torsdag den 24. juni 2010

Amerikansk by vil være fri for flaskevand

Anført af en ældre kvinde med ekspertise i blåbærsyltetøj har byen Concord i den amerikanske delstat Massachusetts vedtaget et forbud mod vand på flaske.

Jean Hill stillede forslaget i byrådet for at rette op på miljøet, skriver avisen New York Times. Hun er grundigt træt af, hvad hun ser som overdrevet brug af plastic til emballage.

Den Internationale Sammenslutning for Flaskevand er ikke begejstret og truer med et sagsanlæg, fordi det mener sig forskelsbehandlet i forhold til eksempelvis sodavandsproducenter.

Men det afskrækker ikke den 82-årige Jean Hill.

"Jeg vil arbejde på dette indtil, jeg dør," siger hun til New York Times.

Forbuddet træder i kraft efter nytår.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/06/23/us/23water.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar