

Obamas initiativ kommer ironisk nok blot en måned efter, at USA's minister for indenlandsk sikkerhed, Janet Napolitano, sagde, at "grænsen er sikret mere end nogensinde".


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-obama-border-20100526,0,5922478.story

tirsdag den 25. maj 2010

Volden fortsætter med at falde i USA

Det er blevet en anelse mere trygt at færdes i USA. For tredje år i træk er voldskriminaliteten faldet. Det oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI, ifølge avisen Washington Post.

Eksempelvis var der over syv procent færre drab i 2009 end året før. Den generelle nedgang i volden var på 5,5 procent.

FBI betegner den positive udvikling som "temmelig bemærkelsesværdig".

Washington Post skriver, at mange politimestre havde ventet en stigning som følge af den dybe økonomiske krise. Men nej.


Se Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/24/AR2010052402210.html

USA optrapper hemmelige aktioner i Mellemøsten

Den øverste amerikanske kommandant i Mellemøsten har givet ordre til udvide antallet af hemmelige aktioner.

Det skriver dagbladet New York Times med henvisning til forsvarsembedsmænd og militære dokumenter.

Og målet med indsatsen - det er at bremse militante grupper og andre sikkerhedstrusler i Iran, Saudi-Arabien, Somalia og andre lande i Mellemøsten og nærområdet.

Ordren fremgår af et fortroligt direktiv, der blev underskrevet af kommandanten general David Petraeus i september sidste år, men som først nu er sluppet ud til offentligheden.

Amerikanske specialstyrker skal indsamle efterretninger og knytte bånd til lokale styrker. Om nødvendigt kan de også skaffe oplysninger, som specifikt indgår i forberedelserne til amerikanske militære angreb.

Den nye ordre åbner for mere systematiske og langsigtede hemmelige militæraktioner i regionen end hidtil.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/25/world/25military.html?ref=todayspaper

søndag den 23. maj 2010

Afdøde Mark Twain røber alt om sig selv

Præcis i 100-året for sin død frigiver den amerikanske forfatter Mark Twain en selvbiografi, som har ligget i en bankboks på University of California, Berkeley. Det første af tre bind udsendes i november på universitets forlag efter anvisninger, som Twain efterlod i et testamente.

Det skriver den britiske avisThe Independent on Sunday.

Mark Twain hed i virkeligheden Samuel Clemens og døde i 1910, 74 år gammel. Han brugte de sidste 10 år af sit liv på at skrive selvbiografien. Det er 5000 ark papir, hvor han meget åbenhjertigt fortæller om sin forfattertilværelse, som affødte klassikere i verdenslitteraturen såsom Tom Sawyer og Huckleberry Finn.

Forskere er uenige, hvorfor Twain udsatte offentliggørelsen af selvbiografien så længe. Nogle mener, at han var bange for støde nogen fra sig i samtiden på grund af sine uforfærdede meninger om religion og politik.


Se The Independent on Sunday-artiklen:
http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/books/news/after-keeping-us-waiting-for-a-century-mark-twain-will-finally-reveal-all-1980695.html

Obamas opskrift: Diplomati og alliancer

Diplomatiske kontakter og internationale alliancer. Sådan er ingredienserne i præsident Barack Obamas opskrift på, hvordan USA opretholder den nationale sikkerhed.

Intet overraskende i det, men nu bliver det officielt, fordi Obama skal præsentere en ny sikkerhedsstrategi.

Obama siger i en tale på militærakademiet West Point, at USA ikke vil vige over for fjender, men vil bruge nye våben i bestræbelserne på "national fornyelse og globalt lederskab". Det skriver dagbladet New York Times.

"Ja, vi er bevidste om manglerne ved det internationale system. Men Amerika har ikke opnået succes ved at forlade samarbejdets strømninger," siger Obama og tager afsked med præsident George W. Bushs æra, der var kendetegnet ved global enegang og retten til forebyggende angreb.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/23/us/politics/23obama.html?ref=todayspaper

lørdag den 22. maj 2010

Latinos bliver diskrimineret mest

Det er ikke kun, hvis man spørger dem selv. Andre befolkningsgrupper siger det samme: Latinos udsættes for mest diskrimination i USA.

Det viser en meningsmåling for nyhedsbureauet Associated Press og tv-selskabet Univision. Det skriver dagbladet Boston Globe.

Ifølge undersøgelsen siger 61 procent af de adspurgte, at folk af latinamerikansk oprindelse er udsat for mest diskrimination.

Andelen for afrikansk-amerikanere på samme spørgsmål er 52 procent, mens den for kvinder er 50 procent.

Hvis man spørger dem selv, siger 81 procent af latinos, at de oplever at være genstand for "meget eller nogen" diskrimination.


Se Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/washington/articles/2010/05/21/prejudice_hits_hispanics_most_poll_suggests/

Obama vil bruge finansreguleringslov i valgkamp

Sygesikringsreformen synes ikke egnet til at skaffe Demokraterne et godt resultat ved midtvejsvalget til Kongressen i november. Det er noget andet med den komplekse lov om regulering af banker og finansinstitutioner, som netop er blevet vedtaget i Kongressen.

Så denne lov vil præsident Barack Obama tage med ud til de menige vælgere i USA.

Det skriver avisen Washington Post i en analyse.

I den amerikanske befolkning er der vrede over, hvordan bosserne i bankerne og finanshusene ragede til sig og medvirkede til, at krisen udviklede sig.

"Wall Street-reform giver folk på Main Streen øget sikkerhed - det er til familier, som overvejer at købe den første bil eller den første bolig, og til skatteydere, som ikke bør betale for andres uansvarlighed," siger Obama.

Loven om finansregulering blev vedtaget i Senatet med bred demokratisk støtte. Også enkelte republikanske senatorer stemte for.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/20/AR2010052005292.html

fredag den 21. maj 2010

Olieboring i Arktis forberedes trods bekymring

Lækagen fra BP-platformen i Den Mexicanske Golf har ikke just øget trygheden ved olieboring i skrøbelige områder. Ikke desto mindre har de føderale myndigheder i USA givet foreløbig tilladelse til at bore i Polarhavet ved Alaska.

Det skriver avisen New York Times.

Godkendelsen er fremkommet, efter at mange af de mest erfarne videnskabsmænd hos det føderale organ, som regulerer udnyttelsen af mineraler, har forladt jobbet på grund af bekymring over de miljømæssige følger af olieboring i området.

Olieselskabet Shell står for ansøgningen om forboringer i Polarhavet, og miljøforkæmpere har gennem flere år advaret om, at det vil være umuligt at dæmme op for et eventuelt olieudslip af flere grunde: Området er øde, vejret ofte er barskt, det er isdækket, og der mangler støttefunktioner på land.


Se New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/20/science/earth/20alaska.html?ref=todayspaper

Amerikanske forskere kræver klimaindsats

I den hidtil mest omfattende undersøgelse erklærer amerikanske forskere, at det er bydende nødvendigt at skride til handling nu for at bremse den globale opvarmning.

Forskere fra Det Nationale Forskningsråd, som hører under Det Nationale Videnskabernes Akademi, forklarer i tre rapporter, at klimaændringerne er en realitet, og at de overvejende er fremkaldt af menneskelig aktivitet - primært gennem afbrænding af fossilt brændsel og afskovning.

Altså er det også mennesker, som kan ændre på udviklingen.

Det skriver dagbladet New York Times.

Forskerne opfordrer til, at der omgående sættes ind for at modvirke den stigende CO2-udledning i USA og resten af verden. De foreslår specifikt, at der lægges afgift på CO2-udslip.

Rapporterne blev bestilt af Kongressen i 2008.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/20/science/earth/20climate.html?ref=todayspaper



onsdag den 19. maj 2010

Specter sendt ud i politiske mørke

Arlen Specter forstillede sig ikke i valgkampen forud for det demokratiske primærvalg om et sæde i Senatet fra delstaten Pennsylvania.

"Jeg er, hvad jeg er," sagde han og lovede således at være politisk oprigtig - og tilmed fortsætte med at skaffe borgerne i Pennsylvania begunstigelser fra den føderale regering i Washington.

Men Specters satsning slog fejl, netop fordi han er en mand, som de seneste 45 år har været republikaner, skriver dagbladet Washington Post. Det kunne de demokratiske vælgere ikke glemme.

Et flertal blandt de demokratiske græsrødder foretrak i stedet Joe Sestak, som er kongresmedlem. Og dette til trods for, at Sestak formentlig får sværere ved at slå Republikanernes mand Patrick Toomey, når det for alvor gælder ved midtvejsvalget til Kongressen i november.

Ikke kun Specter mærkede det. Også i andre primærvalg var en stemning om at gøre op med siddende politikere fremherskende.

Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/18/AR2010051806233.html

Muslimsk Miss fremmer kulturel forståelse

Ved at gøre en muslim til skønhedsdronning i Miss USA-konkurrencen har dommerne måske bidraget mere til den mellemfolkelige forståelse i landet, end hvad politikerne har kunnet udrette.

Det skriver kommentatoren Tunku Varadarajan på internetnyhedssitet The Daily Beast om kåringen af Rima Fakih, som er af shiamuslimsk oprindelse.

Varadarajan fejer indvendinger om, at skønhedskonkurrencer er kønsdiskriminerende, til side. Han hylder Fakih, som har libanesiske forfædre, for at have taget den amerikanske levevis til sig helt og fuldt. Hun er tydeligvis ikke nogen ihærdig udøver af sin tro, noterer han.

"Bikini-integrationen" kan føre langt hen imod at vise alle amerikanere, at muslimer ikke er en mærkelig, skræmmende, ensartet gruppe, og begynde at gøre op med fordommene, mener Tunku Varadarajan.


Læs hele kommentaren på The Daily Beast:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-05-18/miss-usas-muslim-bikini-diplomacy/?cid=hp:mainpromo4

En klimalov som ikke må være det

I skal bare ikke kalde det en klimalov! Sådan lyder overskriften på en ledende artikel i det amerikanske finansdagblad Wall Street Journal, som kritiserer John Kerry og Joseph Lieberman for at forsøge at presse en lov gennem Senatet under falske forudsætninger.

"De vil simpelthen ikke kalde det en afgift på brændstof eller et loft over CO2-udslippet eller noget andet, der er tæt på det, som det i virkeligheden er," anfører Wall Street Journal, som ikke er begejstret.

Avisen noterer, at målet stadig er at nedskære udledningen af CO2 med 17 procent inden 2020 i forhold til 2005-niveauet.

"Og eftersom Amerika ikke er en planet, vil Kerry-Lieberman have ringe eller ingen virkning på den globale CO2-mængde, fordi den kinesiske, den indiske og den brasilianske økonomi vokser," mener Wall Street Journal.

"Men loven vil pålægge lande, som ikke indfører lignende begrænsninger, en CO2-told, og det vil sandsynligvis føre til en handelskrig."


Her er Wall Street Journals hjemmeside:
http://online.wsj.com/home-page?_wsjregion=na,us&_homepage=/home/us

tirsdag den 18. maj 2010

Unge voldsforbrydere skal behandles mildere

Det går ikke an at sende mindreårige voldsforbrydere i USA i fængsel resten af livet, medmindre de har begået manddrab. Der skal være mulighed for benådning.

Det fastslår USA's højesteret i en kendelse ifølge dagbladet Washington Post.

Landets øverste retsinstans knæsætter således princippet om, at voksen lovovertrædelse ikke nødvendigvis skal give voksen straf til de unge.

Et flertal på 5-4 blandt højesteretsdommerne afsagde kendelsen med henvisning til, at det ville stride imod forfatningens bestemmelse om at skulle afstå fra grusom og usædvanlig straf, hvis de blev spærret inde på livstid.

I forvejen forbød højesteretten i 2005 henrettelse af mindreårige kriminelle - også selv om de havde begået manddrab.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/17/AR2010051701355.html

mandag den 17. maj 2010

Chicago Bulls måske næste stop for LeBron James

LeBron James, topspilleren i den amerikanske basketball-liga NBA, overvejer sin sportslige fremtid, efter at Cleveland Cavaliers overraskende røg ud af slutspillet inden finalen.

Det synes klart, at James ikke fortsætter hos Cavaliers. Blandt dem, der overvejer at byde på ham, er Chicago Bulls. Men Bulls skal i så fald være indstillet på også at købe succestræneren John Calipari fra collegeholdet University of Kentucky.

Det forlanger LeBron James ifølge avisen Chicago Tribune.

Spørgsmålet er, om Chicago Bulls' ledelse er parat til at afgive så meget kontrol. For der er ingen tvivl om, at LeBron James og John Calipari vil være en magtfuld duo i klubben, som Michael Jordan engang kastede glans over.

Der er også forlydender om, at New Jersey Nets og Los Angeles Clippers har kig på LeBron James.


Læs artiklen i Chicago Tribune:
http://articles.chicagotribune.com/2010-05-16/sports/ct-spt-0517-kcj-on-bulls-chicago--20100516_1_bulls-coach-search-general-manager-gar-forman-bulls-chairman-jerry-reinsdorf

General Motors tjener atter penge

For første gang i tre år er General Motors (GM) atter i stand til at skabe en fortjeneste. Nettoindtjeningen i første kvartal i år var på 865 millioner dollar (over 5,2 milliarder kroner).

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Ikke siden 2007 har den amerikanske bilgigants økonomi været så sund. Noget af fremgangen kan føres tilbage til konkursen i fjor, hvor forbundsregeringen gik ind og sikrede, at et rekonstrueret GM kunne overleve.

GM advarer om, at de kommende kvartaler næppe bliver lige så økonomisk givtige. Det skyldes den økonomiske uro i Europa og en lavere vækst end ventet på det enorme kinesiske marked.


Læs Wall Street Journal-artiklen:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052748703315404575250072687473124.html

søndag den 16. maj 2010

USA bruger private spioner

Selv om lovligheden af det betvivles, opretholder det amerikanske militær et netværk af private spioner i Afghanistan og Pakistan.

Det skriver dagbladet New York Times.

Over et dusin tidligere regeringsembedsmænd og forretningsfolk oplyser til avisen, at private spioner sender detaljerede rapporter hjem om Talibans ledelse i Pakistan og Taliban-militsfolks bevægelser i det sydlige Afghanistan. Det samme fremgår af regeringsdokumenter.

De næsten daglige rapporter til ledende amerikanske militærkommandanter er blevet en vigtig kilde til efterretninger.

De private spioner går langt videre end at udarbejde brede politiske analyser, sådan som general David Petraeus lagde op til som øverste kommandant i regionen. Han gav udtrykkeligt spionerne forbud imod at indsamle efterretninger.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/16/world/16contractors.html?ref=world

lørdag den 15. maj 2010

Schwarzenegger-budget rammer de fattige

Californien har længe haft alt for store offentlige udgifter. Noget måtte gøres, og i sit seneste budgetudkast gør guvernør Arnold Schwarzenegger noget. Men hans forslag til nedskæringer rammer i særlig grad de fattige.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times i en gennemgang af budgettet.

Budgetplanen på 83,4 milliarder dollar (490 milliarder kroner) skrotter et særligt program, der skulle tilskynde bistandsmodtagere til at få arbejde, tilbuddet til fattige familier om børnepasning indskrænkes markant, bevillingerne til lokale skoler fastfryses, delstatsansattes lønninger beskæres, og delstatens bloktilskud til psykiatrisk behandling mere end halveres.

"Der er ikke flere lavthængende frugter i Californien," siger Schwarzenegger i et forsvar for nedskæringerne.

Budgetplanen bliver hans sidste som guvernør. Hans afløser findes ved valget i november.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-budget-20100515,0,877220.story

USA er snart klar med laservåben

Visionen om stjernekrig kan snart blive virkelighed, skriver dagbladet USA Today. USA's militær gør klar til at afprøve laservåben.

Således støtter det amerikanske militær våbenprogrammer, der kaldes "målrettet energi". Det er blandt andet landbaserede laserkanoner, som kan nedskyde indkommende morterer. Der er også udviklet flybårne laserkanoner, der kan anvendes mod kampvogne og miner på jorden.

"Vi er i bogstavelig forstand en usynlig dødsstråle," siger Mike Rinn fra Boeing, som sammen med blandt andet Raytheon og Northrop Grumman deltager i det militære udviklingsarbejde.

Blandt argumenterne for laservåben er deres præcision. Den "sideordnede skade" ved angreb mindskes. Altså er antallet af dræbte og sårede ud over de tilsigtede lavere.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/printedition/news/20100514/1adeathray14_cv.art.htm

Obama beskyldes for at tøve med handelsaftaler

Handelsaftaler understøtter over fem millioner arbejdspladser i USA, siger formanden for USA's Handelskammer, Tom Donohue. Han finder det derfor ulogisk, at præsident Barack Obama undlader at presse på for godkendelse af tre frihandsaftaler, nemlig med henholdsvis Sydkorea, Colombia og Panama.

Det skriver det britiske finansdagblad Financial Times.

"Der har været meget snak, men ikke ret meget handling," noterer Donohue, som opfordrer præsidenten til at bede Senatet om at ratificere traktaterne.

Den amerikanske handelsminister, Gary Locke, forsikrer om, at Obama gerne ser aftalerne godkendt. Men præsidenten er nødt til at finpudse dem for at sikre, at hans demokratiske partifæller støtter dem under afstemningen.

Mange demokrater tvivler på, at det giver USA en nettogevinst i antal job at indgå frihandelsaftaler.


Se Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/cms/s/0/aa1b1b36-5f67-11df-978c-00144feab49a.html

Obamas valg af højesteretsdommer kaldes modigt

Præsident Barack Obamas nominering af Elena Kagan som kandidat til USA's højesteret kaldes modigt, fordi det er kedeligt.

Det er dagbladet Washington Post, som giver denne vurdering.

Kagan kommer fra det mondæne Upper West Side på Manhattan i New York, hun er ikke Obamas første kvindelige nominerede, og hun er heller ikke den første jøde. Hun er bare taget ud af mængden af kløgtige jurister, som er uddannet på et af landets fornemste universiteter. Hvor kedeligt!

Men netop derfor viser Obama ifølge Washington Post mod, fordi han modstår presset for at vælge en dommerkandidat, som har forbindelse med "den virkelige verden" uden for østkystens storbyer, og fordi han undlader at nomineret en udpræget liberal jurist trods anbefalinger herom fra præsidentens liberale bagland.

Spørgsmålet er herefter, om Republikanerne fra oppositionen vil tolke Obamas valg som en forsonlig gestus, skriver avisen.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/10/AR2010051003402.html

mandag den 10. maj 2010

Obama-regering vil begrænse mistænktes rettigheder

Under indtryk af senest det fejlslagne forsøg på at sprænge en bilbombe på Times Square i New York overvejer præsident Barack Obamas regering at begrænse mistænkte personers rettigheder som led i USA's bekæmpelse af terror.

Det skriver avisen Washington Post.

Muligheden for at indskrænke de såkaldte Miranda-rettigheder til mistænkte bliver luftet af justitsminister Eric Holder. Det er en lov, der påbyder politiet straks at oplyse pågrebne om deres juridiske rettigheder.

"Vi står nu over for international terror. Og hvis skal have et system, som kan fungere i sammenhæng med den offentlige sikkerhed over for denne nye trussel, bør vi alvorligt overveje i hvert fald at opbløde denne undtagelse," siger Holder om Miranda-bestemmelsen.

De nye regler kan betyde, at politiet ikke på stedet - og lige med det samme - behøver at gøre mistænkte personer bekendt med deres rettigheder, men kan vente til et tidspunkt, hvor det ikke griber ind i deres arbejde med at håndhæve loven og afværge terror.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/09/AR2010050902062.html

søndag den 9. maj 2010

Teselskab fælder mangeårig senator i Utah

I næsten 18 år har Bob Bennett været republikansk senator fra den amerikanske delstat Utah, men nu vil græsrødderne ikke være med mere. Pres fra den konservative Teselskab-bevægelse har medført, at Bennett kun blev nummer tre i første runde forud for det republikanske primærvalg i Utah i juni.

Han er således udelukket fra at genopstille ved midtvejsvalget i november.

Det skriver det lokale dagblad Salt Lake Tribune.

Bob Bennett fik 27 procent af stemmerne fra de delegerede, men blev overgået af både forretningsmanden Tim Bridgewater og advokaten Mike Lee, som går videre til en afgørende duel den 22. juni.

"Den politiske atmosfære har tydeligvis været giftig," siger Bennett med henvisning til Teselskabets kampagne mod ham.

Det er første gang siden 1940, at en siddende senator i Utah ikke får mulighed for at kandidere.

Valgreglerne i Utah indebærer, at Bob Bennett er afskåret fra at opstille som uafhængig.


Læs Salt Lake Tribunes artikel:
http://www.sltrib.com/news/ci_15046264

Behov for at rydde op hos politiet i New Orleans

Politibetjente i New Orleans er i øjeblikket genstand for tilsammen mindst otte sager, hvor de angivelig har begået overgreb på borgernes rettigheder.

Skandalerne har fået den amerikanske bys nye borgmester, Mitch Landrieu, til at bede forbundsregeringen om hjælp. Det rapporterer det britiske tv-selskab BBC.

I et brev til USA's justitsministerium minder Landrieu om, at lokale betjente er blevet sat i forbindelse med voldtægt og andre former for vold.

I ét tilfælde har tre betjente erklæret sig skyldige i at have dækket over politiets drab med skud på to personer, som flygtede fra oversvømmelserne efter orkanen Katrina i 2005.


Læs BBC's beretning:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/8665165.stm

lørdag den 8. maj 2010

Debat om "overbeskyttelse" af unge i Californien

En byge af forbud og restriktioner, som er rettet mod teenagere, udløser en debat i Californien om, hvorvidt myndighederne er ved at gå for vidt i beskyttelsen af de unge.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Politikere i denne amerikanske delstat har blandt andet stillet forslag om at forbyde unge at købe sodavand i high school, forbyde køller af aluminium til baseball, forbyde selvvalgt brændemærkning med et strygejern, forbyde piercing af brystvorter, forbyde skiløb uden brug af hjelm. Og så videre.

Men kritikere siger, at politikerne burde bruge deres sparsomme tid til noget mere fornuftigt end til at forvandle Californien til en "barnepige-stat".

"Jeg mener, at det er forældrenes ansvar at afgøre, hvad der er bedst for deres børn," siger den republikanske delstatssenator Tony Strickland.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-teens-20100508,0,5618589.story

Isabella er mest populære pigenavn

Det afspejler sig i navngivningen af amerikanske børn, at befolkningsgruppen af borgere af latinamerikansk oprindelse er stigende.

Således var det mest populære navn til nyfødte piger i 2009 det spanskklingende Isabella.

Det skriver dagbladet Boston Globe med henvisning til de føderale sociale myndigheder, som udsteder sygesikringsbeviser.

Blandt drengene er det hyppigste navn til nyfødte på 11. år i træk Jacob. Ingen latino-påvirkning her endnu!


Se Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/articles/2010/05/08/isabella_jacob_no_1_baby_names/

Myndigheder i USA var eftergivende over for BP

Der er tegn på, at der blev firet på reglerne i forhold til BP, da olieselskabet skulle have godkendelse fra de amerikanske myndigheder til at bore efter olie på dybt vand i Den Mexicanske Golf.

Der er rejst spørgsmål om myndighedernes kontrol, efter at boreplatformen Deepwater Horizon eksploderede, hvilket førte til en betydelig olielækage i havet.

Nyhedsbureauet Associated Press og andre amerikanske medier sandsynliggør, at den særlige afdeling for mineraler i USA's indenrigsministerium opblødte reglerne, så BP fik tilladelse til olieboringen, selv om selskabet ikke kunne fremlægge en plan for, hvordan det ville håndtere et olieudslip.

Det skriver det britiske dagblad The Independent.

Lempelsen af reglerne for offshore-olieboring blev givet tidligt i 2008 af indenrigsministeriet, mens George W. Bush var amerikansk præsident.


Læs The Independent-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/world/americas/us-oil-regulator-gave-in-to-bp-over-rig-safety-1965611.html

fredag den 7. maj 2010

Skadevirkninger fra kemikalier undervurderet i USA

Der er mange flere amerikanere, der udvikler kræft, fordi de har været udsat for kemikalier og andre farlige stoffer i omgivelserne, end hvad statistikken viser.

Det fastslår Præsidentens Kræftpanel, som har undersøgt spørgsmålet på vegne af Det Hvide Hus.

I en rapport hedder det om kræfttilfældene, at de er groft undervurderet, og at kemikalier påfører alvorlige skader.

I et brev opfordrer panelet Obama "meget kraftigt til at bruge dit embedes magt til at fjerne kræftfremkaldende stoffer og anden gift fra vores fødevarer, vand og luft, som unødvendigt øger sundhedsudgifter, forkrøbler nationens produktivitet og ødelægger amerikanske liv."

Amerikansk Kræftselskab mener ifølge dagbladet New York Times, at panelet overdriver miljøpåvirkningen. Selskabet skønner, at kun omkring seks procent af alle kræfttilfælde i USA kan sættes i forbindelse med miljøet.

Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/05/07/health/research/07cancer.html?ref=todayspaper

torsdag den 6. maj 2010

Det er bedst at være mor i Boise, Idaho

Mors dag nærmer sig, og det har fået internetnyhedshjemmesiden The Daily Beast til at kåre den blandt USA's 200 største byer, hvor mødre har de bedste vilkår.

Og vinderen er: Boise, Idaho.

The Daily Beast opstiller en række kriterier: Mødre i forhold til det samlede befolkningstal, ordentlige uddannelsesmuligheder, børnepasning, andel af specialister i specifikke sundhedsaspekter for mødre og meget andet.

Bunden er nået i St. Paul, Minnesota, viser ranglisten.

The Daily Beast understreger om så godt som alle de målte faktorer, at de kommer forældre generelt til gode. Det er bare ikke fædres tur i denne måned.


Se The Daily Beasts top 200:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-05-06/the-best-and-worst-cities-for-moms/?cid=hp:mainpromo6

Terrorister rekrutterer novicer i USA

Ikke kun var den formodede bombemand fra Times Square i New York amerikaner. Hans baggrund var også uplettet i forhold til terroraktiviteter.

Det får analytikere til at konkludere, at terrororganisationer rekrutterer novicer til opgaver i USA for at svække myndighedernes muligheder for at pågribe dem inden udåden.

Det skriver dagbladet USA Today.

Faisal Shahzad, som uden held forsøgte at bringe en bilbombe til sprængning på Times Square, har en profil, der på flere punkter ligner tidligere bombemænd i USA: Najibullah Zazi, som planlagde et angreb mod New Yorks undergrundsbane, og Umar Farouk Abdulmutallab, som beskyldes for at ville sprænge et passagerfly i luften over Detroit.

"Det er mennesker, som ikke ligner terrorister og ikke optræder som terrorister," siger terroranalytikeren Evan Kohlmann til USA Today.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/2010-05-05-nyc-bomb-side_N.htm?csp=34

onsdag den 5. maj 2010

Bakterier i håndkøbsmedicin til børn i USA

Det vidt udbredte smertestillende præparat Tylenol og mange andre former for håndkøbsmedicin til børn i USA har været plaget af manglende kvalitetskontrol. Således anvendte fabrikken, som fremstillede pillerne, råstoffer, der var inficeret med bakterier.

Det fastslår den amerikanske fødevare- og medicinkontrol, FDA, i en ny undersøgelse, oplyser avisen Washington Post.

FDA dokumenterer et større antal overtrædelser af forskrifterne på fabrikken i Pennsylvania, som ejes af en afdeling af giganten Johnson & Johnson.

Undersøgelsesresultaterne medfører, at firmaet må tilbagekalde over 40 håndkøbspræparater, heriblandt Tylenol og det meget populære middel mod allergi Benadryl.

I alt er det børnemedicin svarende til 70 procent af markedet, som midlertidigt forsvinder fra apoteker og supermarkeder.

FDA-undersøgelsen viste, at Johnson & Johnson-fabrikken fik en stribe klager over synlige fremmede stoffer i præparaterne og blot ignorerede henvendelserne.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/04/AR2010050403950.html

Delstat slår hårdt ned på mobning i skolen

Massachusetts er gået længere end nogen anden amerikansk delstat for at bekæmpe mobning i skolen. Guvernør Deval Patrick har netop underskrevet en lov, som skal gøre op med vedvarende, ondsindet drilleri.

En række andre stater har ligeledes bestemmelser på området, men det nye forbud i Massachusetts gælder også private skoler. Og det omfatter alle former for mobning, uanset om det specifikt skyldes race, etnisk tilhørsforhold, køn, religion eller andre særtræk.

"Vi ser på mobberens handlinger snarere end hans hensigt," forklarer Martha Walz, formand for undervisningsudvalget i den lovgivende forsamling i Massachusetts ifølge dagbladet Boston Globe.

Men flere borgerretsorganisationer siger, at den nye antimobbelov er så vidtrækkende, at den antaster elevernes ytringsfrihed. Og flere søgsmål er på vej mod loven.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/local/massachusetts/articles/2010/05/04/antibully_law_may_face_free_speech_challenges/

mandag den 3. maj 2010

Bylandmand udnævnt til amerikansk helt

Det amerikanske nyhedsmagasin Time præsenterer i sit seneste nummer en liste over de 100 mest indflydelsesrige personer. De er opdelt i kategorier, og blandt heltene optræder Will Allen, fordi han er et ikon for den nye bevægelse for bylandbrug.

Bylandmænd er mennesker, som er trætte af hurtig mad og et ringe udbud i de lokale supermarkeder i lavindkomstkvarterer. Derfor tager de sagen i egne hænder og begynder at dyrke afgrøder og holde husdyr i bebyggede områder.

Will Allen er nået længere end de fleste. Hans Community Food Center i Milwaukee, Wisconsin, er kun på størrelse med to fodboldbaner, men her har han plads til 20.000 planter og grøntsager, tusinder af fisk samt kyllinger, geder, ænder, kaniner og bier.


Læs mere i Time-artiklen:
http://www.time.com/time/specials/packages/article/0,28804,1984685_1984949_1985243,00.html

Arizona-avis kritiserer politikere i indvandrersag

"Vi har brug for ledere. Forbundsregeringen forsømmer sin pligt ved grænsen. Politikerne i Arizona lefler for frygten i offentligheden".

Så skarp er kritikken fra The Arizona Republic, det største dagblad i denne amerikanske delstat, i spørgsmålet om, hvordan den illegale indvandring til USA skal håndteres.

De lokale politikere slår hårdt ned med en ny indvandringslov, mens landspolitikerne ønsker at gå varsomt frem.

Resultatet er, at "latinos chikaneres, mens der intet gøres for at begrænse den ulovlige indvandring," hedder det i en ledende artikel i The Arizona Republic.

Avisen langer ud efter en række navngivne politikere, heriblandt Arizona-senator John McCain og tidligere Arizona-guvernør Janet Napolitano, som nu er amerikansk minister for indenlandsk sikkerhed.

Der er behov for en omfattende indvandringsreform, der dækker alle aspekter, mener avisen.


Læs The Arizona Republics leder:
http://www.azcentral.com/news/articles/2010/05/01/20100501arizona-immigration-problem.html

søndag den 2. maj 2010

USA på vej mod at begrænse indvandring

Forslaget fra Demokraterne i Senatet til en ny indvandringslov i USA viser, at den politiske stemning går i retning af en mere restriktiv politik på området.

Det siger talsmænd på begge fløje til dagbladet Washington Post. De sammenholder det seneste udkast med, hvad der har været fremme, siden Kongressen tog spørgsmålet op i 2007.

Forslaget indebærer, at bevogtningen af USA's grænser skal forstærkes ved at hyre endnu flere betjente til grænsepatruljen. Desuden skal amerikanske arbejdere skal anskaffe sig nye sygesikringsbeviser med tilhørende fingeraftryk, uanset om de statsborgere eller ej.

Der stilles også krav til arbejdsgiverne. Bøden for at ansætte illegale indvandrere forhøjes til det tredobbelte.

Selv om Demokraterne forsøger at imødekomme Republikanerne ved at understrege, at det er vigtigere at udvide grænsekontrollen end at forholde sig til de anslået 11 millioner illegale indvandrere, som allerede befinder sig i landet, er der ingen af de republikanske senatorer, som tilslutter sig forslaget.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/05/01/AR2010050100990.html

lørdag den 1. maj 2010

Oliepøl truer fiskeindustri i Louisiana

Det er endnu uvist, hvor meget oliepølen fra Deepwater Horizon-platformen i Den Mexicanske Golf vil påvirke fiskeindustrien i Louisiana, som også blev ramt af orkanen Katrina i 2005.

Men blandt erhvervsfiskerne i denne amerikanske delstat er der stor nervøsitet. Fiskerne står tilsammen for en årsomsætning på 2,5 milliarder dollar (14 milliarder kroner) og forsyner store dele af USA med rejer og østers.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Der kan gå op til 90 dage med at bore en kilde, som vil hindre udstrømningen fra Deepwater Horizon-boringen. Olielækagen risikerer at blive større end fra Exxon Valdez i Alaska, der forårsagede enorme miljøskader.

"Mange af skaldyrene er midt i deres reproduktive kredsløb lige nu. Hvis der ikke kommer kontrol med det, risikerer vi at miste et års fangst," siger Mike Voisin, leder af en særlig østers-overvågningsenhed i Louisiana og tidligere formand for Den Nationale Fiskeriindustri.

"Vi er stadig ikke kommet os fuldstændigt efter Katrina," tilføjer Voisin.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-fi-gulf-fishing-20100501,0,7219412.story