torsdag den 10. december 2009

Apple på vej med elektronisk læseplade

Apple menes at være klar med en e-reader, en elektronisk læseplade, i marts-april 2010. Rygterne har længe svirret om denne såkaldte iPad, men nu kommer der nye detaljer fra it-guruen Yair Reiner. Det fremgår af det amerikanske erhvervsmagasin Fortunes hjemmeside.

Ifølge Reiner får den elektroniske læseplade en lcd-berøringsskærm på lidt over 10 tommer.

Apple skal have indledt forhandlinger med store bogforlag om at gøre deres bøger tilgængelige på den nye iPad. Den rapporterede deal lyder på 30 procent til Apple og 70 procent til forlaget, som ydermere ikke er bundet til kun at indgå aftaler med Apple.

Hvis Reiners oplysninger er rigtige, forekommer Apple som et mere favorabelt alternativ end internetboghandlen Amazons tilbud til forlagene: Her er den økonomiske model fifty-fifty, og hvert forlag er i en aftale bundet til Amazon og til koncernens elektroniske læseplade, Kindle.

Apple regner med en massiv efterspørgsel på iPad, som bliver fremstillet i Kina. Ifølge Yair Reiner er produktionskapaciteten på en million læseplader om måneden.


Fortunes omtale af Reiners oplysninger om Apples elektroniske læseplade:
http://brainstormtech.blogs.fortune.cnn.com/2009/12/09/apple-tablet-set-for-spring-launch/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar