tirsdag den 26. juli 2011

Amerikansk fodbold er sikret i 10 år frem

Efter den længste konflikt i NFL-ligaens historie har parterne indgået en aftale, som sikrer amerikansk fodbold i 10 år frem.

Det skriver avisen USA Today.

Konflikten har forsinket forberedelserne til den kommende sæson, og der er venter hektiske dage med træningslejr og spillerhandler frem mod åbningskampen den 8. september.

"Når det går i gang, vil hver eneste dag, der går, være som en måned," siger Miami Dolphins' direktør, Jeff Ireland, om de afkortede forberedelser.

Konflikten bestod i en lockout af spillerne og varede i 136 dage.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/sports/football/nfl/2011-07-25-lockout-ends-whats-next_n.htm?csp=ipmps

Latinos er værst ramt af krisen

Latinos er den befolkningsgruppe i USA, der har oplevet den største nedgang i velstand på grund af krisen. Det viser en undersøgelse, som er udarbejdet af stiftelsen Pew Foundation.

Det rapporterer avisen New York Times.

Pew Foundation opgør på baggrund af tal fra den amerikanske folketælling, at latinos oplevede et fald i medianindkomst på 66 procent fra 2005 til 2009.

Til sammenligning var nedgangen hos hvide på kun 16 procent i samme periode, mens sorte mistede 53 procent og asiater 54 procent.

Således er indkomstforskellene mellem befolkningsgrupperne i USA større end nogensinde tidligere i de 25 år, hvor folketællingen har medtaget økonomiske data.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/07/26/us/26hispanics.html

søndag den 24. juli 2011

Krav om deling af Californien

Den konservative sydlige af Californien gider ikke resten af den amerikanske delstat længere. Det mener lokalpolitikeren Jeff Stone fra Los Angeles-området.

Stone har taget initiativ til et topmøde om emnet. Formålet er at sætte gang i en underskriftsindsamling, så spørgsmålet kan komme til folkeafstemning i Californien i forbindelse med valget i november 2012.

Det skriver den britiske avis The Indpendent on Sunday.

Jeff Stone forestiller sig et sydligt Californien, SoCal, bestående af San Diego og dele af Los Angeles-området, som er stærkt konservativt og republikansk. Resten af Californien er overvejende liberalt og demokratisk.

Forresten: Californiens enorme delstatsgæld - den skal alene det gamle, liberale Californien tage sig af.


Læs The Independent on Sunday-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/world/americas/southern-rebels-demand-breakup-of-the-golden-state-2319063.html

fredag den 22. juli 2011

Kampen mod kul styrkes af milliondonation

Kampen mod de forurenende kulfyrede kraftværker i USA bliver nu styrket med en donation på 50 millioner dollar (262 millioner kroner). Og de mange rare penge kommer fra ingen andre end den velhavende New York-borgmester Michael Bloomberg.

Det skriver avisen Washington Post.

Bloomberg overlader til miljøorganisationen Sierra Club at forvalte donationen. Og Sierra Clubs daglige leder, Michael Brune, siger, at den økonomiske bidrag er "helt afgørende".

Både Bloomberg og Sierra Club er tilhængere af vedvarende energi, der jo ikke sætter fart i klimaændringerne. Bloomberg er som New York-borgmester kendt for sin grønne profil.


Washington Posts hjemmeside:

torsdag den 21. juli 2011

Grænsemur bygges med private penge

Den amerikanske delstat Arizona beder om private pengebidrag til at bygge en mur ved grænsen til Mexico. Opfordringen er indeholdt i en delstatslov, som netop er trådt i kraft.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Den republikanske delstatspolitiker Steve Smith står i spidsen for initiativet. Smith siger, at den manglende grænsesikkerhed er et af de værste problemer, som USA står over for lige nu.

Arizona har næsten 600 kilometer fælles grænse med Mexico. Delstaten er kendt for en meget barsk holdning over for indvandring.


Læs BBC-historien:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-14222573

onsdag den 20. juli 2011

Amerikanske unge har svært ved at orientere sig

Amerikanerne ved ikke meget om resten af verden. Sådan lyder en udpræget holdning i netop resten af verden.

Nu er der argumentation at hente i en ny undersøgelse af amerikanske gymnasieelevers kendskab til geografi. Kun en tredjedel har en rimelig viden, viser en landsomfattende test fra 2010.

Det skriver avisen New York Times.

Ydermere er gennemsnitsscoren i geografitesten faldet en anelse for den ældste gymnasieklasses vedkommende siden en tilsvarende test i 2001.


Læs New York Times-artiklen:

tirsdag den 19. juli 2011

Markedet opdager amerikanske mødre med mobil

Det er ikke de unge. Det er ikke forretningsmændene. Det er mødre med mobiltelefoner, som amerikanske virksomheder betragter som en overraskende stor og voksende gruppe af kunder.

Og derfor forsøger markedet at nå dem med målrettede budskaber til deres smartphone.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Iføge Nielsen Research, som undersøger forbrugertendenser, er mødre en boomende gruppe af iPhone-købere. Og mødrene er tilmed flittige til at bruge den nye anordning, uanset om det er til at købe varer på nettet, streame musik, ordne kalenderen eller andre af de mange funktioner.


Washington Posts hjemmeside:

mandag den 18. juli 2011

Nyt finansielt forbrugerråd får en leder

Professor Elizabeth Warren fra Harvard University fik ideen om et finansielt forbrugerråd i USA, og hun har arbejdet det seneste år på vegne af præsident Barack Obama med at udarbejde rammerne for rådet.

Men da rådets leder skulle nomineres, foretrak Obama en anden. Nemlig den tidligere justitsminister i delstaten Ohio Richard Cordray.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Richard Cordray har i forvejen erfaring med at håndhæve regler om at beskytte forbrugere mod overgreb fra banker og finanshuse. Men når han blev valgt frem for Elizabeth Warren, skyldes det, at præsidenten regnede med, at det ville blive vanskeligt - måske umuligt - at få en nominering af Warren godkendt i Senatet.

Cordray opfattes som mere moderat.

Elizabeth Warren overvejer nu en politisk karriere. Hun forsøger måske at blive Demokraternes udfordrer til den republikanske senator Scott Browns sæde fra delstaten Massachusetts ved kongresvalget i november næste år.


Washington Posts hjemmeside:

søndag den 17. juli 2011

Silicon Valley fester

Økonomisk krise i USA? Ja, måske, men det gælder ikke Silicon Valley - klyngen af it-virksomheder i Californien.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Optimismen afspejler sig i, at lejemål på kontorer bliver dyrere, huspriserne stiger, og belægningen på hotellerne er næsten fordoblet. De berygtede fester fra it-boblen for omkring 10 år siden er vendt tilbage til området.

Den økonomiske opgang er en følge af, at mange it-virks0mheder går på børsen og pludselig bliver millioner af dollar værd på papiret. Samtidig oplever etablerede it-foretagender, at kursen på deres aktier stiger konstant.

Spørgsmålet er, om it-opturen er falsk? Altså om der er en ny it-boble under udvikling?


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/custom/la-fi-tech-boom-20110717,0,193060.story

tirsdag den 12. juli 2011

Menneskeretsgruppe: Bush bør retsforfølges

Den New York-baserede internationale menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch er ikke i tvivl. Organisationen anbefaler, at den amerikanske regering tager skridt til at retsforfølge tidligere præsident George W. Bush.

Hvorfor? Fordi der angivelig er "overvældende beviser" på, at Bush gav ordre til tortur.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Ifølge Human Rights Watch bør der foretages en efterforskning ikke kun af Bushs handlinger, men også af, hvad vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og CIA-chef George Tenet foretog sig.

Organisationen klager over, at USA's nuværende præsident, Barack Obama, hidtil har behandlet torturordren som et "uheldigt politisk valg" i stedet for en forbrydelse.


Læs BBC-artiklen:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-14119065

mandag den 11. juli 2011

Amerikansk flyselskab køber måske europæiske fly

Det vil være et nybrud, hvis det sker. Det amerikanske luftfartselskab American Airlines overvejer at købe et stort antal eur0pæiske Airbus-passagerfly og således dumpe USA's egen Boeing-producent.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Airbus er ved at sammenstykke et fristende tilbud om en finansiering på seks milliarder dollar (næsten 31,8 milliarder kroner), en første rate, på en potentiel American Airlines-ordre på over 250 fly.

Den mulige handel drejer sig om 130 af de nuværende A320-fly og andre 130 af en kommende generation af A320neo-fly, der er mere brændstofeffektiv. De første fly med den mere energivenlige A320neo-motor ventes klar i 2015.

Boeing er i øjeblikket overhalet af Airbus. Boeing skal snart beslutte, om det vil opdatere Boeing 737-modellen eller udvikle et helt nyt fly, der kan give Airbus konkurrence. Det haster.


Wall Street Journals hjemmeside:
http://europe.wsj.com/home-page

søndag den 10. juli 2011

Politiuniformer - nu med indbyggede videokameraer

En pistol og en skudsikker vest kan ikke længere gøre det for politibetjente i Oakland, Californien, og mange andre steder rundt om i USA. Nu er et videokamera en fast del af politiuniformen. Kameraet er mindre end en mobiltelefon.

Det rapporterer tv-selskabet MSNBC.

Ideen med kameraet er et tilføre endnu et vidne til situationer, der måske senere opstår strid om. Og det uanset om det er trafikuheld, voldelige sammenstød eller mulig upassende adfærd fra betjentens side.


Læs MSNBC-artiklen:
http://today.msnbc.msn.com/id/43696646/ns/us_news-crime_and_courts/

lørdag den 9. juli 2011

Der bliver stadig ikke skabt nye job i USA

Frygten for, at USA atter bliver grebet af økonomisk krise, vokser. Årsagen er, at amerikanske arbejdsgivere for anden måned i træk næsten ikke var i stand til at skabe nye arbejdspladser.

Det rapporterer dagbladet New York Times.

Det amerikanske arbejdsministerium oplyser, at der kun kom 18.000 nye private job uden for landbruget i juni måned. Hos det offentlige faldt antallet af arbejdspladser.

Selv om netto-antallet af arbejdspladser steg en smule sammenlagt, øgedes arbejdsløsheden i USA med 0,1 procentpoint i juni til 9,2 procent.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/07/09/business/economy/job-growth-falters-badly-clouding-hope-for-recovery.html

søndag den 3. juli 2011

Obama skifter måske snart finansminister

Måske er det ikke tilfældigt, at det er sluppet ud, at USA's finansminister, Timothy Geithner, overvejer at træde tilbage i løbet af efteråret.

Måske er det udtryk for, at der er utålmodighed i Det Hvide Hus med hensyn til at foretage en overhaling af præsident Barack Obamas økonomiske politik i god tid inden præsidentvalget i november næste år.

Det skriver internetnyhedssiden The Daily Beast.

Hvis Obama skal fremstå som en leder med en ny plan, er han formentlig nødt til at frigøre sig fra Timothy Geithner. Årsag? Finansministeren fremstår som ansigtet udadtil for en politik, der medfører en arbejdsløshed i USA, som stadig er oppe på omkring ni procent.

Og hvad siger Geither selv til rygterne: At han regner med at fortsætte som finansminister "i overskuelig fremtid".


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/articles/2011/07/02/treasury-secretary-tim-geithner-expected-to-exit-by-end-of-year-giving-obama-fresh-chance-to-remake-economic-policy.html

fredag den 1. juli 2011

San Francisco er USA's mest grønne by

I oktober 2009 iværksatte San Francisco en plan om obligatorisk genbrug af affald. Allerede nu er andelen af genbrugt affald oppe på 77 procent.

Det skriver dagbladet USA Today.

Bystyret forventer, at det vil være realistisk at nå op på en genbrugs-andel på 90 procent - og næppe højere.

San Franciscos affaldshåndtering er med til at gøre byen til den mest miljøbevidste i USA, viser en sammenligning fra Siemens-koncernen. Vand- og luftkvalitet og en lang række andre faktorer indgår også i opgørelsen.

Siemens-ranglisten afslører, at det ikke kun er i det sædvanligvis grønne Californien, at de miljørigtige byer findes. Også New York, Washington, Boston, Denver og Minneapolis er med i top 10.


USA Todays hjemmeside: