mandag den 7. juni 2010

Politikere i USA pukker på fagforeninger

Det er blevet populært blandt amerikanske politikere - næsten alle republikanere, men også en del demokrater - at lange ud efter fagforeninger, især fagforeninger i den offentlige sektor.

Det noterer bladet POLITICO, som følger amerikansk politik i Washington tæt.

Fagforeningerne bliver beskyldt for at beskytte medlemmerne alt for nidkært, selv om de angiveligt er overbetalt. De bliver fremstillet som en hindring for en sund regeringsførelse, og derfor skal der skæres i betalingen til dem, lyder argumentet.

Delstaten New Jerseys guvernør, republikaneren Chris Christie, ses som prototypen på den nye politiker, da han i et ophedet sammenstød med en lærer fastslog, at hun jo bare kunne finde et andet job, hvis hun var utilfreds. Optrinnet blev optaget på video og er blevet et hit på YouTube.

Men selv Andrew Cuomo, som er demokratisk nomineret til guvernørvalget i New York, ynder at angribe fagforeningerne.


Se POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/stories/0610/38183.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar