tirsdag den 8. december 2009

Næppe fred uden udvikling i Afghanistan

KOMMENTAR

Det er indlysende, at det ikke er muligt at skabe udvikling i Afghanistan, uden at der er "arbejdsro". USA's præsident, Barack Obama, sætter massivt ind på en hurtig isolering af den hårde kerne i Taliban ved at øge antallet af amerikanske soldater fra 68.000 til næsten 100.000 i løbet af blot et halvt år. Hertil kommer mindre bidrag fra andre Nato-lande.

Men militær magt gør det ikke alene. Hvis USA og andre andre internationale styrker skal vinde Taliban-medløbere samt andre afghanere, som har forståelig modvilje over for fremmede soldaters tilstedeværelse, over på deres side, er de nødt til at give håb om en bedre hverdag - foruden øget sikkerhed.

Tryghed består af begge aspekter.

Obama, som valgte at præsentere sin reviderede Afghanistan-strategi på et militærakademi, nemlig West Point, kom ind på spørgsmålet om behovet for udvikling i Afghanistan. Han lovede en optrappet indsats, som fornuftigvis er fokuseret på lokal udvikling. Præsident Hamid Karzais regering er alt for sværtet af korruption til, at den kan betros ekstra dollar.

Det giver også mening, at landbrugsudvikling får topprioritet.

Men spørgsmålet er, om der fra amerikansk side bliver afsat tilstrækkeligt mange ressourcer i den nye plan til at forbedre afghanernes "bread and butter"-vilkår. Obama lod i talen forstå, at hans hovedmål er at "forstyrre, opløse og besejre al-Qaeda". Det er jo noget andet. Han bebudede også, at den militære tilbagetrækning begynder midt i 2011.

Måske kan afghansk hær og politi sørge for sikkerheden til den tid. Men kan det afghanske samfund stå på egne ben socialt og økonomisk? Afghanistan ligger i det seneste FN-udviklingsindeks på plads nummer 181.

Der er 182 lande i verden med i Indekset for Menneskelig Udvikling, som FN's Udviklingsprogram udarbejder hvert år.


Obamas Afghanistan-tale på West Point:
http://www.whitehouse.gov/the-press-office/remarks-president-address-nation-way-forward-afghanistan-and-pakistan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar