torsdag den 10. maj 2012

Obama støtter homo-ægteskaber

Hvis man skal tro avisen New York Times og andre amerikanske medier, er der tale om en historisk melding, når præsident Barack Obama nu erklærer, at han støtter homoseksuelle ægteskaber i USA.

Ifølge New York Times løber Obama en betydelig risiko forud for præsidentvalget i november, hvor han genopstiller. 31 delstater har vedtaget et forfatningsmæssigt tillæg, der forbyder ægteskaber mellem to personer af samme køn. Senest var det North Carolina forleden. USA består af 50 delstater.

På den anden side kan Obama - USA's første afrikansk-amerikaner på præsidentposten - og progressiv på mange måder ikke tillade, at han bliver overhalet af store dele af sit eget Demokratiske Parti og en del grupper i Det Republikanske Parti i dette spørgsmål. En udvikling er i gang.

Tænk blot på, at det kun er 16 år siden, at præsident Bill Clinton underskrev en lov til forsvar for det traditionelle ægteskab mellem en mand og en kvinde. Loven gav delstaterne mulighed for at fastsætte deres egen politik på det følsomme område.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2012/05/10/us/politics/obamas-watershed-move-on-gay-marriage.html?ref=todayspaper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar