søndag den 7. november 2010

USA's forbundsregering i dobbeltrolle om fedt

På den ene side fører den amerikanske føderale regering - med præsidentfrue Michelle Obama som en af frontfigurerne - en kampagne mod fedt og andre usunde bestanddele i kosten.

På den anden støtter regeringen en forøget indtagelse af ost, som jo er fedtholdigt. Det påviser dagbladet New York Times.

New York Times afslører, hvordan et organ under det amerikanske landbrugsministerium støtter markedsføringen af mejeriprodukter.

For eksempel finansierede organet, der hedder Dairy Management, et 12 millioner dollar-fremstød (64 millioner kroner) fra Domino's Pizza, kæden af pizzarestauranter, for en ny type pizzaer med 40 procent mere ost.

Pizzaerne faldt i kundernes smag og hjalp Domino's Pizza ud af en krise. Men bare ét stykke pizza dækker to tredjedele af en gennemsnitlig persons dagsbehov for mættede fedtsyrer.

Amerikanerne fortærer nu over 15 kilogram ost hvert år. Det er tre gange så meget som i 1970'erne. Ost er blevet den vigtigste kilde til mættede fedtsyrer.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/11/07/us/07fat.html?_r=1&ref=todayspaper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar