mandag den 27. februar 2012

Sygesikringsreform svækker Obama i valgkamp

Den stort anlagte sygesikringsreform i USA, der beskrives som Barack Obamas største bedrift som præsident, skader ham mere i valgkampen, end den gavner ham.

Det skriver dagbladet USA Today.

En meningsmåling, som er gennemført af Gallup-instituttet for USA Today, viser, at et flertal af de adspurgte i delstater, hvor Demokraterne og Republikanerne er jævnbyrdige, betegner sundhedsreformen som "en dårlig ting".

Trofaste demokratiske vælgere støtter reformen, men uafhængige og republikanere er imod. Modstanderne indvender, at forbundsregeringen ikke skal påtvinge borgerne at skaffe sig en sygesikring. Det er en privat sag.

I opinionsundersøgelsen er Obama bagud i forhold til de to førende republikanske præsidentkandidater i de 12 delstater, der ventes at gøre udslaget ved præsidentvalget i november.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com

lørdag den 25. februar 2012

Husleje stiger trods prisfald på boliger

Selv boligpriserne i USA falder, og huse går på tvangsauktion, så smitter det ikke af på lejen i udlejningsejendomme. Tværtimod er lejen generelt stigende.

Det skriver avisen New York Times.

Nye tal fra det amerikanske arbejdsministerium viser, at lejen i lejeboliger er sat op med i gennemsnit 2,4 procent i det seneste år frem til januar. Tallet er dog ikke justeret for inflation.

Det er en medvirkende årsag til paradokset, at der bliver bygget relativt få nye udlejningsejendomme i disse krisetider. Altså er efterspørgslen efter lejligheder taget til. Andelen af ledige lejligheder er nede på lidt over fem procent - det laveste niveau i et tiår.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.c0m/2012/02/25/business/homes-arent-selling-but-its-an-apartment-landlords-market.html

fredag den 24. februar 2012

Rekodstort antal har videregående uddannelse

Flere amerikanere har en collegeuddannelse end nogensinde tidligere. Nemlig 30 ud af 100 i 2011. Det viser tal fra den amerikanske folketælling, som netop er offentliggjort.

Det skriver avisen Washington Post.

Andelen har været støt stigende de seneste årtier. I 1947 var det fem ud af 100, som havde en fireårig videregående uddannelse. Så sent som i 1998 var tallet på under en fjerdedel - eller under 25 ud af 100.

Koncentrationen af collegeuddannede er størst i regeringshovedstaden Washington DC, og derefter følger Silicon Valley i Californien.

Præsident Barack Obama satte i 2009 et mål om, at USA atter skal være verdens førende med hensyn til voksnes uddannelsesniveau. Men siden er USA faldet yderligere ned på ranglisten over andelen af collegeuddannede, nemlig fra 12. til 16. pladsen.


Washington Posts hjemmeside:
www.washingtonpost.com

torsdag den 23. februar 2012

USA har fået et basketball-fænomen

Det er noget af en Askepot-historie. Der var ingen colleges, som ville have Jeremy Lin, amerikansk basketballspiller af taiwansk oprindelse. Der var heller ingen klubber i den professionelle NBA-liga, som ønskede ham.

På en eller anden måde endte han hos New York Knicks og fik chancen på banen, fordi holdets træner ifølge eget udsagn var desperat. Holdet tabte og tabte.

Med Jeremy Lin som drivende kraft vendte udviklingen. New York Knicks vandt seks kampe i streg, efter at Lin kom i startopstillingen. Selv satte han NBA-rekord med over 20 point og mindst syv assists i hver af sine første fem kampe.

Jeremy Lin er blevet en medieombrust superstjerne på få uger. Hans værdi er eksploderet fra næsten nul til over 300 millioner dollar (næsten 1,7 milliarder kroner), skriver sportsmagasinet Sports Illustrated.


Læs Sports Illustrated-artiklen:
http://sportsillustrated.cnn.com/vault/article/magazine/MAG1195161/index.htm

tirsdag den 21. februar 2012

Romney hyrer bisse i valgkamp

Genopret fremtiden! Smukt lyder slagordet, men hvis fortiden gentager sig, er metoderne grimme.

Den trængte republikanske præsidentkandidat Mitt Romney har hyret medierådgiveren Larry McCarthy til at iværksætte en kampagne, der skal sikre Romney sejren over Rick Santorum i den vigtige store delstat Michigan i kampen om partiets nominering til præsidentvalget i USA i november.

Det skriver internet-nyhedssiden The Daily Beast, som bringer et interview med McCarthy.

Larry McCarthy er berygtet for sine ufine metoder mod blandt andet de demokratiske præsidentkandidater Michael Dukakis og John Kerry. I 1988 hjalp han republikaneren George Bush til at vinde over Dukakis ved - på tarvelig vis - at sætte Dukakis i forbindelse med voldtægtsforbryderen Willie Horton, hvorved Dukakis blev fremstillet som eftergivende over for kriminalitet.

Det er helt afgørende for Mitt Romneys videre chancer at slå Santorum ved primærvalget i Michigan den 28. februar. Mitt Romney er født i Michigan, og hans far, George Romney, var en vellidt guvernør i Michigan. Det burde han kunne drage fordel af - i sig selv.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/articles/2012/02/21/larry-mccarthy-the-pro-mitt-romney-super-pac-s-go-to-attack-guy.html

mandag den 20. februar 2012

USA sukker efter faglærte arbejdere

I Midtvesten i USA er arbejdsløsheden på over ni procent. Alligevel er meldingen fra mange fabriksvirksomheder, at de ikke kan skaffe de faglærte arbejdere, som de har brug for.

Det skriver avisen Washington Post.

En nylig rapport, som Deloitte udarbejdede for Manufacturing Institute, viser, at op mod 600.000 job i fremstillingsindustrien er ubesatte.

Ét eksempel er virksomheden Mach Mold i Benton Harbor, Michigan, som fremstiller forme til bilfabrikanter. Her må mange af de 40 ansatte tage betydeligt overarbejde, fordi det ikke lykkes at finde kvalificerede medarbejdere.

USA har mistet næsten fire millioner arbejdspladser i fremstillingsindustrien de seneste 10 år. Men hovedparten af de fyrede er ikke uddannelsesmæssigt rustet til at tage de job, der er ledige i sektoren. Automatiseringen af produktionen har ændret kravene til de ansatte.


Se Washington Posts hjemmeside:
www.washingtonpost.com