fredag den 29. oktober 2010

Det er Ohio, dumrian!

Den amerikanske delstat Ohio i Midtvesten har ved valg efter valg været blandt de udslagsgivende. Sådan er der også ved midtvejsvalget tirsdag den 2. november.

Derfor tager præsident Barack Obama i slutspurten på sit 12. besøg i Ohio - og sit andet på to uger - for at støtte sine demokratiske partifæller.

Obama bruger flest kræfter på at hjælpe Ted Strickland, demokratisk guvernør i Ohio, som er ude i voldsomt slag for at genvinde sin post.

Men præsidentens indsats skal ikke alene ses som en politisk vennetjeneste, skriver avisen New York Times. Obama har også blikket rettet mod præsidentvalget i 2012. Han ved, at Ohio som altid bliver en vigtig delstat. Og han ved, at han vil få meget sværere ved at genvinde præsidentposten, hvis guvernøren til den tid er en republikaner til forskel fra en demokrat.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/10/29/us/politics/29ohio.html?_r=1&ref=politics

Ingen kommentarer:

Send en kommentar