tirsdag den 17. november 2009

Placeringen af 11. september-retssag i New York

KOMMENTAR

Det bliver til noget med en retssag mod hovedmistænkte for terrorangrebene i USA den 11. september 2001.

Og processen kommer ikke til at finde sted i fangelejren på Guantánamo-basen, som præsident George W. Bush oprettede i en slags juridisk ingenmandsland på Cuba for at unddrage sig folkerettens bestemmelser.

Sagen kommer heller ikke til at foregå ved en militær domstol, nemlig en af de såkaldte militærkommissioner, som Bush etablerede for at udvide mulighederne for domfældelse. Den retslige ramme bliver en føderal domstol.

Så vidt, så godt. Præsident Barack Obama skal have ros for at lægge afstand til forgængerens tvivlsomme metoder i den såkaldte krig mod international terror, selv om det hører med til historien, at der stadig ikke er tale om et fuldstændigt opgør.

Men der er et dybt problematisk element ved bekendtgørelsen fra den amerikanske justitsminister, Eric Holder, forleden om gennemførelsen af en retssag mod Khalid Sheikh Mohammed, som kalder sig hovedhjerne bag terroranslagene, og fire andre tiltalte:

Sagerne er henlagt til New York. De skal afvikles kun få hundrede meter fra stedet, hvor World Trade Center-skyskraberne engang stod.

Holder antydede, at valget af sted for rettergangen giver USA en enestående mulighed for at udsende et budskab til verden om, at terror ikke betaler sig, og at de skyldige vil blive draget til ansvar.

Blot ignorerer Obama-regeringen samtidig risikoen for, at Khalid Sheikh Mohammed fratages adgangen til en fair retssag. For hvordan vil det være muligt at sammensætte en jury, som er upåvirket af, at manden på anklagebænken formentlig er skyldig i næsten 3000 bysbørns død? Hvordan kan retsformanden garantere en upartisk proces?

Den rigtige beslutning vil være at flytte retssagen bort fra åstedet - og til en anden lokalitet i USA.

Der findes fortilfælde. Retssagen mod Timothy McVeigh og Terry Nichols, mændene bag bombeangrebet i Oklahoma City i 1995, blev flyttet fra Oklahomas delstatshovedstad (hvor det føderale domhus i øvrigt var blevet ødelagt) til Denver, Colorado.

Netop af hensyn til de anklagedes retsbeskyttelse.

Den amerikanske justitsminister, Eric Holders, tale om retssagen mod Khalid Sheikh Mohammed og de andre:
http://www.justice.gov/ag/speeches/2009/ag-speech-091113.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar