tirsdag den 29. juni 2010

Rapport: USA overvurderer afghansk hær

Det amerikanske militær har systematisk skønnet, at den afghanske hær og politiet er bedre i stand til at varetage sikkerheden, end det i virkeligheden er tilfældet.

Det fremgår ifølge avisen Washington Post af en uafhængig amerikansk revisionsrapport.

Den amerikanskledede koalition i Afghanistan er også bagud med at træne og udstyre de afghanske sikkerhedsstyrker, hedder det i rapporten fra den særlige generalinspektør for afghansk genopbygningsbistand.

Koalitionen bestrider ikke rapportens indhold, men anfører, at den er forældet, og at der er sket forbedringer i mellemtiden.

Den afghanske hær og politiets kapacitet til selv at håndtere sikkerheden er afgørende for, at præsident Barack Obama kan trække de amerikanske soldater ud af landet.


Læs Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/06/28/AR2010062805114.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar