onsdag den 22. december 2010

Guantánamo-fanger kan tilbageholdes i det uendelige

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som amerikansk præsident fastslog Barack Obama, at Guantánamo-fangelejren skulle lukkes i løbet af et år. Nu er der snart gået to år, og detentionslejren for terrormistænkte findes stadig.

Men der er mere endnu: Obama-regeringen er ved at udarbejde et præsidentielt dekret, der formelt gør det muligt at tilbageholde nogle af fangerne i Guantánamo på ubestemt tid - og uden rettergang.

Det skriver avisen Washington Post.

Der er dog en kattelem. De indsatte og deres advokater får adgang til at få den fortsatte tilbageholdelse prøvet ved en domstol.

Det er tidligere fastslået, at op mod en tredjedel af de resterende 174 Guantánamo-fanger tilhører kategorien af personer, som skal kunne tilbageholdes i det uendelige.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/12/21/AR2010122105523.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar