tirsdag den 31. maj 2011

Pentagon satser på mini-våben

Krigsførelsen har skiftet. Altså må våbnene også forandre sig. Det er logikken bag en ny satsning hos Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, som nu vil øge indkøbet af mindre våben.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Disse mini-våben - blandt andet små smart bomber og droner på størrelse med modelfly - har også den fordel, at de typisk er billigere end konventionelle våben.

Det økonomiske aspekt er ikke uvæsentligt i en tid, hvor sparekniven også bliver svinget over forsvarsbudgettet.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-mini-drones-20110531,0,5569311.story

mandag den 30. maj 2011

Detroit laver små biler nu

Dollargrin er bare så gammeldags! De store bilfabrikker i Detroit gør nu produktion af små biler til et centralt element i forretningsstrategien.

Det skriver dagbladet New York Times.

Det især General Motors (GM) og Ford, som fornemmer, at de stigende oliepriser har gjort det amerikanske publikum modent til energiøkonomiske biler.

Ford Fiesta er den førende model i den mindste bilklasse, og Chevrolet Cruze fra GM er nummer to i den næstmindste klasse - efter Honda Civic.

Der er sket en fordobling af salget af de små biler i USA de seneste 10 år. Nu er det hver fjerde solgte bil, der er lille. Tidligere var det hver ottende bil.

"Der er en mindre-er-mere-mentalitet," siger Jeremy Anwyl til New York Times. Han er direktør for bilanalysefirmaet Edmunds.com.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/05/30/business/economy/30auto.html

lørdag den 28. maj 2011

USA's postvæsen tæt på kollaps

Det går ikke just fantastisk med at få post frem til tiden i USA. Og da U.S. Postal Service samtidig plages af et massivt underskud, stiller finansmagasinet Businessweek spørgsmål ved postvæsnets fremtid.

Magasinet øjner to muligheder: At U.S. Postal Service bukker under, eller at koncernen viser sig i stand til at genopfinde sig selv, sådan som postvæsnet har formået i flere europæiske lande.

Men der er en hindring for nytænkning i det amerikanske postvæsen: Mange i koncernens ledelse har en fortid som postbude. De har således svært ved at forestille sig, hvordan U.S. Postal Service skal omstille sig til en virkelighed med konkurrence fra e-mail og andre former for kommunikation end budskaber på papir, der er bragt fysisk fra afsender til modtager.


Læs Businessweek-artiklen:
http://www.businessweek.com/print/magazine/conetent/11_23/b4231060885070.htm

Boston Bruins i ishockey-finale for første gang i 21 år

Det holdt hårdt, men nu er Boston Bruins klar til Stanley Cup - serien af finalekampe i den amerikanske NHL-ishockeyliga - for første gang siden 1990.

Bruins kvalificerede sig ved at vinde syvende og afgørende opgør mod Tamba Bay Lightning med 1-0.

Det skriver avisen Boston Globe.

Boston Bruins har altid været et storhold, men har ofte underpræsteret i de seneste år, når det virkelig gjaldt.

Bruins' finaledeltagelse betyder, at Boston manifesterer sig som USA's førende sportsby. Boston har inden for det seneste tiår haft kæmpet om titlen i alle fire store sportsgrene - foruden ishockey er det amerikansk fodbold, baseball og basketball.

I alle tre andre sportsgrene vandt Boston-hold mesterskabet.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/sports/bruins/articles/2011/05/28/bruins_advance_to_cup_finals_for_first_time_in_21_years/





Anti-terrorlovpakke forlænges atter i USA

Den var stærkt kritiseret i George W. Bushs æra som præsident i USA - lovpakken af anti-terror foranstaltninger, der bliver kaldt Patriot Act.

Men selv om manden i Det Hvide Hus nu er demokrat, og Demokraterne også er solidt repræsenteret i Kongressen, bliver anti-terrorlovpakken atter forlænget.

Det oplyser den britiske radio BBC.

Både Repræsentanternes Hus og Senatet godkender en forlængelse på fire år, og præsident Barack Obama afstår fra at benytte sig af sin vetoret.

Anti-terrorlovpakken blev indført efter terroranslagene mod New York og Washington den 11. september 2001, og den giver de amerikanske myndigheder udvidede beføjelser til at overvåge borgere, som er under mistanke for terror.

Kritikere siger, at Patriot Act er så vidtgående, at den krænker borgerrettighederne.


Se BBC's nyhed:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada/13572833

fredag den 27. maj 2011

Krisen i USA svækker lyst til at gifte sig

Et faldende antal af amerikanske par gifter sig, og det kan sættes i forbindelse med den økonomiske krise.

Det skriver dagbladet USA Today.

Andelen af ugifte par er steget med en fjerdedel på 10 år til nu 12 procent, viser tal fra folketællingen i USA.

Andelen er størst i områder, der er hårdest ramt af krisen. Det gælder for eksempel: Camden, New Jersey, Rochester, New York, Flint, Michigan, og Cleveland, Ohio.

"Mange venter og ser, om de kan forbedre deres langsigtede chancer ved at sikre sig, at de er økonomisk og følelsesmæssigt trygge ved hinanden," siger Stephanie Coontz, sociolog fra Rådet om Moderne Familier.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

torsdag den 26. maj 2011

Ny mærkning i USA viser bilers klimapåvirkning

Amerikanere, der overvejer at købe ny bil, kan fra 2013-m0dellen og frem støtte sig til en ny, officiel mærkning.

Transportministeriet og Miljøstyrelsen har i fællesskab udarbejdet en ny ordning, der ikke kun viser bilens brændstofforbrug, men også dens CO2-udledning.

Det skriver avisen New York Times.

Mærkningen giver også en sammenligning af en konkret bils udledning af stoffer, der fremmer smog, samt partikler med andre bilers ditto.

De amerikanske bilforhandleres organisation hilser forsigtigt den nye mærkning velkommen - vel vidende, at myndighederne afviste et mere vidtgående alternativ. Den anden mulighed var en kategorisering af bilers samlede miljøpåvirkning med bogstaver fra A til D.

Miljøorganisationer havde foretrukket bogstavmærkningen, fordi den efter deres opfattelse ville være lettere for forbrugerne at overskue.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/05/26/business/energy-environment/26label.html

onsdag den 25. maj 2011

Amerikanere vil ikke køre i elbiler

Det er lige meget, hvor meget prisen på benzin stiger: Næsten seks ud af 10 amerikanere vil under ingen omstændigheder skifte til en elbil.

Det viser en meningsmåling, som er udført af Gallup-instituttet for avisen USA Today.

Holdningen hos befolkningen gør det formentlig sværere for præsident Barack Obama at nå sit erklærede mål om én million elbiler i USA inden 2015.

Den udbredte modvilje mod elbiler skyldes bekymring over, hvor langt bilerne kan køre på hver opladning, hvor lang tid opladningen varer, og en høj pris på batteriet.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/money/autos/2011-25-04-most-americans-refuse-electric-cars_n.htm

Fødevareindustri afviser bånd på markedsføring

Præsident Barack Obama har foreslået fødevareindustrien i USA, at de accepterer frivillige restriktioner på deres markedsføring af usunde produkter. Men industrien vil ikke være med.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Repræsentanter for fødevareindustrien siger, at begrænsningerne ikke vil mindske problemerne med overvægt blandt amerikanske børn. Og i øvrigt er restriktionerne et indgreb i deres ytringsfrihed, mener de.

Regelsættet er udarbejdet i et samarbejde mellem ministerier og føderale organer på bestilling af Kongressen.

Det hedder i udkastet, at fødevarer, der markedsføres over for børn, ikke må overskride visse normer for indholdet af sukker, mættet fedtsyre, salt og transfedtsyre. Og der skal være næringsrige elementer i produkterne.

Den offentlige høringsfase varer frem til midt i juli. Herefter tager Kongressen stilling til næste skridt.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/politics/food-makers-resist-lawmakers-proposal-for-guidelines-in-marketing-to-children/2011/05/24/AFKf3mAH.html

Californien skal gøre op med overbefolkning i fængsler

Titusinder af indsatte i fængsler i Californien skal måske løslades på grund af overbelægning. Det fastslår USA's højesteret, som mener, at fanger er udsat for unødvendige lidelser, der kan sidestilles med grusom og usædvanlig straf.

Delstaten Californien får en frist på to år til at lave om på tingenes elendige tilstand.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Guvernør Jerry Brown har allerede præsenteret en plan om at overføre fanger med milde domme til lokale fængsler, således at der bliver mere plads i delstatsfængsler. Det indgår ikke i Browns plan, at nogle af fangerne sættes på fri fod i utide.

Men det vil koste flere hundrede millioner dollar at virkeliggøre planen. Hertil kræves skattestigninger, og derfor er den måske ikke politisk realistisk, vurderer Los Angeles Times.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-court-prisons-20110524,0,2973297.story

søndag den 22. maj 2011

Bill Gates er USA's alternative undervisningsminister

Microsoft-milliardæren Bill Gates påvirker amerikansk uddannelsespolitik i et sådant omfang, at det ikke er helt forkert at betragte ham som landets alternative undervisningsminister.

Dagbladet New York Times beskriver, hvordan Bill & Melinda Gates Foundation gennem klækkelige donationer forsøger at ændre på den nuværende politik, som blandt andet de to store amerikanske lærerforeninger er tilhængere af.

Således yder stiftelsen støtte til bestræbelserne på gøre op med beskyttelsen af ældre læreres tryghed i ansættelsen. Og til at indføre evaluering af lærere baseret på elevernes resultater i test.

Bill & Melinda Gates Foundations pengebidrag går til en række organisationer på det pædagogiske område, men kan ikke bruges til hvad som helst. Pengene er øremærket til specifikke formål.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/05/22/education/22gates.html

torsdag den 19. maj 2011

Privatisering af fængsler i USA uøkonomisk

Hensigten med at privatisere fængsler i USA, når det sker, er at spare penge. Men dette mål nås ikke.

Det skriver dagbladet New York Times.

En undersøgelse fra delstaten Arizona viser, at de private fængsler ofte er dyrere i drift - endog selv om de undgår at skulle huse de mest omkostningskrævende fanger. Udgifterne svinger fra et leje, der svarer til de statsdrevne fængsler, og til et niveau omkring 1.600 dollar (8.400 kroner) pr. fange pr. år.

Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor Arizona planlægger at fordoble antallet af indsatte i private fængsler. Og hvor Florida og Ohio forbereder at skifte fra statsdrevne til private fængsler.

I alt har 30 af de 50 amerikanske delstater private fængsler.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011-19-05/19prisons.html

40 pct. af graviditeter i USA ikke planlagt

40 procent af graviditeterne i USA er uønskede eller dårligt timet. Det fremgår af den første landsomfattende undersøgelse, der også viser forskellen fra stat til stat.

Det skriver avisen USA Today.

Hyppigheden af ikke planlagte graviditeter er størst i Mississippi og mindst i New Hampshire.

På landsplan er andelen af ikke planlagte graviditeter i USA større end i så godt som alle andre industrilande.

Eksperter forklarer den amerikanske undtagelse med ringe adgang til rådgivning om familieplanlægning og til prævention.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/NEWS/usaedition/2011-05-19-Unintended-pregnancy_ST_U.htm

onsdag den 18. maj 2011

Rapport: 1960'er-opbrud bidrog til katolsk sexovergreb

Det var ikke cølibat, der førte til mandlige katolske præsters overgreb på drenge og piger i USA. Det var det sociale og kulturelle opbrud i 1960'erne, herunder "øget afvigende adfærd" i den almene befolkning, der banede vej for præsters sexmisbrug.

Det fremgår af den hidtil mest omfattende undersøgelse af sexmisbrug i den katolske kirke i USA, skriver avisen Boston Globe.

Det har varet fem år at gennemføre undersøgelsen, som er bestilt er de katolske biskopper i USA. Og som John Jay College of Criminal Justice på City University har udarbejdet.

Rapporten kommer til den usædvanlige konklusion, at præsterne var utilstrækkeligt uddannede, følelsesmæssigt uforberedte og isolerede i forhold til samfundsomvæltningerne i 1960'erne, der fortsatte ind i 1970'erne og videre endnu.

Derfor blev deres tilbøjelighed til at forgribe sig på mindreårige øget.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/washington/articles/2011/05/18/studu_blames_culture_of_era_for_churchs_abuse_crisis/

tirsdag den 17. maj 2011

Californien forhøjer skatterne

Der er ikke mange, der tør efterhånden. Men i Californien bebuder guvernør Jerry Brown, at delstatens skatter skal forhøjes.

Årsagen er et budgetunderskud på 15 milliarder dollar (79 milliarder kroner).

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Men demokraten Brown støder på modstand fra Republikanerne i delstatsforsamlingen.

I valgkampen forud for guvernørvalget i november i fjor lovede Jerry Brown at spørge vælgerne til råds om skattestigninger. Så hvis det ikke lykkes at få den politiske opposition med på forslaget, vil Brown formentlig udskrive en folkeafstemning om spørgsmålet.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-budget-20110516,0,269212.story

Republikansk kapløb om nominering helt åben

Bekendtgørelsen fra tidligere Arkansas-guvernør Mike Huckabee om, at han ikke gør et nyt forsøg i 2012 på at blive Republikanernes nominerede til præsidentvalget, betyder, at feltet blandt Republikanerne mere åbent end på noget tidligere tidspunkt siden Anden Verdenskrig.

Det skriver avisen USA Today.

"Huckabees beslutning vender op og ned på kapløbet," siger Mark McKinnon, som var politisk strateg for tidligere præsident George W. Bush.

Dog menes Huckabees ikke-deltagelse at styrke den tidligere Massachusetts-guvernør Mitt Romney, som også forsøgte sig i 2008.

Republikanernes nominerede skal med næsten garanti op mod præsident Barack Obama, som ønsker at genopstille og ventes at blive Demokraternes foretrukne.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/politics/2011-05-15-republican-huckabee-president_n.htm#

søndag den 15. maj 2011

Obama opfordrer til at bore efter mere olie

For Barack Obama er USA tilbage til situationen før Deepwater Horizon-lækagen i Den Mexicanske Golf. Så præsidenten giver ordre til, at boringen efter olie på amerikansk territorium skal udvides. Også i Alaska, hvor følsomheden over for et udslip er stor.

Det skriver dagbladet Washington Post.

En højtstående embedsmand i Det Hvide Hus siger til avisen, at Obama-regeringen vurderer, at det er muligt at gå videre i "attraktive områder" i Alaska "i overenstemmelse med miljømæssige værdier".

Obamas udspil tjener flere formål: Han vil imødegå kritik fra Republikanerne fra oppositionen, han vil lette presset fra olieselskaberne, han vil forsøge at tvinge brændstofpriserne ned, og han vil reducere USA's afhængighed af importeret olie.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/business/economy/president-obama-seeks-to-please-republicans-oil-industri/2011/05/13/AFUprx3G.html

Forsøg med offentligt-privat partnerskab i USA

I USA, som besynger det frie marked, bliver der nu gjort forsøg med et usædvanligt offentligt-privat partnerskab. Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Formålet med samarbejdet er at opbygge en højteknologisk industriklynge i Albany, New York.

Og fordi der ikke er tale om et partnerskab og ikke midlertidig offentlig bistand med likviditet bliver projektet formentlig af varig art.

Los Angeles Times vurderer ligefrem, at modellen fra Albany, New York, kan blive forbillede for en økonomisk genrejsning over hele USA.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-manufacturing-revival-20110515,0,569232.story

lørdag den 14. maj 2011

Reklamer forsøger at nå amerikanere over 55

Gennem årtier har læren i USA været, at det er de unge, der er købelystne. Og det er de unge, hvis forbrug det er muligt at ændre. Det kan være.

Men amerikanske firmaer er nu begyndt at henvende sig til det ældre publikum i deres reklamer. Det er folk over 55 år.

Det skriver avisen New York Times.

Kellogg's og Skechers er blandt de virksomheder, som nu forsøger at nå ud til det ældre publikum med deres kommercielle budskab.

"På en måde er de den ideelle forbruger. De har penge, de bruger medierne meget, og de har stadig en tro på fremtiden," siger Stephanie Pappas fra reklamebureauet BBDO NY om de grånende amerikanere.

Eksperterne mener, at skiftet over mod ældre forbrugere skyldes, at, ja, de råder over flere penge. Desuden er en voksende andel af den amerikanske befolkning ældre.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/05/14/business/media/14viewers.html

fredag den 13. maj 2011

Forskningsråd: Behov for klimaindgreb i USA nu

Ikke kun findes global opvarmning - der er et presserende behov for at imødegå problemet.

Så entydig og skarp er advarslen i en rapport fra Det Nationale Forskningsråd i USA, der hører under Det Nationale Videnskabernes Akademi.

Det skriver avisen New York Times.

Det Nationale Forskningsråd anbefaler ikke nogen specifik politik. Men rådet fastslår, at det vil være nyttigt at fastsætte en pris for CO2-forurening.

Det hedder i rapporten, at det er dyrere at ignorere klimaændringerne end at gøre noget nu for at bremse dem.

Hidtil har store dele af Kongressen været modvillig over for et indgreb. De siger, at det ville lægge byrde på amerikansk industri og hæmme USA's økonomiske vækst unødigt.


Læs New York Times-artiklen:

onsdag den 11. maj 2011

Demokrater vil sløjfe skattefradrag til olieselskaber

Demokraterne i Senatet i USA ønsker at indstille skattefradrag til landets fem største olieselskaber. Hensigten er at skaffe 21 milliarder dollar (109 milliarder kroner) i den føderale pengekasse over det kommende tiår og således bidrage til at mindske den nationale gæld.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Demokraterne begrunder forslaget med, at olieselskaberne Exxon Mobil, Shell, BP, Chevron og ConocoPhillips har en kæmpemæssig fortjeneste og ikke har behov for en økonomisk håndsrækning fra de amerikanske skatteydere.

Med forslaget tvinger Demokraterne deres politiske modstandere i defensiven. Republikanerne bliver nødt til at tage stilling til, om de vil forsvare olieselskaberne.

Republikanerne skal også beslutte, om de vil stå fast på den hidtidige holdning om, at de kun vil spare - og de ikke vil pille ved skatterne for at nedbringe gælden.

Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/politics/senate-democrats-push-to-end-tax-breaks-for-big-oil-companies-to-cut-deficit/2011/05/10/AFiL42hG_story.html


Lakers står ved en korsvej

Basketballholdet Los Angeles Lakers står over for flere skelsættende beslutninger, efter at det blev fejet ud af slutspillet i den amerikanske NBA-liga med fire nederlag i træk.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Først og fremmest skal Lakers til at på udkig efter en ny træner, efter at Phil Jackson - efter i alt 11 mesterskabstitler - trækker sig tilbage og slår sig ned i Montana.

Desuden skal ledelsens beslutte, om holdet kan nøjes med at foretage mindre justeringer. Eller det skal bygge en ny besætning op fra bunden.

Overvejelserne skyldes den skuffende måde, som Lakers tabte til Dallas Mavericks på i Western Conference-semifinalen. Både Pau Gasol og Ron Artest skuffede fælt. Stjernen over dem alle, Kobe Bryant, spillede ikke op til vanlig standard. Og så bliver det svært.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/sports/basketball/nba/lakers/la-sp-rebuild-20110511,0,7536645.story

Microsoft risikerer at ødelægge Skype

Microsoft har købt internet-telefontjenesten Skype for 8,5 milliarder dollar (44,1 milliarder kroner). Handlen er muligvis god for Microsoft. Men den er med garanti skidt for for Skypes 170 millioner brugere.

Det fastslår Dan Lyons i en kommentar i internet-nyhedsmagasinet The Daily Beast.

Lyons henviser til, hvordan Microsoft efter hans opfattelse har ødelagt andre lovende innovationer, som softwaregiganten har opkøbt. Det gælder Danger Inc., der lavede en tidlig smartphone-udgave. Det skete med opkøbet af søgemaskinen Yahoo.

Microsoft lover, at koncernen vil overholde et armslængdeprincip til Skype for ikke at ødelægge et produkt, som brugerne i samlet kor besynger.

Men vilkårene bliver anderledes nu, påpeger Dan Lyons: Skype-ingeniørerne er tvunget til at samarbejde med de forskellige grupper af Microsoft-ingeniørerne. Problemerne er til at få øje på.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2011-05-10/microsoft-buys-skype-why-it-will-screw-it-up/?cid=bsa.moreauthor1

lørdag den 7. maj 2011

Ældre kæmper for at komme ud af ledighed

Den sløve beskæftigelse i USA gør det svært for især folk i 50'erne og 60'erne at få et job. Arbejdsgiverne viger tilbage tilbage fra at ansætte dem, fordi de formentlig koster mere i løn og i sygeforsikring.

Samtidig har arbejdsgiverne en forestilling om, at ældre medarbejdere er mindre lærenemme, når det gælder nye arbejdsrutiner.

Det skriver avisen Boston Globe.

Nye tal fra det amerikanske arbejdsministerium viser, at erhvervsaktive på 55 år eller mere i gennemsnit er ledige i et år. Det er to måneder længere end yngre erhvervsaktive.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/business/articles/2011/05/07/for_older_job_seekers_pressure_is_on/

Beskæftigelse - og ledighed - stiger i USA

USA skabte næsten 250.000 nye arbejdspladser i april. Men lige lidt hjælper det. For samtidig steg den amerikanske arbejdsløshed, nemlig fra 8,8 procent i måneden før til 9,0 procent.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

De nye tal fra arbejdsministeriet er en påmindelse om, at selv om USA's økonomi atter vokser, kniber det med at reducere arbejdsløsheden.

Ifølge Los Angeles Times skal der etableres syv millioner nye job, før beskæftigelsen er tilbage på samme niveau som før krisen.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-jobs-20110507,0,5088541.story