lørdag den 15. maj 2010

Schwarzenegger-budget rammer de fattige

Californien har længe haft alt for store offentlige udgifter. Noget måtte gøres, og i sit seneste budgetudkast gør guvernør Arnold Schwarzenegger noget. Men hans forslag til nedskæringer rammer i særlig grad de fattige.

Det skriver dagbladet Los Angeles Times i en gennemgang af budgettet.

Budgetplanen på 83,4 milliarder dollar (490 milliarder kroner) skrotter et særligt program, der skulle tilskynde bistandsmodtagere til at få arbejde, tilbuddet til fattige familier om børnepasning indskrænkes markant, bevillingerne til lokale skoler fastfryses, delstatsansattes lønninger beskæres, og delstatens bloktilskud til psykiatrisk behandling mere end halveres.

"Der er ikke flere lavthængende frugter i Californien," siger Schwarzenegger i et forsvar for nedskæringerne.

Budgetplanen bliver hans sidste som guvernør. Hans afløser findes ved valget i november.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://www.latimes.com/news/local/la-me-state-budget-20100515,0,877220.story

Ingen kommentarer:

Send en kommentar