onsdag den 10. oktober 2012

AMERIKA NOTER fortsætter på Facebook

Efter tre år og op mod 1.000 poster har jeg besluttet at lukke bloggen AMERIKA NOTER. Min USA-interesse er usvækket. Jeg fortsætter med at levere USA-nyheder og -refleksioner på et andet medie, nemlig Facebook.

Selv om du ikke er ven med mig på Facebook, kan du modtage mine USA-nyheder på din egen Facebook-side. Det gør du ved at gå til følgende hjemmeside:

http://www.facebook.com/regner.hansen.globuzz

Her skal du trykke på feltet Abonnér til højre for globussen. Så vil du fremover få mine USA-nyheder (og intet andet fra mig) på din Facebook-side.

Tak til alle, der var med på hele turen med bloggen, eller som bare hoppede på af og til. På gensyn på Facebook!

Regner Hansen

søndag den 16. september 2012

Kritiker: Obama har ikke fremmet integration

Der var mange spådomme i 2008 om, at USA ikke var modent til at få en afrikansk-amerikansk præsident. Men Barack Obama blev valgt, og så ville der formentlig ske en integration på tværs af racer.

Forkert, svarer Ta-Nehisi Coates i en lang, kritisk artikel i magasinet The Atlantic.

Coates anfører, at som kandidat fremhævede Obama behovet for at acceptere, at racespørgsmålet findes, og at der er en forbindelse tilbage til slaveriet i USA.

Men som landets første afrikansk-amerikanske præsident har Obama næsten fuldstændig undgået, mener Coates, at nævne aspektet om race. I stedet har Obama forsøgt at at være "dobbelt så dygtig" og "halv så sort" i forsøget på at opnå anerkendelse og popularitet. På den måde har han hyklet i forhold til løftet om integration.

Artiklen har titlen "Fear of a Black President".


Læs The Atlantic-artiklen:
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2012/09/fear-of-a-black-president/309064/

lørdag den 15. september 2012

Lov mod fagforeninger i Wisconsin underkendt

Dommer giver offentligt ansatte i Wisconsin retten tilbage til forhandle om kollektive overenskomster.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Loven, som guvernør Scott Walker, stod bag, har været i kraft i over et år.

En kredsdommer fastslår, at centrale elementer i den omstridte lov krænker forfatningen og er ugyldige.

Mens fagforeninger jubler, bebuder guvernør Walker, at han vil appellere. Det er uklart, om loven gælder i appelperioden.


Læs BBC-omtalen af nyheden:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-19608738

fredag den 14. september 2012

Panel: USA's missilforsvar bør udvides

Der er en mangel ved det amerikanske missilforsvar. Det vurderer et panel, som består af forskere og militæreksperter under Det Nationale Forskningsråd. Panelet har til opgave at give regeringen videnskabelig og teknisk rådgivning.

Avisen New York Times skriver, at panelet råder præsident Barack Obama til at udvide missilforsvaret, så USA bliver bedre i stand til at imødegå den slags langtrækkende missiler, som Iran måske er ved at udvikle.

Panlet har arbejdet på anbefalingerne i to år. Det er første gang, at et organ under Det Nationale Forskningsråd kommer med råd om missilforsvaret.


Læs New York Times-artiklen:
www.nytimes.com/2012/09/12/science/us-missile-defense-protections-are-called-vulnerable.html


mandag den 10. september 2012

Lærerne i Chicago strejker

Lærerne i Chicago, det tredjestørste skolesystem i USA, har indledt en strejke, efter at forhandlinger gennem flere måneder om løn- og arbejdsvilkår ikke er kommet ud af stedet. Strejken påvirker cirka 350.000 elever.

Det skriver avisen New York Times.

Lærerne strides med bystyret om løn, tryghed i ansættelsen og evalueringer af undervisningen.

Strejken sætter Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, i et dilemma. Han er demokratisk borgmester og overtog posten i fjor med et løfte om at forbedre de offentlige skoler. Samtidig står fagforeningerne stærkt i Chicago, og de er del af Det Demokratiske Partis base.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/09/10/education/with-no-contract-deal-by-deadline-in-chicago-teachers-will-strike.html

Stigende fattigdom i USA bliver ignoreret

Fattigdommen i USA er svagt stigende, men det er ikke noget, som de to præsidentkandidater ytrer sig synderligt om.

Det konstaterer avisen Boston Globe.

Nye statistik fra Census Bureau, der følger bevægelser i den amerikanske befolkning, ventes at vise, at andelen af fattige er øget en smule og nu kommer op på det højeste niveau siden 1965. Næsten en ud af hver seks amerikanere lever i fattigdom, men Barack Obama og Mitt Romney taler hellere om at redde middelklassen.

"Fattiges politiske synlighed og indflydelse er omtrent samme sted, som den var tidligt i 1960'erne - inden den såkaldte krig mod fattigdom. Hvis nogen af de to (Obama og Romney, red.) planlægger at forholde sig til fattigdom, så er det ikke noget, de er åbne om," siger Christopher Jencks, professor i offentlig administration ved Kennedy School of Government på Harvard University, til Boston Globe.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://bostonglobe.com/news/politics/2012/09/09/for-advocates-country-poor-presidential-campaign-gives-little-clarity-addressing-poverty/sZhd9i4Z0gMGahFKxknDXM/story.html

lørdag den 8. september 2012

Præsidentkandidater bejler til latinos

Amerikanere af latinamerikansk oprindelse udgør en voksende andel af befolkningen, og de er også en stadig mere vigtig vælgergruppe. Denne udvikling har ikke forbigået Barack Obamas og Mitt Romneys opmærksomhed. De to kandidater til præsidentvalget i november viede latinos betydelig opmærksomhed på henholdsvis Demokraternes og Republikanernes just overståede partikonventer.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Obama og Romney og deres støtter kappedes om at komme med bemærkninger på spansk på konventerne i Tampa og Charlotte.

Det betød ikke så meget, om det lød autentisk. Det var viljen, der talte, vurderer Jaime Regalado, professor emiritus i politisk videnskab på Cal State L.A.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-conventions-spanish-20120907,0,7701180,print.story

fredag den 31. august 2012

Nye job i USA er overvejende lavtlønsjob

De fleste nye arbejdspladser i USA er lavtlønsjob. De job, der forsvandt, lå i midten af spektret over lønningers højde.

Det fremgår af en ny rapport fra National Employment Law Project.

"Hovedbudskabet er, at vi ikke kun har et jobunderskud. Vi har et underskud af gode job," siger Annette Bernhardt, forfatter af rapporten, ifølge avisen New York Times.

Undersøgelsen omfatter 366 typer beskæftigelse, der er samlet i tre grupper efter lønningernes højde.

De fleste nye job er inden for detailhandel og forarbejdning af fødevarer. De forsvundne job var inden for byggeri, fremstillingsindustri og information.


Læs New York Times-artiklen:
www.nytimes.com/2012/08/31/business/majority-of-new-jobs-pay-low-wages-study-finds.html

tirsdag den 28. august 2012

USA vil opstille missilforsvar i Asien

Ikke kun udbygger USA sin flådetilstedeværelse i Asien - præsident Barack Obamas regering har også en plan om at opstille et missilforsvar.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Initiativet ventes at udløse vrede i Kina, som missilforsvaret uudsagt er rettet mod. Ifølge Obama-regeringen er Nordkorea årsag til oprustningen.

Missilforsvaret ventes at komme til at bestå af en ny radar i Japan og muligvis endnu én i Sydøstasien, som er knyttet til missiler baseret på skibe og landbaserede raketsystemer, der skal neutralisere indkommende missiler.

Obama ønsker at skifte USA's strategiske fokus fra Irak og Afghanistan til Sydøstasien og Stillehavs-området, der er er afgørende for amerikansk økonomi.

Den amerikanske bekymring skyldes Nordkoreas adfærd med atomteknologi og Kinas aggressive optræden i Det Sydkinesiske Hav, hvor det kæmper om olie og mineraler med andre lande i regionen.


Læs Wall Street Journal-artiklen:
http://online.wsj.com/article/SB10000872396390444812704577605591629039400.html


torsdag den 23. august 2012

Republikansk anbefaling af totalt forbud mod abort

Republikanerne går nu et skridt videre i værdikampen i USA. Udvalget i den republikanske partiorganisation, der fastsætter den politiske dagsorden forud for valgene i november, anbefaler, at partiet støtter et totalt forbud mod abort, uanset om graviditeten skyldes voldtægt, incest eller bringer moderens liv i fare.

Det skriver avisen Boston Globe.

Meldingen øger furoren om Republikanernes holdning til abort, som opstod, efter at det republikanske kongresmedlem Todd Akin antydede, at voldtagne kvinder selv er skyld i voldtægten.

I virkeligheden er det såkaldte forslag om "menneskeligt liv" ikke anderledes end den republikanske platform i 2004 og 2008, men det kommer på et strategisk uheldigt tidspunkt, fordi Akins synspunkter synes at svække partiet. Akin forsøger at blive senator fra Missouri, og hans demokratiske modstander spås nu øgede chancer.

Den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, erklærer sig som modstander af adgang til abort, undtagen i de tre tilfælde: Voldtægt, incest og fare for moderens liv.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.bostonglobe.com/news/politics/2012/08/21/gop-platform-committee-would-ban-abortion-even-save-woman-life-adding-furor-over-senate-candidate-offensive-remarks-rape/z8RUoesNCeEfX5N0BXqWtJ/story.html?camp=newsletter

mandag den 20. august 2012

Faldende moral i USA's hær

Kun en fjerdedel af officerer og soldater i USA's hær tror, at dette militære værn er på vej i den rigtige retning.

Det viser en ny undersøgelse ifølge avisen Boston Globe.

Således er moralen rekordlav. Mange mener, at der findes en tillidskrise i forhold til hæren.

De mest populære årsager til den manglende tillid er "ineffektive ledere på høje niveauer", en frygt for at miste de bedste efter et tiår med krig og en opfattelse - især blandt soldater med længere anciennitet - af utilstrækkelig disciplin.

Undersøgelsen er gennemført på bestilling af Center for Army Leadership på Fort Leavenworth-basen i Kansas.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://bostonglobe.com/1970/01/12/morale/2mpKxYVKbXpEcMG97e5tdO/story.html

fredag den 10. august 2012

USA opfordres til at bremse biobrændstof-produktion

Den voksende internationale fødevarekrise betyder, at USA i højere grad bør dyrke korn til menneskeføde end til biobrændstof. Sådan lyder opfordringen fra FN's landbrugs- og fødevareorganisation, FAO.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

I henhold til amerikansk lov skal 40 procent af høsten gå til at fremstille biobrændstof, hvilket vil mindske USA's afhængighed af importeret olie.

Men FAO mener, at fødevareproduktionen bør prioriteres højere, fordi der er mangel på mad, og en tørke og hedebølge i USA har ødelagt en stor del af afgrøderne og drevet priserne på majs og andre produkter op.


Læs BBC-rapporten:
http://www.bbc.co.uk/news/business-19206199

onsdag den 8. august 2012

Ældre amerikanere har det fint

Trods krisen føler USA's ældre generelt, at de har et godt liv. En meningsmåling blandt 2.250 amerikanere over 60 år viser, at 60 procent klarer sig glimrende med hensyn til økonomien. 71 procent siger, at de også er i stand til at håndtere uforudsete udgifter.

Og 75 procent mener, at tilværelsen bliver lige så god eller bedre de kommende 10 år.

Det viser en opinionsundersøgelse, som er foretaget af dagbladet USA Today sammen med UnitedHealthcare og Det Nationale Ældreråd.

Målingen tyder også på, at optimismen ikke sprudler i samme grad blandt ældre, der tilhører lavindkomstgrupper i USA.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/story/2012-08-07/aging-americans-attitudes-retirement/56860194/1

mandag den 6. august 2012

James Hansen: Varme somre skyldes klimaændringer

De nylige hedebølger og ekstremt varme somre i USA og andre steder er ikke tilfældige. De var formentlig forårsaget af klimaændringer.

Det fastslår klimaforskeren James Hansen fra NASA, den amerikanske rumfartsadministration.

Ifølge Hansen er det muligt at påvise sammenhængen med "en høj grad af sikkerhed".

Det skriver avisen USA Today.

I 2011 havde de amerikanske delstater Texas og Oklahoma de varmeste somre, der nogensinde er registreret. I 2010 havde store dele af Rusland den varmeste sommer i mindst 130 år.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/weather/climate/globalwarming/story/2012-08-04/heat-waves-climate-change-james-hansen/56794570/1

onsdag den 1. august 2012

Kritik af flytning af USA's strategiske fokus til Asien

Der mangler en politisk begrundelse og et økonomisk grundlag for USA's sikkerhedsmæssige skift af fokus fra Atlanterhavs-regionen til Asien under ledelse af præsident Barack Obama.

Det fremgår ifølge avisen New York Times af en analyse, der er udarbejdet på foranledning af en gruppe senatorer på tværs af partiskel. Det understreges i analysen, at det strategiske skift ikke nødvendigvis er forkert.

"Forsvarsministeriet har ikke i tilstrækkelig grad beskrevet strategien bag planen om at flytte styrker - og har heller ikke knyttet strategien til ressourcer på en måde, der afspejler den aktuelle budgetmæssige virkelighed," fastslås det i analysen, som stammer fra den uafhængige tænketank Center for Strategiske og Internationale Studier.

Analysens hovedforfattere skal fortælle i detaljer om analysen på en høring i denne uge i Repræsentanternes Hus' forsvarsudvalg. En tilsvarende høring ventes gennemført i Senatets forsvarsudvalg senere.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/08/01/world/study-criticizes-pentagon-over-plans-to-shift-focus-to-asia.html

søndag den 29. juli 2012

De fleste nye indvandrere er asiater

Gennem årtier er tilsammen millioner af latinamerikanere strømmet til USA og har udgjort den hurtigst voksende etniske gruppe. Men et skifte er undervejs. De fleste nye indvandrere er ikke af latinamerikansk herkomst - de kommer fra Asien.

Det skriver det britiske ugemagasin The Economist.

Ifølge en nylig rapport fra forskningsinstituttet Pew Research Center, som medtager både legal og illegal indvandring, var asiater den største gruppe i 2010. Dette år ankom 430.000 asiater til USA mod 390.000 latinamerikanere.

Den vigende latinamerikanske interesse for at tage til USA forklares med det økonomiske tilbageslag, som den amerikanske økonomi har været udsat for på grund af finanskrisen.

Asiater er ikke på samme måde påvirket af økonomiske faktorer. De finder vej til USA, fordi der er efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft i amerikansk erhvervsliv (og på uddannelsesinstitutioner) trods krisen.

Næsten halvdelen af asiatisk-amerikanerne i USA, der er ældre end 25 år, har mindst en mellemlang videregående uddannelse. Det amerikanske gennemsnit er lavere, nemlig lidt over en fjerdedel.


Læs The Economist-artiklen:
http://www.economist.com/node/21559642

Hollywood overvejer konsekvenser af vold i film

Skyderiet i Denver, Colorado, i forbindelse med premieren på den nyeste Batman-film får den amerikanske filmindustri i Hollywood til at spørge sig selv, om den har et medansvar ved at lave voldelige film.

Avisen Los Angeles Times noterer, at kun få i branchen har lyst til at udtale sig med navns nævnelse. De ønsker ikke at sætte lighedstegn mellem vold i film og voldelige handlinger i virkeligheden. Og de ved, at vold i film sælger.

Den uafhængige producent Harvey Weinstein, som står bag alle Quentin Tarantinos voldsmættede film, heriblandt Pulp Fiction, siger, at der er behov for selvrangelse i branchen.

Kevin Reilly, underholdningschef hos Fox Broadcasting, siger, at hans selskab allerede er varsom med mængden af vold.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
www.latimes.com/entertainment/news/movies/la-et-ct-hollywood-violence-20120728,0,1738450.story

torsdag den 26. juli 2012

Amerikanske par i fødselsstrejke

Unge amerikanske par tøver med at få børn og stifte familie, og det tilskrives den økonomiske krise.

Avisen USA Today rapporterer med tal fra Demographic Intelligence, en virksomhed i Charlottesville, Virginia, der laver markedsanalyse, at fødselsraten i USA er den laveste i 25 år.

Hver amerikansk kvinde får i gennemsnit 1,87 børn, hvilket er det laveste siden 1987. Så sent som umiddelbart før krisen - i 2007 - var raten på 2,12 børn.

Den manglende lyst til at få børn er størst hos par med lav indkomst og par af latinamerikansk oprindelse. De trækker gennemsnittet ned.

"Det viser, at fødsler er blevet klart påvirket af økonomien. Og som ethvert tilbageslag rammer det ikke folk lige hårdt," siger Sam Sturgeon, leder af Demograhic Intelligence, om de nye tal til USA Today.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/NEWS/usaedition/2012-07-26-birth-rates_ST_U.htm

onsdag den 25. juli 2012

USA forsøger sig med bølgeenergi

Så har USA fået sit første anlæg til at generere bølgeenergi. Det sker som led i bestræbelserne på at skabe en bred vifte af energikilder i takt med, at olien måske slipper op.

Det skriver avisen Boston Globe.

Anlægget er blevet indviet i Eastport, Maine, i landets nordøstlige hjørne. Ideen er at nedsænke 20 turbiner nær kysten i Atlanterhavet, der skal skaffe strøm til at forsyne 1.200 husstande.

Projektet til 21 millioner dollar (næsten 130 millioner kroner) er udviklet af det lokale Ocean Renewable Power Co. med støtte fra det amerikanske energiministerium.

Maine er sammen med Alaska de mest oplagte delstater i USA, når det gælder om at udnytte bølge- og tidevandskraft.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://bostonglobe.com/business/2012/07/24/nation-first-tidal-energy-project-dedicated-eastport-maine/y477E7mCnIpfBPod5hfKXL/story.html

mandag den 23. juli 2012

Præsidentkandidater tavse om skydevåben

Den siddende demokratiske præsident i USA, Barack Obama, og den republikanske udfordrer om præsidentposten, Mitt Romney, er begge hurtige til at udtrykke medfølelse med de pårørende til de 12 dødsofre for masseskyderiet i forbindelse med premieren på en Batman-film i Denver, Colorado.

Men når det gælder skrappere krav til lovgivningen om skydevåben, er både Obama og Romney mundlamme.

Det er for dårligt, mener New Yorks borgmester, Michael Bloomberg. Han opfordrer til, at de tager spørgsmålet om kontrol med skydevåben op i valgkampen.

Det skriver avisen Boston Globe.

"Det er fint at vise sympati, men nogen må gøre noget ved det," siger Bloomberg.

Barack Obama har - trods valgløfter herom - ikke presset på for at genindføre det føderale forbud mod såkaldte angrebsvåben. Og Mitt Romney sagde, da han første gang stillede op ved præsidentvalget i 2008, at han ikke er tilhænger af ny våbenlovgivning.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://bostonglobe.com/news/politics/2012/07/22/michael-bloomberg-calls-for-president-obama-mitt-romney-lead-gun-control-debate-after-colorado-shooting/UtHGvlOZSDQIYEK6ypCabN/story.html

lørdag den 21. juli 2012

Stigende beskæftigelse i Californien

Måske er der krise i USA, men i Californien skinner solen. Beskæftigelsen er stigende.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Der blev skabt over 38.000 nye job i Californien i juni, og det skete over en bred front, selv byggeri. Det er dog handel og turisme, som bidrager med flest nye arbejdspladser.

Beskæftigelsen stiger med to procent på årsbasis, hvilket er over det amerikanske landsgennemsnit på 1,4 procent.

Det hører med, at selv om arbejdsløsheden i Californien er faldende, er den med 10,7 procent stadig vel over landsgennemsnittet i USA.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
www.latimes.com/business/la-fi-california-jobs-20120721,0,4705958.story

tirsdag den 17. juli 2012

Værste tørke i et halvt århundrede

Store dele af USA er plaget af en tørke, som ikke er set værre de seneste over 50 år. Blandt de hårdt ramte områder er majsbæltet i Midtvesten.

Det skriver den amerikanske avis Washington Post.

Omkring 55 procent af det kontinentale USA oplever nu moderat tørke - eller det, der er værre. Det er en den største andel siden 1956, rapporterer Det Nationale Klimatiske Datacenter.

Den forventede høst af majs er allerede skrumpet med 12 procent. Prisen på majs er steget med 50 procent på to måneder. På længere sigt rammes alle amerikanere, derved at madvarer bliver dyrere.

Og der er ikke udsigt til regn foreløbig.

Washington Posts hjemmeside:
http://www.washingtonpost.com

mandag den 16. juli 2012

Nye job i USA går til mænd

Siden det økonomiske tilbageslag i USA sluttede, er den langt overvejende andel af nye job gået til mænd.

Siden juni 2009 har mænd sat sig på 80 procent af de 2,6 millioner nye amerikanske arbejdspladser netto. I fjor var mændenes andel af nye job på 61 procent.

Det skriver det amerikanske dagblad Los Angeles Times.

Avisen oplyser med henvisning til data fra forbundsregeringen, at de nye arbejdspladser primært er opstået i fremstillingsindustrien, hvor mandlige ansatte dominerer. Derimod er der ikke kommet mange nye job i den offentlige sektor, hvor kvinder er i flertal.

Mænd vinder samtidig frem inden for detailhandel - et traditionelt område for kvinder.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-men-women-jobs-20120715,0,7983863.story

Amerikanere frygter globalisering

De fleste amerikanere frygter globalisering. De opfordrer til, at USA fører en skrappere handelspolitik over for Kina.

Det viser en ny meningsmåling ifølge det britiske dagblad Financial Times.

62 procent af de adspurgte mener, at USA "bør bruge ethvert tilgængeligt middel til at bremse den urimelige kinesiske handelspraksis".

Samme flertal har en oplevelse af, at der er for mange arbejdspladser, der flyttes fra USA til Kina og andre lande.

Opinionsundersøgelsen er lavet i et fællesskab mellem den demokratiske organisation The Mellman Group og den republikanske North Star OPinion Research.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/8404dcf6-ce60-11e1-bc0c-00144feabdc0.html#axzz20m1HqsNS

fredag den 13. juli 2012

Bank betaler milliard-erstatning for diskrimination

Den amerikanske storbank Wells Fargo behandlede kunder af afrikansk-amerikansk og latinamerikansk herkomst anderledes end hvide forud for den bristede boligboble. Det har det amerikanske justitsministerium fastslået. Derfor ser Wells Fargo sig nu nødsaget til at bøde med 175 millioner dollar (næsten 1,1 milliarder kroner).

Det skriver det britiske dagblad The Independent.

Forskelsbehandlingen med hensyn til lånegebyr på boliglån gik ud over 34.000 amerikanere i 36 delstater.

De 125 millioner dollar (cirka 760 millioner kroner) går til de forurettede lånetagere. Restbeløbet på 50 millioner dollar (næsten 310 millioner kroner) er øremærket til lånesanering i de områder, hvor de fleste af de forurettede bor.

Wells Fargo erkender ikke nogen skyld, men betaler beløbet for at gøre en ende på søgsmål.


Læs The Independent-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/business/news/us-bank-pays-out-175m-to-settle-claim-of-race-bias-7939680.html

Skrappe valgregler kan afgøre valg i USA

Det sker i Florida, men det foregår også andre steder i USA. Valgreglerne skærpes, og det kan komme til at påvirke udfaldet af præsident- og kongresvalget i november.

Det skriver det britiske ugemagasin The Economist.

I Florida og mindst syv andre delstater er der blevet indført love om begræsning af vælgerregistrering inden for det seneste par år. Det kan for eksempel handle om en kort afleveringsfrist for registreringsformularerne.

Ifølge tilhængerne er formålet at værne om valgprocessen. Modstanderne siger, at hensigten er at skræmme nye vælgere bort.

En anden stramning er det ligeledes nye krav om at skulle vise et officielt anerkendt id-kort med foto, når man er registreret og ønsker at stemme. Det har 11 delstater indført.


Læs The Economist-artiklen:
http://www.economist.com/node/21558603

lørdag den 7. juli 2012

Amerikanske småbyer går fallit

Først var der boligboblen, som bristede i USA. Det ramte mange enkeltpersoner. Nu er det hele småbyer, som går under.

Det britiske dagblad The Independent rapporterer, at et stigende antal mindre byer går bankerot. Byerne er ude af stand til at overholde deres økonomiske forpligtelser.

Ét eksempel er Mammoth Lakes i Californien. Byen stod med en regning på 43 millioner dollar (næsten 260 millioner kroner) for et ejendomsprojekt, som slog fejl, og var ude af stand til at betale.

Det er uklart, hvordan den kommunale service i Mammoth Lakes skal fortsætte, og hvordan kommunalt ansatte - fra politi og brandmænd til funktionærer - skal få deres løn.

Mammoth Lakes, et skisportssted i de californiske Sierra Nevada-bjerge, er den anden by i delstaten, som inden for en uge er gået bankerot. Også i andre amerikanske stater er småbyer kommet i klemme.


Læs The Independent-artiklen:
http://www.independent.co.uk/news/world/americas/broken-america-the-towns-left-in-financial-ruin-7920654.html


tirsdag den 26. juni 2012

Bølge af drab i Chicago

Når Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, begynder arbejdsdagen, er han ikke koncentreret om storbyens økonomi, sådan som mange formentlig ville antage. Han tjekker en e-mail fra byens politikontor om omfanget af forbrydelser den forløbne nat.

I disse måneder er budskabet ikke opløftende læsning. Hyppigheden af drab i Chicago er steget med 38 procent i 2012. Også antallet af skyderier er øget.

Det skriver avisen New York Times.

Tendensen i New York og Los Angeles og andre amerikanske storbyer går i den modsatte retning.

Det meste af volden i Chicago finder sted i de fattige kvarterer på South Side og mod vest, som nærmest lever i en anden verden end folk i bycentrum med de skinnende skyskrabere.

Rahm Emanuel, der kom fra en stilling som præsident Barack Obamas stabschef i Det Hvide Hus, nævnte borgernes sikkerhed i byen som en af sine tre øverste prioriteter, da han blev borgmester i Chicago for et år siden.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/26/us/rate-of-killings-rises-38-percent-in-chicago-in-12.html

Indvandrere bidrager til innovation i USA

Hvis indvandrere ikke måtte deltage i innovation, ville det skade USA's evne til at frembringe nye produkter. En ny undersøgelse viser, at indvandrere medvirker til at udvikle tre ud af fire patenter på amerikanske forskningsuniversiteter.

Det skriver dagbladet New York Times.

Undersøgelsen er foretaget af organisationen Partnership for a New American Economy, som støttes af New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.

Ifølge organisationen er mange af de udenlandske forskere ganske vist uddannet på amerikanske universiteter, men de står over for enorme problemer med at få opholdstilladelse bagefter. Derfor forsvinder de ud af landet. Flere andre industrilande har ikke lige så restriktive indvandringsbestemmelser for højtuddannede som USA, påpeger avisen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/26/business/immigrants-played-role-in-majority-of-us-technical-patents-study-finds.html

mandag den 25. juni 2012

Forbundsregering bestemmer indvandringsregler!

Den amerikanske delstat Arizona kan ikke indføre restriktioner på illegal indvandring på egen hånd. Det fastslår Højesteretten i USA i en kendelse.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Afgørelsen med stemmetallet 5-3 er en sejr for præsident Barack Obama, hvis regering har anlagt sag mod Arizona for at gå ud over delstatens beføjelser.

Men Arizonas guvernør, Jan Brewer, fik medhold på ét vigtigt punkt. Højesteret konstaterer, at delstatspolitiet i Arizona gerne må tjekke indvandrerstatus hos personer, som det standser. Blot må denne kontrol ikke føre til "langvarig tilbageholdelse", som det hedder.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/politics/la-pn-supreme-court-strikes-down-key-parts-of-arizona-immigration-law-20120625,0,5912888.story

fredag den 22. juni 2012

Højesteretskendelse svækker fagforeninger

Barack Obama er allieret med den amerikanske fagbevægelse, og han forlader sig på, at fagforeningerne vil hjælpe ham med at blive genvalgt til præsidentposten i november.

Men fagbevægelsen får sværere ved at yde et bidrag til den demokratiske præsident som følge af en ny højesteretskendelse, skriver det britiske dagblad Financial Times.

Højesteretten besluttede med stemmetallet 7-2 at svække fagforeningers mulighed for at indsamle penge til politiske formål blandt visse offentligt ansatte.

Kendelsen kommer efter fagforeningernes nederlag i delstaten Wisconsin, hvor de uden held forsøgte at afsætte den fagforeningsfjendtlige republikanske guvernør Scott Walker.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/67467aa0-bbbb-11e1-9436-00144feabdc0.html#axzz1yWw3sDG3

torsdag den 21. juni 2012

USA er plaget af såkaldt kreditkløft

Der er forskel i USA mellem de, der har, og de, der ikke har. Dette gælder også adgangen til kredit, rapporterer finansdagbladet Wall Street Journal.

Den bristede boligboble efterlod millioner af amerikanere brændemærket som følge af faldende boligpriser, arbejdsløshed, overforbrug og ren og skær uheld. De får ikke glæde af den lavere udlånsrente, som den amerikanske forbundsbank fremkalder.

Fordelen tilfalder alene de amerikanere, som klarede sig gennem den finansielle krise uden eller med få skrammer. Således gik næsten 90 procent af alle nye boliglån fra boligkreditinstitioner i 2011 til husstande med høj kreditværdighed.

Problemet rammer ikke kun den del af befolkningen, som har lav kreditværdighed. Det går ud over hele befolkningen, fordi centralbanken således har svært ved at nå målet om at sparke ny gang i økonomien ved hjælp af rentesænkninger.


Læs Wall Street Journal-artiklen:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052702303505504577403970826823032.html?mod=googlenews_wsj

lørdag den 9. juni 2012

Flere selvmord end dødsfald i krig blandt soldater

De psykiske omkostninger ved at være i krig har vokset sig større blandt amerikanske soldater end deres risiko for at miste livet i træfninger.

Det skriver avisen New York Times.

Det amerikanske militær rapporterer om 154 dødsfald på grund af selvmord hidtil i år. Det er rekord på trods af, at krigen i Irak er afsluttet, og krigen i Afghanistan er under afvikling.

Frem til nu er 124 amerikanske soldater omkommet i Afghanistan i 2012.

De mange selvmord kommer også, selv om militæret har øget rådgivning og støtte for at afværge netop selvmord.

Pentagon er opmærksom på problemet. Forsvarsminister Leon Panetta har i et brev indskærpet over for militære kommandanter, at det indgår i deres lederansvar at bremse tilløb til stigmatisering af soldater med psykiske reaktioner.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/06/09/us/suicides-eclipse-war-deaths-for-us-troops.html?_r=1&hp

fredag den 1. juni 2012

New York lægger låg på sodavands størrelse

Alt er større i USA - også sodavand. Men byen New York bliver snart en undtagelse. Bystyret vil indføre et forbud på størrelsen af sodavand og andre sødede drikke, der sælges på restauranter, i biografer og andre steder, som offentligheden har adgang til.

Det skriver avisen New York Times.

Overgrænsen er på cirka en halv liter, og det nye forbud træder i marts næste år.

New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, forklarer, at forbuddet er et våben i kampen mod et svulmende problem i USA, overvægt.

"I New York vrider vi ikke bare hænderne. Vi gør noget," siger Bloomberg.

Kritikere siger, at forbuddet i New York er et indgreb i den personlige frihed.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/31/nyregion/bloomberg-plans-a-ban-on-large-sugared-drinks.html

torsdag den 31. maj 2012

Ny digital kløft i USA

I 1990'erne blev der i USA talt om den digitale kløft mellem dem, der havde adgang til computere og internet, og dem, der ikke havde. Dette førte til en fokuseret indsats for at sikre amerikanere med lav indkomst computere.

Men nu er der opstået en ny digital kløft, som er af en anden karakter, konstaterer dagbladet New York Times. Lavindkomst-grupperne er i besiddelse af computere. Det er ikke det. Til gengæld bruger de - og deres børn især - alt for meget tid på computerspil, Facebook og beslægtede aktiviteter. Og det går ud over deres skolegang.

Kløften handler om, at forældrene fra ikke-boglige hjem er dårligere rustet til at håndtere børnenes it-forbrug.

Den bekymrende udvikling får Den Føderale Kommunikationskommission til at overveje at øremærke 200 millioner dollar (1.195 millioner kroner) til at etablere et korps af "edb-trænere", der skal undervise i en givtig brug af computere til forældre, elever og arbejdssøgende.

Samtidig skal trænerne uddanne organisationer.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/30/us/new-digital-divide-seen-in-wasting-time-online.html?_r=1

lørdag den 26. maj 2012

Opblødning af disciplinære regler i skoler

D'Avonte Meadows på seks år skulle aldrig have sunget, da han stod i kø i det lange frikvarterer og ventede på sin skolemad. For det han sang var "I'm Sexy and I Know It", og det var henvendt til en jævnaldrende pige på Sable-skolen i en forstad til Denver, Colorado.

Episoden førte til en anklage mod D'Avonte for seksuel chikane. Det tilsagde reglerne.

Episoden fik politikerne i Colorados delstatsforsamling til at indse, at reglerne er for skrappe. Og i løbet af en uge vedtog de en opblødning af loven om disciplinære spørgsmål i skolerne.

Det rapporterer avisen Los Angeles Times.

Og Colorado er ikke alene. Også i Californien og flere andre delstater beslutter politikerne at droppe barske, tværgående regler og overlade til de lokale skoleledelser og skolemyndigheder at tage stilling fra sag til sag.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-zero-tolerance-20120523,0,61074.story

tirsdag den 15. maj 2012

Tidligere kriminelle forebygger vold

Det hjælper at have street credibility. Tidligere kriminelle har selv være aktive, når det kommer til ulovligheder, og det giver dem en særlig status, hvis de går ind i det forebyggende arbejde for at hindre vold.

Sådan er erfaringen i Baltimore og flere andre amerikanske storbyer.

Det skriver avisen USA Today.

I Baltimore hedder organisationen Safe Streets, og både politi, borgmester og det amerikanske justitsministerium står klar med ros. Det er der en god grund til. Safe Streets' indsats hjælper.

Ifølge Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health er de forhenværende kriminelles nuværende aktiviteter med til at forklare, at antallet af drab faldt med over 50 procent i løbet af to år i det særligt belastede Cherry Hill-kvarter i Baltimore.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/nation/story/2012-05-14/ex-cons-help-prevent-gun-violence/54963776/1

lørdag den 12. maj 2012

Finansreform bliver udvandet

Præsident Barack Obama brugte store ord, da han roste Dodd-Frank-reformen af den amerikanske finanssektor for to år siden. Han lovede, at den amerikanske befolkning aldrig igen kommer til at betale for børsspekulanters overmod.

Men magasinet Rolling Stone skriver, at lovpakken fra dengang er ved at blive udvandet, og det sker, uden at nogen bemærker det.

Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus er ved at presse ni separate love gennem Kongressen, der trækker tænderne ud af Dodd-Frank-reformen.

Og hvad der er mere overraskende: Demokraterne og Obama synes parat til at støtte de nye love. De er såre bevidste om, hvem der er med til at finansiere deres valgkamp forud for valget til Kongressen og Det Hvide Hus i november.


Læs Rolling Stone-artiklen:
http://www.rollingstone.com/politics/news/how-wall-street-killed-financial-reform-20120510

torsdag den 10. maj 2012

Obama støtter homo-ægteskaber

Hvis man skal tro avisen New York Times og andre amerikanske medier, er der tale om en historisk melding, når præsident Barack Obama nu erklærer, at han støtter homoseksuelle ægteskaber i USA.

Ifølge New York Times løber Obama en betydelig risiko forud for præsidentvalget i november, hvor han genopstiller. 31 delstater har vedtaget et forfatningsmæssigt tillæg, der forbyder ægteskaber mellem to personer af samme køn. Senest var det North Carolina forleden. USA består af 50 delstater.

På den anden side kan Obama - USA's første afrikansk-amerikaner på præsidentposten - og progressiv på mange måder ikke tillade, at han bliver overhalet af store dele af sit eget Demokratiske Parti og en del grupper i Det Republikanske Parti i dette spørgsmål. En udvikling er i gang.

Tænk blot på, at det kun er 16 år siden, at præsident Bill Clinton underskrev en lov til forsvar for det traditionelle ægteskab mellem en mand og en kvinde. Loven gav delstaterne mulighed for at fastsætte deres egen politik på det følsomme område.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/10/us/politics/obamas-watershed-move-on-gay-marriage.html?ref=todayspaper

Fire ud af 10 amerikanere overvægtig i 2030

Amerika bliver stadig tungere. En ny prognose viser, at i 2030 vil 42 procent af befolkningen være overvægtig. Blandt de fede vil en fjerdedel være svært overvægtig.

Undersøgelsen blev fremlagt på en konference i Washington, der har titlen Weight of the Nation.

Det skriver avisen Washington Post.

Den øgede overvægt medfører kortere levetid og voksende sundhedsudgifter, og den bliver således en stigende økonomisk byrde for landet.

"Hvis vi ikke gør noget, vil det virkelig hindre alle bestræbelser på at dæmme op for fremtidige sundhedsudgifter," sagde Justin Trogdon, økonom og en af undersøgelsens forfattere, på konferencen.

En tilsvarende prognose i 2008 var mere dyster. Dengang hed det, at 51 procent af befolkningen vil være overvægtig i 2030.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/national/health-science/study-predicts-42-percent-of-americans-will-be-obese-in-2030/2012/05/07/gIQAeaDL9T_story.html



Teselskab blokerer for veteran-senator

Richard Lugar, 80 år og republikansk medlem af Senatet gennem 35 år, får ikke mulighed for at fortsætte efter præsident- og kongresvalget i november.

En republikansk udfordrer i hjemme i hans delstat, Indiana, vandt primærvalget over Lugar takket være en massiv kampagne fra den konservative græsrodsbevægelse Teselskabet.

Den nye mand hedder Richard Mourdock og er i øjeblikket, hvad svarer til finansminister i Indiana.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Richard Lugar var i to perioder formand for Senatets udenrigsudvalg, og han var desuden formand for landbrugsudvalget i en årrække. Han har i mange år været en så populær skikkelse i Indiana, at Demokraterne tøvede med at udfordre ham ved valg.

Med Det Republikanske Partis opstilling af Mourdock øjner Demokraterne en chance for at overtage et republikansk sæde. Det Demokratiske Parti i Indiana byder ind med den midtsøgende Joe Donnelly, som er medlem af Repræsentanternes Hus.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/politics/richard-lugar-loses-primary-nomination-to-conservative-challenger-richard-mourdock/2012/05/08/gIQANcJjBU_story.html


mandag den 7. maj 2012

Obama vil lempe våbeneksport

Den økonomiske krise i USA er så omfattende, at også våbenproducenter har brug for et skub. Sådan synes tankegangen at være bag en plan om at lempe muligheden for at eksportere våben, som præsident Barack Obamas regering er ved at udarbejde.

Det er dagbladet Washington Post, som bringer oplysningen.

Planen ventes ikke præsenteret de nærmeste måneder, fordi den stadig er genstand for debat internt i regeringen. Blandt andet synes ministeriet for indenlandsk sikkerhed og justitsministeriet at være skeptisk. De frygter, at en lempelse vil gøre det lettere for terrorister og narkosmuglere at få fingre i våben.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/todays_paper?dt=2012-05-03&bk=A&pg=3

tirsdag den 1. maj 2012

USA er stærkere og hurtigere end noget andet land

Det er en myte, at USA's storhed står for fald. Det fastslår den økonomiske kommentar Daniel Gross i et indlæg, der bringes i internet-magasinet The Daily Beast.

Gross hæfter sig ved, hvordan den amerikanske økonomi har været i stand til rejse sig efter den finansielle krise:

USA's økonomi skrumpede med 6,7 procent årligt i første kvartal 2009, men voksede med 3,8 procent i fjerde kvartal samme år. Lige nu har økonomien stabiliseret sig på en årlig vækst på cirka 3,0 procent - det er mere end i noget andet industriland.

Kurserne på aktiemarkedet i Wall Street er fordoblet siden marts 2009. Virksomhedernes indtjening og eksporten er steget til eksporthøjder.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/newsweek/2012/04/29/myth-of-decline-u-s-is-stronger-and-faster-than-anywhere-else.html

Obama-regering indrømmer brug af droner

Barack Obamas regering har gennem hele hans embedsperiode som præsident benyttet sig af droner (førerløse fly) til angreb i lande såsom Pakistan og Yemen. Men først nu erkender en regeringsrepræsentant, at denne omstridte praksis finder sted.

Det skriver avisen Washington Post.

Det er Det Hvide Hus' antiterrorrådgiver, John Brennan, som kommer med oplysningen. Han tilføjer, at anvendelsen af droner er fuldt lovlig i jagten på terrorister.

Brennan siger intet om, hvor mange mennesker der formodes dræbt i angrebene, eller hvor de foregår.

Brugen af droner er kontroversiel, fordi der er rapporter om, at også civile bliver dræbt.


Læs Washington Post-artiklen:
http://ww.washingtonpost.com/world/national-security/brennan-speech-is-first-obama-acknowledgement-of-use-of-armed-drones/2012/04/30/gIQA1fDKtT.html

fredag den 27. april 2012

Bonusfest i Lehman Brothers' top kort før krak


Mindre end et år før det amerikanske finanshus Lehman Brothers kollapsede i 2008, strøede ledelsen om sig med penge. Til sig selv - oven i købet.

Medlemmer af ledelsen fik hver mellem otte og 51 millioner dollar (45-287 millioner kroner) i kontanter, aktier og andre former for belønning, selv om de - viste det sig - var ved at køre virksomheden i sænk.

Det viser dokumenter, som det amerikanske dagblad Los Angeles Times har fået adgang til.

Avisen skriver de enorme beløb Lehman Brothers' 5-6 topledere illustrerer den kultur, der var i Wall Street, og som fik skylden for at udløse den finansielle krise.

"Mange mennesker vil blive overrasket over, hvor godt nogle mennesker blev betalt," siger Brian Foley, en ekspert i bonusser til virksomhedsledere til Los Angeles Times. Det har Foley sikkert ret i.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/business/la-fi-compensation-20120427,0,6481155.story



torsdag den 26. april 2012

Flere par på tværs af racer i USA

Det bliver mere almindeligt med ægtepar i USA, hvor de to partnere tilhører hver sin race. Det viser nye tal fra den seneste amerikanske folketælling, oplyser avisen USA Today.

5,4 millioner par - eller hvert tiende - er dannet på tværs af racer. Det er en stigning i antal på 28 procent siden 2000.

Andelen er større for par, der lever sammen uden at være gift. Her er det hvert sjette par, som er dannet på tværs af racer.

"Vi bliver et meget mere integreret, multiracialt samfund," siger demograf William Frey fra forskningsinstituttet Brookings til USA Today.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

tirsdag den 24. april 2012

Californiere skal stemme om dødsstraf

Der er over 700 dødsdømte i fængsler i Californien. Måske får de i løbet af få måneder deres straf forvandlet til livsvarigt fængsel. Det skyldes, at californierne tage stilling til, om de vil afskaffe dødsstraf. Det sker ved en folkeafstemning i forbindelse med præsident- og kongresvalg i november.

Hvis et flertal af vælgerne siger ja, bliver Californien den 18. af de 50 amerikanske delstater, som annullerer dødsstraf.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Det er ikke kun liberale californiere, der er tilhængere af at gøre op med dødsstraf. Et stigende antal konservative er nået frem til den overbevisning, at dødsdomme med tilhørende appelmuligheder er for dyrt - også set i relation til, at relativt få dødsdømte henrettes.

Californien har henrettet 13 fanger de seneste 23 år.


Læs Los Angeles Times' artikel:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-death-penalty-california-20120424,0,4305928.story


Mexicanere forlader USA

Mexicanere er gennem adskillige årtier taget til USA for at søge lykken. Denne strøm vil formentlig fortsætte, men der er ved at ske et historisk skifte. Der er nu flere mexicanere, der tager hjem fra USA, end der er mexicanere, som tager af sted.

Det fremgår af en rapport fra forskningsinstituttet Pew Hispanic Center.

Avisen USA Today skriver om rapporten, at der er flere forklaringer på den ændrede tendens: Grænsebevogtningen er skærpet, udvisningerne er taget til, indvandringsloven er skærpet i flere delstater.

Men der er også tegn på, at de sociale vilkår i Mexico er forbedret.

Nedgangen i antallet af mexicanske indvandrere ventes ikke at føre til en opblødning af indvandringsdebatten forud for det amerikanske præsidentvalg i november, skriver USA Today.


USA Todays hjemmeside:
http://ww.usatoday.com/

mandag den 23. april 2012

USA bliver i Afghanistan til 2024

Formelt trækker USA sine soldater hjem fra Afghanistan i 2014. Men USA fortsætter tilstedeværelsen i Afghanistan i yderligere 10 år, nemlig frem til 2024. Det fremgår af en aftale, som amerikanske og afghanske embedsmænd har forhandlet sig frem til.

Det skriver dagbladet Washington Post.

Aftalen indebærer, at USA ikke meget pludseligt indstiller engagementet. Efter 2014 skal USA yde økonomisk støtte og hjælpe afghanerne med at styrke demokrati og civilsamfund. Det står ikke klart, om aftalen også indebærer rådgivning om sikkerhed med fortsat tilstedeværelse af amerikanske militærfolk.

"Naturen, funktionerne og størrelsen af det amerikanske sikkerhedsbidrag er endnu ikke på plads," siger en amerikansk embedsmand til Washington Post.

Aftalen blev mulig, efter at USA indgik aftaler med den afghanske præsident, Hamid Karzai, om at indstille natlige kommandoangreb og overdrage myndigheden over det største militære fængsel til den afghanske regering.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/todays_paper?dt=2012-04-23&bk=A&pg=8

torsdag den 19. april 2012

Mississippi afskærer kvinder fra abort

Republikanerne fortsætter med at antaste amerikanske kvinders forfatningsmæssige ret til abort. Mississippi er den seneste republikanskledede delstat, der gennemfører en lovgivning, vendt mod abort, der i realiteten kan føre til lukning af statens sidste abortklinik.

Det skriver det britiske dagblad The Independent.

Guvernør Phil Bryant betegnede, da han underskrev loven, at den er et vigtigt skridt hen imod at "sikre, at fødtes og ufødtes liv er beskyttet".

Ifølge den nye lov skal alle læger på abortklinikker i Mississippi være obstetrikere/gynækologer, der har licens i denne delstat, således at de kan sende en patient til et lokalt hospital, hvis der opstår komplikationer.

Kritikere af loven siger, at den krænker kvinders grundlæggende ret til abort, som blev knæsat med højesteretskendelsen Roe vs. Wade i 1973.


Læs The Independent-artiklen:

http://www.independent.co.uk/life-style/health-and-families/health-news/mississippi-law-may-force-its-last-surviving-abortion-clinic-to-shut-7654794.html

søndag den 15. april 2012

Teleselskaber er trætte af fastnet

I over 130 år har USA haft fastnet-telefoner, og de findes sådan set stadig. Men teleselskaberne er efterhånden godt trætte af at være forpligtet til at sørge for net og service til udkantsområder, og de forsøger at vriste sig fri af kravene.

Det skriver avisen Washington Post.

Fire delstater har givet efter for presset. Mange andre stater overvejer at vedtage en lignende lovgivning.

Men udviklingen har udløst en debat om, hvilke basale serviceydelser samfundet skal sikre alle borgere. Kritikere mener, at adgangen til en telefonforbindelse er lige så grundlæggende i USA som vand og strøm. De siger videre, at amerikanerne bliver efterladt med et dårlige og dyrere alternativ, hvis de må nøjes med mobil- og internettelefoni.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/business/economy/landline-rules-frustrate-telecoms/2012/04/12/gIQAG2XvDT_story.html

torsdag den 12. april 2012

Obama kalder skatteplan for "Reagan-reglen"

Præsident Barack Obama satser i valgkampen forud for præsidentvalget i november på, at vælgerne har sympati for, at velstående amerikanere skal bidrage mere til samfundskagen end resten, og at vælgerne så glemmer, at redskabet er en skattestigning.

Obama henviste først til, at en milliardær som Warren Buffett har påpeget, at rige betaler alt for lidt. Nu fremhæver Obama desuden, at Ronald Reagan, en af hans forgængere i Det Hvide Hus, fandt det rimeligt, at rige betalte mest.

Skatteplanen kan således omdøbes fra "Buffett-reglen" til "Reagan-reglen", skriver det britiske finansdagblad Financial Times.

Præsident Obama sagde i en tale omgivet af millionærer og deres sekretærer, at Reagan betegnede det som skørt, at rige amerikanere i visse tilfælde slap med en lavere skatteprocent end middeklasse-amerikanere.

"Det, som Ronald Reagan opfordrede til dengang, er det samme, som vi opfordrer til nu - en tilbagevenden til grundlæggende retfærdighed og ansvarlighed - at enhver svarer sit," sagde Obama.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/2f03af96-83f3-11e1-9d54-00144feab49a.html#axzz1rpK9Sqcc

Amazon strammer grebet

Mens fem store forlag og Apple er svækket af et søgsmål om priskarteldannelse, forsøger Amazon at stramme sit greb om markedet for e-bøger i USA.

Avisen New York Times skriver, at Amazon - i forvejen landets største sælger af bøger - vil sætte prisen på e-bøger ned fra 14,99 dollar til 9,99 dollar eller derunder.

Men kritikere advarer om, at glæden for bogkøbere bliver kortvarig. Målet er at opnå en endnu mere dominerende stilling på markedet, og når det er sket, vil prisen blive sat op igen.

Tre af de fem sagsøgte forlag har straks indgået forlig med det amerikanske justitsministerium, som sagsøgte dem for at gennemføre en organiseret prisstigning. Det er HarperCollins, Hachette og Simon & Schuster.

Tilbage er Penguin og Macmillan, som stadig nægter at have gjort forkert sammen med Apple.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/04/12/business/media/amazon-to-cut-e-book-prices-shaking-rivals.html

torsdag den 5. april 2012

Romneys image er hans værste modstander

Mitt Romney er nu så godt som sikker på at blive nomineret til Republikanernes præsidentkandidat i USA. Alligevel kan der være god grund til, at han glemmer alt om præsident Barack Obama, hans demokratiske modstander på valgdagen i november.

Foreløbig skal Romney kæmpe mod sit eget image.

Det konstaterer Los Angeles Times i en analyse.

Romney står med det paradoksale problem for en politiker, der angler efter vælgernes stemmer, at han bliver mindre og mindre populær, jo mere folk kommer til at kende ham.

En opinionsundersøgelse, foretaget for tv-selskabet ABC og dagbladet Washington Post, viser, at 50 procent af de adspurgte ikke bryder sig om Romney.

Ifølge Los Angeles Times er Mitt Romneys eneste chance for at bryde den negative spiral at skifte fra at fortælle, at Obama er uduelig (det republikanske kernevælgere enige i), til at redegøre for, hvordan han selv som præsident vil gøre tingene bedre.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-romney-2012-analysis-20120405,0,4042423.story

tirsdag den 3. april 2012

Alle amerikanere risikerer strip-search

Den formodede lovovertrædelses størrelse er lige meget. Alle amerikanere risikerer at blive udsat for at skulle smide alt tøj i forbindelse med en gennemsøgning af dem. En mistanke er nok.

Det står fast, efter at højesteret i en kendelse gav politi og andre myndighedspersoner tilladelse til denne fremgangsmåde, der af mange opleves som ydmygende.

Det skriver avisen New York Times.

Kendelsen kommer på tværs af bestemmelserne i mindst 10 delstater og retningslinjerne for forbundsregeringens optræden.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/04/03/us/justices-approve-strip-searches-for-any-offense.html

Magic Johnson vil købe Los Angeles' baseballhold

Magic Johnson førte Los Angeles Lakers til fem mesterskaber i basketball i 1980'erne. Nu skifter han bane. Sammen med en gruppe investorer er han parat til at købe den californiske storbys baseballhold, Los Angeles Dodgers.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

Dermed slutter flere måneders uvished om Dodgers, som har været i økonomiske vanskeligheder.

Magic Johnson skal sammen med partnerne i Guggenheim Baseball Partners betale to milliarder dollar (11,2 milliarder kroner) for Dodgers. Prisen er næsten det tredobbelte af, hvad der hidtil er spenderet på et baseballhold i USA.

Los Angeles Dodgers vandt senest World Series i 1988.

Samtidig er der udsigt til, at Los Angeles atter får et hold i amerikansk fodbold. Det er milliardæren Philip Anschlutz, som har luftet planer om både at bygge et stadion i bycentrum og hente et football-hold tilbage til Los Angeles. Los Angeles Rams flyttede til St. Louis i 1995 - og skiftede navn ved samme lejlighed.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
www.latimes.com/sports/basketball/nba/lakers/la-sp-0329-dodgers-magic-20120329,0,5012740.story

tirsdag den 27. marts 2012

USA er eneste vestlige land med henrettelser

USA er nummer fem i verden, når det gælder henrettelser. Samtidig var USA det eneste vestlige demokrati, som gennemførte henrettelser i 2011.

Det fremgår ifølge den britiske radio BBC af menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals årsrapport.

I alt blev 43 dødsdømte henrettet i USA i 2011. Det var et svagt fald sammenlignet med de 46 henrettede i 2010.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/world-17520053

Californiere er parat til højere skat

Det kan lyde som en løgn. Amerikanerne er kendt for at nære afsky over for at betale skat. Men en frisk meningsmåling viser, at et flertal af borgerne i Californien er positive over for en skatteforhøjelse.

Undersøgelsen er gennemført af dagbladet Los Angeles Times i samarbejde University of Southern California.

64 procent af de adspurgte siger god for guvernør Jerry Browns plan om at sætte momsen op og hæve skatten for de rigeste. Indtægterne skal bruges på skolerne i denne amerikanske delstat og til at skabe balance på budgettet.

Brown har til hensigt at sende planen til folkeafstemning i forbindelse med præsident- og kongresvalget i november.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-poll-20120326,0,7626225.story

fredag den 23. marts 2012

Amerikanerne: Politikerne taler for meget religion

Amerikanske politikere overvurderer interessen blandt menige borgere for religion i politiske sammenhænge.

Det viser en meningsmåling, som er foretaget af instituttet Pew Forum on Religion & Public Life.

Magasinet POLITICO, som følger politik i Washington, rapporterer, at 38 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at politikerne har lidt for travlt med at fortælle om deres tro - og med at bede bønner.

Det er den højeste andel i de 10 år, hvor meningsmålingen er foretaget.

30 procent mener omvendt, at der er for få religiøse ytringer fra politikernes side.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/0312/74347.html

Californien er slet ikke klar til jordskælv

Til forskel fra Japan og Mexico er Californien ikke rustet til at reagere på et omfattende jordskælv.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times.

Californiske eksperter har gennem fem år arbejdet på at udvikle og opsætte et varslingssystem, og de er langtfra færdige. Hvis tempoet skal op, skal bevillingerne øges.

Det skønnes, at der er behov for investeringer i forskning og opstilling af et effektivt varslingssystem, der er 10-30 gange større end nu.

En væsentlig grund til, at Californien er bagud, er, at denne amerikanske delstat - til forskel fra Japan og Mexico - ikke har oplevet et kraftigt jordskælv de seneste 100 år.

En anden hindring er Californiens kroniske budgetproblemer.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-03-22-quake-warning-20120322,0,7059435.story

onsdag den 21. marts 2012

Schyyy! Ikke et ord om global opvarmning

Global opvarmning er blevet et fy-ord i valgkampen forud for præsident- og kongresvalget i november i USA. Miljø- og klimaorganisationer erkender, at de kun kan nå ind til vælgerne og de kandidater, som vælgerne stemmer på, ved at gøre klimændringerne til noget personligt.

Derfor fremhæver Sierra Club, Natural Resources Defense Fund og tilsvarende organisationer, hvordan den øgede CO2-udledning skader folks helbred, fordi den forhøjer risikoen for astma og allergi - og lignende forureningsrelaterede sygdomme.

Det skriver magasinet POLITICO, som følger amerikansk politik i Washington tæt.

Miljø- og klimaorganisationerne støtter sig til meningsmålinger, der viser, at der er en overvejende positiv holdning blandt amerikanske vælgere over for regulering, hvis der fokuseres på, at indgrebet fører til en renere luft.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/0312/74263.html

Velvilje over for selvforsvar i Florida til debat

17-årige Trayvon Martin var på vej væk fra en lokal døgnkiosk i Sanford nær Orlando i Florida, hvor han havde købt iste og slik, da han blev skudt af en frivillig sikkerhedsvagt. Trayvon, en vellidt afrikansk-amerikansk gymnasieelev, som var ubevæbnet og aldrig havde været i konflikt med loven, døde.

Episoden har rejst debat i Florida om en lov om kriminalitet, der viser stor velvilje over for begrebet selvforsvar. Andre amerikanske delstater har fået lignende love i de seneste år.

"Stå fast" hedder loven i Florida, som lader al tvivl om selvforsvar komme selvforsvarsmanden til gode, uanset om sammenstødet sker på gaden, i en bar eller i en bil. Folk, der føler sig truet, behøver ikke at flygte. De skal gerne kæmpe.

Dagbladet New York Times beskriver, hvordan politiet i Sanford - med Stå fast-loven i hånden - mener sig ude af stand til at rejse tiltale mod manden, der dræbte Trayvon.

Nu har det amerikanske justitsministerium indledt en undersøgelse af sagen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/21/us/justice-department-opens-inquiry-in-killing-of-trayvon-martin.html

søndag den 18. marts 2012

Uden job i USA? Slemt! Uden bank? Værre!

Det er én ting at stå uden et arbejde i USA. Det noget andet og værre at mangle en bankforbindelse. Simpelthen fordi det dyrt, og det lukker adgangen til en række andre serviceydelser.

Det skriver dagbladet New York Times og omtaler den 45-årige Joey Macias fra San Francisco, som er ledig og har været uden nogen bankforbindelse i over et år. En undersøgelse fra 2009 viser, at næsten seks procent af husstandene i San Francisco mangler en konventionel bankforbindelse.

Resultatet er, at disse personer ifølge privatøkonom Greg Kato betaler op til 1.000 dollar (5.670 kroner) om året for at indløse checks. Og at de betaler hen ved 425 procent i rente på lån.

Desuden er de afskåret fra at købe flybilletter, leje bil, købe med kreditkort og belåne ejerboligen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/18/us/programs-are-under-way-to-help-the-san-francisco-bay-areas-unbanked.html

torsdag den 15. marts 2012

Goldman Sachs beskyldes for "giftig" atmosfære

Amerikanske Goldman Sachs, et af verdens største finanshuse, er udsat for et usædvanligt offentligt angreb fra en af sine egne, nemlig Greg Smith.

Smith sagde op i protest efter 12 års ansættelse, og han beskyldte samtidig i et indlæg i avisen New York Times Goldman Sachs for at have en "giftig og ødelæggende kultur", hvor det handler om at presse kunderne til det yderste.

Det skriver finansdagbladet Wall Street Journal.

Goldman Sachs' ledelse er hurtigt ude i et forsøg på at begrænse skaderne. Dels forsøger ledelsen at nedtone Greg Smiths betydning - han er kun en af næsten 12.000 "vice presidents". Dels lover ledelsen at "undersøge omhyggeligt" de "påstande", som Smith fremsætter.

Goldman Sachs er tidligere blevet fremstillet i en negativt lys. Magasinet Rolling Stone kaldte finanshuset "en stor vampyr-blæksprutte, som omklamrer menneskehedens ansigt".


Wall Street Journals hjemmeside:
http://www.wsj.com

onsdag den 14. marts 2012

Obama: Kina bør slippe de sjældne mineraler

Det er sjældne mineraler, der er afgørende for at fremstille en række hightech-produkter fra batterier over computere og mobiletelefoner til missiler. Og Kina råder over uforholdsmæssigt mange af dem.

Nu kræver USA's præsident, Barack Obama, at Kina slækker på eksporten, hvilket kan skabe nye spændinger i det handelsmæssige forhold mellem de to stormagter.

Det skriver avisen Washington Post.

Obama går til Verdenshandelsorganisationen (WTO) for at aflevere en formel klage over, at Kina efter amerikansk opfattelse holder på de strategiske mineraler for at presse prisen op.

Kina favoriserer samtidig kinesiske firmaer med mineralerne, hedder det i klagen.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/todays_paper?dt=2012-03-14&bk=A&pg=11

Jack Kerouac-skuespil får urpremiere

Skuespillet blev skrevet i 1957, og det blev fundet i 2005. Nu bliver Jack Kerouacs eneste skuespil i fuld længde sat op for første gang. Titlen er meget passende Beat Generation.

Det rapporterer den britiske radio BBC.

Urpremieren gennemføres til oktober i forbindelse med den årlige Jack Kerouac-litteraturfestival i Kerouacs hjemby, Lowell, Massachusetts.

Beat Generation er fra samme år som Kerouacs berømte roman On the Road.

Skuespillets hovedperson er Jack Kerouacs alter ego, som er påvirket af alkohol og stoffer. Det handler om "venskab og karma i 1950'erne", oplyser arrangørerne.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/entertainment-arts-17357882

tirsdag den 13. marts 2012

USA eksporterer til velstående kinesere

Enhver, der har været i et varehus i USA, ved, at en overvældende andel af de billige varer er fremstillet i Kina. Men der foregår også - og i stigende grad - en udveksling af varer i den modsatte retning. Der er stadig flere velstående kinesere, og de foretrækker mere og mere at købe produkter, der er made in USA.

Samlet set er USA's eksport til Kina vokset med næsten 50 procent siden 2008, målt i værdi.

Det skriver avisen Washington Post.

Noget af forklaringen er, at de økonomisk velpolstrede blandt kineserne har oparbejdet en hang til at spise kød, og hertil kræves sojabønner, som importeres fra USA.

Stigningen er sket uden ændringer i den kinesiske ledelses politik - og uden hjælp fra præsident Barack Obamas regering i USA. Den ændrer dog ikke afgørende på den skæve handelsbalance mellem USA og Kina. USA's handelsunderskud over for Kina var på 295 milliarder dollar (1.670 milliarder kroner) i 2011.


Washington Posts hjemmeside:
http://www.washingtonpost.com

USA er stadig et fast food-land

10 år efter udgivelsen af den skelsættende bog Fast Food Nation om amerikanernes forhold til fødevarer er intet forandret.

Det konstaterer forfatteren Erich Schlosser i en artikel på internet-nyhedssitet The Daily Beast.

Den årlige omsætning i hurtigmad-sektoren er steget med 20 procent siden 2001 - og dette tal er justeret for inflation. Andelen af overvægtige børn er øget.

Schlosser mener, at fødevaresikkerheden på visse områder er forbedret, men at der stadig er alvorlige problemer. Det samme gælder arbejdsvilkårene for de ansatte i fødevareindustrien - ikke mindst forholdene for de mange indvandrere, der arbejder i denne sektor.


Læs The Daily Beast-artiklen
http://www.thedailybeast.com/articles/2012/03/12/still-a-fast-food-nation-eric-schlosser-reflects-on-10-years-later.html

søndag den 11. marts 2012

Obama bejler til kvindelige vælgere

Barack Obama iværksætter en kampagne i forbindelse med bestræbelserne på at blive genvalgt til præsident i USA, der er målrettet mod de kvindelige vælgere.

Det skriver avisen New York Times.

Obama vil bruge sin storstilede sygesikringsreform til at appellere til kvinderne.

Samtidig vil han udnytte den nylige debat om prævention og abort til at tiltrække kvinderne ud fra en forventning om, at Republikanerne har stødt netop kvindelige vælgere fra sig på det punkt.

Første initiativ som led i kampagnen er at sende en million breve til kvinder i tre delstater, der traditionelt er store og vigtige kamppladser mellem de to partiers kandidater. Brevene er opdelt i grupper af modtagere: Mødre, yngre kvinder, ældre kvinder.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/11/us/politics/obama-campaign-plans-big-campaign-to-court-women.html

torsdag den 8. marts 2012

Schwarzenegger vil fremme bæredygtighed

Arnold Schwarzenegger var grøn, da han var republikansk guvernør i Californien. Schwarzenegger er stadig miljøbevidst og bruger nu sin indstilling til at deltage i bestræbelserne på at fremme bæredygtighed i verden. I samarbejde med EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, og FN indleder han en kampagne, der skal sætte fart i udviklingen af miljøvenlig teknologi.

Det skriver det britiske dagblad The Guardian.

"Jeg mener, at det er vigtigt at vise, at bæredygtighed er det bedste valg for os alle," siger Arnold Schwarzenegger.

Kampagnen for bæredygtighed leder frem til det internationale miljøtopmøde Rio+20 i juni, der har "den ønskede fremtid" som tema.


Læs The Guardian-artiklen:
http://www.guardian.co.uk/environment/mar/07/arnold-schwarzenegger-sustainable-world

Republikanske vælgere: Økonomi er det vigtigste

Det var Bill Clintons valgkamprådgiver James Carville, der forud for præsidentvalget i 1992, sagde, at "det handler om økonomien, dumrian!"

Carvilles iagttagelse gælder tilsyneladende stadig i USA. Vælgerne ved de republikanske primærvalg på den såkaldte supertirsdag udpeger landets økonomi som det vigtigste, når de skulle tage stilling til, hvilken præsidentkandidat de foretrækker som partiets nominerede.

Det skriver dagbladet New York Times.

Meningsmålinger blandt vælgere, efter at de havde stemt, viste i alle delstater med primærvalg tirsdag, at økonomi stikker alle andre emner, også spørgsmålet om abort, som flere kandidater ellers gerne talte om.

I for eksempel Ohio er ligger arbejdsløsheden under landsgennemsnittet. Alligevel siger over halvdelen af de republikanske vælgere, at økonomien er det vigtigste politiske emne.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/03/07/us/politics/super-tuesday-exit-polls-show-voters-focused-pn-economy.html

søndag den 4. marts 2012

USA fastholder krav til BP trods erstatning

Olieselskabet BP har indgået en milliardaftale med berørte privatpersoner om erstatning efter olieudslippet fra Deepwater Horizon-boreplatformen i Den Mexicanske Golf. Men dette skridt er ikke tilstrækkeligt til at stille USA's regering tilfreds.

Den britiske radio BBC rapporterer, at den amerikanske regering fastholder sit søgsmål mod BP, som er nået til enighed med fiskere, lokale beboere og arbejdere, der deltog i oprensningen, om en samlet kompensation på 7,8 milliarder dollar (43,9 milliarder kroner).

Det amerikanske justitsministerium udtaler, at den hidtidige aftale ikke "til fulde opfylder ansvaret for de skader, det (BP, red.) har forårsaget."

Også amerikanske delstater ved Den Mexicanske Golf ventes at fastholde deres søgsmål mod BP for udslippet af fire millioner tønder olie i havet efter en eksplosion på platformen i april 2010.


Læs BBC's omtale:
http://www.bbc.co.uk/news/world-us-canada-17249033

mandag den 27. februar 2012

Sygesikringsreform svækker Obama i valgkamp

Den stort anlagte sygesikringsreform i USA, der beskrives som Barack Obamas største bedrift som præsident, skader ham mere i valgkampen, end den gavner ham.

Det skriver dagbladet USA Today.

En meningsmåling, som er gennemført af Gallup-instituttet for USA Today, viser, at et flertal af de adspurgte i delstater, hvor Demokraterne og Republikanerne er jævnbyrdige, betegner sundhedsreformen som "en dårlig ting".

Trofaste demokratiske vælgere støtter reformen, men uafhængige og republikanere er imod. Modstanderne indvender, at forbundsregeringen ikke skal påtvinge borgerne at skaffe sig en sygesikring. Det er en privat sag.

I opinionsundersøgelsen er Obama bagud i forhold til de to førende republikanske præsidentkandidater i de 12 delstater, der ventes at gøre udslaget ved præsidentvalget i november.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com

lørdag den 25. februar 2012

Husleje stiger trods prisfald på boliger

Selv boligpriserne i USA falder, og huse går på tvangsauktion, så smitter det ikke af på lejen i udlejningsejendomme. Tværtimod er lejen generelt stigende.

Det skriver avisen New York Times.

Nye tal fra det amerikanske arbejdsministerium viser, at lejen i lejeboliger er sat op med i gennemsnit 2,4 procent i det seneste år frem til januar. Tallet er dog ikke justeret for inflation.

Det er en medvirkende årsag til paradokset, at der bliver bygget relativt få nye udlejningsejendomme i disse krisetider. Altså er efterspørgslen efter lejligheder taget til. Andelen af ledige lejligheder er nede på lidt over fem procent - det laveste niveau i et tiår.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.c0m/2012/02/25/business/homes-arent-selling-but-its-an-apartment-landlords-market.html

fredag den 24. februar 2012

Rekodstort antal har videregående uddannelse

Flere amerikanere har en collegeuddannelse end nogensinde tidligere. Nemlig 30 ud af 100 i 2011. Det viser tal fra den amerikanske folketælling, som netop er offentliggjort.

Det skriver avisen Washington Post.

Andelen har været støt stigende de seneste årtier. I 1947 var det fem ud af 100, som havde en fireårig videregående uddannelse. Så sent som i 1998 var tallet på under en fjerdedel - eller under 25 ud af 100.

Koncentrationen af collegeuddannede er størst i regeringshovedstaden Washington DC, og derefter følger Silicon Valley i Californien.

Præsident Barack Obama satte i 2009 et mål om, at USA atter skal være verdens førende med hensyn til voksnes uddannelsesniveau. Men siden er USA faldet yderligere ned på ranglisten over andelen af collegeuddannede, nemlig fra 12. til 16. pladsen.


Washington Posts hjemmeside:
www.washingtonpost.com

torsdag den 23. februar 2012

USA har fået et basketball-fænomen

Det er noget af en Askepot-historie. Der var ingen colleges, som ville have Jeremy Lin, amerikansk basketballspiller af taiwansk oprindelse. Der var heller ingen klubber i den professionelle NBA-liga, som ønskede ham.

På en eller anden måde endte han hos New York Knicks og fik chancen på banen, fordi holdets træner ifølge eget udsagn var desperat. Holdet tabte og tabte.

Med Jeremy Lin som drivende kraft vendte udviklingen. New York Knicks vandt seks kampe i streg, efter at Lin kom i startopstillingen. Selv satte han NBA-rekord med over 20 point og mindst syv assists i hver af sine første fem kampe.

Jeremy Lin er blevet en medieombrust superstjerne på få uger. Hans værdi er eksploderet fra næsten nul til over 300 millioner dollar (næsten 1,7 milliarder kroner), skriver sportsmagasinet Sports Illustrated.


Læs Sports Illustrated-artiklen:
http://sportsillustrated.cnn.com/vault/article/magazine/MAG1195161/index.htm

tirsdag den 21. februar 2012

Romney hyrer bisse i valgkamp

Genopret fremtiden! Smukt lyder slagordet, men hvis fortiden gentager sig, er metoderne grimme.

Den trængte republikanske præsidentkandidat Mitt Romney har hyret medierådgiveren Larry McCarthy til at iværksætte en kampagne, der skal sikre Romney sejren over Rick Santorum i den vigtige store delstat Michigan i kampen om partiets nominering til præsidentvalget i USA i november.

Det skriver internet-nyhedssiden The Daily Beast, som bringer et interview med McCarthy.

Larry McCarthy er berygtet for sine ufine metoder mod blandt andet de demokratiske præsidentkandidater Michael Dukakis og John Kerry. I 1988 hjalp han republikaneren George Bush til at vinde over Dukakis ved - på tarvelig vis - at sætte Dukakis i forbindelse med voldtægtsforbryderen Willie Horton, hvorved Dukakis blev fremstillet som eftergivende over for kriminalitet.

Det er helt afgørende for Mitt Romneys videre chancer at slå Santorum ved primærvalget i Michigan den 28. februar. Mitt Romney er født i Michigan, og hans far, George Romney, var en vellidt guvernør i Michigan. Det burde han kunne drage fordel af - i sig selv.


Læs The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/articles/2012/02/21/larry-mccarthy-the-pro-mitt-romney-super-pac-s-go-to-attack-guy.html

mandag den 20. februar 2012

USA sukker efter faglærte arbejdere

I Midtvesten i USA er arbejdsløsheden på over ni procent. Alligevel er meldingen fra mange fabriksvirksomheder, at de ikke kan skaffe de faglærte arbejdere, som de har brug for.

Det skriver avisen Washington Post.

En nylig rapport, som Deloitte udarbejdede for Manufacturing Institute, viser, at op mod 600.000 job i fremstillingsindustrien er ubesatte.

Ét eksempel er virksomheden Mach Mold i Benton Harbor, Michigan, som fremstiller forme til bilfabrikanter. Her må mange af de 40 ansatte tage betydeligt overarbejde, fordi det ikke lykkes at finde kvalificerede medarbejdere.

USA har mistet næsten fire millioner arbejdspladser i fremstillingsindustrien de seneste 10 år. Men hovedparten af de fyrede er ikke uddannelsesmæssigt rustet til at tage de job, der er ledige i sektoren. Automatiseringen af produktionen har ændret kravene til de ansatte.


Se Washington Posts hjemmeside:
www.washingtonpost.com

lørdag den 14. januar 2012

USA nr. 13 på liste over atomsikkerhed

USA ligger nede på en plads nummer 13, når det gælder graden af sikkerhed, som omgærder landets atommateriale. Det svarer til cirka midt i feltet blandt de 32 lande med nukleart materiale. Australien er i top.

Det skriver dagbladet New York Times.

Oversigten er udarbejdet i et samarbejde mellem den private organisation Nuclear Threat Initiative og det britiske nyhedsmagasin The Economists researchafdeling.

Formålet med listen er at skærpe opmærksomheden om nødvendigheden af at beskytte atommateriale i forhold til truslen fra atomterror.

USA's placering beskrives som forholdsvis god, men kun i betragtning af, at landet råder over meget materiale, der er spredt over et stort landområde, og at landet har været med siden begyndelsen på atomæraen.

Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/12/science/study-ranks-countries-on-nuclear-security.html

Forbundsbanken i USA overså boligboble

Sammenbruddet på det amerikanske boligmarked på grund af dårlige lån var umiddelbart forestående. Men alligevel fornemmede medlemmer af Forbundsbanken i USA ikke den lurende finansielle katastrofe.

Det fremgår ifølge avisen New York Times af optegnelser fra 2006, som Forbundsbanken netop har frigivet.

Forbundsbankens medlemmer havde ikke blik for, at nedturen på boligmarkedet kunne trække hele økonomien i USA med ned. De talte stadig om det stik modsatte, nemlig risikoen for, at økonomien ville blive overophedet og udløse inflation.

"Vi mener, at grundpillerne for en fortsat økonomisk ekspansion stadig ser godt ud," vurderede Timothy Geithner, dengang medlem af Forbundsbankens afdeling i New York.

Timothy Geithner er nu amerikansk finansminister.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/13/business/transcripts-show-an-unfazed-fed-in-2006.html

torsdag den 12. januar 2012

Ishockeyspillere holder hovedet koldt

Ishockeykampe i den amerikanske NHL-liga er ofte garneret med slagsmål - med og uden handsker - mellem spillere fra de to hold.

Sandt nok, men tendensen er faldende, viser en ny opgørelse ifølge dagbladet USA Today. Spillerne er bedre til at holde hovedet koldt.

Antallet er slagsmål er faldet med 25 procent i denne sæson, til trods for at ligaens ledelse ikke har taget skridt til at reducere uddelingen af tæv.

I 2010-2011 var der 697 slagsmål i første halvdel af sæsonen. I 2011-2012 var der 519.


Det skorter på forklaringer. Én mulighed er, at reglerne er blevet bedre, så voldsomme tacklinger under spillet straffes mere konsekvent. Derfor behøver spillerne ikke at tage sagen i egne hænder.



USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

tirsdag den 10. januar 2012

Bilfabrikanter bevarer tro på elbiler

Selv om det ikke ligefrem kører for salget af elbiler og hybridbiler i USA, så har de amerikanske bilfabrikanter bevaret troen på, at elbiler er fremtidens biltype.

Det fremgår af signalerne på den årlige bilmesse i bilbyen Detroit.

Avisen Washington Post skriver, at salget af hybridbiler endog faldt en anelse i 2011 sammenlignet med året før. Nemlig til 2,2 procent fra 2,4 procent.

Men optimismen er intakt. Branchefolk siger, at det eneste tvivlsspørgsmål er, hvilken type elbil eller hybridbil der slår an i stor stil.


Washington Posts hjemmeside:
http://www.washingtonpost.com

Højesteret dårlig til at forsvare ytringsfrihed

Præsidenten for Højesteretten i USA, John Roberts, har ry for at være ihærdig til at forsvare ytringsfriheden. Men i virkeligheden er hans indsats mindre imponerende end tidligere formænd for landets øverste retsinstans.

Det skriver avisen New York Times med henvisning til ny forskning.

Monica Youn, advokat fra Brennan Center for Justice på New York University School of Law, har gennemgået alle relevante sager ved Højesteretten i perioden 1953-2011. Det er sager, der vedrører det første forfatningstillæg, som handler om ytringsfriheden.

Youn påpeger, at John Roberts' periode er præget af en mindre aktiv og mindre aktivistisk tilgang til hans tre forgængere som højesteretspræsident. Højesteret har påtager sig færre ytringsfrihedssager - og er kommet med færre kendelser til forsvar for ytringsfriheden.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/08/us/study-challenges-supreme-courts-image-as-defender-of-free-speech.html

lørdag den 7. januar 2012

Santorum blev millionær på at være Washington-insider

Rick Santorum, der er dukket op som en af de førende republikanske præsidentkandidater i USA, fremstiller sig selv som en mand af folket, som ikke er fedtet ind i det politiske spil i Washington.

Men virkeligheden er en ganske anden, skriver avisen Washington Post.

Som senator frem til tidligt i 2007 spillede Santorum en nøglerolle i det omstridte K Street Project, som på en organiseret måde skulle presse grupper af industrivirksomheder og lobbyorganisationer til at hyre republikanere til indflydelsesrige poster.

Og efter at Santorum tabte forsøget på at blive genvalgt til Senatet, udnyttede han sine erfaringer til at tjene millioner af dollar på konsulentopgaver i Washington for industrivirksomheder og lobbyorganisationer.


Washington Posts hjemmeside:
http://www.washingtonpost.com

torsdag den 5. januar 2012

Social mobilitet er lav i USA

Det hed sig engang, at Amerika er mulighedernes land. Et avisbud kunne blive mangemillionær. I virkeligheden står det skidt til med den sociale mobilitet i USA.

Det viser undersøgelser, hvor USA er sammenlignet med Storbritannien og Danmark. Det skriver avisen New York Times.

Mindst fem store forskningsundersøgelser inden for de seneste år dokumenterer, at USA halter bagud. 42 procent af amerikanske mænd, som er vokset op i den nederste femtedel i den sociale lagdeling, kommer aldrig højere op i livet. I Storbritannien er den tilsvarende gruppe på 30 procent - og i Danmark 25 procent.

62 procent af amerikanerne, mænd og kvinder, som er opvokset i den øverste femtedel, holder sig i den øverste eller næstøverste femtedel resten af livet.

Forskerne forklarer den lave sociale mobilitet i USA med, at uligheden i samfundet er stor - der er langt op på den sociale rangstige for de fattige, fordi de begynder langt nede.

En anden vigtig faktor er, at videregående uddannelse ikke er en et samfundsgode i USA. Det skal den enkelte selv betale, og det afholder mange fattige fra at få muligheden.


Læs New York Times-artiklen:

Det er ikke helt slut med Teselskabet

De kandidater, som står den konservative græsrodsbevægelse Teselskabet nærmest, klarede sig elendigt ved de republikanske valgmøder i Iowa forud for det amerikanske præsidentvalg. Det er Newt Gingrich, Rick Perry og Michele Bachmann.

Betyder det så, at vi kan sige tak for kaffe til Teselskabet?

Ikke helt, svarer Doyle McManus i en kommentar i dagbladet Los Angeles Times.

Dels er Teselskabet så stærk en bevægelse, at alle republikanske præsidentkandidater, også Mitt Romney, har været nødt til at gøre bevægelsens budskab om at skære ned på forbundsregeringen til sit eget.

Dels hører det med til forklaringen på Romneys knebne sejr i Iowa, at mange af hans modstandere deltes om den samme konservative vælgergruppes stemmer.

McManus medgiver dog, at den folkelige tilslutning blandt amerikanerne til Teselskabet er dalende ifølge meningsmålinger. Selv i Iowa, som er en konservativ delstat, var det kun en tredjedel af valgmødedeltagerne, som ville betegne sig selv som "stærke tilhængere" af Teselskabet.


Læs Los Angeles Times-kommentaren:

onsdag den 4. januar 2012

Værdierne eller viljen til at vinde?

De republikanske såkaldte valgmøder i Iowa, som gav Mitt Romney en snæver sejr over Rick Santorum, afspejlede en splittelse blandt partiets tilhængere:

Én fløj sætter bestræbelserne på at vinde over demokraten Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg i november højest. Én anden fløj mener, at det er vigtigere at finde tilbage til partiets traditionelle værdier.

Det viser en meningsmåling blandt valgmødernes deltagere, som offentliggøres af avisen New York Times.

Santorums sympatisører lægger mest vægt på værdierne, mens Romneys tilhængere finder det vigtigst at generobre Det Hvide Hus.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/04/us/politics/iowa-caucuses-polls-show-sharp-divide-among-voters.html

tirsdag den 3. januar 2012

To tredjedele af nye job i USA går til mænd

Over to tredjedele af de nye arbejdspladser, der skabes i USA, mens økonomien er ved at komme i gang igen, går til mænd.

Det fremgår ifølge dagbladet USA Today af statistik fra det amerikanske arbejdsministerium.

Næsten 1,28 millioner mænd fik job i året frem til november 2011, mens det samme var tilfældet for 600.000 kvinder.

Mændene blev ansat i produktionsvirksomheder, servicesektoren og - meget overraskende - i detailhandlen i stort tal. Derimod er der stadig stilstand i bygge- og anlægsbranchen i USA.


USA Todays hjemmeside:
http://www.usatoday.com/

Valgmøder i Iowa belønner det negative og smalsynede

Omkring 110.000 mennesker i delstaten Iowa ventes at deltage i de såkaldte valgmøder, som er indledningen på Republikanernes udskilningsløb frem mod nomineringen til præsidentvalget i november i USA. Deltagelsen i Iowa svarer til anslået under en femtedel af de vælgere, som ventes at stemme republikansk ved præsidentvalget.

Samtidig bruger de republikanske præsidentkandidater tilsammen på deres kampagne 200 dollar pr. deltager (1.143 kroner) på Iowa-valgmøderne.

Halvdelen af kampagnepengene er brugt på negative reklamer og annoncer.

Alt dette får John Nichols til at konkludere i ugebladet The Nation, at Iowa-valgmøderne belønner det negative, ubehøvlede og smalsynede.

Nichols tilføjer, at møderne ikke er meget andet end en ikke-repræsentativ meningsmåling. Valgmøderne er ikke-bindende i forhold til Republikanernes partikonvent, hvor partiets præsidentkandidat til duellen mod den siddende demokratiske præsident Barack Obama kåres.


Læs The Nation-artiklen:
http://www.thenation.com/blog/165384/iowas-200-vote-caucuses-reward-negatives-nastiness-narrow-thinking

Oplagring af solenergi på vej i USA

Solenergi er fint nok, når solen skinner. Men engang imellem - om natten for eksempel - er de energiladede stråler fraværende, og hvad så?

To nye amerikanske projekter mener at have svaret på, hvordan solenergien kan oplagres.

Det skriver avisen New York Times.

Projekterne er baseret på, at solenergien opvarmer vand, som for sin part opvarmer salt, som kan oplagre energi.

Begge projekter er californiske: SolarReserve opfører et anlæg i Nevadas ørken, der skal sættes i gang næste år. BrightSource-projektet omfatter tre anlæg i Californien fra 2016-2017.

Teknologien skal stadig bevise sit værd til at levere energi til husholdninger og virksomheder, når solen er gået ned. Men koncerner såsom Google og Chevron tror på den - og investerer i den.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/01/03/business/energy-environment/building-storehouses-for-the-suns-energy-for-use-after-dark.html