tirsdag den 22. december 2009

Sygesikringsreform er langtfra i hus

Nu, hvor det er lykkedes Demokraterne at mønstre samtlige partimedlemmer i Senatet plus de uafhængige for en reform af sygesikringen i USA, er der udsigt til, at det udvandede forslag vedtages endeligt i dette kammer i Kongressen juleaftensdag.

Men dermed er trængslerne i spørgsmålet, som præsident Barack Obama har udpeget til sin indenrigspolitiske hjertesag ikke forbi.

For forude venter en kompliceret sammensmeltning af Senatets version af loven og den tidligere udgave fra Repræsentanternes Hus, det andet kammer.

Under de afsluttende forhandlinger i Senatet, hvor abortmodstanderen Ben Nelson fra Nebraska var blandt dem, der skulle overtales, blev der indført flere restriktioner på adgangen til sygesikring i forbindelse med abortindgreb.

Repræsentanternes Hus er generelt mere liberalt end Senatet. Men spørgsmålet er, hvor mange indrømmelser det vil give for at undgå at ryste det krævede flertal på 60 ud af 100 i Senatet - vel vidende at det er uhyre skrøbeligt.

Ganske vist accepterede et antal demokrater i Repræsentanternes Hus visse begrænsninger af brugen af føderale penge til abortindgreb som led i forsikringsordningen, men de regnede med at få dem pillet ud igen i den endelige version.

Den historiske reform, som Obama efterstræber, er ikke i hus endnu.


New York Times' beskrivelse af Demokraternes interne udfordring med hensyn til sidste etape af sygesikringsreformen:
http://www.nytimes.com/2009/12/22/health/policy/22health.html?_r=1&hp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar