torsdag den 12. april 2012

Amazon strammer grebet

Mens fem store forlag og Apple er svækket af et søgsmål om priskarteldannelse, forsøger Amazon at stramme sit greb om markedet for e-bøger i USA.

Avisen New York Times skriver, at Amazon - i forvejen landets største sælger af bøger - vil sætte prisen på e-bøger ned fra 14,99 dollar til 9,99 dollar eller derunder.

Men kritikere advarer om, at glæden for bogkøbere bliver kortvarig. Målet er at opnå en endnu mere dominerende stilling på markedet, og når det er sket, vil prisen blive sat op igen.

Tre af de fem sagsøgte forlag har straks indgået forlig med det amerikanske justitsministerium, som sagsøgte dem for at gennemføre en organiseret prisstigning. Det er HarperCollins, Hachette og Simon & Schuster.

Tilbage er Penguin og Macmillan, som stadig nægter at have gjort forkert sammen med Apple.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/04/12/business/media/amazon-to-cut-e-book-prices-shaking-rivals.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar