mandag den 27. september 2010

Karl Rove er tilbage som republikansk strateg

Karl Rove var arkitekten bag George W. Bushs genvalg til præsidentposten i 2004, og han havde samtidig et ambitiøst projekt om at sikre varig republikansk dominans i Kongressen. Selv om dette sidste ikke lykkedes, vandt Rove respekt på evnen til at identificere vankelmodige vælgere og sende et politisk budskab, som er målrettet til dem.

Det seneste år har den politiske dagsorden været præget af præsident Barack Obama, Demokraterne og såmænd også af den konservative republikanske græsrodsbevægelse Teselskabet. Nu er Karl Rove tilbage som republikansk strateg.

Rove forsøger at opbygge et netværk af donorer og politiske operatører, der skal hjælpe Det Republikanske Parti til at generobre flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet ved midtvejsvalget i november.

Det skriver avisen New York Times.

Teselskabet ved ikke rigtigt, hvad det skal mene om Rove. Nogle af bevægelsens medlemmer opfatter Rove som en spydspids for det republikanske establishment - netop det, som de forsøger at køre ud på et sidespor.

Karl Rove har, siden har forlod Det Hvide Hus, optrådt som analytiker hos tv-kanalen Fox News og klummeskriver i finansdagbladet Wall Street Journal.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/09/26/us/26rove.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar