søndag den 27. februar 2011

USA's guvernører slår sig i økonomiske tøjr

Guvernører fra de amerikanske delstater er af forskellig politisk observans, men de står sammen om en bøn på præsident Barack Obamas regering og Kongressen om at afstå fra nye økonomiske krav til dem.

Det skriver avisen Washington Post.

I en udtalelse fra guvernørernes formand, demokraten Chris Gregoire fra delstaten Washington, hedder det, at delstaterne allerede er overbebyrdede. Yderligere krav til dem kan bringe den økonomiske genrejsning i USA efter krisen i fare.

Gregoire påpeger efter årsmødet i Den Nationale Guvernørsammenslutning, at delstaterne står med en samlet manko på 175 milliarder dollar (948 milliarder kroner) i de kommende to år.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/26/AR2011022603864.html

lørdag den 26. februar 2011

De grå går til filmen

Hollywood har egentlig aldrig opfattet den ældre del af den amerikanske befolkning som et interessant segment. Det vil måske ændre sig.

I hvert fald er en stadig større andel af biografgængerne grå i toppen. Det skriver dagbladet New York Times forud for dette års Oscar-filmfest.

67 procent flere amerikanere over 50 år går i biografen nu end i 1995. Det viser en opgørelse, der er foretaget af GfK MRI, et medierådgivningsfirma.

Og antallet vil med sikkerhed vokse yderligere - alene af demografiske årsager. Der begynder at komme større årgange af ældre.

Det begyndende skift i publikum vil formentlig medføre en udvikling væk fra popcorn-duft og colaklistrede gulvtæpper i biograferne. De ældre filmentusiaster smider ikke om sig med pengene, inden de går ind i salen. De vil bare se film!


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/26/business/media/26moviegoers.html?_r=1&ref=todayspaper

Sjældent snevejr i San Francisco

Det er i San Francisco, at det sner. For første gang i 35 år er der blevet observeret sne i byen. Men det hvidklædte vintervejr forsvinder formentlig lige så hurtigt, som det kom.

Det skriver avisen San José Mercury News.

En meteorolog fra Den Nationale Vejrtjeneste har fået indberetning om snefnug i luften lidt efter midnat i to kvarterer i San Francisco, Twin Peaks og Merced Heights.

Det er det første snefald i San Francisco siden 1976.

Ifølge Den Nationale Vejrtjeneste kommer der næppe mere sne. Vejret bliver varmere i weekenden.


Læs artiklen i San José Mercury News:
http://www.mercurynews.com/breaking-news/ci_17490171?nclick_check=1

Stigende oliepris er en ny trussel mod USA's økonomi

Den politiske vold i Libyen har forstyrret den libyske olieproduktion og er med til at gøre importeret olie dyrere i USA. Den anden fordyrende faktor er frygten for, at urolighederne kan brede til sig til andre olieproducerende lande i Nordafrika og Mellemøsten.

Det skriver avisen New York Times.

Hvis den højere oliepris bliver et varigt fænomen, vil det bremse væksten i den amerikanske økonomi, som stadig kun er beskeden oven på den internationale finansielle og økonomiske krise.

Olien koster allerede 97 dollar pr. tønde. Flere økonomer regner med, at prisen meget vel kan blive låst fast på omkring 100 dollar pr. tønde.

Daniel Yergin, oliehistoriker og bestyrelsesformand for konsulentfirmaet IHS Cambridge Energy Research Associates, siger, at markedsreaktionen efterhånden handler om andet og mere end Libyen.

"Der er også et betydeligt element af frygt for, hvad det næste er, og hvad der sker derefter," siger Yergin til New York Times.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/25/business/economy/25econ.html

torsdag den 24. februar 2011

Arizona på vej med nye stramninger over for indvandrere

Det var ikke, fordi det skortede på kraftige reaktioner, da den lovgivende forsamling i delstaten Arizona vedtog en række stramninger af indvandringsreglerne i fjor. Præsident Barack Obamas regering gik til domstolene for at blokere for dem.

Well, nu er delstatsparlamentet i Arizona på vej med nye begrænsninger. Det skriver avisen New York Times.

Hvis de nye regler gennemføres, vil illegale indvandrere få forbud mod at køre bil, gå i skole og modtage så godt som alle offentlige ydelser.

Deres børn vil få særlige fødselsattester, hvorpå det fastslås, at delstaten ikke betragter dem som borgere i Arizona.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/24/us/24arizona.html?ref=todayspaper

Obama-regering åbner for legalisering af homoægteskaber

Præsident Barack Obamas regering baner vej for en legalisering af homoseksuelle ægteskaber i USA, skriver dagbladet Los Angeles Times.


Åbningen foregår på den måde, at regeringen meddeler, at den ikke længere vil modsætte sig stævninger mod den amerikanske ægteskabslovgivning.

Og hvorfor denne holdningsændring? Fordi justitsministeriet er nået frem til den konklusion, at den nuværende ægteskabslov fra 1996 er diskriminerende over for bøsser og lesbiske. Derfor er loven ikke længere fornuftig.

Justitsminister Eric Holder siger, at Obama-regeringen vil fortsætte med at følge loven, indtil der kommer en endelig vurdering fra det amerikanske retssystem af den. Formentlig skal sagen helt til højesteret, som tager stilling til, om love er i overenstemmelse med forfatningen eller ej.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-obama-gay-marriage-20110224,0,1093461.story

USA's miljøstyrelse slækker på regler om luftforurening

Det politiske klima i USA er ændret, efter at Republikanerne overtog flertallet i Repræsentanternes Hus. Og klimakampen er også ændret.

Miljøstyrelsen lemper på reglerne for luftforening, så det bliver lettere for kraftværker og forbrændingsanlæg at opfylde kravene til luftkvalitet.

Det skriver avisen New York Times.

De nye regler er et betydeligt tilbageskridt i forhold til det oprindelige forslag fra præsident Barack Obamas regering for et år siden, som vakte furore blandt republikanske politikere og i store dele af erhvervslivet. Der blev talt om et prisskilt til virksomhederne på 20 milliarder dollar (109 milliarder kroner) og et tab på over 300.000 arbejdspladser.

USA's miljøstyrelse forsvarer de nye regler med, at det er halvt så dyrt for erhvervslivet at efterleve dem, og at den sundhedsmæssige gevinst er næsten den samme som med de oprindelige luftkvalitetskrav.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/24/science/earth/24emissions.html?ref=todayspaper

onsdag den 23. februar 2011

USA savner indflydelse i Libyen

Præsident Barack Obamas regering formåede at lægge pres på Egypten og andre lande i Nordafrika og Mellemøsten, der har oplevet folkelige demonstrationer. Med Libyen er det en anden sag. USA må erkende, at det har en yderst begrænset indflydelse at gøre gældende.

Det skriver avisen Washington Post.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, erklærer, at USA fordømmer volden i Libyen og samarbejder med andre lande om at presse den libyske leder, Muammar Gaddafi.

Men tidligere og nuværende amerikanske regeringsembedsmænd siger, at USA's muligheder for påvirkning er små, fordi det amerikanske militær ikke har relationer til det libyske ditto.

Og det økonomiske samkvem er næsten ikke-eksisterende. USA gav i seneste finansår en bistand på en million dollar (5,5 millioner kroner) til Libyen, der var øremærket til det libyske nedrustningsprogram.

Der er end ikke en amerikanske ambassadør i Tripoli.


Læs Washington Post-artiklen:
http://washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/21/AR2011022104909.html

mandag den 21. februar 2011

Ceremoni for indsættelse af sydstaternes præsident

Det førte til borgerkrig i USA. Alligevel valgte flere hundrede mennesker at markere 150-års dagen for indsættelsen af sydstaternes præsident Jefferson Davis.

Menneskemængden bevægede sig mod bygningen i Montgomery, der huser delstatens lovgivende forsamling i Alabama. De var klædt i tøj fra borgerkrigens tid, og de foretog en genopførelse af indsættelsesceremonien - med samt kanonsalut.

Det skriver avisen USA Today.

Jeffeson Davis blev valgt til sydstatspræsident den 18. februar 1861, efter at Syden rev sig løs fra resten af USA. Begivenheden er omstridt, fordi de amerikanske sydstater blev knyttet til slaveri.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/2011-02-19-alabama-davis_N.htm

søndag den 20. februar 2011

USA's videnskabschef advarer om Kina

Kina overhaler USA inden for videnskab og teknologi, medmindre amerikanerne styrker indsatsen på området.

Så tydelig lyder advarslen fra præsident Barack Obamas chefrådgiver i videnskabelige spørgsmål, John Holdren, i et interview med den britiske avis The Independent on Sunday.

Holdren fremhæver, at Kina investererer massivt i forskning og udvikling. Kinesiske skolebørn klarer sig gang på gang bedre end amerikanske elever i naturvidenskab og matematik.

John Holdren er chef for Det Hvide Hus' kontor for videnskabs- og teknologipolitik. Han fremdrager i interviewet advarslen fra Obama i dennes tale om unionens tilstand om, at USA står over for et "Sputnik momement".

Altså at USA skal oppe sig teknologisk, sådan som det var nødvendigt for et halvt århundrede siden, da Sovjetunionen overraskede amerikanerne ved at opsende verdens første satellit.

Denne gang kommer udfordringen bare fra Kina.


Læs The Independent on Sunday-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/science/us-science-chief-warns-china-will-eat-out-lunch-2219974.html

Afrikansk-amerikanere er mest optimistiske

Selv om de har oplevet økonomiske tab under den økonomiske krise, så er afrikansk-amerikanere den mest optimistiske befolkningsgruppe i USA.

Det viser en undersøgelse, som er foretaget af dagbladet Washington Post, Kaiser Family Foundation og Harvard University.

Flertallet af afrikansk-amerikanerne i undersøgelsen forventer, at det går fremad. Det bør tilføjes, at de kommer fra en særlig brat nedtur:

Næsten fire ud af 10 afrikansk-amerikanere har måttet tilpasse sig nye boligforhold for at udholde krisen. Næsten tre ud af 10 har lånt penge fra familie eller venner for at klare sig igennem. Og mere end en fjerdedel har mistet deres sygesikring eller andre ydelser inden for det seneste år.

Flertallet af hvide amerikanere er stærkt pessimistiske på trods af, at de er mere tilfredse med deres private økonomiske situation. De hvide mangler desuden troen på, at USA vil komme til hægterne igen.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/19/AR2011021904126.html

lørdag den 19. februar 2011

Kulturkamp i USA om amning

Det begyndte med en beskeden bemærkning fra den amerikanske præsidentfrue, Michelle Obama. Og meget hurtigt udviklede det sig til et slag i kulturkampen mellem liberale og konservative i USA.

Emne? Amning.

Dagbladet Washington Post rapporterer, at Michelle Obama sagde under en rundbordsdiskussion, at hun er tilhænger af at gøre vilkårene lettere for mødre, der ammer. For "børn, som er blevet ammet længe, har en lavere tendens til at blive overvægtig".

Straks blev Michelle Obama angrebet af Sarah Palin, tidligere vicepræsidentkandidat og forhenværende Alaska-guvernør, og andre fremtrædende republikanere.

Palin sagde, at præsidentfruen bare forsøger at bortforklare de høje mælkepriser i USA. Det republikanske kongresmedlem Michelle Bachmann beskyldte Obama-regeringen for at ville forvandle landet på en måde, så det offentlige optræder som barnepige over for borgerne.

Udtalelserne fik Michelle Obama til at falde til patten, om man så kan sige. Hendes kontor i Det Hvide Hus udsendte en erklæring, der præciserede, at hendes synspunkt er personligt - og dermed ikke udtryk for regeringens politik.

For Michelle Obama er slaget en påmindelse om, at hun uundgåeligt må regne for at blive udsat for heftig beskydning op til præsidentvalget i 2012, skriver Washington Post.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/18/AR2011021807566.html

fredag den 18. februar 2011

Republikanere i opgør med fagforeninger i Wisconsin

Republikanerne i den amerikanske delstat Wisconsin er i et åbent opgør med fagforeningerne. Det sker med et lovforslag i den lovgivende forsamling om at annullere overenskomster, der er gældende for de fleste offentligt ansatte, heriblandt lærere.

Det skriver avisen Washington Post.

Præsident Barack Obama er nu gået ind i sagen, og han anklager lovforslagets ophavsmand, Wisconsins republikanske guvernør, for et beregnende overfald på fagbevægelsen.

Opgøret har udløst demonstrationer i Madison, Wisconsin, og protesterne er nu ved at brede sig til andre delstater i USA.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/17/AR2011021707325.html

torsdag den 17. februar 2011

På sporet af hurtigtog i Florida

Guvernør Rick Scott vil ikke være med. Men det ignorerer den lovgivende forsamling i Florida. Senatet i delstatsparlamentet har vedtaget at sige ja til et milliardbidrag fra USA's forbundsregering og således forpligte sig til at anlægge en bane for højhastighedstog mellem Orlando og Tampa.

Det er et kvalificeret flertal, og Scott kan ikke omstøde beslutningen med et veto.

Det skriver avisen Miami Herald.

"Dette projekt vil skabe rigtige job, renere og mere intelligent transport og ægte økonomisk udvikling for folk i Florida," hedder det i et brev fra Senatet til den amerikanske transportminister, Ray LaHood.

Det hører med til historien, at flertallet i Senatet i Florida er republikansk - præcis som guvernør Rick Scott.

Det føderale tilskud er på 2,4 milliarder dollar (13,2 milliarder dollar), mens Florida selv skal bidrage med 300 millioner dollar (1,6 milliarder kroner).


Læs Miami Herald-artiklen:
http://www.miamiherald.com/2011/02/17/2072075/scott-rebuked-by-26-senators.over.html

onsdag den 16. februar 2011

Boghandlerkæden Borders går konkurs

Konkurrencen fra køb af bøger på internettet hos Amazon.com og fremkomsten af e-bøger får nu den store amerikanske boghandlerkæde Borders til at indgive konkursbegæring.

Samtidig lukker Borders 30 procent af sine butikker, der er spredt over hele USA.

Det oplyser finansdagbladet Wall Street Journal.

Borders' bestyrelsesformand, Mike Edwards, begrunder konkursbegæringen med akut mangel på kapital. Kæden håber at få tilført nye penge, mens den er beskyttet mod krav fra kreditorer.

Borders er USA's næststørste kæde af fysiske boghandler - kun overgået af Barnes & Noble. Borders råder over næsten 650 butikker, fordelt i 48 af landets 50 delstater.


Wall Street Journals hjemmeside:

tirsdag den 15. februar 2011

Obama fremlægger kalkuleret budget

Budget handler om tal, og derfor indgår der selvsagt kalkuler. Men præsident Barack Obama beskyldes for også at have foretaget en politisk beregning, da han præsenterede USA's føderale budget for det kommende finansår.

Avisen Washington Post skriver, at Obama ganske vist lægger op til forhandlinger med Republikanerne, som nu råder over flertallet i Repræsentanternes Hus.

Men dels er Obamas løfte om at reducere det føderale underskud med over 1.000 milliarder dollar (5.520 milliarder kroner) i det kommende tiår et forsøg på at stække politiske modstandere, der mener, at han i virkeligheden ikke er tilbøjelig til at spare.

Dels udsætter Obama politisk følsomme besparelser. Han piller ikke ved den føderale sygesikring for gamle og handikappede, og han rører ikke ved skattefradraget til boligejere. Noget tyder på, at han udsætter dette slag til 2013 - altså til efter at han eventuelt er blevet genvalgt til præsidentembedet.

Han ønsker ikke at påkalde sig vælgernes vrede på et ubelejligt tidspunkt.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/14/AR2011021406585.html

Amerikanere løber fra regning for bedre veje

Et overvejende flertal af amerikanerne finder det vigtigt, at landets veje, broer og transportsystemer fungerer. Men betale for det? Ellers tak!

Det viser en undersøgelse, som Rockefeller Stiftelsen står for.

66 procent af de adspurgte er tilhængere af en god infrastruktur til transport. Men 64 procent afviser nye vejafgifter, og 58 procent siger nej til kørselsafgifter.

Et tværpolitisk panel af transporteksperter fastslog for få måneder siden, at transportinfrastrukturen forvitrer i et sådant tempo, at det hurtigt svækker USA's evne til at konkurrere i den globale økonomi.

Men en transportlov, der skulle udbedre nogle af manglerne, er blokeret i Kongressen. Og lige nu er der yderligere besparelser på det føderale budget på dagsordenen.


Læs mere om Rockefeller Foundation-undersøgelsen:
http://www.rockefellerfoundation.org/news/publications/rockefeller-foundation-infrastructure-2

søndag den 13. februar 2011

Grammy-fest fejrer kvindelig countrystjerne

Ved den årlige Grammy-fest, hvor den amerikanske musikbranche fejrer sig selv, bliver der i 2011-udgaven også lejlighed til at hylde Miranda Lambert, som fremstår som landets førende kvindelige countrystjerne.

Lambert optræder med sit seneste hit, The House That Built Me.

Miranda Lambert fik sit gennembrud i 2003 og har foreløbig haft fem sællerter, blandt dem også Kerosene. Hun fortæller i et interview med Meghan McCain, datter af senator og tidligere præsidentkandidat John McCain, om sin musik, sin samling af skydevåben og sit forhold tl alkohol.

Interviewet bliver bragt på internetnyhedshjemmesiden The Daily Beast.

Lambert beretter om sangene, at hun holder sig til country-traditionen om at skrive om forsmået kærlighed og svigt, fordi det er "godt brændstof". Kærlighedssange siger hende ikke noget som sådan.

Hun fik sit første skydevåben som 22-årig og er medlem på livstid af Den Nationale Geværsammenslutning. Jo, for hendes far var politibetjent og jæger, og når man boede som alene pige på en farm, så var det helt nødvendigt med en pistol inden for rækkevidde.

Hun snupper gerne en drink eller to, når hun er på turné, men så heller ikke mere. Favoritter: Bacardi light og Belvedere-vodka.


Læs The Daily Beast-interviewet:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2011-02-12/miranda-lambert-dishes-with-meghan-mccain?cid=hp:mainpromo7

lørdag den 12. februar 2011

Amerikanske hospitaler afviser at ansætte rygere

Det bliver stadigt sværere at være ryger i USA. Og nu kan det også koste muligheden for job, hvis man er læge eller sygeplejerske og forsøger at blive ansat på et hospital.

Avisen New York Times beretter, hvordan amerikanske sygehuse og andre institutioner inden for sundhedssektoren i stigende omfang skodder ansøgninger fra rygere.

Begrundelsen er, at ikkerygere sikrer højere produktivitet på arbejdet, mindsker udgifterne til lægebehandling til medarbejderne og - vigtigst af alt - sætter et godt eksempel for patienterne.

Det er kommet så vidt, at ansøgere skal aflevere en urinprøve, som bliver undersøgt for nikotin. Og hvis de efter ansættelsen bliver afsløret i tænde en cigaret, så ryger deres job også.

Der er ingen pålidelige data om, hvor mange amerikanske hospitaler der har indledt den skrappe praksis over for rygere. Men New York Times skriver, at det er blevet så udbredt, at det er ved at blive normen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/11/us/11smoking.html

De går atter efter guldet i Californien

Husker I 1849? Hvis ikke, er der mulighed for at genopleve, hvordan lykkejægere samles i Californien i håbet om at finde guld.

Dagbladet New York Times skriver, at gamle guldminer i den amerikanske delstat atter bliver åbnet, fordi det på ny er rentabelt at udvinde guld.

Minedriften i Californien varede ved gennem 100 år frem til efter Anden Verdenskrig, men kunne så ikke svare sig længere. Men fordi guldprisen er steget til over 1300 dollar pr. ounce, er gravningen genoptaget.

Sutter Gold anslår, at der gemmer sig guld for 800 millioner dollar (4,4 milliarder kroner) i en åre, som dette selskab ejer. Og Sun Gold er bare ét de selskaber, som er gået i aktion.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/02/11/us/11gold.html?_r=1&ref=todayspaper

fredag den 11. februar 2011

Øget lokal magt over skovene i USA

Præsident Barack Obamas regering er parat til decentralisering af magten over amerikanske skove, og det udløser skuffelse blandt miljø- og naturorganisationer.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Regeringen foreslår, at følsomme beslutninger om skovene uddelegeres fra de centrale myndigheder i Washington til lokale skovforvaltere.

Embedsmænd fra USA's Skovtjeneste hæfter sig ved, at definitionen af bevaringsværdigt liv i skovene udvides i forhold til planter og vandløb.

Men det gør ikke indtryk på miljø- og naturorganisationer, som siger, at forslaget er en udvanding af næsten 30 års retningslinjer for beskyttelse.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/10/AR2011021007627.html

Blockbuster til salg

Fysisk udlejning af dvd'er er ved at være forældet i takt med, at folk skaffer sig adgang til spillefilm over nettet. Og det er forklaringen på, at Blockbuster, den store amerikanske kæde til udlejning af film og videospil, først gik konkurs og nu er sat til salg.

Det skriver avisen New York Post.

Milliardæren Carl Icahn og andre kreditorer forsøger at sælge Blockbuster for 300 millioner dollar (næsten 1,7 milliarder kroner), efter at de ikke har kunnet enes om en redningsplan. Noget er kæden altså værd.

"Rom brænder, og de skal hurtigt finde en løsning," siger en informeret kilde til New York Post.

Blockbuster bliver presset af andre koncerner, heriblandt Netflix og Redbox, som udlejer spillefilm over nettet.


Læs New York Post-historien:
http://www.nypost.com´/p/news/business/not_flick_er_of_hope_kC1T5nD8tevCjv9w14jGzL

torsdag den 10. februar 2011

Obama lover trådløst bredbånd landet over

Den amerikanske forbundsregering går i front, når det gælder om at udbrede et netværk af trådsløst bredbånd til hele landet.

Præsident Barack Obama lover i en tale på et universitet i Michigan, at netværket skal styrkes og således forbedre kommunikationskapaciteten i USA.

Samtidig er der den positive bivirkning, at initiativet skaffer 10 milliarder dollar (54,8 milliarder kroner) i den føderale pengekasse i kraft af salg af bredbåndsteknologi til amerikanske virksomheder.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Obama satte i sin tale om unionens tilstand et mål om at udbrede højhastigheds-internet til mindst 98 procent af amerikanerne.


Se Wall Street Journals hjemmeside:
http://online.wsj.com

Terrortrussel når nye højder i USA

Risikoen for, at USA bliver udsat for et nyt terrorangreb, er måske højere end på noget tidligere tidspunkt siden anslagene mod New York og Washington den 11. september 2001.

Det siger den amerikanske minister for indenlandsk sikkerhed, Janet Napolitano, under en høring i Kongressen.

Napolitano begrunder ifølge dagbladet Washington Post advarslen med, at terrornetværket al-Qaeda i stigende grad forsøger at rekruttere amerikanere og andre vesterlændinge til at udføre aktioner - og har held med det.

Høringen fandt sted i Repræsentanternes Hus' udvalg for indenlandsk sikkerhed. Her betegner den republikanske udvalgsformand, Peter King, den nye al-Qaeda-strategi som noget, der ændrer grundlæggende på trusselsbilledet.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/09/AR2011020906648.html

onsdag den 9. februar 2011

Republikanere i splid med sig selv om terror

De nye republikanske kongresmedlemmer fra den konservative græsrodsbevægelse Teselskabet viste for første gang deres styrke, da partiledelsen ikke formåede at gennemtvinge en forlængelse af antiterrorlovgivningen i Repræsentanternes Hus i USA.

Det noterer dagbladet Washington Post.

Republikanerne manglede syv stemmer i de nødvendige to tredjedeles flertal, da der var afstemning om lovpakken, der går under navnet patriotloven.

Loven ville give fortsat bemyndigelse til omfattende overvågning - noget, som konservative republikanerne oplever som et overgreb fra forbundsregeringens side.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/08/AR2011020806345.html

mandag den 7. februar 2011

Fart på offshore-vindmølleparker i USA

Det skal gå hurtigere med at godkende vindmølleparker ud for kysten i fire amerikanske delstater.

Det mener ministre fra præsident Barack Obamas regering ifølge finansdagbladet Wall Street Journal.

Energiminister Steven Chu og indenrigsminister Ken Salazar siger, at der skal sættes fart i offshore-vindmølleprojekter i Virginia, Maryland, Delaware og New Jersey.

Samtidig er de to ministre klar med et føderalt tilskud på 50 millioner dollar (275 millioner kroner) til forskning og udvikling i vindmøller. Måske kan projekterne komme i gang senere i år eller i 2012.


Wall Street Journals hjemmeside:
http://www.wsj.com/

lørdag den 5. februar 2011

En tredjedel af New Orleans' beboere er rejst

New Orleans har mistet næsten en tredjedel af sine indbyggere i løbet af de seneste 10 år. Størst betydning for nedgangen havde orkanen Katrina i august 2005 og de efterfølgende oversvømmelser.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg med henvisning til nye tal fra den seneste amerikanske folketælling i 2010.

Indbyggertallet er nu på 344.000.

Det er fortrinsvis afrikansk-amerikanere, som har forladt New Orleans. Deres andel af byens befolkning er faldet fra 67 til 60 procent.

Hvad der er tilbage af New Orleans, er i større omfang hvidt og mere velstående.


Læs Bloomberg-artiklen:
http://www.bloomberg.com/news/2011-02-04/census-finds-post-katrina-new-orleans-richer-whiter-emptier.html

USA sakker bagud - den er god nok!

Det skorter ikke på advarsler om, at USA er en verdensmagt i tilbagegang. Nu melder Gideon Rachman sig til koret i en artikel i tidsskriftet Foreign Policy.

Omkring 1960 så amerikanerne Sovjetunionen som truslen, omkring 1980 var det Japan. Ingen af dem overhalede USA. Men denne gang kommer ulven for alvor, og den hedder Kina.

Den kinesiske udfordring skyldes ifølge Rachman to forhold: Økonomi og demografi.

Kina har for længst passeret en milliard borgere, så landet har volumen på dét parameter. Det har vi vidst længe. Men også økonomien er efterhånden betydelig:

Kina har haft en årlig vækst på hen ved 10 procent de seneste tre årtier, det er verdens førende producent og eksportør af varer, og det råder over reserver i fremmed valuta på 2500 milliarder dollar (1.370 milliarder kroner).


Læs Foreign Policy-artiklen:
http://www.foreignpolicy.com/articles/2011/01/02/think_again_american_decline?page=full

fredag den 4. februar 2011

Rumsfeld havde ret i det hele

Det var ikke min skyld, hvis der blev begået fejl eller truffet forkerte beslutninger, mens George W. Bush var USA's præsident.

Det skriver daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld i sine erindringer, der har titlen Known and Unknown.

Internetmagasinet Salon.com skriver om bogen, at Rumsfeld efter eget udsagn foreslog Bush, at han personligt skulle lede den første fase af genopbygningen af Irak, men Bush sagde nej.

Rumsfeld afviser ethvert forhåndskendskab til tortur og andre former for menneskerettighedsovergreb under Irakkrigen.

Donald Rumsfeld bebuder, at han senere vil fremlægge en stribe førstehåndsdokumenter på en særlig hjemmeside, der viser, at han havde ret i det hele.


Læs Salon.com-artiklen:
http://www.salon.com/books/political_books/index.html?story=/politics/war_room/2011/02/03/rumsfeld_book

Paradoks: Ledige job og høj arbejdsløshed

Fresno i Californien er ikke alene. Fænomenet dukker op flere steder i USA. Der er ledige job, men samtidig høj arbejdsløshed. Og hvorfor så dette paradoks? Fordi stillingerne forudsætter højere kvalifikationer, end hvad de arbejdsløse kan byde på.

Det skriver dagbladet Washington Post.

I Fresno er ledigheden på næsten 17 procent, og alligevel sukker ledelsen på for eksempel lokale offentlige hospitaler og klinikker over, at de ikke kan få besat ledige stillinger som blandt andet teknikere og terapeuter.

Økonomer forklarer, at den økonomiske krise især har kastet folk fra byggesektoren og andre industrisektoren ud i arbejdsløshed, og det er blandt andet i sundhedssektoren, at der er mangel på kvalificerede ansøgere.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2011/02/01/AR2011020106092.html

Obamas Kina-ambassadør vil være præsident

Jon Huntsman er ambassadør i Kina for USA's demokratiske præsident, Barack Obama. Men kun få måneder endnu. Internetnyhedssiden The Daily Beast rapporterer, at Huntsman vender tilbage til USA efter eget ønske, fordi han vil forsøge til at blive nomineret som præsidentkandidat op til valget i 2012.

Ikke som demokrat, men som republikaner.

Men hvad får Jon Huntsman til at tro, at han kan vinde nomineringen? Han er generelt moderat og tilmed liberal i spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber og indvandring, hvor republikanske græsrødder sætter hælene i.

Huntsman skal også ignorere traditionen for, at velhavende mormoner sjældent klarer sig godt som præsidentkandidater.

Men han mener at have et afgørende fortrin. Han vurderer, at valget i 2012 kommer til at handle om økonomi. Og han kender det Kina indefra, der i stigende grad fremstår som USA's rival inden for verdensøkonomien.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2011-01-31/jon-huntsman-resigns-as-ambassador-to-china-his-2012-conundrum/?cid=tag:mostrecent1

Forbundsdomstol blokerer for sygesikringsreform

En føderal domstol i Florida har underkendt loven om en omfattende sygesikringsreform, og det kan hæmme virkeliggørelsen af reformen i de 26 delstater, der stod bag søgsmålet.

Det skriver POLITICO, som følger amerikansk politik i Washington.

POLITICO forventer nu, at sagen fortsætter hele vejen til USA's højesteret. Og her er der udsigt til en 5-4-afgørelse. Spørgsmålet er, hvad vej den går.

Konservative juridiske eksperter finder det ikke utænkeligt, at højesteretspræsident John Roberts bestemmer retningen ved at fastslå, at præsident Barack Obama misbruger den amerikanske lov om handel mellem delstaterne til at udbrede sygesikringsreformen til hele USA.

Delstaterne, som gik sammen om stævningen, mener, at sygesikringsreform - eller ej - er et delstatsanliggende.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/0111/48563.html