søndag den 31. oktober 2010

Obama beskyldes for at være elitær

Mens midtvejsvalget i USA nærmer sig, tyder meget på, at Barack Obamas republikanske modstandere har haft held til at fremstille ham som elitær. Hvilket i øvrigt opfattes som et skældsord.

Det skriver avisen New York Times.

Obamas uddannelse på Harvard University bliver brugt imod ham i valgkampe rundt om i landet. Modstanderne siger, at han er arrogant, når han udviser intellektuel selvtillid og forsøger at pille deres politiske argumenter fra hinanden.

Dette er åbenbart ikke et fortrin i et valgår, hvor det er bedst ikke at tilhøre gruppen af etablerede politikere i regeringshovedstaden - en tendens, der er set ved mange tidligere valg. Måske alle.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/31/weekinreview/31baker.html?ref=todayspaper

lørdag den 30. oktober 2010

Utilfredshed med valgmulighederne i Nevada

Ingen af de ovennævnte. Sådan synes stemningen at være blandt mange vælgere i den amerikanske delstat Nevada, hvor der er lagt op til et voldsomt politisk slag om et senatssæde ved kongresvalget tirsdag den 2. november.

De to rivaler er den siddende demokratiske senator Harry Reid, som er formand for Senatet, og den republikanske udfordrer Sharron Angle.

Valget foregår på en dyster baggrund: Krisen har ramt ørkenstaten Nevada hårdere end mange andre steder i USA. Arbejdsløsheden nærmer sig 15 procent, og andelen af tvangsauktioner på boliger sætter national rekord.

Reid lider under at være forbundet med præsident Barack Obama, som i mange Nevada-borgeres øjne ikke har gjort tilstrækkeligt for at rette op på økonomien.

Men alternativet forekommer heller ikke attraktivt for det på mange måder liberale Nevada. Angle er knyttet til den konservative græsrodsbevægelse Teselskabet.

Dagbladet New York Times skriver, at vinderen bliver den af kandidaterne, som af vælgerne opleves som den mindst ringe.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/30/us/politics/30nevada.html?_r=1&ref=todayspaper

fredag den 29. oktober 2010

Det er Ohio, dumrian!

Den amerikanske delstat Ohio i Midtvesten har ved valg efter valg været blandt de udslagsgivende. Sådan er der også ved midtvejsvalget tirsdag den 2. november.

Derfor tager præsident Barack Obama i slutspurten på sit 12. besøg i Ohio - og sit andet på to uger - for at støtte sine demokratiske partifæller.

Obama bruger flest kræfter på at hjælpe Ted Strickland, demokratisk guvernør i Ohio, som er ude i voldsomt slag for at genvinde sin post.

Men præsidentens indsats skal ikke alene ses som en politisk vennetjeneste, skriver avisen New York Times. Obama har også blikket rettet mod præsidentvalget i 2012. Han ved, at Ohio som altid bliver en vigtig delstat. Og han ved, at han vil få meget sværere ved at genvinde præsidentposten, hvis guvernøren til den tid er en republikaner til forskel fra en demokrat.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/29/us/politics/29ohio.html?_r=1&ref=politics

Latinos klager over diskrimination

Næsten to tredjedele af amerikanere med latinamerikanske aner, de såkaldte latinos, siger, at de er udsat for diskrimination. Et flertal vurderer, at årsagen er en reaktion på det øgede fokus på illegal indvandring.

Det fremgår af en opinionsundersøgelse fra instituttet Pew Hispanic Center.

Målingen blandt et repræsentativt udsnit på næsten 1.40o latinos viser også, at latinos oplever, at USA er blevet mindre gæstfri over for indvandrere end for fem år siden.

Undersøgelsen offentliggøres umiddelbart før midtvejsvalget i USA tirsdag den 2. november. Her er vælgergruppen af latinos vigtig i flere opgør, blandt andet i Florida og Nevada.


Læs mere om undersøgelsen fra Pew Hispanic Center:
http://pewhispanic.org/reports/report.php?ReportID=128

torsdag den 28. oktober 2010

Flertal er tynget af bekymringer om bolig

Den er slet ikke overstået endnu - boligkrisen i USA, der indgik som et væsentligt element i den finansielle og økonomiske krise.

Dagbladet Washington Post rapporterer på baggrund af en meningsmåling, at et flertal af amerikanerne er bekymrede for, om de kan betale næste måneds rente og afdrag på boliglånet - eller for lejeres vedkommende huslejen.

Ifølge opinionsundersøgelsen er 53 procent "meget" eller "i nogen grad" bekymret for, at de har penge nok til at betale for boligen.

Bekymringen er størst blandt lavindkomstgrupper og afrikansk-amerikanere.

Resultatet af undersøgelsen viser, hvordan der trods omfattende hjælpepakker på præsident Barack Obamas initiativ synes langt til, at stabiliteten i amerikanernes privatøkonomi er genoprettet.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www..washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/10/27/AR2010102703683.html

onsdag den 27. oktober 2010

Katrina kommer på museum

Den har været fem år undervejs og har kostet 7,5 millioner dollar (40,5 millioner kroner). Men nu er den her så - udstillingen om den ødelæggende orkan Katrina, som satte den amerikanske by New Orleans under vand.

Det er Louisiana State Museum, som slår dørene op til en interaktiv udstilling i det franske kvarter i New Orleans.

Det skriver avisen USA Today.

Udstillingen beskriver med multimedier og diverse fysiske genstande Katrina, som medførte omkring 1.800 dødsofre i New Orleans og langs resten af kysten ved Den Mexicanske Golf, samt tiden i kølvandet på orkanen og oversvømmelserne.

Det er en beretning om en tilværelse med orkaner.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/2010-10-27-katrina27_ST_N.htm

mandag den 25. oktober 2010

Offentlige udlejningsejendomme i USA forfalder

De offentlige udlejningsejendomme i USA bliver forsømt af netop det offentlige. Størrelsen af den føderale bistand til renovering ikke tilstrækkelig til at hindre, at boligerne forfalder.

Det rapporterer dagbladet New York Times.

I løbet af de seneste 15 år er 150.000 lejeboliger i offentligt byggeri forsvundet, fordi tidens tand har medført, at de ikke længere er egnet til beboelse. Ingen har moderniseret boligerne.

Der findes i alt 1,175 millioner offentlige udlejningsboliger i USA. Et over 10 år gammelt overslag viser, at der i gennemsnit er behov for 25.000 dollar til vedligeholdelse af hver af dem. Det svarer til sammenlagt mellem 22 milliarder og 32 milliarder dollar (op mod 170 milliarder kroner).


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/25/nyregion/25repairs.html?ref=todayspaper

Uafhængige vælgere foretrækker Republikanerne

Republikanerne i USA kan se frem mod betydelig fremgang ved valget til Kongressen den 2. november. Og der er én hovedårsag: Uafhængige vælgere er indstillet på at sparke demokratiske kongresmedlemmer ud af bygningen på Capitol Hill.

Det fremgår af en ny meningsmåling, som bringes af POLITICO, som følger amerikansk politik tæt. Undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med George Washington University.

Målingen viser, at Republikanerne har et forspring på 14 procentpoint blandt de uafhængige vælgere.

Netop uafhængige vælgere var med til at sikre Demokraterne magten i Kongressen i 2006 og præsidentembedet - i skikkelse af Barack Obama - i 2008.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/1010/44092.html

søndag den 24. oktober 2010

"McCain er blevet en politisk karikatur"

Den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain var beundret af mange amerikanere for sit omdømme for at tale rent ud af posen, men han er nu forvandlet til en politisk karikatur.

Det skyldes hans desperate forsøg på at bevare sit sæde i Senatet fra den amerikanske delstat Arizona ved kongresvalget den 2. november.

Det skriver magasinet Vanity Fair.

Det hedder om McCain, at hans frygt for pres fra højrefløjen i Det Republikanske Parti - og i særdeleshed Teselskabs-bevægelsen - har fået ham til at udskifte den tidligere forståelse for præsident Barack Obama med kritiske udfald. Samtidig har McCain lagt sit image som konservativ fritænker bag sig.

I Vanity Fair-artiklen rejses spørgsmålet, om John McCain nogensinde har været så politisk selvstændig, som alle troede.


Læs Vanity Fair-artiklen:
http://www.vanityfair.com/politics/features/2010/11/mccain-201011

Bekymring i grønne energisektor i USA

Det skulle være så godt med grøn energi i USA. Det er det bare ikke endnu.

Sådan lyder meldingen fra sektoren på trods af, at Barack Obamas regering har afsat støtte til at fremme vedvarende energi, og præsidenten ofte tager rundt i landet for at sætte fokus på udsigten til tusinder af grønne job.

Det skriver avisen Washington Post.

Den grønne energisektor siger, at dynamik inden for vedvarende energi hæmmes af træghed i udbetalingen af den føderale bistand, langtrukne forhandlinger om lånegarantier og den fortsatte økonomiske krise i USA.

Sektoren forklarer, at det i første omgang er helt afgørende, at en særlig skattebegunstigelse forlænges. Begunstigelsen udløber ved årets udgang.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/10/23/AR2010102303863.html

lørdag den 23. oktober 2010

Obama går ind i kamp mod mobning

Efter flere episoder med selvmord blandt unge amerikanere, som blev mobbet, forsøger præsident Barack Obama at sætte fokus på problematikken.

Obama stiller op til en videooptagelse, hvori han gør op med myten om, at mobning er en uadskillelig del af det at vokse op fra barn til voksen.

Det rapporterer tv-selskabet CNN.

Obama indskærper, at den mobbede ikke står alene med problemet, og at der er folk, som kan hjælpe. Han siger, at amerikanernes tro på frihed også indebærer retten til at være anderledes.

Præsidenten henviser i det tre minutter lange videobudskab, som udsendes af Det Hvide Hus, til en landsdækkende kampagne om problemet: It Gets Better-projektet. Det bliver bedre.


Læs CNN-historien:
http://edition.cnn.com/2010/POLITICS/10/22/obama.bullying/index.html

Risiko for dobbelt så mange diabetikere i 2050

Dårlig kost og manglende fysisk aktivitet medfører i uskøn forening, at antallet af diabetikere i USA måske er dobbelt så stort i 2050.

Der er endda fare for, at der er tre gange så mange amerikanske diabetikere om 40 år.

Det fremgår af en ny rapport fra de føderale Centers for Disease Control, som omtales af avisen USA Today.

Hvis den mest dystre prognose holder, vil det være hver tredje amerikaner, som har sukkersyge i 2050. For langt hovedpartens vedkommende er der tale om diabetes 2, som er knyttet til livsstil.

Diabetes er hovedårsag til blindhed blandt voksne, nyresvigt og amputationer af lemmer i USA og bidrager også meget til hjerteanfald og slagtilfælde.

Speciallæger og Den Amerikanske Diabetes Organisation opfordrer til en massiv forebyggende indsats. De bruger også det økonomiske argument. Det bliver ekstremt dyrt for det amerikanske samfund, hvis der kommer så mange diabetikere, som rapporten advarer om.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/yourlife/health/medical/diabetes/2010-10-22-1Adiabetes22_ST_N.htm

torsdag den 21. oktober 2010

Californien og Massachusetts er mest innovative

Californien og Massachusetts topper listen over de mest innovative delstater i USA.

Det fremgår af en rangliste, som er udarbejdet af nyheds-websitet The Daily Beast.

Topplaceringerne er næppe overraskende. Californien er hjemsted for Silicon Valley, Stanford University og højteknologiske virksomheder såsom Intel, Apple og Google. Massachusetts råder over MIT, andre top-universiteter samt klynger af teknologidrevne firmaer i Boston-området.

Så opmærksomheden samler sig om listens tredjeplads. Det er Idaho. Det kan forekommende overraskende, men Boise i Idaho er base for en stribe dynamiske, små og store hightech-virksomheder.

Listen er meget anderledes end for 50 år siden. Dengang var bæltet fra Pittsburgh og Rochester, New York, via Cleveland, Ohio, til Detroit og Chicago det mest innovative i USA.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-20-10/most-innovative-states-in-america/?cid=hp=mainpromo8

Hotel Chelsea skal moderniseres

Leonard Cohen og en stribe andre musikere og kunstnere vil sikkert begræde det. Men det står fast, at Hotel Chelsea i kvarteret af samme navn på New Yorks Manhattan aldrig bliver, som det var:

Bygningen fra 1884 skal nemlig moderniseres. Og til at gennemføre denne øvelse kræves der nye ejere.

Det har de 15 nuværende aktionærer i Hotel Chelsea, anført af tre ungarske familier, besluttet.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Hotel Chelsea består af 125 værelser og 100 lejligheder og er kendt for sin britisk-inspirerede arkitektur, herunder en bred trappegang og støbejernsbalkoner.

Leonard Cohen skrev sagen Chelsea Hotel No. 2 på hotellet, Arthur C. Clarke skrev bogen Rumrejsen år 2001 på hotellet - bogen, som senere blev et Stanley Kubrick-hovedværk på film, og Andy Warhol lavede den eksperimenterende film Chelsa Girls på hotellet.

Men stedet var også hjemsted for dystre episoder.


Læs Wall Street Journal:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052702304410504575560640639784032.html?mod=WSJ_hpp_sections_newyork

Hver femte amerikaner er indvandrer

Næsten en ud af fem amerikanere er enten født i et andet land eller er andengenerationsindvandrer.

Det oplyser USA's folketællingskontor, Census Bureau, ifølge dagbladet New York Times.

Der er således stadig belæg for at kalde Amerika for en kulturel smeltedigel. Eller en befolkningsmæssig salatskål, sådan om landet også bliver omtalt.

Ifølge en opgørelse fra 2009 var 12 procent af amerikanerne førstegenerationsindvandrere, mens 11 procent var andengenerationsindvandrere.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/20/us/20brfs-1IN5AMERICAN_BRF.html?ref=todayspaper

tirsdag den 19. oktober 2010

Bill Clinton mere effektiv i valgkamp end Obama

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton er mere gavnlig som støtte for demokratiske kandidater ved valget til Kongressen den 2. november end nuværende præsident Barack Obama.

Clinton løfter en kandidat med en faktor 48 blandt demokratiske vælgere, mens Obama afstiver en kandidat med en faktor 42.

Det viser en meningsmåling fra opinionsinstituttet Gallup.

Bill Clintons effektivitet øges yderligere i forhold til uafhængige vælgere - og blandt republikanske vælgere.


Læs mere om Gallup-undersøgelsen:
http://www.gallup.com/poll/143798/Bill-Clinton-Impact-Positive-Democrats-Obama.aspx

Hårdere straffe for "hits" i amerikansk fodbold

Efter nye tilfælde af sammenstød i kampe i amerikansk fodbold, hvor spillere er kommet alvorligt til skade, er NFL-ligaens ledelse på vej med hårdere straffe for farlige tacklinger, der er i strid med reglerne.

Det skriver dagbladet Washington Post.

NFL's souschef med ansvar for fodboldoperationer, Ray Anderson, siger, at spillere kan blive udelukket - uden løn - for tacklinger mod en modstanders hoved. Skærpelsen skyldes, at de hidtidige sanktioner i form af bøder tilsyneladende ikke har virket.

De hårdere straffe træder omgående i kraft.


Læs Washington Post-artiklen:

mandag den 18. oktober 2010

Skål hos Starbucks

Cafekæden Starbucks - det handler kun om kaffe på alle mulige specielle måder. Ikke sandt? Jo, men ikke så meget længere:

I et forsøg på også at lokke kunder i butikken - så at sige - sidst på dagen begynder amerikanske Starbucks ligeledes at friste med lokal vin og øl.

Og skulle der være en skive lokal ost til, så lader det sig også gøre.

Det skriver avisen USA Today.

Starbucks fylder 40 år i 2011 og synes, at tiden er inde til en makeover. Og det til trods for, at koncernen med hovedsæde i Seattle har kontant succes med det hidtidige koncept. Omsætningen er på 15 milliarder dollar (cirka 80 milliarder kroner) årligt.

Ideen om vin, øl og ost er opstået, fordi Starbucks' ledelse opdagede, at 70 procent af salget sker før klokken 14 hver dag. Og hvad så med resten af dagen? Lokalerne står der jo.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/money/industries/food/2010-10-18-starbucks18_CV_N.htm

Virksomheder kan påvirke valg i hemmelighed

Da Richard Nixon skulle genvælges til præsident i USA i 1972, vakte det furore, at han modtog hemmelige valgkampbidrag fra virksomheder og enkeltpersoner. Han lå inde med en hemmelig liste over donorer, som nu indgår i effekterne, der minder om Watergate-skandalen.

I valgkampen op til det kommende kongresvalg strømmer det atter ind med hemmelige pengebidrag fra virksomheder og enkeltpersoner til politikeres valgkamp. Det er ikke ulovligt længere, og det skyldes en kendelse fra Højesteret i USA siden forrige landsdækkende valg.

Det skriver avisen New York Times.

Virksomhederne må ikke give penge direkte til kandidaterne, men det er tæt på: De kan betale for valgreklamer, der direkte støtter bestemte kandidater. Og samtidig kan private organisationer samle private pengebidrag og spendere dem på politikeres valgkamp.

Størstedelen af pengebidragene menes at komme fra store virksomhedskoncerner, og det ventes, at især Republikanerne vil drage fordel af det.


Se New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/17/weekinreview/17abramson.html

Sorte vælgere bliver afgørende for Demokraterne

Da Barack Obama blev USA's præsident for to år siden, var massiv støtte fra afrikansk-amerikanske vælgere med til at anbringe ham i Det Hvide Hus.

Samme overvældende opbakning fra sorte vælgere kan Obamas demokratiske partifæller få brug for ved midtvejsvalget til Kongressen den 2. november. Ja, det kan blive afgørende.

Det skriver avisen New York Times.

Men Demokraterne står over for flere forhindringer i bestræbelserne på at tiltrække afrikansk-amerikanske vælgere:

Valgdeltagelsen er ofte en tredjedel lavere ved kongresvalg sammenlignet med ved præsidentvalg.

Afrikansk-amerikanerne er skuffede over tempoet med den økonomiske genopretning efter krisen.

Adskillige siddende demokratiske kongresmedlemmer, som genopstiller, har påkaldt sig de sortes vrede ved at modsætte sig et eller flere af Obamas politiske initiativer, heriblandt den storstilede sygesikringsreform.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/17/us/politics/17blackvote.html

lørdag den 16. oktober 2010

Chef for forbundsbank: Behov for handling

Arbejdsløsheden i USA er fortsat bekymrende høj, og derfor kan den amerikanske forbundsbank blive nødt til at intervenere for at sætte fart i landets økonomi.

Det antyder forbundsbankchef Ben Bernanke.

"Der synes at være en grund til at gøre noget," siger Bernanke ifølge dagbladet Boston Globe. Hans udtalelser er hentet fra en konference, som blev holdt af forbundsbankens afdeling i Boston.

Bernanke oplyste ikke, hvilke foranstaltninger han har i tankerne.

Men analytikere regner med, at forbundsbanken snart begynder at opkøbe statsobligationer for at tvinge den lange rente ned på bolig- og erhvervslån og tilskynde til økonomisk aktivitet.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/business/articles/2010/10/16/fed_chief_bernanke_signals_support_for_new_stimulus/

fredag den 15. oktober 2010

Wal-Mart vil købe lokale landbrugsprodukter

Den dominerende amerikanske varehuskæde, Wal-Mart, bekendtgør, at den drastisk vil øge opkøbet af lokalt producerede landbrugsvarer.

Skridtet ses som et forsøg på at opnå et mere bæredygtigt image.

Men fordi Wal-Mart er så stor, så betyder det meget, hvis kæden ændrer praksis på et område. Fødevarer udgør den største andel af Wal-Marts salg af varer, som var på 405 milliarder dollar (2143 milliarder kroner) i regnskabsåret, som sluttede ved udgangen af januar.

"Wal-Mart kan potentielt bruge størrelsen til virkelig at flytte tingene inden for bæredygtigt landbrug," siger Michelle Harvey fra miljøorganisationen Environmental Defense Fund.


Læs Wall Street Journal-artiklen:
http://online.wsj.com/article/SB40001424052748704361504575552051573758516.html

Mere etanol i amerikanske bilers benzin

Miljøstyrelsen i USA åbner nu for, at andelen af etanol i benzin kan øges til 15 procent. Hidtil har den været 10 procent.

Det rapporterer dagbladet USA Today.

Etanol er biobrændstof, som typisk er fremstillet af majs.

Den nye etanol-overgrænse gælder kun biler, der er fra 2007 eller nyere.

Tilhængerne siger, at den nye regel kan mindske USA's afhængighed af importeret olie. Modstanderne er en broget forsamling. Nogle mener, at bilmotorerne vil tage skade. Andre, at majs vil blive omdirigeret fra menneskeføde til brændstof, fordi dette er mere givtigt for farmerne.

Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/money/industries/energy/2010-10-13-ethanol-standard_N.htm

Latinos lever længere end hvide og sorte

Gennemsnitslevealderen for amerikanere af latinamerikansk oprindelse er længere end både for hvide og for afrikansk-amerikanere.

Det skriver avisen USA Today på baggrund af forskning fra Det Nationale Center for Sundhedsstatistik.

Latinos lever samlet set 2,5 år længere end hvide - og 7,7 år længere end afrikansk-amerikanere.

Forskellen forundrer forskerne, fordi latinos' socio-økonomiske stade er ringere end hvides. Og normalt hænger levealder sammen med faktorer såsom indkomst, uddannelse og adgang til lægehjælp.

Eksperterne antyder, at en af forklaringerne måske kan være, at latinos har et stærkt familienetværk, og at de ryger og drikker mindre end hvide.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/health/2010-10-13-hispanics-life-span_N.htm

Banker mangler dokumentation for udlån

Banker og andre långivere i USA har slet ikke styr på dokumenterne i forbindelse med boliger, som er røget på tvangsauktion. Det viser sig, efter at forbundsbanken har bedt om at se de nødvendige papirer.

Det skriver avisen Washington Post.

Långiverne har solgt obligationer i bundter rundt om i verden uden at sørge for de nødvendige fysiske dokumenter, som viser, hvem der er låntagere.

Det er en forsømmelse, som investorer forsøger at udnytte til at drage bankerne til ansvar eller endda få erklæret obligationshandlen ugyldig.

Hvis det kommer så vidt, kan der blive udløst en ny finansiel krise. Under alle omstændigheder viser problematikken, at det amerikanske finansielle system stadig ikke er sundt.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/10/13/AR2010101307597.html

onsdag den 13. oktober 2010

Forsikringsselskaber i USA dumper kronisk syge

De fire største forsikringsselskaber inden for sygesikring i USA har afvist at give over en halv million mennesker dækning, fordi de havde en kronisk sygdom. Det fremgår af en kongresundersøgelse, som omfatter årene 2007-2009.

Det skriver det britiske dagblad Financial Times.

Forsikringsselskaberne er Aetna, Humana, UnitedHealth Group og WellPoint, og de sagde nej til hver syvende ansøgers ønske om at få dækning. Begrundelsen var, at de var gravide, eller de havde hjerteforstyrrelser, diabetes eller lignende lidelser.

Afvisningerne steg med næsten 50 procent i de to år, som undersøgelsen gælder.

De nye oplysninger kan måske påvirke valgkampen forud for kongresvalget i USA den 2. november. Som udgangspunkt er omkring 50 procent af vælgerne modstander af den stort anlagte sygesikringsreform, som præsident Barack Obama pressede på for at få gennemført.


Se Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/cms/s/21271ade-d61b-11df-81f0-00144feabds0.html

USA's militær må ikke kræve tavshed af bøsser

En amerikansk forbundsdommer beordrer et øjeblikkeligt stop for militærets omstridte krav om, at bøsser (og lesbiske) gerne må være soldater, men så skal de tie om deres seksuelle præference.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Dommeren afviser således argumentet fra præsident Barack Obamas regering om, at en underkendelse af den såkaldte "don't ask, don't tell"-politik svækker det amerikanske forsvars beredskab.

Kendelsen fra forbundsdommer Virginia Philips i Californien er første gang, at militærets praksis over for homoseksuelle er blevet stoppet.

Philips følger med sin beslutning op på en kendelse om samme spørgsmål i sidste måned, hvor hun stemplede militærets praksis på området som forfatningsstridig.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/10/12/AR2010101206260.html

tirsdag den 12. oktober 2010

Google skal bringe vindmøllestrøm i land

Med en betydelig investering i et foreslået transmissionsnet til fem milliarder dollar (næsten 27 milliarder kroner) er Google med til at sikre, at strøm kan komme i land fra offshore-vindmølleparker ud for USA's Atlanterhavskyst.

Et finansfirma fra New York, Good Energies, er den anden storinvestor.

Det skriver avisen New York Times.

Kabelføringen på over 500 kilometer er afgørende for, at vindenergi kan udvikles ud for den amerikanske østkyst.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/12/science/earth/12wind.html?_r=1&ref=todayspaper

Flere amerikanere kører med tog

Den højere benzinpriser har fået amerikanere i stigende tal til at flytte fra bil til tog. Togselskabet Amtrak rapporterer om et rekordhøjt antal passagerer i regnskabsåret 2010, som netop er afsluttet.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Amtrak medførte 28,7 millioner passagerer i årets løb. Det er en forøgelse på 5,7 procent sammenlignet med året før.

En tredjedel af passagertallet skyldtes trafik på hele - eller noget af - strækningen mellem Boston, New York og Washington.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/10/11/AR2010101106300.html

mandag den 11. oktober 2010

Obama & co. trækker patriotisme-kortet

Præsident Barack Obama og andre demokrater beskylder Republikanerne for at tage imod valgkampbidrag fra dulgte udenlandske grupper, selv om der ikke findes klare beviser for påstanden.

Strategien ses som et forsøg på at mobilisere potentielt demokratiske vælgere til kongresvalget den 2. november.

Det rapporterer tv-selskabet CBS.

Obama antydede på et valgmøde i Philadelphia, at det "endda kan være udenlandsk-ejede koncerner", som finansierer republikanske kandidater. Han forsøger således at så tvivl om deres patriotisme.

Anklagen er baseret på den liberale blog Think Progress, hvor det hedder, at en undersøgelse har vist, at USA's Handelskammer tager imod udenlandske penge for at finansiere politiske reklamer.


Læs nyheden på CBS' hjemmeside:
http://www.cbsnews.com/8301-503544_162-20019236-503544.html

søndag den 10. oktober 2010

Amerikansk valgkamp har Kina som syndebuk

Mange menige amerikanere er ængstelige på grund af landets økonomiske tilbageslag, og det skal ses som baggrunden for, at politikere fra begge de to store partier er enige om en syndebuk: Kina.

Det skriver dagbladet New York Times.

Både republikanske og demokratiske kandidater til pladser i Repræsentanternes Hus og Senatet ved midtvejsvalget den 2. november beskylder modparten for at acceptere outsourcingen af arbejdspladser til Kina.

I valgreklamer siger de om rivalen i valgkampen, at han eller hun er for imødekommende over for Kina, og at USA lider under følgerne af det.

Der er klangbund i den amerikanske befolkning for bekymringen over Kinas økonomiske opstigning. En meningsmåling, foretaget af instituttet Pew i april, viste, at 41 procent af de adspurgte udpeger Kina som verdens førende økonomiske magt.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/10/us/politics/10outsource.html?_r=1&ref=todayspaper

lørdag den 9. oktober 2010

Rapport: USA bør afkriminalisere cannabis

Kriminaliseringen af cannabis i USA virker stik mod hensigten. Udbuddet af cannabis øges i stedet for at blive reduceret. Derfor antyder en undersøgelse, baseret på officiel statistik, at myndighederne bør legalisere cannabis og koncentrere sig om at slå ned på producenterne.

Det skriver det britiske dagblad Financial Times.

Selv om budgettet til at håndhæve forbuddet er seksdoblet de seneste to årtier, og beslaglæggelsen af cannabis er firdoblet, er cannabis blevet mere tilgængeligt. Således faldt prisen for et gram på gaden fra 37 dollar i 1990 til 15 dollar i 2007.

Det viser undersøgelsen fra The International Center for Science in Drug Policy i Vancouver, Canada.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/cms/s/6aca7040-d16c-11df-96d1-00144feabdc0.html

torsdag den 7. oktober 2010

Baseballspiller skriver historie


Roy Halladay, pitcher (kaster) fra baseballholdet Philadelphia Phillies, skriver historie ved kun at være den anden nogensinde i slutspillet, som kaster en fejlfri kamp.

I kampen mod Cincinnati Reds foretog Halladay 104 kast, uden at nogen af dem, der var inde for at slå, ramte bolden, så de vandt en base.

Det skriver avisen USA Today.

Dette er kun sket én gang før i de 106 år med slutspil i baseball. Dengang var manden Don Larsen fra New York Yankees, og det skete i 1956.

Den 33-årige Ron Halladay har spillet i MLB-ligaen i 12. I år er første gang, han er i slutspillet.

Hans kasterepertoire var varieret i kampen mod Reds: Fastballs, curveballs, der knækker brat, changeups, cutters og bløde ground balls.


Se USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

Her kan jobsøgende begynde på en frisk

Amerikanere, som gerne vil begynde på en frisk i arbejdslivet og jagter et nyt job, gør klogt i at zoome ind på storbyer, som har højere uddannelsesinstitutioner og føderale kontorer samt industri inden for vækstområder såsom sundhedssektoren og bioteknologi.

Det er også fornuftigt at vurdere, om stederne er gæstfrie over for små erhvervsvirksomheder og private organisationer.

Det konkluderer Kerry Hannon i en analyse, som bringes på internetnyhedssiden The Daily Beast. Hannon udgiver snart bogen What's Next? Follow Your Passion and Find Your Dream Job (Hvad sker der så? Følg din passion og find dit drømmejob).

Og hvilke er så de bedste byer for de initiativrige? Houston, Omaha, Dallas, Midland, Texas og Washington, D.C., i nævnte rækkefølge. Derpå følger Seattle, Nashville, Pittsburgh, Denver og Tulsa, Oklahoma.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-10-07/best-places-to-restart-your-career/?cid=hp:mainpromo5

onsdag den 6. oktober 2010

Krav om undersøgelse af lån til boliger

Det er nødvendigt, at de amerikanske forbundsmyndigheder indleder en undersøgelse af landets store bankers og kreditforeningers adfærd på boligmarkedet. Det mener formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi.

Pelosi og snesevis af andre demokratiske kongresmedlemmer skriver i et brev til justitsminister Eric Holder, at långiverne overtræder deres beføjelser. Blandt andet skal banker forsøge at bremse boligejere, som beder om hjælp til at undgå en tvangsauktion.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Pelosi og andre taler i brevet om "vores bekymring for, at der eksisterer et systemisk problem".

Politikerne tager initiativet, mens flere forbrugerorganisationer og senest også AFL-CIO, amerikansk LO, forlanger et moratorium på tvangsauktioner på boliger.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/10/05/AR2010100506639.html

Naboer klager over vindmøller i USA

Antallet af klager over vindmøller er stigende i USA. Naboer går til de politiske myndigheder eller til domstolene for at få medhold i, at de er udsat for urimelig støj fra turbinerne og svingninger, og at genenerne tilmed forringer værdien af deres ejendom.

Det skriver avisen New York Times.

Der er klager eller søgsmål i Illinois, Texas, Pennsylvania, Wisconsin, Massachusetts og flere andre delstater.

New York Times rapporterer, at der kun er få uafhængige undersøgelser, der kan understøtte de mest vidtgående klager om accelereret hjerterytme, kvalme og synsforstyrrelser på grund af lavfrekvens-støjen og -svingningerne.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/06/business/energy-environment/06/noise.html?ref=todayspaper

tirsdag den 5. oktober 2010

Sygesikringsselskaber satser på slappe regler

Sygesikringen skal forbedres i USA, og dækningen skal udvides. Sådan er hensigten med den omfattende sygesikringsreform, som blev vedtaget efter pres fra præsident Barack Obama.

Men forsikringsselskaberne, som tilbyder sygesikring, har indledt en kampagne for at opnå så vage regler som muligt, når loven skal omsættes til praksis. Derfor satser de på republikansk fremgang ved midtvejsvalget til Kongressen om få uger og støtter republikanske kandidater med valgkampbidrag.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Siden januar har USA's femte største forsikringsselskaber og branchens lobbyorganisation i Washington givet tre gange så mange penge til republikanske politikere og organsationer som til demokratiske ditto.

Det er et markant skifte sammenlignet med i fjor, da branchen fordelte pengebidragene nogenlunde ligeligt mellem de to store partier.


Læs Los Angles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/la-na-health-politics-money-20101005,0,4869233.story

mandag den 4. oktober 2010

Krise sætter fart i automatisering i USA

Øget brug af computere og teknologi. Indførelse af selvbetjening. Større maskinisering.

Den økonomiske krise får automatiseringen i USA til at accelerere, mens virksomheder forsøger at skære i lønudgifterne.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Erica Grochen, næstformand og direktør for regionale anliggender for den amerikanske forbundsbank i New York, siger, at økonomiske tilbageslag har en tendens til at fremskynde fundamentale ændringer, som var i gang i økonomien i forvejen.

Den private sektor i USA skabte 67.000 job i august, men det er langt fra de 100.000, der skulle til for at holde trit med befolkningstilvæksten.



Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-no-help-wanted-20101004,0,718548.story

Påvirkning af vejret skal ændre klimaet

I mange år har tankegangen været stemplet som skør. Men nu er det blevet politisk acceptabelt i USA at diskutere, om det er muligt at bremse den globale opvarmning ved at manipulere med vejret.

Det skriver avisen Washington Post.

Metoden kaldes på engelsk geoengineering og består i at reflektere sollys tilbage mod himlen, suge CO2 ud af luften og den slags.

Videnskabs- og teknologiudvalget i Repræsentanternes Hus udsender snart en rapport om disse science fiction-midler. Desuden er den amerikanske regerings revisionskontor (GAO) og en særlig tværpolitisk arbejdsgruppe på vej mod anbefalinger om forskning i metoder til at påvirke vejret, så klimaændringerne afbødes.

I øvrigt beskriver magasinet The New Yorker i det nye nummer, hvordan præsident Barack Obama og Senatet misbrugte chancen til at gennemføre en klimalov i USA med bindende CO2-mål.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/2010/10/03/AR2010100303458.html

søndag den 3. oktober 2010

Las Vegas er i dyb krise

Der er mange byer rundt om i USA, som så småt er ved at komme ud af det økonomiske tilbageslag. Las Vegas er ikke blandt dem. Spillebyen har ikke haft det værre siden 1940'erne, da kasinoerne skød op i ørkenen.

Det skriver dagbladet New York Times.

Økonomiske eksperter siger, at det næppe er nok til en genrejsning, at der atter kommer gang i gamblingen. Byggeindustrien i Las Vegas er kollapset, og der er ingen udsigt til, at den genopstår.

Arbejdsløsheden i Nevada, som Las Vegas ligger i, er med 14,4 procent rekord for en amerikansk delstat. Samtidig har Nevada i næsten fire år været førende med hensyn til tvangsauktioner på boliger.

Borgmester Oscar Goodman er fortrøstningsfuld. Når folk føler sig økonomisk trygge igen, så vil Las Vegas fremstå stærkere end nogensinde, siger han til New York Times.

Borgmesteren siger ikke så meget om, hvordan byen skal nå frem til denne tryghed.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/03/us/03vegas.html?ref=todayspaper

lørdag den 2. oktober 2010

Fødevarekontrol i USA er ikke uafhængig

Kun hvis der er mistanke om potentielle risici ved fødevarer i USA, dukker de føderale myndigheders inspektører op for at undersøge forholdene. Resten er overladt til private inspektører, der er hyret af virksomheder, som køber madvarer af fødevareproducenter.

Det skriver dagbladet USA Today og konstaterer, at størstedelen af den amerikanske befolkning næppe ved, at kontrollen som udgangspunkt ikke er uafhængig.

Et lovforslag om at skærpe fødevarekontrollen er blevet syltet i Senatet. Forslaget forekommer ellers at være en beskeden forbedring. Reformen ville ikke betyde, at de føderale fødevaremyndigheder fra FDA overtager kontrollen, men blot, at FDA får mulighed for at anerkende landsdækkende programmer om fødevaresikkerhed.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/printedition/news/20101001/foodaudits01_st.art.htm