søndag den 12. september 2010

Republikanere nedtoner kritik af sygesikring

Egentlig skulle dette efterår havde handlet om kritik af sygesikringsreformen i USA. Sådan var Republikanernes oprindelige plan forud for midtvejsvalget til Kongressen i november.

Men planen er lavet om, konstaterer avisen Boston Globe. I stedet for at smæde om "Obamacare" har Barack Obamas politiske modstandere rettet søgelyset mod præsidentens økonomiske politik, fordi skabelsen af nye job udebliver.

Hensigten er at svække Obamas demokratiske partifæller i vælgernes øjne og indkassere udbyttet på valgdagen.

Republikanerne fornemmer, at især de uafhængige vælgere - dem, der lader sig flytte ved valget - er stærkt optaget af landets pressede økonomi og fraværet af nye arbejdspladser. Så de nøjes med at komme med mindre beklagelser over sygesikringsreform, som blev vedtaget i marts.

Demokraterne har heller ikke travlt med at holde sygesikringsreformen op som Obamas store bedrift. De indser, at vælgerne er mest optaget af den generelle økonomiske situation og af deres egen jobsituation.


Læs Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/nation/washington/articles/2010/09/11/both_parties_shy_from_health_care_as_election_approach/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar