tirsdag den 9. november 2010

Eksplosion i salg af e-bøger i USA

Den opadgående kurve er stejl. I 2009 blev der solgt e-bøger i USA for 170 millioner dollar (909 millioner kroner). Tallet for i år ventes at blive på 966 millioner dollar (næsten 5,2 milliarder kroner). Og i 2011 er der udsigt til en tilsvarende markant stigning.

Det fremgår af en rapport fra analysefirmaet Forrester Research, der bringes i dagbladet Los Angeles Times.

Men rolig nu. Det amerikanske marked for trykte bøger er immervæk på 35 milliarder dollar (187 millliarder kroner) årligt. På den anden side skal der ikke gå mange år med den nuværende vækstrate for e-bøger, før forskellen er udjævnet.

Forrester Reseach oplyser, at op mod halvdelen af ejerne af Kindle eller andre anordninger til at læse e-bøger på allerede læser bøger i den elektroniske version.

Samtidig beretter internetboghandlen Amazon, at den sælger flere e-bøger end trykte bøger.


Læs Los Angeles Times-artiklen:
http://latimesblogs.latimes.com/jacketcopy/2010/11/e-book-sales-headed-for-1-billion.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar