onsdag den 1. september 2010

Teselskabets mand sejrer i Alaska

En Murkowski har repræsenteret den amerikanske delstat Alaska i Senatet de seneste 30 år. Først var det far Frank og siden 2002 datter Lisa. Men nu er det slut. Det lykkedes ikke Lisa Murkowski at vinde sit Republikanske Partis nominering til valget til senatssædet i forbindelse med kongresvalget i november.

Det skriver publikationen POLITICO, som tæt følger den politiske udvikling i Washington.

Lisa Murkowski blev højst overraskende besejret af partifællen Joe Miller i primærvalget. Miller er endnu en succesrig kandidat, som er båret frem af den konservative republikanske græsrodsorganisation Teselskabet.

Miller blev også støttet af den tidligere Alaska-guvernør og republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

Men man skal være varsom med at drage for vidtgående konklusioner. POLITICO omtaler i en anden artikel en meningsmåling fra instituttet Public Policy Polling, som viser, at der er flere republikanere i Alaska, der foretrækker den tidligere Massachusetts-guvernør Mitt Romney som republikansk præsidentkandidat i 2012 end deres ganske egen Sarah Palin.


Læs POLITICO-artiklen:
http://www.politico.com/news/story/0810/41652.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar