onsdag den 26. maj 2010

Politidirektører kritiserer skrap indvandringslov

Politidirektører fra omkring et dusin større byer i USA klager til justitsminister Eric Holder over, at en skrap indvandringslov i delstaten Arizona ikke tjener det erklærede formål om at mindske kriminaliteten.

Det skriver avisen USA Today.

Politidirektørerne advarer om, at loven kan drive en kile ind mellem lokalsamfundet, som betjentene gerne vil have et fortroligt forhold til i deres arbejde, og det lokale politi.

"Denne lov er kulminationen på et fejlslagent indvandringssystem," siger politidirektøren i Phoenix, Jack Harris. Phoenix er den største by i Arizona.

Den nye lov træder i kraft ved udgangen af juni, og den kræver af politibetjentene, at de på stedet skal tage stilling til, om personer, som de kommer i kontakt med, er illegale indvandrere eller ej.

Politidirektørerne fra Houston, Los Angeles, Philadelphia og flere andre storbyer mener, at loven formentlig vil afskrække vidner samt ofre for forbrydelser fra at samarbejde med myndighederne.


Læs USA Today-artiklen:
http://www.usatoday.com/news/washington/2010-05-25-chiefs_N.htm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar