torsdag den 10. december 2009

USA's største CO2-udleder vil rense luften

USA's største udleder af CO2, American Electric Power Co. (AEP), skønner, at det vil være i stand til at eliminere alt udslip fra de kulfyrede kraftværker inden 2025.

AEP's direktør, Mike Morris, siger i et interview med det amerikanske finansdagblad Wall Street Journal, at koncernens foreløbige erfariring med opfangning og deponering af CO2 går over al forventning. Eksperimenterne finder sted på Mountaineer-kraftværket i West Virginia.

Morris mener, at AEP formentlig kan installere avanceret udstyr til at opfange CO2 på tre fjerdedele af kraftværkerne. Resten af værkerne skal nedlægges. Han siger, at det bliver dyrt, men at omkostningerne ikke er uoverskuelige.

Nyheden fra AEP kommer umiddelbart efter, at den amerikanske miljøstyrelse (EPA) har fastslået, at CO2 er sundhedsskadeligt i henhold til den eksisterende lov om luftforurening i USA. EPA tager derfor skridt til indgreb mod landets største forurenere.


Wall Street Journals interview med AEP-direktøren:
http://online.wsj.com/article/SB126032092489782773.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar