søndag den 19. juni 2011

USA kan fremskynde tilbagetrækning fra Afghanistan

Det handler ikke kun om Osama bin Laden. Al-Qaeda-terrornetværket i Afghanistan og Pakistan er generelt så svækket, at USA kan overveje at fremskynde den militære tilbagetrækning.

Det siger højtstående embedsmænd i præsident Barack Obamas regering til dagbladet New York Times.

To tredjedele af al-Qaedas øverste ledelse er blevet dræbt, siden Obama optrappede angreb med førerløse fly og øgede antallet af soldater med 30.000 i 2009. Samtidig tyder dokumenter, fundet i bin Ladens skjulested, på, at al-Qaeda er i vildrede.

Udtalelserne fra Obama-embedsmænd kommer, mens præsidenten er ved at overveje næste fase i det amerikanske militære engagement i Afghanistan.

Samtidig er der tegn på, at USA nu skelner mellem al-Qaeda og Taliban. Den afghanske præsident, Hamid Karzai, siger, at Obama-regeringen er åben for dialog med Taliban-bevægelsen.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2011/06/19/world/asia/19policy.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar